you are just a kid?(One Direction)

July Williams har i sine 13 år prøvet mere end mange andre. Hendes far er underdirektør for et dansk firma så han er aldrig hjemme. July føler sig som at hun allerede er flyttet hjemmefra da hun skal gøre alt selv. Udover det har hun også en lillesøster at tage sig af. Men en dag kommer hendes far hjem, efter en måneds rejse med et par biletter til koncert med ifølge hende verdens lækreste drenge. Det hun ikke ved er at den vil ændre hendes liv, da en vis person tror hun er meget ældre.
*****Stødene sprog og scener kan forekomme****

10Likes
26Kommentarer
1016Visninger
AA

1. Prolog

Jeg sad og legede med min hår elastik. Det mest spænende lige nu. Jeg have lagt Carly i seng og lavet lektier. Jeg skulle ikke mere.
Jeg havde tid til alt, men alligevel valgte jeg at tænke over livet og hvad der var sket hvis der var sket sådan og sådan.

Min far havde lovet at komme hjem kl. 5 men havde som han sjældent gjorde, holdt det. Jeg besluttede mig at gå ned og lægge tøj sammen. Jeg var knap nok noget ned i vaske kælderen da jeg døren blive lukket op, jeg kiggede på mit armbånds ur. Den var ikke mere en 20:30 så det kunne ikke være min far. Selv om han lovede at det ville blive ved en 5'tiden han kom hjem.
Af frygt for at det ville være en sølle narkoman, listede jeg ned i kælderen og fandt en fejebakke. Ikke det bedste våben, men brugeligt, og jeg have ikke lige andet. Jeg listede op igen og ind i stuen.

En skygge fik mig til at stoppe. Hvis jeg havde modet til at gå ind til manden, ville jeg have gjordt det for længst. Jeg var sjældent bange og jeg viste godt at det er tåbeligt af mig. Jeg er svag. Men jeg var ikke svag på andre måder, kun når tankerne fik frit løb, som nu. Det hele tager overhånd og jeg gik i panik.
Det hele ville have været meget nemmere hvis far var her. Jeg kan ikke klare verden selv. Jeg er bare en sølle pige på 13 år. Jeg ranglet, med lyst hår, som for mig til at se svag ud og med mine store blå øjne, ville personen sikkert falde om af grin, hvis jeg gik der ud. Jeg har ikke en chance mod en mand på 20 eller mere.

Men skyggen af en kuffert giver mig håb. Denne kuffert min far slæber rundt på, den kuffert jeg så inderst inde hader, men er glad for at se nu. Som om jeg aldrig har været bange gik jeg ud i køkkenet og tog et glas vand. Intet er hændt, ingen skulle vide at jeg var bange.

De trætte skridt blev højere og højere og ind af døren kom min far. Han smillede et undskyldende smil og uden at tænke over det tilgiver jeg ham og gengældte hans smil.

Jeg kyssede ham godnat og gik hen til trappen. "Godnat" sagde jeg stille.

"July vent, jeg har noget til dig" uden at tøve, går jeg tilbage. Det plejede at være tøj og det, men ud fra hans ansigt kunne jeg se at det var noget andet. Han tog sig til baglommen og hev to stykker billetter op. "De her er til dig" sagde han. Jeg tog forsigtigt imod billetterne. Det var så tydeligt at han havde glædet sig til at se mit ansigt, men jeg måtte skuffe ham. Jeg var ikke god til at vise min glæde. Jeg viste ikke om jeg skulle skrige af lykke, eller om jeg skulle fælde en tåre.
Hvis jeg begyndte at skrige og hvine, ville Carly vågne.

Jeg giver min far et kram og går i seng igen. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere, jeg har fået billetter til en koncert med verden lækreste drenge. Alle pigers drøm.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...