A Different Year - One Direction

16 årige Helene er udvekslingsstudent i England. Da hun efter juleferien, er ude og løbe og bogstavligtalt render ind i en. Personen viser sig at være Niall Horan, der dog ikke virker så glad for deres lille sammenstød. Men da de så støder på hinanden igen nogle dage senere, synes Helene at han virker, som en helt anden person. Niall underskylder og vil gerne lærer hende at kende, men Helene er ikke helt tryg, da der kun er et halvt år, til at hun skal tilbage til Danmark - men Niall giver ikke så let op.

9Likes
17Kommentarer
1296Visninger
AA

5. Maybe It's Okay, Anyway.

 

Det var forbandet koldt, men jeg var næsten hjemme.

Jeg var virkelig forvirret. Han havde kysset mig. Jeg havde kysset med. Vi havde kun kendt hinanden i tre ugers tid.

Jeg følte mig dum. Dum, fordi jeg havde kysset med, selvom jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke skulle. Men jeg følte mig også glad på en måde. Glad, for at han kysset mig, selvom at det var lidt tidligt.

Jeg kunne høre en bil bag mig. Motoren slukkede og jeg kunne høre nogle stige ud. Great, nu blev jeg også voldtaget.

”Helene.” Sagde en irsk accent bag mig. Niall tog fat i mit håndled, og fik mig vendt om. Han prøvede at få øjenkontakt med mig, men da det ikke lykkes trak han mig ind i et kram.

”Undskyld.” Sagde han, og trak mig endnu tættere ind til ham. ”Det var ikke meningen, at du skulle blive ked af det. Jeg ved godt, det var for tidligt.”

Jeg nikkede bare. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Niall troede, det var fordi det var for tidligt, hvilket det også var en lille smule, men den store grund, var at jeg ikke ville kunne sige farvel, når jeg skulle hjem. Det var forfærdeligt at tænke på.

”Du fryser jo helt vildt.” Sagde Niall, og afbrød mine tanker. Han trak sig ud af krammet og tog min hånd. Han begyndte at gå hen mod bilen.

Måske skulle jeg fortælle Niall, at jeg ikke ville forsætte – eller rettere kunne, for jeg ville virkelig gerne. Det var syndt for ham, hvis han gik og håbede på at vi kunne blive til noget.

”Skal jeg køre dig hjem?” Spurgte Niall, og sendte mig et smil.

Jeg gengældte og nikkede. ”Ja tak.” Sagde jeg.

Vi kørte i stilhed. Der gik ikke mere end fem minutter, før vi var ved skolen lejligheder.

”Tak fordi du kørte mig. ” Sagde jeg lavt. Jeg havde ikke lyst til at sige farvel.

”Det var da så lidt. Vi ses.” Sagde Niall, og sendte mig et forsigtigt smil. Jeg nikkede, og steg ud af bilen. Jeg vinkede, inden jeg begyndte at gå ind mod indgangen. Jeg sukkede dybt.

Da jeg kom ind i min lejlighed, smed jeg min taske og så løb jeg ellers bare ind i min seng. Jeg havde virkelig en stor trang til at græde. Så det gjorde jeg. Jeg græd, og det værste, var at jeg ikke vidste hvorfor. Det kunne ikke kun være på grund af Niall, for ham havde jeg kun kendt i tre uger.

Jeg tog min telefon, og ringede Mia op.

”Mia, jeg savner dig sådan!” Snøftede jeg ind i telefonen.

 

*

Der var gået halvanden uge, siden jeg sidst havde set Niall. Han havde både ringet og skrevet, men jeg havde ignoreret det.

På fredag var det ferie, og gæt hvem der kom, og skulle være sammen med mig, en hel uge? Mia! Og jeg glædede mig, som en sindssyg en! Selvom vi havde set hinanden i juleferien, føltes det alligevel som om det var flere år, siden vi sidst havde set hinanden.

Jeg var på vej ned i byen, for at købe lidt ind til på fredag. You know, slik og is. Mia og jeg havde det med at spise en hel masse usundt, når vi var sammen, og det endte altid med at vi måtte ud og løbe fem kilometer, den efterfølgende morgen.

Jeg kunne ikke bestemme om jeg skulle købe chokolade is eller karamel is, så jeg besluttede mig for at købe begge, hvorefter jeg begyndte at traske op mod kassen. Jeg indså hurtigt hvor dum en idé det var, for ved kassen, kunne jeg se et par blonde lokker, som jeg kendte for godt. Niall.

Det var for sent, at løbe væk, for han havde allerede set mig. Jeg kunne ikke tyde hans ansigt. På en måde lignede, han en der var glad. Sikkert glad for at se mig. Og på en anden måde trist. Trist fordi jeg havde ignoreret ham.

”Hej Helene.” Sagde Niall, og sendte mig et skævt smil.

Jeg følte virkelig jeg kunne synke ned i et hul, da han begyndte at snakke til mig.

”Ehm.. Hej.” Sagde jeg lavt, og undlod at få øjenkontakt.

”Jeg har prøvet at få fat i dig.” Sagde Niall, med en smule trist stemme, og jeg fik straks skyldfølelse. ”Jeg ved ikke om jeg har gjort noget forkert eller hvorfor du ikke svarer mig. Men jeg tænkte vi kunne snakke om det, over en kop kaffe?” Han sendte mig et varmt smil, og gjorde mig blød i knæene, hvilket fik mine øjne til at kigge i hans.

”I dag?” Spurgte jeg dumt, og Niall begyndte at grine. Han nikkede og jeg sendte ham et lille smil. ”Så okay, men jeg skal først hjem med mine is.”

Vi begyndte at gå ud af butikken. Niall tog min hånd og jeg stivnede med det samme.

”Undskyld.” Sagde han og slap min hånd. ”For tidligt. I know.” Han sendte mig et smil, som jeg prøvede at gengælde, men det gik ikke så godt. Jeg havde virkelig lyst til at tage hans hånd igen, men jeg vidste det ikke var en god idé. Kaffesnakken var sikkert heller ikke en god idé. At være sammen med Niall var heller ikke en god idé, men noget inde i mig sagde, at jeg skulle tage mig sammen.

Jeg satte mig ind i Nialls bil, og der gik ikke lang tid, før vi var ved skolens lejligheder.

”Jeg skynder mig lige ind med isene.” Sagde jeg, og sendte ham et smil. ”Eller du må godt gå med, hvis du vil.” Niall nikkede og vi hoppede begge ud af bilen og gik hen mod indgangen.

 

*

Vi sad på en lille hyggelig café, og gemte os i hjørnet.

”Så..” Startede Niall, og tog en tår kaffe. ”Hvorfor har du ikke svaret mig?”

Jeg følte mig dum og vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg skal til Danmark om mindre end et halvt år? Jeg har ikke lyst til at binde mig?

”Et halvt år er lang tid.” Sagde Niall, og jeg indså, at jeg havde sagt det højt. ”Og når det halve år, så er gået, så tager vi tingene, som de kommer. Du behøver ikke tage sorgerne på forskud.” Niall sendte mig et smil.

Niall havde ret, men jeg var stadig sikker på, at det var en dårlig idé. Jeg sukkede dybt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige.

”Er det ikke en dum idé, når jeg tager til Danmark igen, og du bliver her, samtidig med at du er en kendis dreng, i et virkelig kendt boyband. Jeg mener, hv…” ”- Nu tager du sorgerne på forskud igen.” Afbrød Niall mig, og sendte mig et smil. ”Nu ser vi hvad der sker, og når tiden så er inde til at du skal hjem, så tager vi den derfra.”

Jeg begyndte at smile. ”Det er lige præcis, det vi gør.” Sagde jeg roligt, og Niall tog min hånd og gav den et klem.

Jeg kiggede på klokken. ”Hvad siger du til at vi tager hjem til mig, og så laver jeg mad til dig, denne her gang?” Spurgte jeg. Niall nikkede.

Jeg følte mig glad lige nu. Rigtig glad. For Niall havde ret. Et halvt år var lang tid, og når det var gået, så tog vi den derfra.

Niall tog min hånd, men denne gang stivnede jeg ikke. Jeg blev bare endnu mere glad, og mit smil kunne ikke blive større end det var, hvilket jeg tror Niall lagde mærke til, for han smilede tilfreds.

 

*

”Miiiiiiiiiiiiiiiiiiiiia!” Råbte jeg højt, imens jeg løb hen mod en lav blond pige. Da jeg nåede hen til hende, trak jeg hende i et tæt kram. ”Gud, hvor har jeg savnet dig!”

Jeg trak mig væk fra hende. ”Hey, du er blevet højere.” Jokede jeg, da Mia ikke var særlig høj. 155 cm højest. Vi begyndte begge at grine. ”Og bøjlen fik dig ikke til at bippe ved sikkerheds tjekket?”

Mia sendte mig et stort smil, inden hun blottede tænderne, som var perfekt lige, og uden bøjle.

”Næ du. Jeg fik den af i mandags, og jeg tænkte, jeg ville overraske dig.” Sagde hun med et grin i stemmen. Dengang hun skulle have bøjle på, fortalte hun ingen det, og da jeg opdagede hun havde fået den på, var hendes kommentar ’Jeg ville overraske dig’.

Jeg smilede til hende. ”Kom. Jeg har en du skal møde.” Jeg tog hende i hånden og trak hende udenfor.

Niall stod ude ved hans bil. Han havde solbriller og en stor vinterjakke på, hvilket var forståeligt, da det kun var begyndelsen af februar. Han havde spurgt, om han skulle køre, så vi slap for at tage en taxa.

Niall smilede, da han så os komme ud fra lufthavnen. Mia stoppede, og tog hænderne op til munden.

”Er det.. Er det.. Niall?” Spurgte hun på dansk, og jeg begyndte at grine.

”Nej, det er hans tvillingebror, Børge.” Sagde jeg, og Mia daskede mig på armen.

”Meget morsomt.” Sagde hun, inden hun gik over til Niall, for at præsenterer sig selv.

Jeg smilede, da jeg så Niall og Mia snakke sammen, og smilet blev større, da Niall drejede hovedet, borede sine øjne ind i mine og sendte mig et stort smil.

 

***

Så kom der endnu et kapitel.

Tror I at Nialls lille tale holder? Helene virkede ihvertfald overbevist. Og nu er Mia kommet på besøg. :-D

Skriv gerne hvad I synes, og I må da også gerne like, hvis det skulle være. :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...