Smile to me

Emma er pigen der elsker heste og arbejder hårdt hver dag for at beholde sin halvpart som hun deler med sin ven Mikkel.

Men hvad sker der når hun pludselig falder for Mikkel?

Denne historie er lidt rigtig og lidt opdigtet fra mit eventyrlige liv med Smile og min ven.
(Navnene er opdigtede) ;-)



36Likes
35Kommentarer
1934Visninger
AA

5. Kapitel 5

Jeg holdt vejret da en lav piven pludselig kunne høres. Det var de hunde! Jeg fik tårer i øjnene, der måtte være nogle der mishandlede dem! Josephine gik mod lyden og jeg fulgte stille efter hende med hjertet helt oppe i halsen. 
Jeg kiggede med rynkede bryn rundt. Et hvidt meget beskidt hus stod i den anden ende, ellers var der et hus hvor lysende var tændte hvilket fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. 
Josephine opdagede det også og skyndte sig at trække mig hen mod pivelyden. Den kom fra den beskidte, faldefærdgie hvide bygning.
Vi kunne ikke se nogle dør til at starte med men opdagede snart at man kunne se døren direkte fra husets vindue. Vi kiggede ind af det støvede vindue og kunne først ikke se noget. Der var mørkt og rodet derinde, sikkert også koldt. Snart så vi nogle hundehvalpe ligge mellem alt roden. De var meget tynde og de lå og pev stille og skrøbeligt. Jeg havde lyst til at græde men pludselig lød der en stemme lige bag os og vi for begge sammen. 

"Hvad fanden laver i her møgunger?!"

Jeg gispede og kiggede med store øjne på Josephine der kiggede med store øjne på mig. 
"øøhmm... er det her ikke øhm.. Hansens hus.." Hviskede Josephine med rystende stemme. 
"Gu er det ej Hansens hus!" snerrede han af os. 
"Okay, så er vi gået forkert..." Hendes stemme rystede ikke så meget mere over den geniale plan hun havde fået med at vi var gået forkert.
"JAMEN SÅ SKRUB UD AF MIN GÅRD MØGUNGER" råbte han og vi fik hurtigt benene på nakken. Med et sidste kig på hundehvalpene satte vi i løb ud mod gaden. 
"Og hvis jeg så meget som bare ser jer her igen politiandmelder jeg jer!" Råbte han efter os og vi løb hurtigere og hurtigere til vi var ude på gaden hvor vi hurtigt bandt en nærvøs Smile op og hoppede op på ryggen af hende hvorefter vi satte i skridt og derefter trav. 
Mit hjerte galoperede i mit bryst og mit hoved dunkede.
Stakkels små hundehvalpe... stakkels, stakkels! Hvad skulle vi dog gøre? For vi skulle og måtte gøre noget!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...