Smile to me

Emma er pigen der elsker heste og arbejder hårdt hver dag for at beholde sin halvpart som hun deler med sin ven Mikkel.

Men hvad sker der når hun pludselig falder for Mikkel?

Denne historie er lidt rigtig og lidt opdigtet fra mit eventyrlige liv med Smile og min ven.
(Navnene er opdigtede) ;-)



36Likes
35Kommentarer
1981Visninger
AA

4. Kapitel 4

"Emma! Emma! Jorden kalder!" Min veninde Josephine viftede hånden foran mit hoved for at vække mig for mine tanker om Mikkel og den forfærdelige følelse jeg havde følt da Smile blev bange og løb ind i skoven. Jeg bebrejdede hende ikke men hvorfor var der lydt piv inde fra lastbilen og hvorfor var den kørt halvt oppe på cykelstien?
Igen viftede Josephine en hånd foran mit ansigt og jeg rystede på hovedet og vendte blikket mod hende.
"Hvad sker der med dig Emma? Er der noget galt?" Hendes stemme var bekymret. Jeg sukkede og kiggede på hende. Skulle jeg sige det? Hun var en af mine bedste veninder (lige efter Mikkel og Smile).
"Det er bare... Forleden så jeg en lastbil den kørte halvt oppe på cykelstien og nogle pev inde i den. Desuden skræmte den Smile og Mikkel sad på hende! Det lød som hunde hvalpe der pev!" Hviskede jeg og kiggede med store øjne på Josephine. 
Hun kiggede på mig med mindst lige så store øjne og blinkede så tårene kunne ses i hendes øjne. Det skal lige siges at Josephine elsker hunde og nørder dem helt vildt meget. 
"Jamen.. Hvad hvis han mishandler dem?!" Hviskede hun bange og jeg nikkede enigt. 
"Vi må nødt til at gøre noget! Jeg siger det til mine forældre og du siger det til dine så skal det nok ordne sig!" Sagde hun og jeg nikkede. 
Vi var på vej hjem fra skole og netop nu var vi noget til min dør. Jeg gav Josephine en farvelkrammer og gik så ind. Jeg ville fortælle det til mine forældre med det samme, de skulle nok gøre noget... Troede jeg. 
Da jeg kom indenfor gik jeg direkte ind i stuen hvor de begge sad.
"Mor.. Far... Vi må gøre noget! Forleden hørte jeg en bil med pippende hvalpe i. Mig og Josephine tror at det er dyremishandling! Ham manden der kørte er sikkert sådan en ond mand der dræber hunde og slår dem og sådan!" Sagde jeg i en lang kører og mine forældres blikke blev rettet mod mig. 
"Jamen lille skat dog.. Jeg tror bare at de ikke kunne lide at kører i bil. Din fantasi løber afsted med dig" Sagde far og smilede til mig. 
"Nej far! Jeg mener det vi må gøre noget!" Sagde jeg med store øjne og kiggede fra mor til far.
"De har det nok godt de hunde, hunde kan ikke lide at kører i bil" Smilede mor og jeg rystede kraftigt på hovedet. 
"NEJ! Det er altså rigtigt!!" Sagde jeg vredt og trampede op på mit værelse hvor jeg smed mig i sengen og mærkede tårene presse sig på. Jeg fandt min mobil frem og ringede til Josephine. 
"De lyttede ikke..." Mumlede jeg bare da hun tog den. 
"Heller ikke mine.. Men så må vi gøre det selv..." 

                                                                                                 ***

Efter skole næste dag cyklede mig og Josephine over til Smile. Dagen forinden havde Mikkel reddet og jeg havde ikke taget derud. Vi skulle finde den lastbil. Smile vrinskede da jeg kaldte hendes navn og kom travende hen til leddet da mig og Josephine havde smidt vores cykler ved stalden og gået hen til den store fold.
"Hej skat" Sagde jeg med en sød stemme og satte et trækketorv i Smiles grime hvorefter jeg trak hende over på gårdspladsen hvor jeg stillede hende ved den udendørs strigleplads. Solen skinnede og sommerferien nærmede sig og jeg havde t-shirt og shorts på i dag. Vi striglede Smile i stilhed, vi var begge opslugt af vores tanker det var først da Smile havde trensen på at vi snakkede. "Vi tager ikke sadel på, så er det sværre at side to. " Hviskede jeg og følte det rigtigt som var vi agenter.
Josephine nikkede og tog sin ridehjelm på. Hun gik til ridning på en rideskole og kunne derfor godt ride lidt + jeg havde lært hende en masse. Vi trak sammen Smile over til en stor sten og først trådte Josephine op så hun sad forrest og så satte jeg mig om bag ved og tog tøjlerne. Vi syntes begge at det var ret spænende og farligt men vi havde begge ondt af de stakkels hundehvalpe og stoppede derfor ikke. Vi klemte på samme tid til Smile og hun gik rask fremad, med hovedet højt løftet. Hun kunne nok mærke spændingen og syntes nok også at det var lidt sjovt med to ryttere. 
 

Vi skridtede hen af den vej hvor lastbilen havde kørt da det gik op for os at vi jo ikke vidste hvilken vej den var kørt. Vi sukkede begge over vores dumhed og stoppede Smile op for at side af. Dog så jeg pludselig den samme lastbil holde lidt længere ned. Jeg spærrede øjnene op og pegede på lastbilen mens jeg talte. 
"Det er den" Hviskede jeg og Josephine var hurtig til at gå hen til Smile igen. Jeg gav hende en hestesko og hoppede selv op bagved lidt med hendes hjælp. 
Vi satte Smile i skridt og skridtede med bankende hjerter hen mod lastbilen. Der var ingen pivende hunde i den. Den holdt lige ude foran en gammel gård og vi kiggede med store øjne derind. Der så tomt og beskidt ud og der var intet tegn på hundeleg eller gøen. Vi kiggede med store øjne på hinanden. 
"Hvad skal vi gøre?" Spurgte jeg bange og lavt. 
"Vi må gå derind og kigge. Men uden Smile, hun bliver bare bange og hendes hove larmer" Sagde hun. Nu var vi så, så heldige at vi red uden bid så vi kunne binde Smile i en sikkerhedsknude hvis nu hun blev bange kunne hun flå den op så hun ikke gjorde skade på sig selv. 
Vi sad af og bandt hende til et træ hvor hun med det samme begyndte at nippe til noget gammelt græs lige nede for træet. Jeg kiggede på Josephine der var den første til at træde ind på gårdspladsen. Jeg fulgte efter, med stærkt hamrende hjerte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...