Smile to me

Emma er pigen der elsker heste og arbejder hårdt hver dag for at beholde sin halvpart som hun deler med sin ven Mikkel.

Men hvad sker der når hun pludselig falder for Mikkel?

Denne historie er lidt rigtig og lidt opdigtet fra mit eventyrlige liv med Smile og min ven.
(Navnene er opdigtede) ;-)



35Likes
35Kommentarer
1828Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg smed cyklen ved staldbygningen klokken 13.05 og luntede ind i stalden hvor jeg fandt Mikkel der var igang med at strigle Smile. Det var hans ride dag i dag. Jeg tog en strigle og gik om på den anden side af Smile hvor jeg gav mig til at gnubbe. 
"Mikkel...? Jeg har tænkt på noget. Hvem har egentlig bagdelen og hvem har hovedet?" Spurgte jeg tænkeligt da han udbrød. 
"Helle for hovedet!" Jeg lavede store øjne og kiggede på bagdelen. Lige i det øjeblik lavede Smile hestepærer og jeg rynkede på næsen. 
Mikkel grinede og jeg kiggede surt på ham. 
"Hvad med at vi bare deler hele Smile?" Spurgte jeg og kunne ikke lade være med at fnise. Mikkel grinede med og snart var vi helt færdige af grin. Jeg stod lænet og af Smile og grinede og grinede mens Mikkel stod lænet op af væggen bag sig. 
"Joo... Det gør vi bare!" Sagde han da vi begge var færdige og jeg fniste og klappede Smile på halsen og striglede så videre med den bløde børste på Smiles ben der var indsmurt i jord og græs fra den frodige sommerfold. 
I dag var solen ikke til at stoppe. 
Det var d. 15 juni og sommerferien nærmede sig med hastig fart. Jeg glædede mig helt vildt. Så kunne jeg tilbringe hele dagen her med Smile og Mikkel og vi skulle lave skovpicnic og andet sjovt. 

"Hvad skal dig og Smile så i dag?" Spurgte jeg en anelse misundeligt og Mikkel smilede til mig. 
"Jeg tror at vi rider i skoven. Vil du med?" Spurgte han og jeg skyndte mig at nikke. Mikkel var en rigtig god rytter og var altid rolig hvilket også gjorde Smile rolig. De to var et godt team men han sagde at det var mig og Smile også og det havde jeg fået bevis på da vi sprang sammen.
Snart stod vi ude foran bygningen. Mikkel på Smile og mig på gåben. Vi skridtede afsted ned af stien ned mod skoven der snoede sig forbi de frodige og grønne marker. 
Vi kom til vejen og Mikkel styrede roligt ned af cykelstien og ned mod skovens indgang. Jeg gik på venstre side hvilket var ind mod fortovet. Smile var 100 procent trafiksikker og der var derfor intet problem. 

Vi nærmede os skoven og et par biler og cykler passerede men pludselig kom en kæmp lastbil drønende i kanten af cykelstien den dyttede højlydt og man hørte piv fra noget der lød som hunde derinde fra. Jeg nåede ikke at tænke før Smile sprang ud mod vejen hvilket fik en bil til at dreje i nød udenom og dytte. 
Jeg havde store øjne og Mikkel også. Han prøvede at styrer Smile og jeg prøvede at få fat i hende men det var forsent og Smile drønnede afsted hen af vejen hvilket fik adskillige biler til at stoppe brat. Mikkel var langt fra rolig nu og røg frem mens han prøvede at hive i tøjlerne. Man kunne virkelig se panikken i hans øjne og det smittede af på Smile så hun for afsted. Mikkel trak i den ene tøjle og Smile kom ind på skovvejen hvilket lettede lidt men hun drønnede videre. Jeg havde gåsehud over hele kroppen da jeg løb alt hvad jeg kunne efter og en alverdens forfærdelige tanker for igennem mig. 

Hvad hvis...? Hvad hvis...? Hvad hvis..?

Jeg spurtede alt hvad jeg kunne ind i skoven efter Smile og Mikkel. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst og jeg mærkede tårene vælde op i mine øjne. Hvad der ikke kunne ske! Der var en vej på den anden side af skoven og hvis Smile løb derud kunne det ikke gå godt. Jeg fumlede i min lomme efter min mobil men da jeg fik den frem så jeg at der intet strøm var på. 

Nu væltede tårene ned af mine kinder og landede på skovbunden. Der var tydelige fodspor efter Smiles vilde galop og jeg løb afsted for at følge dem. Jeg kiggede rundt for at finde nogle mennesker men der var ingen. Jeg mærkede panikken vælde op i mig men jeg løb videre. Jeg løb længe uden at hører hverken Smile eller Mikkel og jeg så ingen mennesker. Jeg var dybt inde i skoven og tårene trillede stadig ned af mine kinder. Jeg følte mig nytteløs og håbløs. Jeg hulkede højt og kiggede panikslagen rundt. Da nogle stemmer lød sprang jeg hen mod dem og mærkede tårene og hulkende blive forstærkede. 

"Jamen dog!" En bekymret kvinde stemme lød og jeg kiggede op. 

"Hvad sker der her?" Spurgte en anden kvinde ved hendes side. 

"det.. det..." Jeg måtte tage en dyb indånding før jeg igen snakkede.
"Min ven.. Smile blev skræmt af en lastbil og løb med Mikkel" Hulkede jeg og den ene kvinde strøg mig over håret. 
"Tag en dyb indånding og slap af" Sagde hun beroligende. Jeg gjorde som hun sagde og lukkede øjnene og trak vejret dybt. Der skete ikke Mikkel noget. Han havde nok allerede fået styr på Smile. Overbeviste jeg mig selv om og åbnede så igen øjnene. 
"Min ven Mikkel og jeg skulle i skoven. Han red på hesten Smile men Smile blev skræmt af en lastbil og stak af. Jeg prøvede at følge dem men jeg kan ikke finde dem eller hører dem" Hviskede jeg hæst og den ene af de to kvinder lavede store øjne. 

"Jamen dog!.. Det skal vi nok få ordnet!" Jeg kunne hører at hun var bekymret men prøvede at slappe af foran mig. 

"Kom du med lille skat vi finder ud af det hele" Sagde hun og jeg fulgte med hende hen til en bil og satte mig ind jeg kunne hører de to kvinder snakke men ikke hvad de snakkede om de lød bekymrede begge to. Jeg drejede hovedet da jeg pludselig så to skikkelser. 
En hest og et menneske side om side. Jeg kneb øjnene sammen. Hesten lignede Smile og mennesket lignede Mikkel. 
Jeg gispede da jeg så at det var dem. De gik side om side. Jeg sprang ud af bilen og løb over til dem og kastede mig om halsen af Mikkel. Han rystede kraftigt og jeg kiggede med store øjne på ham. 
"Det var bare chokket." Sagde han hæst. Jeg kiggede på Smile hun så træt ud og hendes sorte pels drev af sved mens mulen skummede. Jeg mærkede at jeg også var chokket og lettet på en gang hvilket fik mig til at hulke og kramme Mikkel igen.
En underlig følelse gik igennem mig. Det var nok bare chokket. 

"Gudskelov!" Sagde den ene kvinde der havde hjulpet mig og kom gående. 
"Der blev jeg godt nok bekymret!" Sagde hun og kiggede med store øjne på Mikkel. 
"Jamen barn. Du ryster jo!" Sagde den anden kvinde og kom også hen. 
"Det er bare chokket" Sagde Mikkel og jeg kunne hører at han lød lettet over at intet var sket. Ligeså var jeg. Meget endda..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...