The match

Erica bor i en fjern fremtid, hvor samfundet bestemmer hvem du skal elske. Hvad vil hun gøre når hun elsker en helt anden end den hun bliver matchet med.

1Likes
3Kommentarer
341Visninger
AA

1. The match

 

jeg kigger på hans grønne øjne. "Det er forkert" siger jeg, mens marc sukker: "Nej. Det er helt rigtig. Dette er rigtigt. Man behøver ikke at bekymrer sig om at finde kærligheden, man får den bare foræret". Jeg kigger på ham. Jeg ville så gerne svarer:"Men jeg har fundet min kærlighed, i Lucas". Men det kan jeg ikke. "Men at nogen skal bestemme hvem du skal elske", svarer jeg i stedet for. Marc laver et ansigt, som virkelig går mig på nerverne, som om alt hvad jeg har sagt bare er for sjov. "Det er en god ting. Tænk på dem der bruger hele deres liv på at finde kærlighed, vi får den bare. Jeg kigger på ham. Han er pæn og maskulin, hans ansigt og hans læber blandt de bedste jeg har set. De er smalle og lige, men jeg ved ikke hvordan de føles, for jeg har aldrig kysset dem. Aldrig har jeg tænkt på det. Hans maskuline krop vises meget i hans smalle trøje. Han er nærmest perfekt, men jeg elsker ham ikke. Jeg elsker Lucas. At blive matched er forkert, at blive sat sammen med en du ikke elsker er sygt. "Men hvad hvis man ikke elsker sig match?", jeg bider mig selv i læben  bagefter. Det var forkert sagt. "Man kan lære at elske sin match. Jeg elsker allerde min, elsker du også din?" spørger han lidt usikkert. Hvad skal jeg svare?. Jeg elsker ham jo ikke. Han er sød og forstående, men elsker er et stærkt ord, som jeg kun vil bruge på en person. Lucas. Lucas er den jeg elsker, Jeg elsker ham så meget at det helt skærer i hjertet når jeg er væk fra ham. "Erica?" siger han, mens han rykker sig nærmere. "Ja" svarer jeg, mens jeg også  rykker mig, bare den anden vej. Nærkontakt med andre end Lucas bryder jeg mig heller ikke om. "Vi blev matched da vi var 17 år, nu er vi 18 år, Synes du ikke at det er på tide at vi flytte ind sammen? Vi får alligevel tildelt en bolig når vi fylder 19 år?" spørger han. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare jeg vil helst ikke, men jeg ved jeg skal. "Jeg ved det, men...", jeg rykker lidt på ham, da jeg ved at han elsker. Nærkontakt, noget jeg hader, noget han elsker. "Ikke noget men. Vi er gift. Ikke noget med at samfundet ikke fungerer. Det er perfekt. Vi bliver sat sammen med en, man har noget til fælles med. Hvad er der at være i tvivl om?". Jeg trækker på skuldrene.   I tvivl er noget jeg, i den grad er. i tvivl  om det er det rigtige Samfundet gør. At sætte unge sammen, er forkert. Man burde være sammen med den man elsker eller selv finde kærligheden, der nu er til en. Jeg vil ikke lære at elske en, jeg bestemt ikke elsker. Samfundet bestemmer alt.  Hvem du skal elske. Hvor mange børn du skal have. Det er mit valg, eller det burde være mit valg. Det skulle være mit valg, men det er det ikke. Det er Samfundets.   "Er du i tvivl?" spørger han. "Nej, men jeg mener stadig at det er forkert. Vi  var jo kun børn, dengang vi blev matched" siger jeg, men jeg kan mærke, at han bliver lidt forarget over mit valg af ord. "BØRN", råber han nærmest, men en rigtig dyb mandestemme. En jeg aldrig har hørt komme ud fra hans mund. "Ja vi var jo kun 17 år. Vi var jo kun lige begyndt at blive ordentlige modne". Han drejer sig, mens han øjne kigger rundt i rummet. Han leder efter noget, eller så leder han bare efter de rigtige ord. "Jeg har ventet på at blive matched siden jeg var 11 år. Jeg elskede dig fra det øjeblik jeg så dig, stå der henne i hjørnet med din mørkeblå lange kjole. I det øjeblik vidste jeg, at vi to ville blive matched. Og så sidder du og siger at det er forkert", hans stemme er mere vred end normalt. Den stemme har jeg kun hørt, når han har været rigtig vred. Men i dag er den slem. Den værste jeg har hørt. "Det er bare så uoverskueligt. Alt det her , at vi skal flytte sammen i vores eget hus. Modtage de brev hvor der står hvor mange børn vi skal have. Det hele er bare uoverskueligt. okay!". Han nikker, han tager ting meget personligt. Hvad kan man sige, han er en følsom person, modsat Lucas. " så du mener at jeg er uoverskuelig?". Jeg kan næsten høre ham hulke, men han kæmper for at holde tårerne tilbage, og de lykkes til sidst. "Nej bare det hele. Altså alt. Det er bare, at det hele er en stor tilfældighed. Alt er en tilfældighed. Hvorfor er vi endt i sådan et Samfund?. Det er alt sammen en tilfældighed. Selv dig og mig", dumt sagt, han elsker mig jo og jeg har jo lige siddet og sagt, at hele vores forhold er en tilfældighed. "SÅ DU SIGER AT HELE VORES FORHOLD ER EN TILFÆLDIGHED", hans stemme er vredere end den før. Han rejser sig og går i rummet. Vælter et par stole og en enkel vase, vasen rammer jorden og går i tusinde stykker, men han lader det ikke ligge. Han skynder sig og hente en kost og fejeblad, mens han mumler: "det er forkert, vi er matched, hun burde elske mig lige så meget som jeg elsker hende", han mumler så lavt at man dårlig nok kan høre det. Fejebladet skraber hen ad gulvet sammen med kosten. Lyden giver mig kuldegysninger. Han smider kosten og fejebladet og råber: "Vi er blevet matched. Du skal lære at elske mig, om du vil det eller ej. Vi skal være sammen og intet kan ændre det" og så storme han ud af døren. Så er den dreng jeg engang kendte væk, den som altid lyttede og forstod en. Ham der altid havde den store tålmodighed. Ham der altid lavede min ivret selv om han ikke kunne lide den. Han elskede mig virkelig, men jeg elskede ikke ham. Mit hjerte tilhørte Lucas.     "Lucas" råber jeg, mens jeg løber hen mod ham. Hans ansigt lyser op i solen. Det er så smukt, at selv de smukkeste piger  verden ville falde for hans fødder. Hans tøj er normalt som altid, selvom denne trøje klæber sig til hans slanke, men dog veltrænede krop. "Erica" råber han, mens han løber. Vi mødes og vores læber mødes også. Hans læber er bløde, men dog lidt for store til mine smalle små læber. Men alligevel har jeg aldrig følt at vi ikke passede perfekt sammen. Kysset varer længe, men det ville få seriøse konsekvenser hvis vi blev opdaget. "Jeg elsker dig", hvisker jeg stille ind i hans øre.  "Jeg elsker også dig" svarer han tilbage. SMilet på mine læber breder sig. Men forsvinder da han siger: "Vi har ikke mere tid". Min ansigt bliver i sorg. Jeg vidste på forhånd at dette ville blive vores sidste møde. For i har ikke mere tid. Vi skal begge flytte til hver vores ende af byen. "Farvel" hvisker jeg, mens jeg stille går væk fra hjørnet. Tårerne vælter ned af min kind. Det er slut. Jeg har lige mistet den eneste jeg nogensinde har elsket. Mit livskærlighed.    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...