Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
"Jeg kan klare det her." Blev hun ved, men Malene rystede opgivende på hovedet, og lagde den våde klud over hendes pande. Hun trak mig til siden, så min lillesøster ikke kunne høre hende. "Hvis vi sender hende derind igen, så er hun færdig." Sagde Malene med en utilfreds stemme. "Men..." Begyndte jeg, og vidste at min søster ikke ville give op uden videre. Men beslutsomheden i Malenes øjne, fik mig til at tie stille, da det gik op for mig, hvad hun så på. Ringen, hvor verdensmesteren, den eneste hun nogensinde havde tabt til, opfordrede hende til en kamp. Malene vendte sig imod mig igen. "Jeg tager kampen." Sagde Malene beslutsomt. Jeg kunne ikke gøre andet end at nikke. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget, at sige hende imod. ADVARSEL: Der vil forekomme engelske ord og sætninger i denne movella, men jeg har valgt ikke at oversætte dem, da det ellers ville ødelægge moveallen efter min mening.

7Likes
0Kommentarer
1209Visninger
AA

6. Malene Hansen

 

”Det er dybt, men du behøver ikke sting.”

Forsikrede Mikey mig, og rakte mig et stykke stof til at ligge på såret. Jeg holdte det på såret, så han kunne finde en forbinding frem til at ligge hen over.

”Det på kinden er ikke nær så slemt, så du kan nøjes med et plaster.”

Sagde hun, og forsøgte at lyde munter. Det mislykkes lidt, men jeg nævnte det ikke. Hun tog et plaster fra kassen, og gav mig det på kinden.

”Hvor ser du bare sød ud.”

Kommenterede hun sarkastisk, da Mikey forbandt min overarm. Han klippede det til, og pakkede så det overskydende ned i kassen igen.

”Tak for det.”

Sagde jeg venligt til ham. Han nikkede bare let, og rejste sig igen. Han tog kassen i hånden, og gik ind på sit kontor igen.

”Og igen, tak for hjælpen.”

Sagde jeg taknemmeligt til hende. Hun nikkede bare let, og rejste sig igen. Jeg rejste mig, og sukkede let ved synet af min ødelagte skjorte.

”Møg.”

Bandede jeg, og sukkede igen.

”Men det er vel bedre end at miste livet.”

Spurgte hun dystert. Jeg skyndte mig at nikke, og svare:

”Meget.”

Også stod vi lidt, og så på hinanden. Jeg bemærkede, at hun stadigt ikke havde taget sin hætte af, og derfor kunne jeg stadigt ikke se hendes ansigt. Hun bed sig let i læben, og rømmede sig så let, som for at gøre mig opmærksom på at jeg stirrede.

”Øhm…”

Sagde jeg lidt kejtet, og redte mit pandehår tilbage. Det trængte virkeligt til at blive klippet.

”Jeg kender ikke vejen.”

Indrømmede jeg, og sukkede let. Hendes suk var endnu dybere, og mere højlydt, så hun overdøvede mit.

”Jeg kører dig hjem, min bil holder ude bagved.”

Sagde hun kort, og gik forbi mig. Men jeg blev stående, og så fokuseret på et billede på væggen. Jeg gik hurtigt der over, og så på det.

”Malene på vej til toppen. Malene, ubesejret. Malene, endnu en kamp vundet. Malene vinder igen. På vej til toppen, intet holder hende tilbage.”

Læste jeg få af de mange overskrifter op fra avisudklippene på væggen. Hele væggen er dækket af dem. Jeg hørte et let suk, og opdagede hende ved siden af mig. Hun sukkede let igen, og trak så sin hætte af hovedet. Jeg genkendte hende straks, og blev klar over hvorfor og hvordan hun havde klaret sig så godt imod mine forfølgere. Hun var Malene Hansen, den berømte Malene Hansen indenfor kampsportens verden. Hun havde været en stigende stjerne, med en slagkraftig god grund til at blive. Åh gud, tænkte jeg. Min søster ville død af jalousi, hvis hun vidste at jeg stod ved siden af hendes største idol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...