Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
"Jeg kan klare det her." Blev hun ved, men Malene rystede opgivende på hovedet, og lagde den våde klud over hendes pande. Hun trak mig til siden, så min lillesøster ikke kunne høre hende. "Hvis vi sender hende derind igen, så er hun færdig." Sagde Malene med en utilfreds stemme. "Men..." Begyndte jeg, og vidste at min søster ikke ville give op uden videre. Men beslutsomheden i Malenes øjne, fik mig til at tie stille, da det gik op for mig, hvad hun så på. Ringen, hvor verdensmesteren, den eneste hun nogensinde havde tabt til, opfordrede hende til en kamp. Malene vendte sig imod mig igen. "Jeg tager kampen." Sagde Malene beslutsomt. Jeg kunne ikke gøre andet end at nikke. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget, at sige hende imod. ADVARSEL: Der vil forekomme engelske ord og sætninger i denne movella, men jeg har valgt ikke at oversætte dem, da det ellers ville ødelægge moveallen efter min mening.

7Likes
0Kommentarer
1254Visninger
AA

9. Kunne Du Tænke Dig En Kop Kaffe?

 

”Du igen?”

Sukkede Mikey lettere utilfreds, da jeg havde banket på døren. Jeg nøjes med at nikke let, og han lukkede mig ind.

”Der er boksehold om tirsdage, karate om onsdagen, taekwondo om torsdag og brydning om lørdagen. Men det er vel næppe det, som du er her for.”

Halvt forklarede han, og halvt konstaterede han. Jeg trak på skuldrene, jeg vidste egentligt ikke hvorfor at jeg var her.

”Er det gode hold?”

Spurgte jeg venligt, som for at snakke udenom hvad jeg lavede her.

”Du ville nok finde dem anstændigt, men set fra en træners syn, så… Tja, lad os nøjes med at sige, at de betaler huslejen.”

Sagde han, og gjorde det klart, at det var nogle meget dårlige hold. Jeg nikkede for mig selv, altså havde han været træner engang, måske endda Malenes.

”Og hende?”

Spurgte jeg stilfærdigt, og forsøgte at lyde som om at jeg bare spurgte for at sige et eller andet. Han havde dog gennemskuet mig, men besvarede alligevel mit spørgsmål.

”Hun træner her hver dag, mellem to til seks timer, alt efter hvor meget tid hun har.”

Forklarede han, og ledte mig ind i rummet med de mange avisudklip på væggen. Jeg skævede svagt over til dem, men lod som ingenting, da jeg opdagede hende ved siden af ringen. Hun så let på den, som noget hun engang havde haft meget kært, og så havde mistet. Så satte hun sig på en skammel, og begyndte at tape sine fingre, så hun ville skåne sine led, når hun slog. Da hun begyndte at trække de tynde stofhandsker på, så hun på os.

”Hvad vil du?”

Spurgte hun utilfreds mig. Jeg sank en klump, bange for at få hendes knytnæve i ansigtet. Jeg måtte hurtigt finde på et svar, fandt jeg ud af, da hun rejste sig fra skamlen.

”Øhm…”

Begyndte jeg ret dumt, men tog mig sammen.

”Jeg ville høre om du vil med ud, og drikke en kop kaffe eller kakao eller noget.”

Svarede jeg, og lød endnu mere dum, fordi at jeg var så nervøs. Hun skævede til mig med et blik, som jeg ikke kunne genkende, men som skræmte mig en smule. Hvor fanden kom den ide fra, min kære hjerne? Tænkte jeg, og var bange for at min hjerne var kortsluttet af frygt.

”En date?”

Spurgte hun, og lød på samme tid som om at hun smagte på ordet, men også som om at hun var bange for det. Jeg skyndte mig derfor, at ryste på hovedet.

”Som tak for i går.”

Forklarede jeg, og forsøgte at lyde lidt mere selvsikker. Hun rullede opgivende med øjnene, og rettede på sine handsker igen. Det var tydeligt, at hun ikke ville gå glip af sin træning.

”Jeg venter bare til du er færdig.”

Foreslog jeg. Hun så kort tænkende ud, men nikkede så ganske svagt. Hun vendte sig mod boksebolden, og gav den et prøvende slag. Slaget var præcist, hurtigt og dødbringende. Men hvorfor var hun så stoppet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...