Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
"Jeg kan klare det her." Blev hun ved, men Malene rystede opgivende på hovedet, og lagde den våde klud over hendes pande. Hun trak mig til siden, så min lillesøster ikke kunne høre hende. "Hvis vi sender hende derind igen, så er hun færdig." Sagde Malene med en utilfreds stemme. "Men..." Begyndte jeg, og vidste at min søster ikke ville give op uden videre. Men beslutsomheden i Malenes øjne, fik mig til at tie stille, da det gik op for mig, hvad hun så på. Ringen, hvor verdensmesteren, den eneste hun nogensinde havde tabt til, opfordrede hende til en kamp. Malene vendte sig imod mig igen. "Jeg tager kampen." Sagde Malene beslutsomt. Jeg kunne ikke gøre andet end at nikke. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget, at sige hende imod. ADVARSEL: Der vil forekomme engelske ord og sætninger i denne movella, men jeg har valgt ikke at oversætte dem, da det ellers ville ødelægge moveallen efter min mening.

7Likes
0Kommentarer
1248Visninger
AA

30. Jonna og Malene

Malene og jeg havde spist en okay morgenmad. Den var ikke fabelagtig, men jeg havde i det mindste ikke brændt den på. Jeg havde kort fået avisen for at læse i den, men havde skubbet den fra mig, da jeg bemærkede det hadefulde blik, som Malene havde sendt den. Hun var virkelig ikke glad for den artikel, som prydede forsiden. Hvilket jeg egentligt godt kunne forstå.

”John?”

Spurgte Malene, og stillede den sidste tallerken fra sig, som hun havde tørret af.

”Ja?”

Spurgte jeg let, og tørrede mine hænder af i håndklædet. Længere nåede jeg ikke, før at hun gav mig et rask kys på kinden. Hun smilede en smule lusket til mig, så jeg trak hende ind til mig. Hun sukkede straks lettet, og lagde sit hoved mod mit bryst.

”Skal vi ikke gå ind i soveværelset igen?”

Hviskede Malene blidt, og kyssede blidt mine læber. Hun slap mine læber igen, så jeg let kunne nikke. Helt klart. Den var jeg med på. Så vi forlod køkkenet, og var nået ud i gangen på vej indtil soveværelset. Så lød der nærmest et øredrøvende brag, og min hoveddør gik op med et brag.

”JOHN!”

Hylede en meget over-ivrig stemme, og før at jeg fik set mig om, så hang Jonna mig om halsen og strålede som en lille sol.

”Jo… Jonna.”

Stammede jeg overrasket. Hun nikkede ivrigt imod mig.

”Jeg er lige ankommet med flyet, og skulle egentligt hen på hotellet først, men jeg tog en omvej og nu er jeg her.”

Jublede min kære lillesøster stolt for sig selv, og slet ikke opdaget Malene, som var ved at snige sig væk. Jeg rakte min frie arm ud efter hende, og bad hende lydløst om at blive. Men hun huskede godt, at min søster var helt vild med Malene, så hun ville helst væk, inden hun blev opdaget.

”Jeg syntes ikke at du siger noget, John.”

Udbrød min søster pludseligt, og slap mig. Det var ikke just fordi at hun havde givet tid til det, men alligevel.

”Det er da vidunderligt at se dig, men kunne du ikke have ringet først?”

Spurgte jeg en smule utilfreds over hendes pludselige opdukken. Men sådan var Jonna. Spontan, og ukontrollerbar. Jeg bemærkede pludseligt hvor stiv hun var blevet i sin omfavnelse. Jeg fik en dårlig fornemmelse, og rigtigt nok. Hun udbrød:

”Du er Malene Hansen!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...