Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
"Jeg kan klare det her." Blev hun ved, men Malene rystede opgivende på hovedet, og lagde den våde klud over hendes pande. Hun trak mig til siden, så min lillesøster ikke kunne høre hende. "Hvis vi sender hende derind igen, så er hun færdig." Sagde Malene med en utilfreds stemme. "Men..." Begyndte jeg, og vidste at min søster ikke ville give op uden videre. Men beslutsomheden i Malenes øjne, fik mig til at tie stille, da det gik op for mig, hvad hun så på. Ringen, hvor verdensmesteren, den eneste hun nogensinde havde tabt til, opfordrede hende til en kamp. Malene vendte sig imod mig igen. "Jeg tager kampen." Sagde Malene beslutsomt. Jeg kunne ikke gøre andet end at nikke. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget, at sige hende imod. ADVARSEL: Der vil forekomme engelske ord og sætninger i denne movella, men jeg har valgt ikke at oversætte dem, da det ellers ville ødelægge moveallen efter min mening.

7Likes
0Kommentarer
1217Visninger
AA

34. En verden i grus

”Hvorfor har du egentligt stadigt Johns skjorte på? Den er da alt for stor.”

Kommenterede Jonna uforstående. Malene trak let på skuldrene, og smilede bare glad til mig. Det føltes helt rigtigt, at Malene havde min skjorte på. Hun havde fået bukser på, og hun havde en top på inden under. Men det var ikke til at se, når hun havde skjorten på. Hun havde rullet ærmerne lidt op, så de lange ærmer ikke gik ud over hendes hænder. Men det var også det eneste som hun havde gjort.

”Jeg kan vel bare godt lide det.”

Svarede Malene, og nynnede efterfølgende glad for sig selv. Jonna rullede med øjnene, men blinkede da diskret til mig. Som for at sige, god fangst. Jeg rullede selv med øjnene af hende, så hun rakte tunge. Godt var hun nogle år yngre, men ikke mange, og alligevel gjorde hun den slags barnligheder. Men det var nok bare Jonna. Hun havde jo ikke rigtigt haft nogen barndom, så det gjorde hun op for, så godt hun kunne. Hvilket blandet andet betød nogle meget hyppige drillerier fra hendes side. Hvilket resulterede i at hun udbrød:

”Så hvornår skal i giftes?”

Jeg sukkede opgivende, og Malene så bare undrende på hende.

”Inden vi kommer på plejehjem.”

Svarede jeg, så Malene kom til at grine. Vores lille indforståede spøg, fra da vi havde været ude at drikke kaffe sammen, fattede Jonna ikke noget som helst af.

”Hvis John da ikke bliver træt af mig inden.”

Kommenterede Malene, og gav mig et let kys på kinden. Hun følte sig stadigt ikke god nok til mig, og det var nok derfor at hun havde valgt at hun ville hjælpe Jonna.

”Det tror jeg ikke at jeg ville kunne blive.”

Svarede jeg, og tog hendes hånd i min. Hun rødmede straks af lykke, så Jonna udstødte en ad-lyd.

”Hvor er i bare nuttede.”

Kommenterede hun sarkastisk. Jeg rullede igen opgivende med øjnene af hende. Hun var da helt umulig.

”Så er vi her.”

Erklærede hun, og trådte om gadehjørnet. Straks stivnede jeg i rædsel, og rakte dernæst ud efter Malene, som var blevet ligbleg i hovedet. Hun vaklede usikkert, men holdt sig på benene.

”I er nødt til at komme væk herfra. I må ikke være her.”

Fik vi næsten straks at vide af en af brandmændene. Malene sank en klump.

”Jeg… jeg er medejer af bygningen.”

Stammede Malene usikkert, og så på resterne af den udbrændte ruin, som havde været hendes træningssted. Brandmanden så straks helt forkert ud i ansigtet, og så blev han trist.

”Det gør mig ondt. Men den anden ejer, Mike Banton, han klarer det ikke. Han blev fanget i flammerne, inden at vi kunne nå ham.”

Sagde brandmanden, og så ned i jorden. Bag ham, kunne jeg se båren, hvor de bar Mike væk på. Malene udstødte en forfærdet lyd, og så begyndte hun at græde. Hendes verden var sunket i grus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...