Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
"Jeg kan klare det her." Blev hun ved, men Malene rystede opgivende på hovedet, og lagde den våde klud over hendes pande. Hun trak mig til siden, så min lillesøster ikke kunne høre hende. "Hvis vi sender hende derind igen, så er hun færdig." Sagde Malene med en utilfreds stemme. "Men..." Begyndte jeg, og vidste at min søster ikke ville give op uden videre. Men beslutsomheden i Malenes øjne, fik mig til at tie stille, da det gik op for mig, hvad hun så på. Ringen, hvor verdensmesteren, den eneste hun nogensinde havde tabt til, opfordrede hende til en kamp. Malene vendte sig imod mig igen. "Jeg tager kampen." Sagde Malene beslutsomt. Jeg kunne ikke gøre andet end at nikke. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget, at sige hende imod. ADVARSEL: Der vil forekomme engelske ord og sætninger i denne movella, men jeg har valgt ikke at oversætte dem, da det ellers ville ødelægge moveallen efter min mening.

7Likes
0Kommentarer
1247Visninger
AA

17. De ihærdige tvillinger

 

”Hvad smiler du sådan for?”

Spurgte Tom for sjette gang inden for det sidste kvarter. Jeg trak let på skuldrene, og lod som ingenting. Det irriterede ham, det vidste jeg og derfor gjorde jeg det. Det var en af ulemperne ved at have Tom i kontorboksen lige ved siden af min. Han skulle snage i alt.

”Helt ærligt, det er irriterende at du smiler sådan, og at du slet ikke vil fortælle mig hvorfor.”

Sagde han utilfreds, og lænede sig op af åbningen til mit kontor. Jeg trak igen let på skuldrene. Han udstødte en utilfreds lyd, og forsvandt så. Endeligt kunne jeg koncentrere mig om mit arbejde, og så alligevel ikke. Malene hjemsøgte mig, og jeg spekulerede som en gal over hvornår jeg skulle ringe til hende, og hvad jeg skulle sige.

”Få ham til at sige det.”

Bad Tom, da han vendte tilbage med sin bror, som sukkede utilfreds. Han holdt en halvt spist sandwich i hånden, og var tilsyneladende blevet afbrudt midt i sin spisepause. Nogle gange ærgrede det mig lidt, at de begge to arbejdede samme sted som jeg, men på den anden side, så havde jeg selv fået dem ansat.

”Hvad nu?”

Sukkede Thomas, og tog utilfreds en bid mere af sin sandwich. Tom pegede længe på mig, men jeg sad og studerede Malenes nummer, så jeg ignorerede ham.

”Han smiler hele tiden, og han vil ikke fortælle mig hvorfor!”

Sagde Tom opgivende, og sukkede. Han redte let sit lyse pandehår tilbage. Han var frustreret.

”Du opfører dig som om han er din kæreste.”

Mumlede Thomas irriteret, og tog en bid mere af sin sandwich. Hans kommentar fik Tom til at blive rød i hovedet som en tomat.

”Aha!”

Sagde Thomas tilfreds, da han fik afluret sin brors hemmelighed. Jeg vidste det godt, hvordan kunne jeg ikke undgå at høre hans ”hemmelige” telefonsamtaler?

”Men det er vel ikke John, for så har du vist glemt at fortælle mig noget.”

Sagde Thomas henvendt til mig. Jeg så på fra Malenes nummer, og rystede på hovedet. Jeg var ikke Toms kæreste, selvom at jeg havde en god ide om hvem det var. Før jeg fik set mig omkring, fik Tom hapset Malenes nummer.

”Hvad er det?”

Spurgte han nysgerrigt.

”Et telefonnummer.”

Svarede Thomas, og rullede med øjnene.

”Spørgsmålet er bare… Hvis er det?”

Spurgte Thomas tænkende, og straks så de tvillingerne på mig med undersøgende, nysgerrige blikke. Nu var jeg på spanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...