Für Immer (Jetzt)

En ung pige (Benita) er blevet smidt ud hjemmefra, da hun var mindre og måtte flygte til Berlin, hvor hun håber på et bedre liv. Det ser dog ikke ud til at det skal blive bedre, til gengæld virker det som om tingene forværres af at hun er Tokio Hotel fan. I løbet af hendes liv på gaderne i Berlin, bliver hun tit udsat for grove overfald og det er også her historien tager sin begyndelse.

Hun er endnu en gang blevet smadret ned af en flok TH haters og ligger næsten bevidstløs i en mørk gyde, da en ung fyr pludselig dukker op. (Bill) Han tager hende til sig og efterhånden som hun kommer sig over sine skader, går det op for hende, hvem hun er hos og forsøger at komme væk igen. Tævene for hende er bedre end at blive set sammen med de rigtige TH drenge, men sådan vil Bill ikke lade det gå. og til sidst, opstår der noget mellem hende og Bill som han ikke vil lade forsvinde ud af sit liv.

9Likes
8Kommentarer
1323Visninger
AA

12. Overfaldet igen.

De sparkede mig flere gange i maven og jeg opfattede svagt, en af dem sige, at Bill var bøsse inden de forsvandt og jeg forsøgte at nå dørhåndtaget. Låst! Drengene var altså ikke hjemme endnu og det var ved at blive mørkt. Så endnu en gang lå jeg smadret ned, ude i kulden.

"I kan tage hjem nu drenge. Vi er færdige for idag." sagde David da klokken var 6, og det var først nu jeg opdagede Benita ikke havde fået en nøgle, hvilket var ret skidt nu hvor det var ved at blive mørkt. Jeg tænkte over det hele vejen hjem, indtil jeg pludselig tørnede ind i Tom der af en eller anden grund var standset. "TOM! Hvad lav...?" Jeg standsede i min sætning da jeg så hvorfor han var stoppet. Jeg gik hurtigt ned på knæ og genkendte hende der lå på jorden. "Benita?" mumlede jeg stille, og fjernede hendes hår fra ansigtet. Åh gud! Blod i hele ansigtet og sår ved læben! Helt sikkert blevet slået ned. "Tom, lås op og lad os få hende ind og ligge." sagde jeg stille, og løftede hende forsigtigt op. 

Jeg lagde hende ind på hendes seng og fandt noget til at tørre blodet væk med. Da jeg havde taget det værste, åbnede hun stille sine øjne og jeg smilede. "Hej." hviskede jeg stille og aede hende over håret. "Det var 30. gang de slog mig ned imens jeg havde en TH bluse på!" mumlede hun, og jeg nikkede. "Jeg er ked af, at du ikke kunne komme ind! Det er min skyld denne gang. Jeg glemte det helt." hviskede jeg, og hun tog min hånd. "Bill, det bliver aldrig din skyld! Ingen af os regnede med de ville dukke op." sagde hun stille, og jeg spurgte "hvad kan vi gøre for, det her ikke sker igen? Udover at give dig en nøgle?" "jeg må følge det råd jeg en gang fik." sagde hun stille, og jeg spurgte forsigtigt "hvilket råd?" "en jeg en gang snakkede med, fortalte mig at den bedste måde til, at få sådan noget til at stoppe, er at finde kærligheden. For det viser at man er mere end dem, og at der er nogen der kan lide en for den man er. Men som du ved er det ikke lykkedes mig. Så endnu må jeg finde mig i at blive slået ned." Jeg rystede på hovedet og svarede "jeg ville virkelig ønske jeg kunne standse det Benita! Men jeg kan ikke trylle kærlighed frem og, hvis det virkelig er det der skal til, kan jeg ikke gøre så meget." "det ved jeg du ikke kan og det forventer jeg heller ikke du skal! Jeg må bare håbe de ikke slår mig ihjel en dag!" Jeg rynkede på næsen og sagde "det har jeg slet ikke lyst til at tænke på! Jeg finder vores sidste nøgle og så må du love mig, at du skynder dig hjem og ikke standser på vejen!"

Han var så sød! Bekymrede sig virkelig meget for mig! "Det lover jeg!" svarede jeg så, og der blev stille. "VI SPISER!!!" Av mit hoved! "Tom ikke råbe!" mumlede jeg, og Bill spurgte "har du ondt i hovedet?" Jeg nikkede og han svarede "jeg finder din nøgle og noget smertestillende. Vil du spise herinde eller?" Jeg nikkede stille og svarede "jo tak." Han smilede og forsvandt lidt. Hvis folk bare ville holde op med at tæve mig, så var mit liv faktisk perfekt! Bill og Tom var de bedste og de tog sig så godt af mig. Jeg havde fået fast job og havde meget snart råd til, at starte på Berlins Musikskole, men først skulle jeg med drengene til EMA, hvilket jeg var ekstremt nervøs for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...