Für Immer (Jetzt)

En ung pige (Benita) er blevet smidt ud hjemmefra, da hun var mindre og måtte flygte til Berlin, hvor hun håber på et bedre liv. Det ser dog ikke ud til at det skal blive bedre, til gengæld virker det som om tingene forværres af at hun er Tokio Hotel fan. I løbet af hendes liv på gaderne i Berlin, bliver hun tit udsat for grove overfald og det er også her historien tager sin begyndelse.

Hun er endnu en gang blevet smadret ned af en flok TH haters og ligger næsten bevidstløs i en mørk gyde, da en ung fyr pludselig dukker op. (Bill) Han tager hende til sig og efterhånden som hun kommer sig over sine skader, går det op for hende, hvem hun er hos og forsøger at komme væk igen. Tævene for hende er bedre end at blive set sammen med de rigtige TH drenge, men sådan vil Bill ikke lade det gå. og til sidst, opstår der noget mellem hende og Bill som han ikke vil lade forsvinde ud af sit liv.

9Likes
8Kommentarer
1322Visninger
AA

5. Fremmede?

Morgenen efter, da jeg vågnede var hun der stadig og havde vendt sig i søvne. Hendes ansigt lå i retning af mit og hendes hænder hvilede på min hånd. Jeg smilede let og aede hende blidt over håret. Hende kunne man bestemt ikke bare sende på gaden! Det var hun for speciel til. Hun bevægede sig lidt og klemte om min hånd, inden hun stille åbnede sine øjne. "Godmorgen." hviskede jeg blidt, og hun så på mig, inden hun så min arm og hendes hænder. Hun fløj væk fra mig og sagde "har du haft din arm om mig?" Jeg rejste mig stille og gik hen til hende. "Tag det nu roligt! Der er slet ingen grund til at gå i panik over det! Jeg er bare en fyr!" sagde jeg, og hun spurgte "bare en fyr? Bill du er for God sake Bill fra Tokio Hotel! Og jeg er en fremmed pige! Jeg sagde jo jeg ikke skulle være blevet!" Jeg rystede på hovedet og sagde "næ, for jeg var intet en gang! Levede et liv som alle andre! Jeg har bare været heldig. Og fra nu af, bor du her som min veninde! Jeg havde armen om dig, for at du ikke skulle gå nogen steder!" Hun så alvorligt på mig og sagde "jeg fatter dig ikke! Du er et kæmpe idol for mange unge piger, inklusiv mig selv. Du finder mig helt tilfældigt en mørk aften og nu vil du have jeg bor hos dig? Som jeg sagde, er jeg ikke den eneste der ender på gaden efter at være blevet slået ned og det lyder som om du vil gøre alt for mig nu?" Jeg tænkte lidt over det og svarede så "jeg kan ikke redde alle, det ved jeg. Men jeg fandt dig og dig vil jeg først give et godt liv! Jeg vil snakke med vores producer og vil gøre noget for at standse volden mod vores fans og du skal hjælpe! Benita, for mig er du et særligt tilfælde og derfor vil jeg gøre ekstra meget for dig!"

Hun satte sig ned og jeg satte mig ved siden af hende. "Hvordan kan du give mig et bedre liv Bill? For det kræver penge og det har jeg ikke!" spurgte hun, og jeg svarede "det ved jeg og måden jeg vil gøre det på, er at jeg vil skaffe dig et lovligt job og så vil jeg hører hvad du kan, siden du vil på musikskole! Vi starter med jobbet. Det nemmeste er i en butik!" Hun så væk lidt og sukkede dybt inden hun stille sagde "jeg forstår stadig ikke du vil gøre alt det for mig, og jeg kommer nok aldrig til at forstå det. Jeg er bare en tilfældig person du har fundet og nu vil du ændre hele mit liv. Men inderst inde er jeg dybt taknemmelig for det!" Jeg smilede let og spurgte så stille "har du overhovedet andet tøj end det jeg fandt dig i?" Hun nikkede. "Det er der, hvor jeg boede sidst." mumlede hun, og jeg sagde "så må vi hen og hente det. Jeg finder en anden bluse til dig og så smider vi den der til vask!" Hun nikkede, men jeg kunne se at hun var nervøs over at jeg skulle se hvor hun havde boet før, men jeg sagde "du behøver ikke være nervøs. Det kan ikke være værre end gaden!" Hun tog den bluse jeg gav hende og svarede ikke på det jeg havde sagt, men skiftede bare hurtigt og sagde "lad os få det overstået, så jeg ikke skal gå og spekulere på det resten af dagen!" "du skal have mad først!" "jeg har levet her i 3 år snart næsten, uden noget mad, jeg klare nok de minutter!" svarede hun, men jeg rystede på hovedet og sagde " niksen! Går jeg ikke med til! kom!" Jeg førte hende ud i køkkenet og fandt noget mad. "Du kan spise det her. Tom får det alligevel ikke spist." "hvad får jeg ikke spist?" Chok! "Alt dit yoghurt og lad være med at forskrække os sådan!" svarede jeg, og han nikkede. "jo, jo! Skal jeg nok, men tag bare af det." mumlede han, og fandt selv noget som han hurtigt hældte i sig. "Tom, kunne du prøve at spise normalt for en gangs skyld?" spurgte jeg, og han rynkede på næsen. "Slap af! Jeg tror ikke hun dør af, at jeg drikker af en karton yoghurt!" svarede han, og jeg rystede på hovedet af ham. "Men hold lige øje med at hun får spist imens jeg skifter tøj!" Han nikkede og jeg forsvandt. "Du må undskylde hvis det var for meget!" sagde han stille, og jeg nikkede. "Det er i orden. Jeg har selv gjort det mange gange." Han smilede let og sagde "du må hellere få spist lidt, ellers tvinger han det bare i dig!" Jeg nikkede og tog en lille smule. Jeg brød mig ikke om at blive holdt øje med når jeg skulle spise, men jeg gad heller ikke at Bill skulle tvinge mig til at spise.

Lige da jeg havde taget den sidste skefuld, kom Bill tilbage. Han smilede og sagde "lad os få hentet dit tøj." Jeg fulgte stille med og da vi kom ud på gaden, sagde jeg "vi kan gå derhen herfra." "jamen det gør vi så bare." svarede han smilende og jeg førte an.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...