I'm broken inside. (1D)

17 årige Bella Styles, er søster til den verdens berømte Harry Styles. Alle siger de vil dø for at have hendes liv. Men Bella hader det. Hun har ingen rigtige veninder, de forandrede sig da Harry kom med i x factor. De blev ikke hendes veninder, men fan af hendes storebror, og det resulterede i at de kun var sammen med hende når Harry var hjemme.
Hendes forældre skændes hele tiden. Hendes far lader det gå ud over hende. Han slår hende, sparker hende og truer hende.
Hendes eneste veninde hun havde, døde af anoreksi, hvilket tog hårdt på hende.
Hun skære i sig selv, for at få smerten væk, hun spiser ingenting. (anoreksi).
Hun elsker hendes storebror! Alt er perfekt når han er hjemme - eller næsten. Hendes 'veninder' udnytter hende endnu mere når han er hjemme.
En dag får hendes mor nok, og tager et valg der kan gå ud over hende selv. Bella skal hjem til Harry og bo, sammen med de andre fra hans band.
Men kan de redde hende? Eller føre det bare til endnu flere tåre?

32Likes
25Kommentarer
2284Visninger
AA

21. Kapitel 16

Bellas synsvinkel

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde været væk, men i hvert fald længe nok til, at drengene havde kimet mig ned flere gange. Det overraskede mig at Zayn ikke havde ringet. Men okay, jeg tror heller ikke ligefrem at jeg havde ringet til ham, hvis han slog op med mig, på grund af en drøm han havde haft.

Hold kæft jeg var egentlig egoistisk. Måske jeg bare skulle forsvinde herfra? Ville folk overhovedet blive kede af det?

Alle de mange fans, som faktisk hadet mig så meget at de havde sendt dødstrusler, ville da i hvert fald blive glade. De ville få hvad de ønskede sig. Zayn for dem selv, uden de skal dele ham med en eller anden irriterende klam tøs, som mig.

Jeg gav jo alligevel ikke drengene andet end problemer? Så hvorfor overhovedet fortsætte med at være her? Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til det mere. 

Et skrig undslap mine læber, da min mobil begyndte at ringe, så det rungede over det hele. Med rystene hænder, fordi jeg frøs af helvedes til, tog jeg min mobil op for at se hvem der ringede. 

Da det var hemmeligt nummer, blev jeg nervøs. Sidste gang der var en der ringede med hemmeligt nummer, var det en eller anden dødsyg fan, som truede mig. 

Alligevel, så dum som jeg var, tog jeg mobilen. Jeg trykke besvar, og tog den langsomt op til mit øre. 

''H-hallo?'' fik jeg fremstammet. Mine læber måtte efterhånden være blå, for det føles ikke som om at der var nogen blodtilførelse derned til. 

En hæs latter, som jeg kendte alt for godt, fik mig til at gispe. ''F-far?'' mumlede jeg panisk. Hvorfor fanden ringede han til mig? Var der sket mor noget? 

''Først din mor. Bagefter er det dig. Jeg skal nok finde dig! Du kan ikke blive ved med at ødelægge din bror karriere!'' hvæsede han. 

Mor? Hvad er der sket med mor?! ''Hvad fanden er der sket med mor?!'' hvæsede jeg tilbage, og blev helt overrasket over mit toneleje. Aldrig før havde jeg turdet at hvæse af min far. 

''Hun er død.'' svarede han koldt. ''Og hvis jeg var dig, ville jeg gå hjem i  stedet for at sidde udenfor. Man ved aldrig hvem der gemmer sig i mørket, vel skat?'' jeg kunne fornemme på ham at han smilede. 

Da han sagde det sidste, løb det mig koldt ned ad ryggen. Hvordan vidste han at jeg ikke var hjemme? ''Rejs dig.'' kommenderede han, og jeg turde ikke gøre andet. Jeg rejste mig hurtigt, og spejdede panisk rundt, for at se om jeg kunne finde ham. Men ingenting kunne jeg se. Det eneste jeg kunne høre, var grene der knækkede og en hæs latter. 

Uden at tænke nærmere over det, lagde jeg på og begyndte at løbe. Louis. Han måtte hjælpe mig. 

Med endnu mere rystende hænder end jeg havde før, dels fordi jeg var bange, og dels fordi det var så koldt, fik jeg fundet Louis under kontakterne og ringede op. 

Da jeg kunne høre den bibbende lyd som altid kom, kom tårende. Jeg kunne ikke holde dem inde mere. Min far skræmte mig! Havde han slået mor ihjel, eller døde hun på grund af han havde slået hende i hovedet? 

''Bella?!'' var det første Louis han sagde. Med det samme jeg hørte hans stemme, udslap et hulk fra mine læber.

Louis synsvinkel

''Forhelvede da også!'' udbrød Harry for 766 gang, inden for den sidste time. Bella og Zayn var stukket af. Vi havde ringet utallige gange til dem begge, men der var ingen der havde taget den. Eleanor og Danielle sad og græd, og jeg må indrømme at jeg faktisk også selv, var på kanten til at græde. 

Zayn var min bedsteven, og jeg kunne ikke lide at se ham på den måde. Men det der skræmte mig mest var, at Bellas far havde haft skrevet til Harry og spurgt om han ikke skulle passe noget bedre på Bella, end at lade hende sidde udenfor alene. Vi havde været ude og lede i flere timer efter hende, men uden held. Og dét skræmte mig. Man vidste aldrig hvad den pige var i stand til. Hun havde skåret i sig selv, sultet sig selv og andre ting, som jeg slet ikke ville tænke på. 

''Louis din mobil.'' mumlede Eleanor med en grådkvalt stemme. Jeg kyssede hende kort på kinden, og strammede mit greb om hende, da hun virkelig var ked af det. 

Da jeg så et var Bella stivnede jeg. ''Det er hende.'' mumlede jeg med en blanding, af en panisk og en lettet stemme. 

Jeg skyndte mig at trykke besvar, og tog den op til øret. ''Bella?!'' ''Louis..'' mumlede hun, men mere nåede hun ikke at sige før det første hulk undslap hendes læber. ''Hvad sker der? Hvor er du henne?'' min stemme rystede lidt, fordi jeg var på randen til at græde. 

Hun græd ikke så voldsomt, hvis ikke der var sket noget. ''Min far.'' hulkede hun endnu engang, hvilket fik hele min krop til at stivne. ''Hvad?'' jeg fløj nærmest op fra sofaen, og fór ud i gangen for at tage sko og jakke på. 

''Han har f-f-fundet mig.'' stammede hun, mens hun prøvede at få styr på sin vejrtrækning. 

''HARRY NU!'' råbte jeg højt igennem sommerhuset, og der gik ikke mere en 2 sekunder før Harry stod ved siden af mig, og panisk tog sine sko og jakke på. Da han kiggede spørgerende på mig, svarede jeg ham hurtigt. ''Han har fundet hende..'' 

***

Aldrig i hele mit liv tror jeg, at jeg har været så bange. Bella vidste ikke hvor hun var henne, og vi havde snart kørt rundt i en halv time. 

Eleanor havde bedt om at komme med, men jeg havde sagt hun skulle blive hjemme. Hvis Bellas far havde fundet hende, vidste vi aldrig hvad han ville gøre, og det kunne jeg ikke byde hende. Liam var blevet hjemme sammen med Niall og pigerne. 

Vi havde stadig ikke hørt noget ved Zayn, hvilket faktisk bekymrede mig ret meget

Zayns synsvinkel

Jeg vidste godt jeg havde været væk længe. Jeg havde flere gange været tæt på at vende om og gå tilbage, men jeg kunne ikke få mig selv til det, når jeg så endelig var ved at gøre det. Jeg vidste ikke om Bella var kommet tilbage, og hvis hun var skulle jeg se hende i øjnene igen, hvilket jeg ikke kunne. Jeg vidste at jeg ville bryde grædende sammen. 

Jeg vidste stadig ikke om hun havde slået op med mig, men jeg var næsten helt sikker. Men jeg kunne ikke fatte at hun virkelig ville gøre det, fordi hendes veninde - som faktisk døde af det hun er på vej ud i, havde optrådt i hendes drøm. Og det sårede mig virkelig. 

Jeg ville aldrig nogensinde slå op med hende, hvis det havde været mig der stod i hendes situation. Og jeg fattede virkelig ikke hvordan hun kunne få sig selv til det. 

Drengene havde flere gange ringet til mig, men jeg ignorerede det hver gang. Det havde såret mig meget, at Louis troede jeg var ligeglad med situationen. Han burde vide bedre om mig, forhelvede da også!

Det kunne godt være, at han havde et godt forhold til Bella, men jeg var sgu da stadig hans bedsteven! Eller var jeg? 

''Far nej.. Vil du ikke nok.. L-lade være?'' kunne jeg pludselig høre en skrige, med en grædefærdig stemme. Jeg kunne ikke rigtig kende stemmen, men da personen skreg, var jeg ikke i ét sekund længere i tvivl. Det var hende og hendes far var ved hende. 

Jeg satte tempoet op, for at finde stedet hvor hun havde skreget fra. 

Efter jeg havde gået et par minutter, og skrigene kun var blevet værre, satte jeg desperat i løb. Det var ikke nogen normale skrig, men nogen der virkelig udtrykkede smerte. Måske havde hun slået op med mig, men jeg kunne ikke klare at høre på det her. 

Da jeg stadig ikke kunne finde hende, greb jeg panisk min mobil og gik ringet Louis op. Den bibbende tone blev ved, og jeg lagde på kastede den nærmest tilbage i min lomme af frustation. 

Skrigende blev igen tydligere, og endelig så jeg hende. ''Tror du selv du kan være bekendt at skride på den måde?!'' råbte hendes far vredt, inden han sparkede til hende. Synes jeg så, var langtfra kønt. Hun havde næseblod, og blødte ud fra øjenbrynet. 

Vreden rasede rundt inde i kroppen på mig, og jeg skulle virkelig knytte næverne sammen for ikke at gøre noget dumt. Og så alligevel kunne jeg ikke lade være. 

''Flyt dig dog forhelvede!'' hvæsede jeg af ham, da jeg stod bag ham. Han vendte sig om, og så et øjeblik forskrækket ud, men da han så hvem der var, slog han bare en høj latter op. ''Og hvorfor skulle jeg?'' spurgte han, mens han smilede helt vildt. 

Uden at tænke nærmere over det, rev jeg fat i ham så han landede på jorden. Hans blik blev med ét helt mørkt og uhyggeligt. 

''Det skulle du ikke have gjort.'' mumlede han. Jeg vendte mig om, og så Bella med tåre i øjnene. 

''Hold nu bare kæft.'' hvæsede jeg, før jeg rejste mig og gik hen til Bella. Jeg studerede hende kort, og sank den klump som havde samlet sig i halsen. 

Jeg satte mig på hug ned til hende, for at få hende op at stå. ''Lad hende lægge!'' råbte han vredt bag mig. Hurtigt rejste jeg mig op, og gik hen i mod ham. ''Hør her! Du skal fandme bare lade hende være! Hvad gavner du hende overhovedet? du gør hende forhelvede bange!'' jeg havde aldrig nogensinde hørt min stemme så kold før, og hvis jeg skal være ærlig, så skræmte det mig faktisk. 

Aldrig havde jeg nogensinde troet at Harrys far var sådan. De første gange jeg havde mødt ham, havde han virket så flink - og nu havde han virkelig ændret sig. Og hvis i nu skulle være i tvivl, så var det på den dårlig måde. Heh, ej okay - det havde i nok observeret. 

Rasende trådte han et skridt hen i mod mig, som om det skulle virke truende. Men det gjorde det ikke. ''Det her er ikke forbi.'' sagde han koldt, før han vendte sig om, og begyndte at gå. 

Jeg gik med langsomme skridt hen til Bella igen. ''Zayn..'' hikstede hun. ''Det okay..'' mumlede jeg, inden jeg tog fat om livet på hende, for at få hende op at stå - men hendes ben knækkede sammen under hende. 

Jeg tog hende hurtigt op i mine arme, og bar hende lidt. ''Du fryset jo..'' mumlede jeg, da jeg kunne mærke hun rystede og var helt kold. Hun nikkede kort, inden hun lukke øjnene hårdt i, for at prøve og få styr på hendes vejr trækning. 

Forsigtigt satte jeg hende på den bænk der var ved siden af os. Jeg tog hurtigt min jakke af, og lagde den omkring hende, for at hun skulle fryse mindre. 

''Kom.'' Jeg tog min ene arm, under hendes knæ, og den anden op til hendes ryg (altså i ved, der bag nakken så han kan bære hende.) , og begyndte at gå. 

Jeg kunne genkende noget af det her, og begyndte derfor at følge vejen. Før eller side måtte der da komme nogen, eller vi ville finde sommerhuset. 

Efter jeg havde gået 10 minutters tid, og jeg kunne mærke Bella var faldet i søvn, kunne jeg endelig kende stedet og vidste derfor, at vi ikke var ret langtvæk fra sommerhuset. Herfra ville det tage omkring 5 minutter at komme hjem. 

Episoden med hendes far, kom først snigende ind på mig nu. Og det var først nu det rigtigt gik op for mig, hvor voldsomt det egentlig var. 

Tænk hvis jeg ikke var kommet? 

Han kunne fandme næsten have slået hende ihjel! Og hvilken far gør lige sådan noget? Han er fandme syg i hovedet. 

***

 

Liams synsvinkel

Stilheden havde lagt sig over os, lige siden drengene tog afsted for at lede efter Bella og Zayn. Det var snart en time siden, og vi havde endnu ikke hørt fra nogen af dem. Og det bekymrede os alle sammen. 

Eleanor var faldet i søvn op af Niall, og det skal ikke misforstås da de virkelig har et godt forhold, og Danielle er faldet i søvn op af mig. De havde virkelig også været bange. 

Jeg tror det havde taget hårdest på Harry, for han havde flere gange rejst sig og gået sin vej. 

''Tror du de finder dem?'' jeg kunne høre Nialls stemme rystede let, og jeg var ikke i tvivl om at det her også tog hårdt på ham. Jeg trak kort på skuldrene. ''Vi kan kun håbe..'' min stemme tav, da jeg selv kunne mærke at jeg var tæt på at græde. 

Det var yderst sjældent der var nogen, som kunne få mig til at græde. Men med tanken om at der er min bedsteven, og Harrys lillesøster, gjorde mig virkelig ked af det. Jeg skulle til at sige noget mere, men blev afbrudt af døren som nærmest blev smækket op. Eleanor og Danielle vågnede med et sæt, og var hurtigt ude i gangen efter fulgt og Niall og jeg. 

''Hvad fanden er der sket?'' udbryder Niall forvirret. Jeg skynder mig om foran Niall så jeg kan se hende ordentlig. Men dog ville jeg ønske, at jeg aldrig havde gjort det. Hun bløder fra munden, øjenbrynet og har blå mærker mange steder. 

''Hendes far..'' mumlede Zayn, inden han maste sig forbi os, for at gå ind og lægge hende i sengen. 

Jeg var lettet, og på samme tid rædselslagen for hvad hendes far havde gjort. Vi var alle sammen godt klar over, at han ikke lige var den sødeste. Men at han gider tage hele vejen til Sverige, fordi han ville have fat i hende? Det er fandme for langt ude. 

''Louis og Harry leder sgu da stadig efter dem!'' udbrød Niall pludselig igen, hvilket jeg grinte lidt af, selvom det egentlig ikke var noget at grine af. 

Jeg fiskede hurtigt min mobil op af min lomme, og skrev en besked til Louis. 

#De er kommet hjem. Bells, og Hazzas far fandt hende, og hun ser ikke for godt ud.#

Jeg lagde forsigtigt mobilen på bordet, inden jeg begyndte at nusse Danielle på armen og trække hende ind til mig, da hun igen begyndte at ryste. 

***

Bellas synsvinkel

Mit hoved dunkede voldsomt da jeg vågnede. Jeg vidste jo godt hvorfor, men jeg kunne ikke huske alt det der var sket. Men en ting var jeg sikker på - min far var sindssyg. Eller okay 2 ting.. Min mor var død, og min far er sindssyg. 

Jeg prøvede at rejse mig, for at gå ud på toilettet, da jeg virkelig havde kvalme. Men jeg opgav dog hurtigt, da det føles som om mit hoved ville springe. 

Jeg lagde mig hurtigt ned igen, og tog mig selv til hovedet i håb om, at det ville forsvinde. 

''Bella?'' en hæs stemme, lød lige ud for mit øre, så jeg forskrækket fór tilbage og var ved at falde ned på gulvet, hvis ikke det var fordi en arm nåede at gribe fat i mig. 

Da det gik op for mig hvem stemmen tilhørte, kunne jeg ikke lade være med at bide mig i læben. Det var klart ham, jeg frygtede at snakke med mest. Jeg havde helt sikkert såret hans følelser, selvom det ikke var det, som var meningen med det hele..

''Mhm..'' mumlede jeg usikkert, og rettede med det samme blikket mod loftet, da han fik vendt mig om så jeg lå på ryggen. 

''Vi..-'' inden han nåede at sige mere, løb jeg ud på toilettet da min kvalme blev værre. Jeg nåede lige at sætte mig på knæ, ned foran toilettet inden det hele røg op. Jeg prøvede desperat på at holde mit hår væk fra mit ansigt. 

Der gik ikke ret længe, for nogen kolde hænder tog fat om mit hår, og trak det om på min ryg. 

Da der ikke kom mere op, satte jeg mig op af den kolde væg, og begravede mit hoved, i mine hænder. 

''Bella..'' prøvede han, men jeg rystede på hovedet. ''Zayn, bare gå.. Jeg ender med at såre dig alligevel.'' min stemme rystede, og jeg var ikke i tvivl om at han vidste jeg græd. 

Jeg kunne høre han satte sig overfor mig. ''Bella, stop nu..'' sagde han en smule hårdere end jeg havde regnet med. 

Seriøst, giver den dreng aldrig op? Hvis han kende Mikela havde han klart valgt hende til fordel for mig. Hun var køn, slank og var helt igennem fantastisk. Og jeg var fed, tyk, grim, klam og pisse irriterende. 

''Okay for det første.. Nej, jeg giver aldrig op..'' Han tog fat i mine håndled, og trak dem væk fra mit ansigt, hvor han derefter løftede mit hoved med 2 fingre. Vent.. sagde jeg lige det der højt? 

Fuck. 

''Og for det andet. Det kan godt være hun var alle de ting. men selvom hun levede og jeg kendte jer begge to, ville hun ikke være noget for mig. Du er den jeg vil have, og kun dig. Og nej, du er ikke alle de negative ting, som du lige nævnte. Du er præcis det modsatte. Du er fantisk, smuk, sød og vildt dejlig.'' han tog mit ansigt i hans hænder, mens hans tommelfingre blidt prøvede at tøre de tåre væk, som rendte ned af kinderne på mig. 

''Bella.. Hun er død. Hun døde fordi hun var for tynd. Og det er det samme, som du er ved at blive nu. Er det virkelig det du vil? Vil du ende ligesom hende?'' 

Jeg rystede desperat på hovedet. Jeg ville ikke dø, jeg ville bare.. Måske have en pause fra alt det her. 

''Godt. Og vi to, var har noget. Det er helt unikt, ligesom dig. Er du virkelig parat til at lade hende komme i mellem os?'' hans øjne var ved at være blanke, og det kunne jeg ikke klare at se. 

''Kan vi ikke starte forfra? Måske ikke som kærester hvis du ikke vil, men... som vi startede?'' 

Ville jeg det? Var jeg parat til at starte forfra med ham? 

''Zayn jeg..''

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

hihihi, i får af vide i morgen hvad hun svare! I fik forskellige synsvinkler idag, heheh. 

Okay, for at være ærlig.. Så er jeg langt fra tilfreds med det her afsnit! Urrrgh!

Men bær lige over med det. Mit hoved dunker, så jeg kan ikke holde til at sidde ved computeren mere. Okay, hvis nogen skulle være i tvivl, så er det fordi jeg er syg. Hehhe. Ej, men ja..

- Maria.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...