I'm broken inside. (1D)

17 årige Bella Styles, er søster til den verdens berømte Harry Styles. Alle siger de vil dø for at have hendes liv. Men Bella hader det. Hun har ingen rigtige veninder, de forandrede sig da Harry kom med i x factor. De blev ikke hendes veninder, men fan af hendes storebror, og det resulterede i at de kun var sammen med hende når Harry var hjemme.
Hendes forældre skændes hele tiden. Hendes far lader det gå ud over hende. Han slår hende, sparker hende og truer hende.
Hendes eneste veninde hun havde, døde af anoreksi, hvilket tog hårdt på hende.
Hun skære i sig selv, for at få smerten væk, hun spiser ingenting. (anoreksi).
Hun elsker hendes storebror! Alt er perfekt når han er hjemme - eller næsten. Hendes 'veninder' udnytter hende endnu mere når han er hjemme.
En dag får hendes mor nok, og tager et valg der kan gå ud over hende selv. Bella skal hjem til Harry og bo, sammen med de andre fra hans band.
Men kan de redde hende? Eller føre det bare til endnu flere tåre?

32Likes
25Kommentarer
2269Visninger
AA

23. Epilog

Hør Moment - One direction, igennem hele dette kapitel. 

Selvmord er aldrig en løsning. Troede jeg. Jeg følte det var min løsning fra at komme væk, fra alt. Min mor og Mikela havde taget godt i mod mig, men var blevet godt og grundigt sure på mig. I starten ville de ikke være sammen med mig, eller noget - men de tøede op.

Min begravelse var virkelig smuk, det var helt vildt. Jeg havde aldrig regnet med, at der ville komme så mange mennesker. Men hele min skole var der! - Og de snakkede ikke engang med drengene?! De sad på deres plads, enten med tåre i øjnene eller helt blanke, uden at skænke dem så meget som et blik. Og selvfølgelig, min familie var der også - altså, lige bortset fra min far. Tænk han kunne forråde mig sådan. Svin.

Tilbage til begravelsen..

De havde fået specielt lavet en kiste, som var sort, men ovenpå var er et billede Zayn, Harry, Liam, Louis, Niall, Danielle, Eleanor og mig på. På selve kisten stod der 'Left in our mindes, you'll always be there. We love you.'

På hele kirkegangen lå der blomster i alle mulige slags. Røde roser, blå, hvide, og alle mulige andre forskellige slags blomster, i forskellige farver.

Drengene rejste sig op og sang 'Moments, og More than this.' Da de begyndte at synge de sange, brød folk for alvor ud i gråd. Drengenes stemmer, var overhovedet ikke rene. Men det var klart, de stod alle sammen og græd, helt vildt. Harry og Zayn var nok værst - hvilket var den absolutte værste del af det hele.

Alle drengene + min onkel, bar kisten ud til graven, hvor de hejste den ned i hullet. Graven var virkelig smuk, og det var stenen også. Drengene havde betalt flere penge, for at få stenen på efter hele sermonien. 

På stenen stod der 'Always in our hearts, always in our mindes, we will never forget you.' 
De havde fået nogen til at speciel lave den, så der var en slags billede kollage på selve stenen, hvilket virkelig var rørende. Folk græd, hulkede, og andre stod og stirrede helt tomt ud i luften. Jeg havde ikke troet, at der var så mange som overhovedet ville savne mig. Og det var nok en af de værste dele. Jeg efterlod dem alle sammen, med et knust hjerte, og de ville aldrig se mig igen. 

Hvis jeg skal være ærlig.. Så har jeg virkelig fortrudt at jeg gjorde det her. Men i det øjeblik jeg gjorde det, føles det så rigtig som noget kunne være. Jeg følte ikke at der var nogen mening i livet mere.

Men nu, nu føles det så forkert som noget overhovedet kunne være. Jeg ville aldrig være i stand til at føle Zayns læber mod mine, hans kropsvarme, nogen af drengene når de krammede mig.. Ingenting. Jeg var væk, og ville altid være det.

Zayns synsvinkel 

Jeg kan ikke beskrive det tom rum, som er inden i mig. Det hele føles.. Ligegyldigt. Ingenting gad jeg. Drengene og mig, havde aflyst vores koncerter for resten af touren, interviewsne - alting. 

Vi havde prøvet at spille en koncert, men det endte med at vi alle sammen brød grædende sammen på scenen. Vores fans havde bakket os meget op omkring det - de havde sendt os tweets med 'Rest in Peace Bella styles. Heaven got an angel.' og mange andre søde tweets.

Perrie havde flere gange prøvet at tage kontakt til mig, men jeg havde ikke taget den. 

Jeg vidste hva hun ville, og det var jeg virkelig ikke parat til nu. Jeg kunne knap nok høre Eleanor og Danielles stemmer, uden at forstille at det var Bella.

Udover Harry, var jeg den som tog det værst. Hvilket nok var klart, hun var min kæreste. Eller.. Hun slog op.. Men..

Bare af at sidde og tænke på hende nu, fik mig til at bryde sammen. Jeg havde aldrig regnet med, at det ville ende sådan. Jeg troede virkelig hun var kommet på andre tanker, og ville spørger os om hjælp. - Men nej. Jeg blev klogere.

Jeg har aldrig været så ked af det, som jeg var nu. Ked af det, var ikke engang ordet. Nej - rettere sønder knust. Det eneste jeg kunne gøre hele dagen, var at sidde inde på mit værelse, høre deprimerende sange, tænke på hende, græde, sige et par ord til drengene, og sove. Sådan havde de sidste 2 uger været for mig - og jeg ved at det vil fortsætte længe.

Jeg vil aldrig se hende igen. Eller. Jo, måske i Nangjiala, men der var længe til.. Tanken om at tage den samme udvej som hende, havde tit strejfet mig. Men jeg modstod lysten. Jeg vidste drengenes band ville gå i opløsning, og det kunne jeg ikke risikere. Jeg ville ikke være grunden til, at de måtte opgive deres drøm. 

Jeg kan slet ikke beskrive den følelse der var inden i mig, til begravelsen. Jeg var ikke i stand til noget. Selv da vi skulle synge de 2 sange, kunne jeg ikke koncentrere mig. Min stemme var lort, fordi tårende rendte ned af kinderne på mig.. Men det gjorde det også ved drengene.

Kisten havde vi selv designet, og således også med gravstenen. Det hele blev meget smukt - men det fortjente hun også. Hun var helt igennem fantastisk, unik og ubeskrivelig. Det hele føles.. Uvirkelig. Da vi fandt ud af, at hun var død, ønskede jeg at hele bare var en ond drøm, og jeg snart ville vågne. Men nej, selvfølgelig var heldet ikke med mig.

Og det ville være at lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke havde skyldfølelse. For det havde jeg - eller har, i stor grad. Alt det rod, det var jo næsten kun min skyld? Hvis jeg ikke var mødt op i hendes liv, ville hun stadig leve? Det var jo kun på grund af Mikela, at hun forlod mig.. Og at der skulle gå så vidt.. Jeg vidste næsten ingenting mere... 

Men en ting vidste jeg. Jeg savner hende som bare fanden.

Jeg tog det billede af mig og hende, fra vores date, i hænderne mens jeg stirrede på det. Hun havde taget det fra min telefon, da hun kyssede mig på kinden. Tårene slørede mit syn, hvilket gjorde jeg endnu en gang, brød grædende sammen.

''Jeg savner dig prinsesse.. Du var fantastisk, den bedste jeg nogensinde har haft.. Vi ses i nangjiala, jeg elsker dig.'' hviskede jeg stille for mig selv, mens jeg knugede billedet ind til mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...