Babysitting One Direction

**SE TRAILER** Rosie er en populær babysitter, og absolut alle børn elsker hende! Hun holder meget af børn og har brug for pengene, så babysitning var hendes mulighed. Hun elsker hendes arbejde, for det er hendes eneste mulighed for at komme ud af huset.
Rosie hader nemlig sit liv... Hendes far slår hende, hun er ikke tilllad at gå ud af huset, hvis ikke det er skole eller arbejde og hun må IKKE havde nogen som helst venner!
Rosie modtager et opkald fra en mand ved navn Simon C. Han beder hende passe hans 5 sønner sommeren over. Hun takker hurtigt ja, da hun ser muligheden ved at komme væk fra sin sindsyge druk far.
Men hvad sker der lige når Roise pludselig skal passe 5 teenages drenge sommeren over? Du ville sikkert skrige, hvis du fandt ud af at de 5 drenge var 'One Direction'. Men det gør Rosie ikke.. Hun ved faktisk slet ikke hvem de er! Det ændre også en del for drengene. Rosie er nemlig den første pige, som ikke skreg dem op i hovedet, da hun så dem.

40Likes
47Kommentarer
2848Visninger
AA

7. NO HOSPITALS!

 

Efter en herlig frokost på Nando's (Det var nu mest Niall der spiste frokost.. 5 omgange piri piri Chicken og to omgange dessert på 45 minutter! WOW.. ) Forlod vi shopping centeret, for at tage hen til drengenes hus, hvor jeg nu skulle bo med dem. Bilturen var lang, da drengene ikke lavede andet end at være barnlige og diskutere.

Liam rakte mig en helt ny Iphone 4s. "Den tager jeg altså ikke imod!" Sagde jeg hårdt.
"Du har brug for en mobil, så du kan kontakte os, Simon og Security.." Svarede han med et smil. "Det er en del af dit job!" Jeg sukkede og tog den så. Selvom jeg ikke synes at jeg kunne, blev Liam ved med at fortælle mig, at det var okay og at jeg ikke skulle bekymre mig om det..

Chaufføren parkerede endelig foran drengenes hus. Det var ikke ligeså stort som Simons var, men altså det var stor alligevel! Huset var en slags rød, orange og var 3 etager høj.
Jeg kunne fra bilen se om i baghaven. Swimmingpool, og.. Var det en Trampolin?
Great! Lige hvad Louis havde brug for.

Drengene ville alle ud af bilen, så de endte med at klemme hinanden sammen foran bildøren, imens de råbte og skabte sig. "STOP! LAD VÆR MED AT SKUBBE TIL HINANDEN!" Råbte jeg, så højt og rasende jeg nu kunne. De fryste og stoppede med hvad de nu ellers hade gang i. Jeg myrrede forbi dem ud af døren, og kiggede så på dem. "én for én drenge!" Sagde jeg så til dem. De kiggede på hinanden og begyndte så igen at skubbe og myrre, fodi de alle ville være først. "TRE!" Skreg jeg.. "TO!" Liam og Niall besluttede sig at stoppe og satte sig så ned, på hver sit sæde. De andre blev ved med at skubbe hinanden ved døren. "EN!" Skreg jeg til sidst og gik imod dem. "FRYS!" Jeg tog Harry og Louis i hver sin krave af deres trøjer, og gav Zayn mit såkaldt dræberblik, så han ellers far tilbage til sit sæde.
"Sit jer ned nu!" Sagde jeg strengt til Louis og Harry, og de fulgte mine ordre for en gangs skyld. "Okay.. Liam, ud med dig!" Liam kravlede ud af bilen. "Niall.. Så Zayn.. Så Harry.. Og til sidst! Louis.." "HAY?!" Skreg Louis, frustreret over at blive valgt som den sidste.
"Hay.. Det er for heste!" Svarede jeg ham og smækkede så bildøren i. "HAHA.. Meget sjovt" Svarede han sarkastisk tilbage og lagde så armene over kors.  
"Den var da god? .. Før mig indenfor" Louis grinte spændt, tog min arm og trak mig indenfor. 

"WOW!" Gispede jeg, da jeg kom indenfor. Det var nu ikke helt ligeså fancy, som Simons hus havde været. Det var mere denne der meget luksus hjemme følelse, du fik når du var her. Ja.. Bort set fra.. DET HELE VAR VIRKELIG RODET! Tøj lå over det hele, bøger lå ud over hele sofabordet, en gulerod og nogle chips lå fint i sofaen. I køkkenet stod en bunke tallerkener.
Nævn et eller andet.. Jeg er sikker på at de lå et sted på gulvet..

"Kan du lide det?" Spurgte Louis. "Vent til du ser dit værelse!" Ligesom før, tog han mig i armen og trak mig ovenpå, imens drengene fulgte efter os. Vi stoppede foran en turkisblå dør.
Louis åbnede den og indefor var det største værelse jeg nogensinde havde set!

En kæmpe Kingsize seng stod midt i rummet med et turkisblå betræk ligesom døren. Et kæmpe hvidt skrivebord stod for enden af værelset. Bordet stod ved et stort hvidt vindue, der vendte ud at haven. En glas lysekrone hang ned fra det høje loft, og der var to døre i den anden side af værelset. Den tættest mod os førte os ind til et stort walk in closet og døren mod vinduet førte os til et KÆMPE badeværelse.

"Woah!" Jeg vendte mig rund, for at se drengene med en stor åben mund.
"Har i ikke set det her før?" Spurgte jeg forvirret. Harry rystede meget på hovedet.
"Simon havde fået en designer til at lave det, og vi måtte ikke gå herind før du kom!" Sagde Niall. Liam kom ind og satte så de fire store poser Zayn havde gået rundt med tidligere.
"Her er dit tøj!" Sagde han glad. Jeg sukkede. "Hvad fanden har i købt!?"
"Alt de vi kunne lide, som de havde i din størrelse!" råbte Zayn utrolig glad. Jeg åbnede munden af bare forskrækkelse. "Hvad kostede det?" Spurgte jeg dem nervøst. "Det fortæller vi dig ikke!" Råbte Louis endnu mere glad end Zayn. Jeg rejste mit ene bryn. "Hvordan fanden skal jeg så kunne betale jer tilbage?" "Det skal du heller aldrig!" Svarede Harry hurtigt og smilede et af hans smil. Jeg vendte øjne og skulle til at protestere, da Louis pludselig stoppede mig.
"Det er en fordel ved det her job.. Get over it!" Harry og Zayn fniste en smugle og jeg vendte øjne igen. "Whatever! Hvad er mine timer og hvad for nogle dage har jeg fri?"
Niall smilte. "Allerede træt af os?" Spurgte han imens han prøvede ikke at grine. Jeg sukkede "Ja.. Også har jeg Ollie.. Øhh jeg mener ting at tage mig af!" Jeg fangede migselv i næsten at fortælle om Ollie! "Hvem er Ollie?" Spurgte Zayn mig så. "Ja! Hvem er Ollie?" Nærmest råbte Louis som et ekko fra Zayn.  Jeg lukkede mine øjne og tog en dyb indånding. Jeg prøvede virkelig på ikke at græde foran dem. "Kan i måske gå?" Spurgte jeg stille. En tårer trillede ned af min venstre kind, og jeg vippede den hurtigt væk med mit ærme. Jeg hørte skridt også en dør der lukkede, hvilket mente at de nu var væk. Jeg åbnede min øjne og faldt grædende sammen på sengen.

"Jeg kan ikke det her" Hviskede jeg stille til mig selv.
"Kan ikke hvad?" Spurgt en stemme bag mig. Jeg vendte mig om i chok, kun til at se Liam sidde i stolen ved mit skrivebord. "Ingenting.. " Mumlede jeg.
 "Hvorfor er du herinde?" Spurgte jeg hurtigt. Han rejste sig og tog mig ind til ham. "Jeg ville være sikker på at du var okay. Selvom vi allesammen er nye for dig og du er ny for os, så tænker vi på dig Rosie! Vi vil gerne være dine venner.. Jeg ville bare.." Han stoppede og kløede sig lidt i nakken. "Du behøver ikke fortælle os hvem ham her Ollie er.. Jeg vil bare gerne have, ar du ved at vi er her hvis du har brug for at snakke" Jeg kiggede op på ham og smilede.
"Tak Liam. Jeg.. Jeg har bare haft en hård opvækst, og jeg har virkelig ikke rigtig lyst til at snakke om det" Han nikkede og krammede mig igen ind til ham, denne klemte han mig en smugle mere ind til sig, hvilket fik mig till at stønne i smerte. Jeg havde allerede glemt det slag jeg jo fik i maven til morges. Liam hørte mig stønne og så mig bide tænderne sammen. Han løftede op i min trøje og så det store opsvulmede blå mærke på mit venstre ribben.
"Hvor er det her fra?" Spurgte han bekymrede. "Jeg.. umm.. Jeg faldt.. øh, ned af trappen til morges" Løj jeg. Han løftede et bryn og pikkede til det blå mærke, hvilket fik mig til at udbryde et højt skrig. "DET GJORDE ONDT!" Råbte jeg ondt til ham. Han tænkte sig om, hvorefter han pludselig åbnede munden og sagde et enkelt lille ord.. "Brækket" 

"Du kan godt glemme at kalde på d.." begyndte jeg, men blev afbrudt af Liam.
"DRENGE!" Hurtige skridt kom nærmere og døren blev hurtigt flået op.
"Gå ned og start bilen!" Han snakkede til Louis, som hurtigt løb ned igen for at starte den.
"Hvad sker der?" Hviskede Zayn bange. "Vi tager Rosie med på hospitalet!" Sagde Liam bestemt til dem. Mine øjne blev pludselig stor ved tanken og jeg begyndte at hyrperventilere.

"Nejnejnejnej" Ikke Hospitalet!" Skreg jeg, imens jeg trak vejret alt for hurtigt.
"IKKE HOSPITALET! Skreg jeg engang til. "Træk vejret Rosie" Hjalp Liam mig.
"Ingen Hospitaler.." Mumlede jeg og kunne nu næsten ikke få vejret.
Harry kiggede underligt på mig. "Hvad er der i vejen med Hospitaler?" Spurgte han forvirret. "Ikke Hospitalet.. De ville finde ud af det.. De ville vide det..." Mumlede jeg og prøvede at styre min vejrtrækning. "Hvorfor trækker hun vejret sådan der?" Spurgte Zayn bekymret Niall, der bare trak på skuldrene og så enormt bange ud. "Kan jeg få noget vand?" spurgte jeg dem, stadig imens jeg trak vejret ustyrligt. Jeg lukkede min øjne og koncentrerede mig om at trække vejr ind og ud. "Er.. Er du okay Rosie?" Liam kiggede ned på mig. Jeg åbnede mine øjne ingen, til at se Harry fare ind i rummet med en flaske vand. 

"Her!" Jeg tog en og drak det hurtigt. Jeg fald til ro igen. 
"Undskyld.." Mumlede jeg. "Det var et Panik Attack" Forklarede jeg.
"Panik Attack?" Spurgte Niall mig forvirret. "Ja.. Jeg lider af Panik Attak.. De kommer nogle gange.. Bare lad vær med at få mig til at gå i panik igen!" Sagde jeg bestemt til dem og tog en lille slurk mere fra flasken. Jeg rynkede næsen ved smagen og kiggede op på Harry.
"Harry? Det her er ikke vand! Hvad er det??" Spurgte jeg og begyndte pludselig at føle mig utrolig dårligt. Liam rev flasken fra mig og duftede til indholdet. "Det er Vodka.." Sagde han så og kiggede på mig. Jeg øjne begyndte at lukke og mit hoved at dunke. "Liam.. Læs mit papir.. I tasken.. Tag mig... tag mig til Hospitalet NU!" Jeg faldt om og jeg hørte et skrig fra Niall. Jeg hørte stemmer og rusken i papirer og andre ting, imens jeg lå på gulvet..

"HARRY FUCKING STYLES! HUN LIDER AF ALKOHOL ALLERGI! FÅ HENDE NED I BILEN NU FORHELVEDE!!" råbte Liam meget fortvivlet!

 

Det var det sidste jeg nåede at høre, før jeg faldt ned i en meget dybt mørk mørk søvn....                

 

______________________________________________________________________________

NOTE: Alkohol allergi er en yderst sjælden sygdom, som ikke ret mange mennesker lider af.. Derfor har du måske ikke hørt omkring det før.


Tudsind tak fordi i læser min historie.. Det gør mig utrolig glad at høre jeres positive respons, men i må endelig gerne give mig negativ respons hvis i synes der er noget jeg lige skulle vide eller kunne gøre bedre.. :-)

Jeg håber i holder at i holder af historien.. Jeg nyder i hvert fald at skrive den til jer! :-)



 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...