Mordet på min bedste veninde

Amanda og Emilie har været bedste veninder siden de var helt små. En dag hvor de er sammen, og Emilie skal cykle hjem og hente sine ting, kommer hun aldrig tilbage. Amanda fortæller det til sin mor, og de kører ud for at lede efter hende. De finder en pige der er blevet skudt i låret, og er død. Da Amanda så lyser på pigens hoved finder hun ud af at det er hendes bedste veninde der er død. Efter 10 dage med gråd, ingen søvn og for lidt mad, skal Amanda i skole igen. I skolen bliver Amanda normalt mobbet og slået af 2 piger, Amalie og Mia. Mia er ellers Amalie's 'hjælper', men hun virker lidt lusket. Mon det er Mia der har dræbt Emilie? Eller er det en helt anden? Læs min movella og find ud af det!

3Likes
4Kommentarer
494Visninger
AA

2. Brevet

Jeg lå i min seng klokken 03.13. Jeg var helt grædefærdig. Jeg havde slet ikke sovet. Jeg lå og nærmest maste min elskede bamse samt en halskæde jeg fik af Emilie. Jeg lå med tørrede tårer på kinderne og stirrede direkte ud af vinduet. Jeg kunne ikke sove med den tanke om at min bedste veninde var borte. Min elskede bedste veninde. Jeg rejste mig og tog nogen hummel bukser på og gik ud på badeværelset. Min tunge var helt tør, så jeg tog mig noget vand. Jeg tændte for vandhanen men faldt i staver. Jeg stod der og tænkte på alle de fantastiske minder at Emilie og jeg har haft. Dengang hun slog mig med en skovl i panden da vi var små.. Jeg smilede og kom til mig selv igen, hvor at vandet var løbet over vasken og ned på gulvet. Fuck det! Jeg lagde nogen håndklæder ned på vandet og slukkede for vandhanen. Jeg drak glasset med vand og kiggede mig selv i spejlet. Mine øjne var helt røde på grund af gråd. Hele mit ansigt var faktisk rødt. Jeg prøvede at smile, men jeg kunne ikke. Jeg kunne hverken grine, snakke, smile eller noget som helst på grundt af Emilie. Hvorfor skulle det lige være hende? Hvorfor ikke mig? Hun fortjente ikke at dø. Hun havde et fantastisk liv. Mange venner, god familie, rigdom. Mit liv var forfærdeligt. Jeg havde kun Emilie, min mor og min elskede lillebror, Austin. Min far døde i hæren for 2 år siden, og han betød alt for mig. Hvorfor skulle jeg lige miste de 2 mennesker jeg holdt allermest af? Jeg sukkede og gik ind til min mor og lagde mig. Jeg havde brug for hende. Hun lå og snorkede som en bjørn, så der kunne jeg overhovedet ikke sove. Jeg lå bare og stirrede op i luften. Jeg prøvede så at lukke øjnene, og efter et kvarters tid slog jeg øjnene op igen. Nu var det morgen! Jeg så at min mor var væk, men jeg kunne høre tallerkenerne skramle fra opvaskeren. Jeg rejste mig og gik med tunge skridt ned af trappen og gik hen til min mor der stod ved håndvasken og vaskede hænder. ''Godmorgen, skat.'' sagde hun med en trist stemme. Emilie betød rigtig meget for familien, og min lillebror var også grædefærdig. Jeg nikkede bare til hende og lænede mig ind til hendes bryst. Hun lagde armen om mig og kyssede mig i håret. Jeg spurgte hende med en hæs stemme: ''Hvorfor Emilie? Hvorfor ikke mig?'' Min mor klemte mig ind til hende og sagde: ''Sådan noget må du ikke sige, skat. Nu er vi kun 3 tilbage. Vi må stå sammen. Prøve at komme over det her og leve det liv vi gjorde for 3 år siden. Dengang hvor far levede. Kan du huske det?'' Jeg nikkede og så op på hende. ''Det er bare ikke det samme uden Emilie. Jeg har ikke andre venner nu. Hun var den eneste ven jeg havde,'' sukkede jeg. ''Forresten, du har fået et brev. Der står ikke afsender på, men jeg synes du skal læse det,'' sagde min mor og gav mig et brev. Jeg åbnede det og læste dette:

Hej Amanda. Nu er der kun 3 tilbage. Dig, din mor og din kære lillebror. Thaha, jeg skal nok få ramt på jer alle. Jeg er bare glad for at der kun er de 3 svage tilbage. Nu har jeg skillet mig af med de 2 stærkeste. Jeg dræbte ikke din far, men jeg dræbte din bedste veninde. Den næste finder du snart ud af .. 

Jeg brød ud i gråd igen. Jeg kunne ikke klare det mere. Min mor læste brevet for mig, og brød også ud i gråd. Vi hulkede og hulkede. Min lillebror sov stadig, så han ved ikke noget om det. Stakkels dreng, han er kun sølle 11 år.. Han har stadig mange år at leve i! Han har ikke nået at opleve så meget som han burde. Jeg er 15 år og har oplevet meget. Jeg kunne bare ikke mere. Jeg ville væk. Væk fra denne onde verden..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...