Når en engle falder ned

Efter at Elizabeth, ofrede sig selv få at frelse Edwin. Er Edwin begyndt at føle skyld over det hele. Er han nød til at se det i øjnene at han ikke vil se henden igen, og fortælle hendes forældre den dårlige nyhen, om ders datters død. Men efter nogen dage kan han se hende, høre hende, mærke hende. Og en dag finder han et tegn på hun er i live..

En toer til The vampire hunter ^^

1Likes
0Kommentarer
721Visninger
AA

6. Mødes igen

 

Forhelved hvor gjorder det ondt! Eller ikke bare et sted, men over alt på min krop. Både mine arme og ben var bundet ind i et eller andet form for bandeasie. Vent var jeg død?! Jeg stirede rundt. Jeg lå i en kæmpe stor himmelseng, som jeg havde ligget i for mange gange nu. Nej, hvis jeg var død, ville jeg så stadig ligge i dette helved? Solen var ved at gå ned, og et på appelsinoranges stråler blændede mig. Med lidt besvær fik jeg sat mig op i seng, men faldt om igen af smerte. Nogen trampede rundt ude på gangen. De diskuterer hvad de skulle gøre ved det kæmpe store hul i vægen. Det var ikke meningen jeg skulle smile, det virkede bare lidt sjovt. Mine ben dinglede over det kolde træ gulv. Jeg hoppede ned på det. Smerten borede sige inde i min krop, mere end den var før. Jeg hader at komme til skade, så skal man ligge i sengen, og vente på at man var rask igen. Kedeligt, det er det selvmord. Så heller slog sit hoved ind i en væg. Mørket sænkede sig over rummet. Kun et lille lys brand over på det lille natbord. Jeg stirrede ned af mig. Det eneste stikke tøj jeg havde på var mine underbukser. Ellers var alt andet bart, eller bundet inde i bandeasie. Bare så længe mine bryster var bundet ind var jeg lidt lige glad. Vent!! Mine krop var bundet ind.... Fuck der var nogen der havde set min nøgen, eller næsten nøgen!

 

Hvis jeg finder den perverse stodder, ville han ønske han aldrig var blevet født. Vreden fik mit blod til at pumpe rundt i min krop, og gjorder smerten være. Jeg lænede min op af det lille natbord, så jeg var sikker på jeg ikke faldt om. Over på en stol ikke så langt fra min lå mit gamle tøj. Ikke kjolen. Nej, det var min dejlige skjorte, og mine lidt stramme bukser. Knapperne var kolde at rør ved, at det brandte i mine fingrer at røre ved dem. Av...Av... bukserne var lidt svære at få på, mine ben var helt stive, så at strække bene ud var det umulige. Men alt kan ske, hvis man sætter sig få det. Ude på gangen var flere stemmer begyndt at komme frem. Mange jeg ikke havde hørt, men også nogen jeg kunne genkende. Lydene var forsvundet, og nu var min mulighed få at komme væk. Uden at lave en lyd fik jeg åbnede døren. Jeg listede mig ud, med ryggen til gangen, og prøvede at lukke døren uden at lave noden lyd. Hurtigt fik jeg vænt mig om. Men noget stod i vejen. Av igen!! det kolde gulv kom mig i møde igen. I det mindste nåde jeg at stoppe faldet med min hånd. Jeg klemt mine øjen i. Smerten var ulidelig, kunne jeg ikke bare være død, det ville havde være meget letter end det her.

 

”Ja men, ja men. Hvad har vi her?” sagde stemme på en sjofel måde. Helt sikker en mand, ingen tvil om det. Lidt efter lidt gled mine øjen op, som smerten forsvandt. Jeg stirede lige ind i et på sorte bukser, og lod mit blik glide lidt længer op til ansigtet. Der var nok fem-seks stykker, det var lidt svært at se noget fra en gulvet. Vent!! havde jeg ikke dræbt ham? Et lille skævt smil trængte sig ind på hans læber. På den ene side af ansigtet havde han en lang rigt. Jo, ham havde jeg dræbt få længe siden. Nok da jeg var omkring tretten år gammel. ”Se hvad vi fandt. En lille fugl på flugt.” latteren bredte sig i gange, go fra begge sider kom der flere af dem frem fra skyggerne. Mange af dem havde smagt døden på grund af mig. Lige nu ville jeg havde det helt fint med at være død. Sandsynlighed få jeg ikke ville komme ud var lidt støre nu. Jeg var skadet, og det ville tage lidt tid før jeg var rask igen, måske et par dage. Super.. når man lige har brug for de kræfter var de der ikke. Hurtig som et lys tog han hårdt fandt i mit hår, og trak mig op som et trofæ. Mænd.. ”Gad vide hvad vi skal gøre ved hende? Nogen der trænger til en drink?” mens han lod alle se mig prøve at komme fri.

 

Flere af dem grinede, eller slikkede sig om munden. Nej, jeg ville ikke ende så vampyr føde, kunne mine kræfter ikke bare komme tilbage lige nu. ”Slip hende Ted!” hvæsede en stemme bag ved ham. Jeg kunne ikke se hvem det var. Ted mumlede et eller andet, jeg ikke kunne høre. Men han gave slip og lod mig dumpe ned på det hård gulv. Jeg kom på benene og mærkede deres blikke. ”Er du okay?” han var meget smuk meget, men der var noget ved ham. ”Will?” han nikkede stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...