Når en engle falder ned

Efter at Elizabeth, ofrede sig selv få at frelse Edwin. Er Edwin begyndt at føle skyld over det hele. Er han nød til at se det i øjnene at han ikke vil se henden igen, og fortælle hendes forældre den dårlige nyhen, om ders datters død. Men efter nogen dage kan han se hende, høre hende, mærke hende. Og en dag finder han et tegn på hun er i live..

En toer til The vampire hunter ^^

1Likes
0Kommentarer
656Visninger
AA

4. Kirkeklokker ringer

 

”Kære venner, koglear og familie vi er samlet her i dag for at tage afsked med Elizabeth Ravn.” præsten gik over til den sorte kiste, hvor der lå hvide blomstre på toppen af den. Jeg lod mit blikke falde rundt i hele rummet. Helt øverste oppe stod der to menneske. Begge var klædt i sort. En mand med glødeene gule øjen holder om kvindes hånd. Kviden stirer ned på den sorte kiste, det mørkeraven hår er sat op i en knold, bare at se på hende giver mig hjertesorger. Gud, de linede hinanden på en prik, eller der var nogen træk fra faren der gik igen på hende. Men øjnene havde hun sikkert fra ham, for moderes øjne var klare lyseblå. Næsten som at se ned på haveedsbund. Maya sad ved siden af mig, i øjekroven kunne jeg lige ane et på tåre der var på vej. Hun sad i en sort habit, og sad med et sørgmodigt blik i øjnene. Jeg skævede over til hendes forælder igen. De græd ikke. På ingen måde var der tegn på sorg i øjnene på dem, som om det ikke rørte dem. Mærkelige forældre.

 

Kirkeklokkerne ringe og vi gik alle sammen ud. ”Edwin!” en hånd lage sig på min skulder. Et par blodrøde nejle glinsede på hendes hånd. Jeg vente mig om og stirede hende lige ind i øjnene. Bag ved hende stod et par mennesker klædt i sort. Mit blik gled ned i jorden, jeg kunne ikke holde ud at kunne ind i de ravgule øjen. ”Det her er Elizabeths forældre. De vil gerne tale med dig.” hun klappede mig blidt på skulder og forsvandt ud i mænget, sammen med de andre. Jeg løftede mit blik og stireder på dem. Deres blikke gløde, ikke fordi de var surre på mig. Nej, det var tårer der gjorder dem blanke. Så havde de alt så følelser. ”Goddag mit navn er Zino, og dette er min kone Yousefine.” strakt han hånden ud få at hils, for ikke at komme i dårlig jord ved ham, hilste jeg pænt igen. Kvinde gav mig et lille nik, få at hilse. Jeg fik øje på noget på hendes hånd, et fint hvidt bind var bundet rundt om dens hånd, hvem havde gjort det ved hende? Hun fuldt mit blik, og trak hurtigt hånden ind til sig, så man ikke længer kunne se den. Hvad var der sket med hendes hånd? Zino kikkede mærkeligt på mig, som han så noget mærkeligt på mig.

 

Efter noget tid løftede han øjebrynet, og åbnende munden men lukkede den hurtigt i igen. Kvinden nikkede over til ham, lige så stille. Var der noget galt? ”Edwin var navnet ikke?” smilede hun. Gud, hvor Elizabeth linende sin mor, ikke så meget sin far. Jo, mest på øjnene, og nogen få træk ved hagen og munden, men ellers var der ikke noget specielt ved ham. ”Må vi byde dig på mad, så kan vi tale om, hvad der sket?” Smilet faldt lige så stille ned af mit ansigt. Fuck fuck fuck!! hvad skulle jeg sige til dem. ”Ja hej. Deres datter ofrede sit liv, fordi jeg var en nar, og ikke hørte efter havde hun sagde, var der mere i ville vide?” Nej, nok ikke det bedste at sige til dem. Måske skulle jeg pynte lidt på sandheden, bare en lille smule. Alt så i starten og så fortælle det hele til sidste fortælle dem det hele. Lige så stille for lod vi kirkegården. De gik forstå, måske var det deres hus vi skulle hen til? En gang i mellen kunne jeg høre dem, hviske om et eller andet, hvad det var vidste jeg intet om på nogen måde, hvad de talte om. Efter noget tid kunne jeg se et hus. Det var pænt stort, et slot ville jeg kalde eller en borg. Man kunne se der var blevet bygget ud på det de seneste år.

 

En lille tyk dame stod ved døren, og var klædt i en klassisk stuepige dragt. Hun var nok omkring de tres år gammel det linede det. Små striber af gråt hår gav flere gange gen gang i hendes hår. Zino nikkede til hende, og gik hurtigt forbi. Yousefine var nu mere høflig, gav den lille kvinde et kram og spurgte ind til, hvordan det var gået mens de var væk. Jeg fuldt efter dem ind i et lille rum. Jeg ville ikke kalde det et rum, det linede et lille hus. Bare meget mindre, næsten i børn strøelse til en syv årring, eller noget alle den stil. ”Kan du lide det?” hun lagede sin frakke over i vinsuskarmen, og smilede igen. Hun smilede hele tiden, selv om hendes datter lige var død. Hvad var der med denne kvinde og det smil, var det en form få maske hun holdte. Jeg nikkede, og lod mit blik falde på et klaver. Zino så ikke på mig, eller sin kone. Han stod bare og kikkede på et billede. Ramme var lavet af guld, det linede at en rose og den grene, i midten af toppen billede var der en rose. En lille pige, hun linede Elizabeth, bare at her smilede hun og var meget mindre. Og var det vinger? Zino lage mærke til mit blik, og lagde billedet ned så man ikke kunne se den lille pigen. ”Edwin hvordan døde Elizabeth så?” han stemme var hår som sten. Ingen tvil om at de to var i familie. ”Øhhhh...” jeg satte mig ned over ved vinduet og stirede ud. Yousefine holdte en lille dukke op, og holdte den som om det var et lille menneske.

 

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her...” og kløede min selv i nakken. Zino løftede det ene øjenbryn og stirede mærkeligt på mig. ”Du kunne starte med at fortælle os sandheden, hvordan hun ofrede sit liv få at rede dig? Hvad du gjorde med kroppen der efter?” okay, hvad fanden sket der lige der? Viste de hvad der var sket. Yousefine knurrede den lille dukke ind til sig, var hun bange få mig? ”Jeg har ikke.... Jeg har alt så ikke” mere nåede jeg ikke at sige. ”Nej nej, du har ikke drukket hendes. Du har heller ikke været skylde i hun døde!” han raste sig lig så stille op. ”Zino stop nu!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...