Når en engle falder ned

Efter at Elizabeth, ofrede sig selv få at frelse Edwin. Er Edwin begyndt at føle skyld over det hele. Er han nød til at se det i øjnene at han ikke vil se henden igen, og fortælle hendes forældre den dårlige nyhen, om ders datters død. Men efter nogen dage kan han se hende, høre hende, mærke hende. Og en dag finder han et tegn på hun er i live..

En toer til The vampire hunter ^^

1Likes
0Kommentarer
656Visninger
AA

2. Hvide vinger

 

Jeg sad der i et stikke tid sammen med hende, før jeg holdte mit ord. Hun så fredfyldt ud, og jeg troede hun sov, at alt det her bare var en ond drøm. Min hænder gled over den kolde hvide hud, hen over de rosenrøde læber. Hvad havde jeg gjort få at elske en der var så smuk, og så miste hende igen. Det var ikke fair! Det var det ikke! Selv om mine ben ville havde jeg skulle gå, sagde mit hjerte jeg skulle blive ved hende, bare lidt i nu. For at være sikker tog jeg hendes hånd op få at se om der var nogen puls, men det fik bare tårerne til at løbe hurtigere ned af mine kinder. Der var intet, intet tegn på hun var i live. Intet.. Jeg slog min hånd ind i træet vi havde ramt. Vi var styrtet ned et par kilometer væk fra Black Night, måske ville der gå lidt tid før de fandt os. Små lysegrønne blade dale ned, og satte sig i hendes smukke fjer dragt. Jeg havde lagt hende som man gjorder i kirken, eller det tror jeg. De hvide arme lå over på hinanden, på et bestemte punkt. Hendes hjerte. Men jeg kunne ikke bare komme tilbage, til dem alle sammen og sige hun var dø. Jeg var nød til at have et bevis. Som om Gud hørte mine ord skete der noget, solens varme stråler skinnede ned gennem træedest krone, og lyste noget op ved hendes hals. Jeg kneb øjnene sammen få ikke at blive blændet af det skrabe lys. Et par vinger. Ja, et par hvide vinger hang rundt om hendes hals.

 

Jeg havde aldrig lagt mærke til dem, måske var den gledet ned i kjolen da hun havde den på. Lige så stille løftede jeg hendes hoved op, og åbnede den lille lås. ”Undskyld.....” hviskede jeg, og lagde hende fint ned igen. Vi hvide vinger borede jeg ind i min hud, selv om det gjorder ondt, var jeg lige glad. Nu var det min tur til at føle smerte, ikke kun hende. Hun var så kold at min læber var ved at frise fast på hendes pande, da jeg kyssede hende farvel. ”Jeg skal nok finde en måde at få dig igen...” hviskede jeg ned i hendes sorte ravne hår. ”Det lover jeg dig, også selv om det bliver min død!” men hvem viste hvad er kom første. Døden eller kærligheden, hvis jeg døde kunne vi i det mindste være sammen i døden, men så ville hedens live være gået til spille til ingen nytte. Uanset om jeg ville blive det eller ej, måtte jeg gå. Jeg havde givet hende mit ord på det. Det væde græs fistrede op af mine ben, de skar hold flere gangen på dem, men det ville hele, men ikke som mit hjerte. Vampyrer kunne løbe supper stærkt, men det første ville jeg lige gå, ind til jeg ikke kunne se træet længer. Jeg drejede om på hældene og stirede på træet. De lyserøde blomster sad tæt op af hinanden, en af dem var faldet ned og var landet på Elizabeths folede hænder. Noget kunne det forbande kirsebærtræ da gøre, det kunne gøre hende smukke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...