Når en engle falder ned

Efter at Elizabeth, ofrede sig selv få at frelse Edwin. Er Edwin begyndt at føle skyld over det hele. Er han nød til at se det i øjnene at han ikke vil se henden igen, og fortælle hendes forældre den dårlige nyhen, om ders datters død. Men efter nogen dage kan han se hende, høre hende, mærke hende. Og en dag finder han et tegn på hun er i live..

En toer til The vampire hunter ^^

1Likes
0Kommentarer
703Visninger
AA

3. Fortidens smerte

 

 

Mand. Hvor var det fedt at være en vampyr, bare uden at snylte på andre mennesker. Bare løbe af sted uden noget. Jeg kunne leve uden at få noget at spise. Det tog mig to timer at løbe over til England. Jeg kunne løbe på vandet hvor var det sejt, det fik mig næsten til at glemme havde det var sket. Indnu et stik i mit hjerte, hvorfor skulle jeg også lige tænke på det? Nej, hvorfor skulle jeg også lige forelske mig i hende. Det var jo også dumt, hun var jo en engel, hun kunne have ratte op. Som om det var et uheld, hun gjorder det med vilde. For hende var det hele bare et spil, ikke mere en det. Da en leg, ikke mere end det. De hvide vinger stak ind i min hud, da jeg klemte hårdere om den. I lidt tid brændte det i min hånd, men efter noget tid holdte det op. Men lidt blod løb ned af min hånd. I VH var er ikke så mange mennesker, de fleste var på en opgave, eller sammen med deres familie, hvis de havde nogen. Jeg begyndte at traske hen til, den tavle hvor mig og Elizabeth første gange mødtes. Alt linede sig selv. Mit blik fangede noget på tavlen, de havde allerede givet hende en ny opgave, de stolede virkelige på hende, at hun klarede tingene. Maya løftede blikket, og smilede til mig, hendes blik flakkede lidt rundt, man kunne se hun ledte efter noget. Og den ting hun ledte efter havde jeg ikke med hjem til hende. ”Er Elizabeth her ikke?” hun mødte mit blik, skuffelsen kunne ses dybt nede i hedens øjen.

 

Før jeg nåde at svare var der en anden der gjorder det, en af dem der havde klæbet op af mig min første dag. ”Maya hvornår fatter du det. Hun kan ikke lide dig, så lad vær med at lege skøde hund. Du skal da bare være glad få hun ikke er her lige nu.” hun studerede sine nejle som om det var under hendes værdighed at se på Maya. Maya mumlede et eller andet, jeg kunne ikke høre det, men jeg tror den anden. Få hun sendte hende et surt blik, men et lille smil kom hurtigt frem på hendes læber. Hvad var deres problem? Hvad havde Elizabeth nogen sinde gjordet mod dem? Jeg prøvede igen at sige det, men blev igen stoppet af en af pigerne. ”Er du ikke enig med os Edwin?” sagde hun og stirede over på Maya der sad og holdte om sine hænder. Hun prøvede at lade vær med at kikke på nogen af os, hun sad bare og stirede på en lille ring, som hun sad og ventede og drejede. Havde var der med den ring? ”Hallo! Edwin hørte du mig?” igen blev jeg trukket tilbage til denne verden. ”Var?” jeg stirede på hende, til jeg kom i tanke om spøgesemålet. ”Nej, det syns jeg nu ikke.” sagde jeg uden at tænke på hendes livløse krop der lå ved træet. Nu havde jeg en mulighed få et sige det, men der var noget der plagede mig. Hvad var deres problem, man kan ikke bare sige man ikke kan lide en person uden at have en grund til det.

 

”Ikke?” hun løftede det ene øjenbrynet. Mary kikkede op på mig. Hun så overrasket på mig, det var nok det hun eller nogen andre havde regnet med at høre. ”Nååår...” sagde hun og smilede. Det virkede lidt ondt. På en eller anden, måden mindede hun mig om hende en lyshåret vampyr. Hun linede faktisk meget, bare at hun ikke havde nogen perlehvide tænder. ”Du har ikke hørt hvad hun gjorder?” smilede hun og kikkede over på Maya der så lidt bange ud. ”Vi gav vores ord på vi ikke ville sige det Penny..” hviskede hun stille, uden så meget at løfte hendes blik igen. ”Han er ny han skal da vide hvem hun virkelig er... ikke?” og jeg som troede at hun var sød da jeg mødte hende. Mand, hvor tog jeg fejl. Igen kikkede hun på mig, og smilede mere og mere. ”Alle tror at Elizabeth har arbejdet alene det meste af hendes liv..” hendes blik faldt over på Maya igen, hvis blik var helt tomt. ”Får syv år siden arbejdede hun sammen med, en fyr der hed Will. Var hun ikke femten Maya?” elskede hun at give den pige smerte, eller hvad var hendes problem? Maya nikkede lige så stille. Hvad var der med ham Will? Elizabeth havde aldrig talt om ham, men nu kendte jeg heller ikke meget om hende, nu hvor vi var i gang, havde vidste jeg enlig om hende? ”De to var udaskelige bedstevenner. De kæmpede sammen, var sammen, og havde det sjovt. Alle troede de skulle være sammen, men så kom hun ind imellem dem.” hun kastede med hoved i den retning af Maya, som nu havde klemt sig helt sammen.

 

Hvad kunne Maya gøre der kunne skille dem ad? Jeg forstod det ikke helt. ”På Wills fødselsdag kom der en mand ind med en lille pige. Hendes øjne var røde, og hun havde mørkebrunte hår som mørkechokolade. Elizabeth gik hen til den lille pige og tog hende op. Manden der var kommet med hende som var deres træner, sagde han havde fundet hende i et lille hus i udkanten af en lille by, og at hun bare vandrede rundt. Will kunne mærke der var noget ved den lille pige, og hev hendes mund op, og så på de perlehvide hugtænder.” alles blik faldt på Maya der sad og bed sig selv i underlæben. Hendes øjen var blanke, var hun ved at græde? Penny havde også set det, og hun nød det ingen tvil om det. ”Will skubbede den lille pige fra sig, og sagde til Elizabeth ikke måtte rør hende igen. Elizabeth lyttede til ham, måske fordi han var ældre end ham, eller fordi hun ikke kunne gøre andet. Men lille Maya blev taget af, af deres kære træner. Som var forelsket i den kære lille Elizabeth. Så en nat han ikke kunne holde det ud mere, tvang han lille Maya til at få hende du til ham. Maya gjorde som hun fik beske på, uden så meget som at tøve.” flere og flere menneske var kommet få at lytte, det så ikke ud til det var første gang denne historie. Maya sad med tårer i ørnekrovene.

 

”Elizabeth lå inde på sit værelse og læsset, da Maya kom ind og sagde hun ikke kunne finde Frey, som var deres træner. Elizabeth kunne ikke lide at se hunde med tårer i øjnene, så hun lovede at hjælpe hende med at finde hende. Men hvad hun ikke viste var at Will, kom ind nogen minutter sener få at give hunde nogen blomster til hende.” okay nu var jeg blank, hvordan kunne det være Mayas skyld nu? Hun var nok lille og bange få at han ville dræbe hende, eller sådan noget.

Maya sad og rystede over hele kroppen, og mumlede noget. Jeg tror jeg var en eneste der hørte det. ”Penny lad vær! Vær nu sød....” hviskede hun ligeså stille ud i intetheden. Men det virkede ikke hun forsatte, og lidt efter lidt forstod jeg hvorfor de mente det var hende skyld, men jeg var ikke enig med dem. ”Maya forsvandt og Elizabeth prøvede at finde hende på i mørke gange. Efter nogen timer vidste hun ikke, hvor hun var. Sådan der var noget der rørte ved hende, gik hun i panik. Og prøvede at kalde efter lille Will, men han var der ikke. Nej, det var hendes kære træner, og hans bæger der var sammen med hende. Frey prøvede at tysse på hende, men hun ville ikke høre efter. Så han bleve ved med at holde hende får munde, til hun kun trak været meget svagt. Maya var gået tilbage få at finde Elizabeth, men hun mødte i Will der var ved at smadre hele hendes værelse, af raserig.” hun lukkede øjnene få at se ud som om det gjorde ondt på hunde men nej. Hun nød se Maya side med tåre i øjnene, og tale om Elizabeths ulykker. ”Will sprang på hende, og begyndt at kvæle hende mens, han råbte op om hvor hun var henne. Men lille Maya sagde ikke en lyd, lå bare og stirede ham op i øjnene. Will dampede af som, lod hende ligge i rummet, mens han prøvede at finde hende.

 

Da lille Elizabeth enlig vågnede op, lå hun på en madras ned i træningssalen, med en føles af der var nogen der så på hende. Will hørte hende skrige, og løb efter lyden. Da han braset ind i rummet, sad Elizabeth og prøvede at skubbe Frey, der havde stukket hendes tænder i hendes hals.” nogen gispede en smule. Der var vist nogen der ikke havde hørt den historie før. ”Og rasten kender vi alle. Will blev til en vampyr, og Frey forsvandt. Og grund til The killer, eller Edwin den kender du vel ikke?” alle stirede på mig. Var jeg den eneste der ikke vidste, hvorfor mennesker kaldte hende det. Jeg trak på skulderene. Pænt sagt var jeg lidt lige glad, med hvorfor hun blev kaldt det. Et lille smil pressede sig frem på hendes læbe. Selv om jeg sagde nej ville hun nok alligevel sige det nok. ”På grund loven, var det Elizabeth der skulle dræbe ham. Så den kære Elizabeth dræbte hendes bedsteven.” alt blev stille rundt om mig. Hun dræbte mig. Det kunne ikke passe, og hvis det var, var hun nok blevet tvunget til det. Nu var det vist min tur til at give igen. ”Hader du hende virkelig så meget?” det kom hvis lidt bage på alle. Deres blikke faldt på mig, og der kom en masse hvisken rundt omkring.

 

”Ja.. Det eneste hun gør at tage opmærksomheden fra os andre. Og jeg ville ønske hun var død!” sagde hun. Hun virkede til at være stolt over det hun havde sagt. ”Det forklarer det hele.” sagde jeg. Og mødte hendes blik. Men hun smilede bare og lavede himmelvente øjne. ”Og havde forklarer det dig søde?” tungen slikkede over de lyserøde læbe. Troede hun virkelig jeg ville kysse hende? Dumme tøs. ”Få det du ønskede er sket.” min stemme kunne høres i hele rummet, og hvisken stoppede rundt over det hele. Smilet gled ned over hendes ansigt, og blev til en måben. Maya slog blikket op og stirede lige på mig. ”Glemte jeg at sige det ups. Undskyld.” hvæsede jeg lige ind i hendes ansigt. En lille klynken kom over fra Maya, som gemte hendes ansigt i hænderne. Skulderene begyndt ligeså stille at ryste. ”Du lyver hun kan ikke være død.” sagde hun ligeså stille. ”Du lyver!” skreg hun, og lod endelig nogen se hendes øjen. Rød som aftensol var de. Selv om jeg ville, var det ikke en løjen. Det var sandt, men gide det var en.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...