Når en engle falder ned

Efter at Elizabeth, ofrede sig selv få at frelse Edwin. Er Edwin begyndt at føle skyld over det hele. Er han nød til at se det i øjnene at han ikke vil se henden igen, og fortælle hendes forældre den dårlige nyhen, om ders datters død. Men efter nogen dage kan han se hende, høre hende, mærke hende. Og en dag finder han et tegn på hun er i live..

En toer til The vampire hunter ^^

1Likes
0Kommentarer
667Visninger
AA

5. Dukken der fortæller liv

 

Hun rystede over hele kroppen. Tårerne gled ned af hendes kinder en efter en, mens hun stadig knurrede dukken ind til sig, som om det var det eneste der blev hos hende lige nu. Man kunne ikke se hendes øjne, det sorte hår dækkede dem, men man kunne lige ane den ene side af kindbenene. Zino kikkede over på hende, uden nogen følers i hans blik. Nikkede bare kort og satte sig helt ned igen. De lyseblå krystal øjen var helt blanke. Tænk at noget der var så smukt kunne give så meget smerte. Blikke deltes, var der noget hun ville se på mig? ”Kyssede hun dig inden hun død?” hviskede hun stille. Tårerne var ligeså stille ved at holde op med at falde ned, af det hvide ansigt. Man skulle næsten tro der var intet hent. Hun prøvede at smile, men hendes smil nåede aldrig øjnene. Jeg nikkede bare, for der var intet at sige. ”Og sagde hun noget inden hun gjorder det?” dukken blev trukket længer ind til hende. Måske havde det været Elizabeths en gang få længe siden, da hun borde her, da hun var syv år gammel? ”Ja Frue. Hun sagde” jeg tænkte mig lidt om, for der var mange ting hun sagde den dag.

 

”Hvad ville ud sige til, hvis jeg kunne gøre sådan du aldrig skulle drikke blod fra mennesker. Ikke dræbe så du kan leve, bare leve som et normalt menneske, men bare du har de samme kræfter.” sagde jeg lige så stille. Hendes øjen slog op med et sæt, og rettede hendes blik hen mod mig. Igen faldt hendes blik på dukken. ”Zino....” hviskede hun lige så stille, mens et smil enlig nåede øjnene. ”Den har ikke lukkede øjnene.” grinede hun. ”Hendes øjne er ikke lukket.” tårerne gled ned af hendes kinder, mens hun smilede, og knurrede dukken med det sorte hår ind til sig. Jeg forstod det ikke, hvad mente hun med at, hun ikke havde lukkede øjnene? Jeg lod mit blik glide over på vinduet. Et menneske stod der over, men jeg kunne ikke se hendes ansigt. Det kulsorte dansede ned af ryggen på hende. Hun havde en rød korsætkjole, som var blevet strammet godt ind. Hun måtte være meget tynd. Jeg gik over mod hende, selv om Zino tog fadt i mig mærkede jeg ingenting. Alt jeg kunne tænke på, var hvem det var? Mine hænder rystede, da jeg rørte hende. Ligeså stille vente hun sig om.

 

Jeg kunne ikke tror det, det var hende. Men hun var død jeg havde set hende dø få min øjne. På ingen måde kunne det være hende, eller kunne det? Hun var så isnen kold, og hendes hud var mere hvid en den plejede at være. ”Hjælp mig?!” tårerne gled ned af hendes kinder ned efter en efter en. Som et lyn var mine arme rundt om hende, mens jeg prøvede at trøste hende. Men hun skubbede mig bare væk. ”Hjælp mig!!!” skreg hun lige ind i mit ansigt. ”Du lovede at reder mig!! Du lovede mig vi skulle være sammen!!” hylede hun højer og højer. Men jeg havde ikke lovet noget, eller havde jeg det. Alting rundt om mig forsvandt lidt efter lidt, så det kun var mig og hende der stod tilbage i det endeløse mørke. I den ene ende var der noget hvidt lyse. I den anden var der mere mørker, og en gang imellem kunne jeg høre skrig. Hun var lige bag foran mørket, og bag ved mig var der lys. Måske var det død, eller livet. Jeg havde ingen anelse. Synet af det fik min mave til at trække sig sammen. Bag ved hende stod der en skikkelse klædt i sort fra top til tå. Tinge holdt sin hænde rund om hendes liv, og trak hende ind til sig. Vreden brusede rundt i mit blod. Der var ingen der skulle rører ved hende ud over mig. Ingen.

 

Tårerne gled ned af hendes kinder. Mens hun prøvede at komme fri af dens greb. Skreg hun. Hun skreg som var hun pisket. ”Edwin.... Hjælp mig....” hulkede hun stille efter hun havde givet op. Lyden af mine trind gav genlyd i hele rummet. Tingen lod hende dumpe ned på jorden, og trådte frem mod mig. Men jeg trådte hurtigt tilbage igen da jeg så hans ansigt. Hvide tænder der var længer en min pegefinger. Og det nøddebrune hår var blevet næsten helt mørk. Han kunne ikke være mig! Det kunne han ikke, jeg var mig! Og jeg ville aldrig skade Elizabeth jeg elskede hende jo. Men hvem var det så der stod der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...