Justin Bieber | You're a player boi!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2012
  • Opdateret: 13 maj 2013
  • Status: Igang
Clare er en amerikansk pige, som bor og går i skole i byen Stratford i Canada. Hendes fritid går med, at hun hænger ud men hendes venner, Sarah, Ryan og Chaz, og de har en vidunderlig tid sammen. Sommerferien er lige startet, og det er de 4 venner glade for. Men pludselig kommer en af deres gamle venner hjem, og han forandrer alt. Justin forlod byen for 3 år siden for at bo i New York sammen med hans far, men han holdte dog kontakten med Ryan og Chaz - hans bedste venner - i de 3 år. Clare bliver chokeret og bekymret over at se Justin igen, da han sagde nogle uforglemmelige, følelsesmæssige og ærlige ting til hende, før han rejste. Bliver det nemt for dem at være sammen? Og kunne der måske være en lille mulighed for, at de vil blive mere end venner denne sommer? Eller vil Justin dumme sig igen? *Justin er ikke kendt* *Læsning er på eget ansvar*

129Likes
229Kommentarer
10583Visninger
AA

10. En uge senere.

 

*Justins synsvinkel*

 

Hvor var det utrolig akavet - på en eller anden måde - at side her samlet på Ryans værelse. Det var akavet, fordi Sarah og jeg havde haft sex for en uge siden, men kun Clare kendte til det - hvilket betød at Ryan opførte sig normalt, som om intet forfærdeligt var sket.

 

 

"Det er faktisk lang tid siden, at vi alle har været sammen", lød det pludselig fra Ryan, som brød den tavse stilhed mellem os. "Er der sket noget nyt", efter det spørgsmål kiggede Clare straks over på mig med et surt blik. Tænk engang, hun var stadig sur over det hele. Jeg havde det faktisk vildt dårligt over, at hun var sur på mig.

 

 

"Nej, faktisk ikke", lød det sukkende fra Sarah, der faktisk også sad inde med en stor hemmelighed, som sikkert var svær at have. Hun var ellers dybt forelsket i Ryan, og hun var faktisk tæt på at tage det næste skridt med ham, hvis det ikke var fordi, at jeg havde ødelagt det hele.

 

 

"Det har bare været stille og roligt", mumlede jeg og kiggede ned i gulvet, mens mine hænder var flettet ind i hinanden. Ryan måtte da kunne se, at noget ikke var helt rigtigt. Vi havde ikke været samlet i over en uge? Hvorfor? Vi var tavse, som om at noget stort var sket. Hvorfor? Sarah havde næsten ikke kigget på Ryan, som hun plejede at gøre. Hvorfor? Ryan sad sikkert med en masse spørgsmål lige nu, men han spurgte ikke.

 

 

"Nå, ja, jeg har heller ikke lavet det store", hørte jeg Ryan sige. Hans ord fik mit hoved til at løfte sig og kigge direkte på ham. Han var så glad. Han var så lykkelig. Og vi sad og skjulte noget stort for ham. Noget som kunne ødelægge alt. "Hvad med dig, Clare?".

 

 

Vi kiggede alle over på Clare, som havde været en del stille her til aften - hvilket var ret usædvanligt for hende. Hun kiggede over på Ryan, mens hun smilende lidt. Det måtte også være svært for hende, jeg mener, vi havde da et eller andet sammen. Og så havde jeg sex med hende bedste veninde? Jeg kunne stadig huske hendes blik, da hun så os. Hun var så såret.

 

"Jeg har heller ikke lavet noget interessant", svarede hun og kiggede hurtigt over på mig, mens hun havde et blik, som jeg ikke genkendte. Det var som om, at hun ville have mig til at tænke over noget. Men hvad?

 

 

"Nå, men så er det da godt, at vi kan være sammen i dag", sagde han opmuntrende til os. Men tristheden var stadig i luften.

 

Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke bare kunne smile og opføre mig, som jeg plejede. Men på en eller anden måde, så føltes det forkert at være i samme rum med de mennesker. Min bedste ven, som jeg svigtede. Min bedste vens store kærlighed, som jeg næsten lige havde haft sex med. Og pigen, der faktisk fyldte en del i mit hjerte, men opdagede mig begå min største fejltagelse.

 

Det føltes så forkert på så mange måder. Jeg havde lyst til at smutte ud af døren og ikke se tilbage. Tage hjem til New York og aldrig komme tilbage igen. Være sammen med mine venner der, feste hele natten, uden at min far vil bekymre sig. Leve livet uden problemer. Uden piger, som var bange for at få knust hjerte. Uden fortrydelse. Uden medlidenhed. Uden frygt. Uden forstand. Uden at bruge hjernen eller følge hjertet.

 

Jeg måtte indrømme, at jeg savnede det.

 

Vågne op klokken 11 hver dag, gå i bad og have det længste bad nogensinde. Hænge ud med mine venner, spille fodbold i parken, shoppe i centeret, forføre nogle piger. Derefter feste hele natten og ende med en smuk pige i min seng. Alt dette, uden at nogen ville bekymre sig, for den person, som burde, var ligeglad. Det var det bedste.

 

"Hvad tænker du på, Justin?", der var virkelig en underlig stemning her til aften. Ingen havde noget at sige, undtagen Ryan, som opdagede at jeg sad og tænkte.

 

"Bare på...du ved..hjemme", svarede jeg langsomt, mens jeg kiggede ud af vinduet, hvor jeg kunne se udsigten ud over gaden, som lignede mine bedsteforældres gade - det her sted var ikke sjovt. Jeg havde brug for New York.

 

"Hvornår tager du hjem igen?", da Ryan spurgte det, lød han en smule usikker. Som om at han ikke vil have, at jeg tog af sted. Åh, hvis han bare vidste, hvad jeg havde gjort, så ville han ønske, at jeg tog af sted med det samme. Men lige nu ville han bare have, at hans bedste ven blev hos ham, så vi kunne have det sjovt hele dagen.

 

"Det ved jeg ikke", mumlede jeg. Jeg havde lyst til at sige snart, men jeg gjorde det ikke. Problemet var bare, at jeg ikke havde noget her, som jeg kunne forholde mig til. De 3 personer her, ville jeg bare gerne væk fra, fordi de gav mig en dårlig følelse i maven. Og hvis jeg ikke havde de 3 personer her, hvem havde jeg så? Ja, Chaz, men han var jo ikke lige en, som man hang ud med – eller det var han, men han var bare ikke speciel sjov. Og så gode venner var nu heller ikke.

 

"Okay, husk nu, at du kan blive, så længe du vil", lød det bestemt fra ham af. Jeg vidste da godt, at han ville have, at jeg blev her for evigt.

 

"Det husker jeg", jeg fik hurtigt kigget over på Clare, som sad og stirrede på Sarah. Mon de stadig var bedste veninder? Clare var helt sikkert skuffet og sådan, men ville hun virkelig forlade Sarah for det?

 

"Fryser du?", spurgte Ryan pludselig Sarah. Han ville helt sikkert gerne have en samtale i gang med hende, da han elskede hende højere end noget andet. Han bekymrede sig for hende. Han ville have, at hun blev sig selv igen – men Ryan var en dreng, så han bemærkede ikke, at der var noget galt. Den eneste grund til, at jeg vidste, der var noget galt, var fordi jeg havde en finger med i spillet.

 

"Nej", svarede hun kort og enkelt og kiggede ned i gulvet. Ryan undrede sig sikkert over, hvorfor hun opførte sig sådan over for ham. Normalt ville hun havde kastet sig i hans arme, så hun kunne få varme. Hun ville hænge op af ham hele aftnen, mens hun vil håbe på, at han snart ville invitere hende ud igen. Men nej, ikke længere.

 

Og det var min skyld.

 

 

"Justin, kan jeg lige snakke med dig?", spurgte Clare mig pludselig. Hendes pludselig spørgsmål fik mig til at vågne. Jeg kiggede forvirret på hende, mens hun bare havde afslappende øjne.

 

"Selvfølgelig", svarede jeg kort.

 

Vi rejste os begge to op og gik ud på gangen, hvor vi gik ind på badeværelse, uden at låse døren. De andre vidste jo, at vi var derinde, så vi behøvede vel ikke låse døren – vi lukkede den heller ikke, den var kvart åben.

 

Hun kiggede lidt rundt i rummet, som var temmelig stort. Også meget hvidt og moderen. Så vendte hun sin opmærksomhed på mig, mens hun så sur ud igen.

 

"Sig det til ham", lød det bestemt fra hendes mund af, mens alvoren i hendes arme gjorde mig en smule bange og nervøs.

 

"Hvad mener du?", spurgte jeg dumt. Jeg vidste jo udemærket godt, hvad hun hentydede til. Men hun skulle jo ikke til at tro, at jeg vidste, hvad hun snakkede om – for det betød jo, at jeg faktisk havde tænkt en del på Ryan og situationen. Og det skulle hun bare ikke vide. Jeg skulle jo virkelig ligeglad.

 

''Du ved jo godt, hvad jeg snakker om'', hun gik lidt tættere på mig, mens hun krydsede hendes arme over hinanden. ''Du kan ikke stå der og sige, at det ikke sårer dig at se Ryan sådan?'', sagde hun og sukkede irriteret ud. Ryan så bare lykkelig ud? Jeg kiggede undrende på hende, mens jeg prøvede at forstå. ’’Han ser okay ud, og han opfører sig normalt, mens vi andre ikke gør. Det må da sårer dig’’.

 

''Måske en smule - men han skal ikke vide noget'', lød det bestemt fra mine læber af. Hun vidste da, at han aldrig ville kunne tilgive mig, hvis han fandt ud af, at jeg havde haft sex med hans store kærlighed. 

 

''Men hvad gør du så?'', spurgte hun mig undrende, mens hun pludselig virkede interesseret og åben. 

 

''Lader som ingenting'', sagde jeg sukkende og kiggede trist på hende. Jeg vidste godt, at hun ville sige det til ham, men hun måtte da prøve at se det fra min side af også. 

 

’’Så, du vil bare være sammen med ham, mens du bærer på en kæmpe hemmelighed, som han burde vide?’’, spurgte hun mig en smule skuffet. Kunne hun bare ikke fatte, at jeg ikke kunne fortælle ham det? Det ville ødelægge alt mellem os, og jeg kunne ikke leve med, at Ryan hadede mig.

 

’’Nej – og du skal heller ikke sige noget til ham’’, lød det bestemt fra mig. Jeg syntes, at jeg kunne høre nogle små knirkelyde ude fra gangen, som om at nogen gik rundt, men det var sikkert bare mine ører, der drillede mig lidt.

 

''Jamen Justin..''. - ''Han skal ikke vide, at jeg har haft sex med Sarah!'', lød det hårdt og bestemt fra mine læber af. Hun blev helt mærkelig i hovedet, da jeg nærmest råbte af hende. Jeg fortrød hurtigt, at jeg råbte af hende på den måde. Hun blev ret såret over det, og jeg måtte sige undskyld til hende.

 

 ''Undsky..'', jeg nåede ikke at sige mere, før badeværelsesdøren åbnede hurtigt og Ryan stod med triste øjne i dørkarmen. Han havde hørt det. De knirkelyde var virkelige, og det var Ryan.

 

''Hvad?'', hans stemme var lille, og han var tydeligvis såret over mine hårde ord. Jeg prøvede at sige ham et tilgivende blik, men han virkede for såret til at overveje det. Jeg havde aldrig set ham sådan der.

 

''Ryan'', jeg lod hans navn komme knibende ud af mine læber, men heller ikke mere. Jeg sukkede og kiggede medfølende på ham. Jeg kunne ikke få ordrerne ud.

 

''Har du haft sex med Sarah?'', hans øjne begyndte at blive røde, og jeg kunne ikke holde ud at se ham sådan. ''Har du haft sex med Sarah?'', gentog han, bare en smule hårdere. Jeg sukkede og kiggede over på Clare, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun var tydeligvis også en smule overrasket over Ryans reaktion.

 

''Ryan, jeg..'', jeg stoppede mig selv, da jeg ikke kunne finde på en undskyldning til denne her. ''Jeg er ked af det'', sagde jeg sukkende. Jeg kunne ikke finde på nogle forklaring eller andet, så jeg lod mig overgive mig til ham - sandheden var nok den eneste udvej. 

 

''Hvorfor? Justin, hvorfor?'', tårerne rendte ned af hans kinder, mens han stemme knækkede en smule. Jeg var helt stiv i kroppen, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle stille op. 

 

''J-jeg, jeg er ked af det, Ryan, virkelig'', han rystede voldsomt på hovedet og tørrede hans øjne. Det her var nok den dummeste situation, som jeg havde befundet mig i - og jeg havde medvirket i en del. 

 

''Skrid'', mumlende han, så han var svær at forstå. Han kiggede usikkert ned i gulvet, da han sikkert ikke kunne klare synet af mig lige nu. 

 

''Hvad?'', spurgte jeg undrende. Jeg havde ingen steder at tage hen nu. Ryan var jo den person, som jeg skulle sove hos. Bo hos, mens jeg var her. 

 

''Skrid!'', lød det hårdt fra ham, mens han kiggede op på mig med rasende øjne. Jeg havde et forskrækket udtryk rettet mod ham, han havde aldrig opført sig sådan der. Det var første gang, at han havde råbt af mig. Det var første gang, at han var sur på mig. Det var første gang, at han havde smidt mig ud. 

 

''Men..''. - ''Please Justin, gå før jeg gør noget, som jeg fortryder'', lød det bestemt fra hans læber af. Jeg tænkte lidt over hans ord, og jeg regnede med, at han mente, at han ville slå mig, hvis jeg ikke snart var ude af hans syn. 

 

''Jeg er ked af det'', med de ord gik jeg direkte forbi min fortabte bedste ven, som nok hadede mig en del lige nu. 

 

Jeg skyndte mig ind på hans værelse, hvor jeg hurtigt fik pakket alt mit tøj ned i min taske. Sarah kiggede forvirret på mig, mens hun iagttog mig pakke sammen. 

 

''Hvad sker der?'', spurgte hun hurtigt. 

 

''Han har fundet ud af det'', jeg kunne se, at hendes øjne blev helt sorte. Nu så hun pludselig også fortabt ud. Jeg følte, at jeg havde ødelagt alles liv. Det var måske så dumt, at jeg kom her. Hvis jeg ikke var kommet, var Ryan og Sarah sikkert sammen. Og Clare var ikke såret.

 

Jeg lynede min taske og smuttede ud af døren, hvor jeg kom til den lille gang. Jeg halvløb ned af trappen, mens jeg hoppede lidt. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. 

 

''Justin'', Clare kom løbende hen til mig, mens jeg stod og tog mine sko på. 

 

''Hvad?'', jeg lænede mig op af væggen og kiggede på hende. Hun havde et jeg-er-så-ked-af-det blik. 

 

''Gå hjem til mig, jeg ringer til mine forældre og fortæller dem, at det er en nødsituation'', sagde hun smilende, mens hun faktisk så ud som om, at hun håbede på, at jeg tog imod tilbuddet. Men havde jeg noget valg? 

 

''Tak - det er jeg glad for'', jeg gav hende et lille smil, mens jeg så hende dybt i øjnene. Hvorfor kunne jeg ikke se, at hun var den, som jeg skulle have haft sex med, og ikke Sarah?

 

''Så ses vi - jeg bliver her og søger for, at Ryan ikke gør noget dumt'', forklarede hun. Hun var sådan en god ven overfor Ryan, mens jeg bare var en, som ødelagde hans liv og stjal hans livs kærlighed.

 

Jeg gav hende et sidste smil, før jeg smuttede ud af døren og ud i mørket, hvor kun lyset fra lygtepæle lyste vejen op. Jeg gik hen af gaden, mens min taske hang langs hoften. Tænk at jeg skulle bo hos Clare? Måske skulle jeg overveje at tage hjem til New York igen snart. Min bedste ven hadede mig. Sarah havde ikke talt så meget med mig, siden den dag, hvor vi tilbragte lidt tid sammen i hendes seng. Clare var blevet en smule forstående, men hun hadede mig stadig. 

 

Så, måske skulle jeg sove hos hende i nat og tage hjem til New York i morgen? 

 

 

¤ ¤ ¤

 

Vil i gerne have, at Justin tager hjem til New York igen? Tror i at Ryan nogensinde kan tilgive Justin? Mon der sker noget med Clare og Justin, igen? 

 

Følg med i næste kapitel og se, hvad der sker. 

 

Okay okay okay. 

 

Jeg har ikke skrevet et kapitel til denne her i laaaaang tid, og jeg er faktisk ikke sikker på, om dette kapitel passer til historien, da jeg dårligt nok kan huske, hvad movellaen handler om. Undskyld. 

Men jeg håber, i er glad for, at jeg mig selv til at skrive dette korte kap.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...