Justin Bieber | You're a player boi!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2012
  • Opdateret: 13 maj 2013
  • Status: Igang
Clare er en amerikansk pige, som bor og går i skole i byen Stratford i Canada. Hendes fritid går med, at hun hænger ud men hendes venner, Sarah, Ryan og Chaz, og de har en vidunderlig tid sammen. Sommerferien er lige startet, og det er de 4 venner glade for. Men pludselig kommer en af deres gamle venner hjem, og han forandrer alt. Justin forlod byen for 3 år siden for at bo i New York sammen med hans far, men han holdte dog kontakten med Ryan og Chaz - hans bedste venner - i de 3 år. Clare bliver chokeret og bekymret over at se Justin igen, da han sagde nogle uforglemmelige, følelsesmæssige og ærlige ting til hende, før han rejste. Bliver det nemt for dem at være sammen? Og kunne der måske være en lille mulighed for, at de vil blive mere end venner denne sommer? Eller vil Justin dumme sig igen? *Justin er ikke kendt* *Læsning er på eget ansvar*

129Likes
228Kommentarer
10620Visninger
AA

9. En affære mellem Justin og Sarah og en magt?

 

*Justins synsvinkel*

 

Mens jeg var på vej over til Sarahs hus, spekuleret jeg lidt over, hvorfor jeg overhoved var på vej over til hende. Jeg undrende mig lidt over, hvorfor jeg meldte mig frivilligt til at snakke med hende og gøre hende glad, hvordan skulle jeg gøre det? Vi var nærmest ikke rigtig venner. Vi var okay gode venner for 3 år siden, men det var ikke sådan gode venner, som at vi rendte rundt alene sammen, vi havde enten Ryan, Chaz eller en af hendes veninder med. Så, det med at snakke med hende om problemer, var ikke så sjovt. Heldigvis skulle vi snakke om Ryan, og da han var min bedste ven, kunne jeg fortælle hende en masse gode ting omkring ham.

 

Ryan var også en idiot at lade hende gå på den måde, hvis det var mig, havde jeg taget fat i hende og kysset hende så intenst, at hun ville blive hos mig resten af hendes liv. Men jeg vidste godt, at Ryan ikke var så modig, og han havde svært ved at se pigers små blikke, som de sendte. Fx. Når man havde været ud med en pige, og hun gav et helt specielt blik til personen, som hun var ude med. Blikket betød, at personen skulle kysse hende, ikke spilde chancen. Mange drenge turde ikke  tage chancen, fordi de ikke var sikre. Men sådan var jeg ikke, jeg var jo...Ej, det var lige meget, nu handlede det om Ryan og Sarah.

 

Jeg fattede ikke, at de ikke var blevet kæreste for længst. Selv da jeg boede her for 3 år siden, var de helt crazy med hinanden, og tanken om, at de ikke har gjort en skid ved det, irriterede mig inderligt! Jeg troede, han var min bedste ven! Jeg havde lært ham så meget, og så brugte han det ikke engang! Jeg forstod det ikke! Han vidste, at hun kunne lide ham, og så tog han ikke engang den oplagte chance? Uhh, hvis det ikke var for ham, var jeg ikke på vej over for at trøste en pige. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle trøste tøsen! Jeg havde aldrig trøstet en pige før, jeg var jo hjerteknuseren, playeren! Ikke playerens bedste ven, som trøstede ofrene. Ohh, Ryan havde godt nok trøstet mange piger, dengang jeg boede her, det var helt sindssygt. Nu var det min tur, vi havde byttet pladser. Det føltes ikke rigtigt. Han burde skamme sig, han burde ikke såre piger, specielt ikke dem, som var håbløs forelsket i ham, det var mit job!

 

Jeg kom til den vej, hvor Sarah boede. Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor jeg kendte til hendes adresse. Jeg havde været her 1 gang før, for nogle år siden. Jeg havde en god hukommelse, jeg huskede alle mine venners adresse, det var rart fedt.

Jeg huskede tydeligt, at hun boede i et babyblåt hus, som var på størrelse med en villa. Klamt at jeg kunne huske det.

Jeg fandt hendes hus længere henne af vejen, og der var lys i hele huset, det var vist kun et godt tegn? Jeg gik over til hendes hus og over til hoveddøren, hvor jeg ringede på.

 

Jeg stod og trippede lidt med foden, mens jeg ventede på, at nogen åbnede døren. Jeg var forberedt på, at det var en af hendes forældre, som åbnede døren, da jeg regnede med, at hun lå i hendes seng og var sur og såret. Jeg kunne høre, at nogen nærmede sig døren, så jeg rettede mig lige lidt op, og fandt et uskyldigt smil frem. Forældre, dem skulle man imponere, uanset om man var ven, date eller kæreste.

Men det var jeg også ret trænet i.

 

"Godaften Mrs. Clarkson", sagde jeg smilende, da jeg så, at det var en dame som åbnede døren. Jeg gættede bare på, at det var hendes mor. Hun kiggede smigret på mig, ja, jeg kunne være gentle. Hendes mor var faktisk temmelig køn af en ældre dame at være. Hun havde brunt kort hår, brune øjne og et fantastisk smil.

 

"Jamen godaften", sagde hun med et lille grin. Hendes stemme var ligeså skøn som hende. Jeg gav hende et lille smil.

 

"Jeg skulle snakke med deres datter, kan du tillade det?", spurgte jeg hende lidt bestemt, så hun fattede, at jeg mente det. Hun grinede lidt over mine ord, mens hun kiggede bagud, hvor der var en stue ude i siden. Hun kiggede sikkert på hendes nysgerrige mand, som fulgte godt med i, hvad der skete.

 

"Århh, hvor er du kær. Selvfølgelig må du snakke med hende", sagde hun og lukkede mig ind i huset. Jeg kom ind i en lille gang, hvor der var en gang bred trappe ligeud. Ovre ved dørttrinet ind til stuen, stod en ældre mand, som helt sikkert var hendes far. Han kiggede mistænksomt på mig.

 

"Hvem er du?", spurgte han og kom tættere på. Uh, farmands testen! Dem var jeg lidt dårlig til at vinde. Jeg rettede mig endnu engang op.

 

"Justin, jeg er en af Sarahs venner", sagde jeg bestemt til ham, så han ikke troede, at han talte med en lille dreng, men en rigtig mand, som vidste, hvad han skulle gøre og sige. Jeg rakte min hånd frem, så han på en måde var tvunget til at give mig hånden.

 

"Du virker som en flink dreng Justin, Sarah er oppe på sit værelse", sagde han med et smil og gav mig hånden, et fast og stramt håndtryk. "Du skal lige have skoen af, og så kan du smutte op til hende". Jeg gjorde som han sagde og tog mine sko af.

 

"tak", sagde jeg og gik mod trappen. Jeg vidste godt, at de begge kiggede på mig med mistænksomme blikke. Ja, jeg var ikke Ryan, som jeres datter har talt så meget om. Men jeg var en dreng, som jeres datter slet ikke har nævnt! Jeg følte i hvert fald, at jeg gav et godt indtryk på dem.

 

Jeg kom op af trappen og kiggede rundt, nu var jeg på den, jeg anede jo ikke, hvor hendes værelse var. Jeg kiggede rundt på de mange døre, der var 6 i alt. Jeg måtte bare starte fra en ende af. Jeg gik over til den første dør og bankede på, da jeg intet svar fik, åbnede bare bare døren, og jeg kom direkte ind på et badeværelse. Hmm, forkert dør. Jeg gik videre til den næste dør, men da jeg hørte lyden af musik fra en anden dør, besluttede jeg mig for at gå derhen i stedet for. Jeg gik over til den dør, hvor musikken kom fra. Jeg bankede på døren og musikken blev slukket med det samme.

 

"Kom ind", råbte hun til mig, ja, det var jo en tilladelse til, at jeg måtte kom ind. Hvordan mon hun så ud, når hun så, at det var mig, som bankede på? Jeg åbnede døren i et rask tempo og trådte selvsikkert ind på værelse, hvor hun sad i hendes seng med hendes computer. Mit blik kiggede hurtigt rundt på hendes overdrevet pigeværelse. Hvide vægge, lyserød gulvtæppe, hvid seng, lyserødt sengetæppe, wow, hvid og lyserødt, meget pigede.

 

"Justin!?", sagde hun chokeret og lukkede hendes computer sammen. "Hvad laver du her?", spurgte hun mig, mens hendes undrende blik fulgte mig, da jeg gik over til hende på hendes seng.

 

"Jeg kunne ikke lide, at du var så såret, så jeg smuttede lige forbi for at se, hvordan du har det", sagde jeg og satte mig smilende ned på hendes seng. Hun gav mig et lille forsigtigt smil.

 

"Tak, det er jeg glad for, at du gjorde", sagde hun smilende. Jeg satte mig ordentlig op i hendes seng, så vi sad overfor hinanden, tætte. Det var nemmere at snakke sådan, men hvad skulle vi snakke om?

 

"Du har et flot værelse", sagde jeg smilende og kiggede rundt på hendes store pigeværelse. Jeg kunne mærke, at hun kiggede smilende på mig. Jeg kiggede på hende igen, og jeg fik et lille smil på læben, da jeg så hende. Men så forsvandt hendes søde smil, og det gjorde mig lidt bange.

 

"Sendte Ryan dig herover?", spurgte hun mig lidt irriteret og nærmest behandlede mig som affald. Hun var virkelig sur på Ryan, det kunne høres.  Mit ellers så søde smil forsvandt pludselig til et mere alvorligt ansigtsudtryk.

 

"Nej, jeg valgte selv at komme", sagde jeg og kiggede ned på hendes lyserøse sengetæppe. Hun tog fat i min ene hånd og kærtegnede den lidt. Det fik mig til at kiggede forundrende op på mig.

 

"Tak, hvor er du sød", sagde hun med et lille smil. Jeg havde min 2 samvittigheder omkring mig. Min gode samvittighed på min højre skulder, iført hvidt tøj. Mens min onde samvittighed iført rødt tøj var på min venstre skulder. Det var ligesom på film, wow. De diskuterede om, hvad jeg burde gøre. Min gode samvittighed ville have, at jeg skulle gå, det var ikke rigtigt at være sammen med hende, når hun var så følsom. Men min onde samvittighed fortalte mig, at jeg skulle blive og tage tingene, som de kom. Jeg vidste lige, hvem jeg skulle lytte efter.

 

"Så...hvorfor har vi aldrig snakket sådan rigtig sammen?", spurgte jeg hende undrende. Jeg forstod det ikke helt, vi havde fælles venner, og vi lignede meget hinanden, men vi havde aldrig snakket alene sammen.

 

"Det ved jeg ikke, vi har nok aldrig været sådan nogen venner, som snakkede sammen", sagde hun og trak på skulderne. Jeg nikkede bare, det havde hun ret i.

 

"Jeg kan slet ikke huske, hvordan jeg havde det med dig, da jeg boede her", sagde jeg lidt lavt. Jeg havde det ikke godt med, at jeg ikke huskede hende så godt, når vi var sammen ret tit.

Hun smilede lidt og kiggede ned på vores hænder, som holdte om hinanden.

 

"Det eneste jeg husker, er, at jeg var forelsket i dig", indrømmede hun med et smil. Jeg kiggede forbavset på hende. Tænk, hun var forelsket i mig, og jeg så det ikke engang. Sikke en taber jeg var, hun var jo en sild. Og det var hun stadig.

 

"Seriøst? Så du var både forelsket i Ryan og mig?", spurgte jeg hende med et grin. Hun kiggede op på mig, mens hun smilede et lille falsk smil. Why?

 

"Ja, men jeg var mest forelsket i dig", sagde hun og kiggede dybt ind i mine øjne. "Faktisk blev jeg ret såret, da du rejste", indrømmede hun. Jeg var temmelig overrasket, tænk, at jeg ikke vidste det? Det var faktisk for dårligt.

 

"wow", lød det pludselig fra mig selv, tænk at jeg sagde wow, det var jo bare noget, som jeg tænkte. Det skulle siges i mit hoved, ikke i virkeligheden. Hun kiggede lidt såret på mig, ups.

 

"Det skulle ikke lyde som.....øhhh...Hvis jeg havde vidst det, havde jeg måske gjort noget, for du var ret køn og utrolig sød", sagde jeg hurtigt til hende, og hun fik da også et smil på læben. "Du er faktisk stadig ret køn", indrømmede jeg.

 

"Hvor er du sød, du er faktisk blevet endnu lækre, end du var dengang", sagde hun med et stort smil. Vi havde pludselig tavshed mellem os, mens vi kiggede på hinanden. Hun var faktisk ikke kun ret køn, hun var ufattelig smuk. Hvad skulle vi foretage os? Hvor var min gode samvittighed henne, han burde fortælle mig, at jeg skulle gå hjem, før det gik galt, for jeg havde det på fornemmelsen på, at alt ville gå galt.

 

"Jeg ved ikke, om Ryan er den rette for mig", lød det pludselig fra hende. Oh nej, nu havde jeg fået hende til at tænke det! Men var det så dumt, måske hvis hun ikke havde ham på tankerne mere, ville Justin få noget godt ud af det?! Ja, det ville Justin her elske! Ja, jeg tiltalte tit mit navn, mens jeg tænkte!

 

"Nej, han er lidt en tørvetriller", sagde jeg ærligt til hende. Hun gav mig ret med at nikke. Tænk, at jeg fik mig selv til at sige det? "Måske skulle vi være lidt sammen i stedet for?", lød det overraskende fra mig selv. Okay, det vidste enhver var dumt! Men hun var sårbar, og jeg skulle gøre hende glad!

 

"Mener du...?", spurgte hun. Jeg nikkede, da jeg vidste, at hun mente det frække. "okay", sagde hun smilende. Det skulle nok blive sjovt, men kun hvis ingen fandt ud af det!

 

Jeg rykkede mig helt over til hende og fik lagt hende ned på hendes pude, hvor vi derefter gik i gang med at kysse heftigt. Oh gud, det her skulle Ryan ikke vide, han ville dræbe mig. Men han ville ikke have hende, så snubbede jeg hende.

 

Og hun var vild.

 

*Clares synsvinkel*

 

Mine forældre var lige kommet hjem fra en tur i byen, så de kunne overtage Nikki, min lille kusine fra Mexico, som vi skulle passe, mens hendes forældre var til et bryllup i Europa. Jeg havde ventet i utrolig lang tid på, at de kom hjem. For så snart de kom hjem, ville jeg smutte over til Sarah og tjekke om hun var okay. Jeg kunne ikke klare tanken om, at hun var sammen med Justin. Stakkels dem, de kendte ikke hinanden så godt, hvordan skulle de starte et emne? Det undrende mig også lidt, om Justin havde fået hende på andre tanker, for hun havde ikke skrevet til mig? Hun plejede altid at skrive til mig, når hun var såret. Der var et eller andet helt forkert, derfor ville jeg også over til hende!

 

Hvordan mon Ryan havde det? Han ventede kun på et svar! Han kunne sikkert ikke sove i nat, stakkels ham, han elskede hende jo. Oh, den kærlighed altså. Jeg burde gå over til ham, efter jeg havde været hos Sarah og fortælle ham en god nyhed, forhåbentlig. Hvis Justin ikke havde forandret hendes tanker, så vil jeg i hvert fald gøre det. Ryan og Sarah skulle være sammen, de var jo som perfekte for hinanden. Sådan havde jeg det i hvert fald.

 

Klokken nærmede sig 23, og det var ufattelig sent. Jeg var bange for, at jeg ikke fik lov til at gå. Men min mor var meget forstående, så når jeg fortalte hende om Sarah og Ryan ville hun give mig lov, det var mere min far, som gjorde mig nervøs.

 

Jeg gik ud fra mit værelse, hvor Nikki sov så sød i min seng, oh den lille engel. Jeg gik ned i køkkenet, hvor mine forældre var. De havde været ude at spise på en fin restaurant, så romantisk. De var som nyforelsket, og det elskede jeg helt seriøst! Da de så mig, begyndte de at smile helt vildt.

 

"Hej skat", sagde min mor smilende til mig, mens hun tog hendes jakke af, så man kunne se hendes fine tøj.

 

"Hej, havde i en god tur?", spurgte jeg dem smilende. Min mor smilende tilfreds til mig, og allerede der forstod jeg, at det havde været en perfekt date.

 

"Så fanatisk. sover Nikki?", spurgte min far mig. Jeg kiggede over på ham, han sad ved køkkenbordet og tog hans sko af. Ja, min far var blevet så gammel, så han skulle side ned og tage hans sko af.

 

"Ja, hun sover i min seng", sagde jeg smilende til dem og gik ind i køkkenet, hvor de var, så jeg bedre kunne snakke med dem.

 

"Godt min pige", sagde min mor stolt til mig.

 

"Jeg tænkte på, om jeg godt måtte gå over til Sarah, hun er ret såret, fordi hun har været oppe at skændes med Ryan?", spurgte jeg lidt nervøst. Klokken var mange, og normalt måtte jeg ikke være så sent ude. Min mor vidste godt, at hende og Ryan kunne lide hinanden. Jeg fortalte min mor alt.

 

"Ej, er hun okay?", spurgte min mor mig meget bekymrede. Min mor kunne godt lide hende, hun havde også været her tit.

 

"Det er det, som jeg ville finde ud af", sagde jeg smilende til hende. Hun gav mig et lille nik og kiggede på min far, som var fraværende, hvilket betød, at det var op til min mor.

 

"Ja, du må gerne gå over til hende, men så skal du også sove hos hende", sagde hun meget bestemt. Hun kunne ikke lide, at jeg gik alene hjem i løbet af natten, hvilket også var forstående nok.

 

"Ja okay..tak", sagde jeg smilende til hende og skyndte mig over til mine sko, som jeg tog hurtigt på.

 

"Pas på dig selv", var det sidste jeg hørte, før jeg smuttede ud af døren uden jakke. Men det var heller ikke så forfærdeligt koldt, da sommervarmen hjalp lidt. Jeg gik hurtigt over til Sarah, nu skulle hun havde tankerne på det rette sted. Jeg håbede lidt på, at Justin ikke var der mere. Jeg ville først snakke med ham om os, når jeg havde fået styr på Ryan og Sarah. Oh, det bliver så perfekt. Ryan og Sarah bliver kæreste, og måske bliver Justin og jeg. Hvis altså kysset betød noget for Justin, hvilket det helt sikkert gjorde.

 

Alt ville blive perfekt.

 

 

 

Jeg bankede stille på døren, da det var ret sent, så jeg ville ikke vække nogen. Jeg vidste udemærket godt, at Sarahs forældre altid var sent oppe, så der var ingen fare for, at de sov.

 

Døren åbnede sig, og Sarahs mor kom smilende til syne. Jeg kunne vild godt lide hendes mor, hun var så sød!

 

"Clare?", sagde hun overraskende, mens hun havde et smil på læben. Hun var overrasket over, at jeg kom på denne tid.

 

"Ja, jeg ved godt, det er sent, men jeg skal snakke med Sarah", sagde jeg smilende til hende. Hun vidste godt, at jeg var Sarahs bedste veninde, og at jeg kun for så sent, fordi jeg virkelig skulle snakke med hende.

 

"Ja, men kom dog ind", kommanderede kun med et smil på læben. Jeg kom ind i deres lille gang, hvor jeg kunne se et par sko, som jeg kun kendte alt for godt. Justin var her stadig. Crap.

 

Jeg tog mine sko af og stilede dem ved siden af Justins!

 

"Sarah har allerede en ven her, Justin. Kender du ham?", spurgte hun mig undrende. Sarahs forældre havde aldrig mødt Justin sådan rigtig før, så det undrende dem måske, at han ligepludselig ville snakke med deres datter.

 

"Ja, han har boet her engang, og da han gjorde, var han en af vores venner", fortalte jeg hende. Hun nikkede bare, mens hun kiggede mistænksomt på mig. Oh nej.

 

"Er der noget galt med hende? hun virkede ikke helt glad, da hun kom hjem", spurgte hun mig bekymrende. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle fortælle sandheden. Det var nok bedst, for så havde hun også hendes mor.

 

"Altså, hende og Ryan er kommet oppe at skændes", sagde jeg trist til hende. Hendes mor vidste alt med hende og Ryan, så ingen overraskelse i det.

 

"Oh nej dog. Men så er det godt, at hun har søde venner, som er der for hende. Selvom det overraskede mig lidt, at det var Justin og ikke dig, som var hos hende først", sagde hun undrende til mig. Det lød ikke helt som om, at hun var helt tryg med Justin. Det var sku forståeligt nok.

 

"Jeg skulle passe min kusine, så jeg kunne først komme nu", forklarede jeg hende. Jeg var der altid for Sarah, så det forstod hendes mor ikke helt.

 

"Nåh, ja, du er en god ven Clare. Jeg er glad for, at Sarah har sådan en god ven", sagde hun smilende og gik over mod stuen. Det tog jeg som om, at denne samtale var slut. Jeg vendte mig om på hælen og kiggede på den store brede trappe, som jeg skulle op af, men jeg orkede det næsten ikke, så mange trin..

 

Jeg gik hurtigt op af trappen, og da jeg stod for enden af trappen, gik jeg hurtigt over til hendes dør. Jeg var lige ved at banke på, da jeg syntes, at jeg kunne høre nogle underlige lyde inde fra hendes værelse. Jeg lænede mig helt over til døren, så jeg kunne høre det bedre.

 

"Åhhh ja Justin", jeg gik et skridt tilbage, efter jeg havde hørt Sarah stønne. Det skræmte livet ud af mig. De havde ikke...nej? Det kunne da ikke være sandt. Sarah havde jo Ryan, og hun ville ikke gøre det før hun blev gift. Justin!

 

Jeg åbnede døren i et rask tempo og fik det største chok. Dem. Seng. Nøgne. Det rørte mit hjerte dybt, da jeg så dem i samme seng, nøgne. Det var som om, at hele min verden gik i stå, da jeg stod der i det rene kaos. Ikke kun fordi jeg havde ondt af Ryan, men også på grund af, at jeg troede, at Justin og jeg havde noget, bare et eller andet. Huskede han slet ikke, at vi kyssede.

 

"Fuck, Clare", sagde Justin chokeret og kiggede overrasket på mig. surprise bitch.

Jeg rystede svagt på hovedet, da jeg så deres forbavset ansigter stirre på mig, eller sådan følte jeg i hvert fald. I virkeligheden havde Sarah dynen over hendes krop, mens hun kiggede såret ned i dynen. Justin var i gang med at tage hans tøj på, han havde godt nok fart på.

 

"Du er en fucking idiot Justin", sagde jeg såret og smuttede hurtigt ud af døren, mens tårerne rendte ned af mine kinder. Jeg prøvede så godt jeg at tørre dem væk og holde dem tilbage, for jeg var ikke sådan en pige, der græd.

 

"Clare?!", hørte jeg Sarah mor råbe bekymrende efter mig, da jeg løb grædende ud af døren uden mine sko på. Jeg løb i mørket, uden at vide, hvor jeg egentlig løb hen. Jeg regnede med, at jeg løb over til Ryan. Burde han vide sandheden? Hans bedste ven og hans livs kærlighed havde sex? burde han vide, at hans bedste ven ødelagde alt? Burde han? Han ville blive så sur på Justin, for ikke at snakke om Sarah.

 

"Clare!", hørte jeg Justin råbe efter mig, han var næsten helt oppe ved mig, og der gik ikke lang tid, før han kunne stoppe mig. Jeg var tæt på at stoppe, da jeg ikke kunne løbe mere. Men jeg pressede mig selv, jeg kunne ikke fatte det.

 

"Clare stop", pludselig kunne jeg mærke, at han trak i min arm, så jeg stoppede. Han trak mig over til ham, og han lignede faktisk en, som fortrød alt.

 

"Fuck dig Justin, jeg hader dig", sagde jeg, mens tårerne rendte ned af kinderne på mig. Jeg slog ham hårdt i brystet, men det var ikke hårdt nok til, at han gav slip. Han sukkede lidt, mens han aede mig på kinden.

 

"Jeg ved, hvad du tænker. Men...", han stoppede midt i hans sætning. Han vidste sikkert ikke, hvordan han skulle forklare det. 'Hun forførte mig, så jeg glemte alt om dig', ja det ville have været den rigtige forklaring. Men han skulle finde på en løgn, sådan var han jo.

 

"Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det", forklarede han. Han lød meget overbevissende, men jeg kunne ikke tilgive ham. Jeg havde mest lyst til at slå ham lige i skridtet og løbe. Jeg vidste godt, at Justin havde svært med at modstå piger, som ville have ham. Men han burde have lydt til hans hjerte i stedet for hans p.....

 

"Jeg kan godt lide dig, og det sårer faktisk mig selv, at jeg ikke kunne sige stop", sagde han, og jeg var ikke helt sikker, men det så faktisk ud som om, at han græd? Justin græde? Det kunne ikke være helt rigtigt.

 

"Bare slip mig", mumlede jeg surt til ham. Jeg troede faktisk på hans ord, men jeg kunne ikke klare at se på ham lige nu. Han....var en idiot.

 

"Okay, jeg lader dig gå. Men vi snakker i morgen, okay?", spurgte han mig med et alvorligt blik, som jeg kun kunne tage seriøst. Jeg nikkede svagt, men mente jeg det? Ville jeg snakke med ham?

 

Jeg gik væk fra ham, mens jeg kiggede ned i jorden. Det var mørkt, og jeg måtte faktisk ikke gå hjem, mine forældre ville blive sure, og de vil måske aldrig stole på mig igen? Jeg måtte gå hjem til Ryan.

 

"Vent lidt", hørte jeg Justin råbe efter mig, det fik mig mærkeligt nok til at stoppe, selvom jeg ikke ville. Han kom løbende over til mig.

 

"Skal du hjem til Ryan?", spurgte han mig meget alvorligt. Jeg nikkede svagt. "Jeg går med, jeg skal alligevel hjem til ham", sagde han med et lille smil. Okay, fattede han ikke, at jeg hadede ham. Han tog intet seriøst!

 

"Fint..Men du skylder din bedste ven en undskyldning", fortalte jeg ham, mens jeg havde et skuffet blik rettet mod ham. Han så pludselig ret bange og bekymret ud.

 

"Ryan skal ikke vide noget, det har jeg aftalt med Sarah. Det vil gøre ham så ked af det", sagde han seriøst til mig. Jeg kiggede undrende på ham, og det fik ham til at se bange ud. "Du skal ikke sige noget til ham, forstået?", spurgte han mig bestemt.

 

"Jeg tror ikke, at du skal bestemme over mig!", sagde jeg surt til ham og gik lidt stærkere, så jeg ikke fulgtes med ham. Men Justin var hurtigt, og han kom helt op til mig. "Desunden kan du ikke være det bekendt over for din bedste ven", sagde jeg surt til ham.

 

"Det ved jeg", sagde han såret. Jeg kiggede ligegyldigt på ham, jeg havde ingen medlidenhed med ham! Idiot.

 

"Please, han er min bedste ven, og jeg vil ikke miste ham", sagde han forsigtig til mig. Han var virkelig bange for, at jeg ville sige det? Hmm, jeg havde noget på ham, hvilket betød, at jeg kunne få ham til at gøre alt? En magt!

 

"Okay, jeg vil ikke sige noget", sagde jeg, mens jeg smilede et meget lille smil. "Men så skal du også gøre noget for mig en dag! Du skylder mig en tjeneste", sagde jeg meget bestemt til ham. Det her kunne blive nyttigt en dag!

 

"Fint nok, og undskyld, jeg er virkelig ked af det", sagde han meget overbevissende til mig, og jeg troede på ham. Men han burde have vidst bedre. Jeg ville ikke tilgive ham, ikke endnu. Han skulle ligge på pinebænken lidt endnu.

 

"Undskyld er ikke nok", sagde jeg hårdt til ham og kiggede ligeud.

Okay, Justin sårende mig virkelig, da han havde sex med min bedste veninde. Men på den anden side, var vi jo ikke kæreste, vi havde næsten ikke noget sammen.

 

Og jeg havde noget på ham, jeg kunne få ham til at gøre alt nu. Jeg styrede Justin, og jeg ville ikke være sød, fordi jeg hadede ham mere end jeg gjorde for 3 år siden.

 

                                                            

 

Hmm, wow hva? Mon Sarah nogensinde kan se Ryan eller Justin i øjnene? Mon Ryan nogensinde kommer til at kende sandheden mellem hans bedste ven og elskede pige? Hvad mon Clare vil gøre imod Justin? Og vil Justin komme til at fortryde det endnu mere? Følg med og se hvad der sker.

 

Hvad syntes i om det her kapitel? Det er noget overraskende, right? Men jeg håber, at i kunne lide det. I må meget gerne like movellaen, hvis i ikke allerede har gjort det, tak.

 

Btw, jeg har publiceret en ny movella, som er lidt anderledes end mine andre. Den hedder: don't stop me now!. Tjek den gerne ud og like den:) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...