A Second Change

Melanie har mistet sin mor, og hendes far har valgt at drukne sine sorger i øl. Hun er altid alene, men hun lader som ingenting. En dag bliver hun stoppet af fem drenge, og selvom hun er mistroisk overfor dem, begynder der at blomstre et forhold.

Chad ved ikke rigtig hvordan han skal snakke med hende. Det er svært når hun stikker af hver gang han prøver. Han følger han er nød til at hjælpe hende, men han opdager at det er mere end kun en flirt.

Det er en historie som er skrevet fra begges synsvinkler.

0Likes
2Kommentarer
389Visninger
AA

2. "En helt almindelig morgen"

"En helt almindelig morgen"

 

 

Jeg vågnede med en dunkende hovedpine. Så jeg rakte ud efter glasset med vand med øjnene lukket stramt i, men jeg fik fat i noget andet. Flasken trillede ned på gulvet og indholdet skvulpet ud. Den dårlige fornemmelse skyllede ind over mig, min far havde været her inde. Jeg stirrede op i loftet, for at slappe af et øjeblik, han blev så ked af det når jeg skældte ham ud. Det var det sidste jeg havde brug for lige nu. Mit sengetæppe havde sat sig i klemme, så jeg vidste han også havde fået det han ledte efter. Uret på væggen fortæller mig det er tid til at stå op, også selvom det er en dårlig dag. Jeg slynger benene ud over sengekanten, og venter på det iskolde gulv der vil give mig gåsehud. Jeg gnider forsigtigt søvnen ud af øjnene og roder rundt i mit hår. Så langt så godt. Jeg trækker natskjorten over hovedet, og kyler den over i højnet som allerede er fyldt med gammelt beskidt tøj. Mine øjne gilder i og jeg kvæler et gab. Bare her ikke var så rodet, så kunne jeg finde mine ting og gøre mig klar ligesom alle andre normale teenagere. 

Men jeg dropper hurtig den tanke, jeg ville alligevel ikke få gjort noget ved det. Jeg griber tøjet for i går, et par gamle bukser og en t-shirt. Det kunne godt genbruges, det var hvad jeg sagde til mig selv, hver gang jeg stod med det i hånden. Et hurtig strøg med børsten og en elastik, og så var jeg klar. Jeg orkede ikke at tænke på mit udseende, bare det var pænt nok så folk ikke opdagede hvordan jeg boede. Mit liv havde været et kæmpe rod siden mor døde, og følelsen af hende hang overalt. Jeg åbnede forsigtigt døren, jeg kunne høre min far men jeg ville ikke sige noget. Det hele skulle nok gå, jeg passede på ham og han passede på mig.

”Godmorgen” hviskede jeg, ikke højt nok til han kan høre det, men højt nok til at udfylde stilheden. Han bar på en gul netto pose og man kunne høre den klirrende lyd. Han havde ikke altid været sådan men alt havde virket ligegyldigt efter mor. Jeg betragtede stille stuen da jeg gik forbi, alt var lukket ude. Gardinerne var trukket for, det føltes som en anden verden hvor pizzabakkerne og dåserne herskede. Laget af tøvet kunne være jorden, og bunkerne med reklamer, bjerge. Sådan så jeg det, min måde at lukke det hele ude på. Det sidste jeg så inden jeg gik videre, var de sørgede stabler med flyttekasser, som aldrig nåede at blive pakket ud. Mor ville vende sig i sin grav hvis hun vidste det, hele flytningen var hendes ide som hun aldrig nåede at opleve.

Gangen førte ud til køkkenet og en dør til venstre, som virkede som et vaskerum men blev brugt til ting jeg ikke kunne håndtere på det tidspunkt. Jeg havde på fornemmelsen at far brudte det til sit opbevaring af øl, når jeg ikke kiggede, så jeg lod vær. Langs væggene i gangen hang der snørede billeder, og et spejl som var dækket til. Gulvet kiggede jeg aldrig på, når noget var spildt eller tabt brugte jeg en gammel klud og avispapir til at dække resten. Det lugtede, så jeg tænkte ikke over det. Køkkenet var det sted jeg opholdt mig mest, ikke fordi der var særlig rent men fordi køkkenet var der jeg havde de bedste mener. Min mor var den slags som stod op før fanden havde fået sko på og bagte boller til morgenmad inden jeg skulle i skole. Eller lavede de mest fantastiske kager, med sjove mønstre. Jeg åbner køleskabet for at tage et æble ud, hovedpinen plejede at forsvinde når jeg fik noget at spise. Så i mens jeg nød æblet stykke for stykke, kiggede jeg igennem min taske for at se om alting var der. Jakken hang på stoleryggen og skoende ved siden af, jeg var nød til at holde det rent. Jeg trak jakken på og stak fødderne ned i skoende. Inden jeg lukkede døren efter mig, kiggede jeg tilbage en sidste gang for at tjekke om alting nu var som det skulle være. 

Cyklen står stadig hvor jeg forlod den i går, stadig med det hullede sæde som nogen synes var sjov at ødelægge. Så den ikke kun er mindre pæn, men fyldt med vand så snart der falder en dråbe. Cyklen var rød da vi købte den, men nu med lange striber af grå metal. Jeg elskede den cykel og jeg hadede den person som gjord det. Jeg satte mig op og begyndte at træde i pedalerne, mine dæk trængte til luft. Selvom jag havde cyklet den samme vej tusind gange før, føltes det stadig som i går, da jeg kom den vej første gang og folk kiggede på mig af nysgerrighed. Måske med undtagelse af Olsen som altid løftede en hånd som hilsen når han hentede sin avis. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...