Dream. {One Direction,}

Audrey Greene på 17 havde en svær barndom, hendes far forsvandt kort efter hendes lillebror blev født og hendes mor var aldrig hjemme, hvilket resulterede til at hun skulle tage sig af sine yngre søskende. Udover det har hun længe drømt om at blive kendt sanger og få berømmelse. Hun har virkelig prøvet i mange år, men forgæves. Da hun endelig får chancen, er der bare en lille ting; Hun skal tilbringe en måned med bandet, One Direction. Hun har aldrig brydt sig om bandet, men det er hendes eneste chance. De skal tilbringe en måneds ferie sammen hvor de skal skrive en sang, og der efter udgive den. Audrey ved godt at den ville blive populær når den kommer fra det meget populære bandt. Hun havde bare aldrig tænkt på at hun måske kunne få følelser for en fra bandet...

3Likes
1Kommentarer
489Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg ved ikke om jeg fortrød at jeg meldte mig til den konkurrence eller ej, jeg havde virkelig ikke regnet med at vinde, men her stod jeg med brevet hvor der stod jeg havde vundet... Altså vundet en konkurrence hvor jeg skulle være sammen med 5 drenge i en måned, men det gode ved det var at jeg kunne få en sang ud af det, berømmelse og måske blive opdaget, min drøm. 

Men det der bekymrede mig mest var Sophie og Jackson. Mor arbejdede stadig hele tiden, og selvom Sophie var 13 og Jackson var 11 ville jeg ikke give dem alene ansvar, selvom jeg havde alene ansvar da jeg var 9.. Og selvom de begge var gamle nok til at passe på sig selv skulle de ikke være alene hjemme næsten hver dag i en måned, sørge for mad, lektier osv.  Overbeskyttende var jeg. Men måske trængte jeg til at komme væk? Eller nej.. Der var mange gode ting der hjemme, at gøre rent, passe Jackson og Spohie, lektier, madlavning. De ting der var gode for mig. Det var det jeg var vokset op med, og jeg kendte ikke til andet.

Jeg havde aldrig været til en eneste fest, ingen venner, men alligevel følte jeg mig ikke ensom, de var jo Sophie og Jackson? Og selvom der var 4 og 6 års forskel var de mine bedstevenner, i sær Sophie. Hun forstod mig bare bedre end nogen anden.

"Dreeeeew?" Kaldte Sophie. Egentlig vidste jeg ikke hvorfor hun kaldte mig Drew.. Det var ikke engang en del af navne Audrey. Men hun havde bare altid kaldt mig det, og det gjorde alle jeg kendte faktisk. 

"Hvad?" Sagde jeg med et lille smil, da hun kom hoppende ind på mit værelse og hoppede op i sengen med et stort smil. 

"Glæder du dig til ferien?" Sagde hun med et skævt smil og hæved øjenbryn.  Hun troede at jeg glædet mig helt vildt, jeg glædede mig da til at arbejde med musik, men det var ikke fordi jeg glædede mig til at møde dem, overhovedet ikke.

"Tjooo, jo.. til at arbejde med musikken, ikke noget andet hvis det er det du hentyder til." Sagde jeg og så en smule alvorligt på hende hvilket bare fik hende til at grine. 

Jeg vidste godt hvad hun mente, hun var sikker på at jeg ville få noget med en af dem siden jeg var en pige og de var fem drenge, men det ville bare aldrig nogensinde ske.  Aldrig.

NEVER SAY NEVER! Ej, undskyld men min søster er kæmpe Belieber og jeg kan ikke undgå at hører musikken ind på mit værelse. Hun havde ikke noget i mod One Direction, men jeg vidste at de var krig i mellem fansne så hun var ikke ligefrem 'Directioner'. 

"Nånå, men du skal spørger Niall om han har Just-" "Jeg spørger altså ikke om jeg kan få Justin Biebers telefon nummer!" afbrød jeg hende og så skarpt på hende. Hun lavede bare sad-face og gik så ud af mit værelse. Jeg fandt mine telefon og høretelefoner frem og startede musikken, "Well it's good to hear your voice, I hope you doing fine, and if you ever wonder im lonely here tonight,"   

***

  Min mor havde faktisk for engangs skyld fri fra arbejdet, men kun for at kører mig hen til det sommerhus jeg skulle bo i sammen med drengene i... 1 måned. Jeg havde ikke fundet en teknik at overleve på endnu, altså jeg kunne ikke ignorere dem, men hvis jeg nu bare var kold i røven, og flabet kunne det være at de endte med at ignorer mig, og så kunne jeg tage hjem og aldrig tale med dem igen.  Det var da en god idé! Meget god idé. Jeg kunne godt være venlig, men ikke alt for venlig, bare... normal? Men irriterende, meget irriterende skulle jeg være. Jeg skulle bare finde min facade frem og sætte den op igen.

Hele familien - udover vores far selvfølgelig - sad i bilen for at kører mig på ferie, jeg var glad for at Sophie og Jackson var taget med selvom de bare sad og skændtes, det gjorde de altid, men på en god måde! Det var aldrig alvorligt, min mor..  Eller.. JEG havde opdraget dem godt. De spiste ordenligt, var søde mod andre, havde mange venner, var gode mennesker, og det var i hvertfald ikke min mor der havde lært dem det. For det var alt det hun ikke var. Selvom det kun var vores far der var forsvundet, følte jeg virkelig også at vores mor var. Selvom hun var der - godt nok ikke ret tit - var hun der aldrig, hun kendte os ikke engang.. Måske kendte hun Jackson og Sophie da hun talte mere med den end hun talte med mig.

Hun havde opgivet mig.

Jeg syntes det burde være mig der opgav hende, men nej. Det hele var min skyld. Det gik altid ud over mig. Hun råbte af mig, gav mig skylden, også selvom jeg overhovedet ikke havde noget med at gøre. Hun havde engang prøvet at få et tættere og bedre forhold til mig, men det gik ikke så godt når hun hele tiden var af sted, og når jeg bare var kold og svarede ret kort og ligeglad.  Hun skulle føle smerten. Den smerte jeg følte lige siden jeg blev født, hun skulle kende følelsen.

Følelsen af at være alene.

Være glemt.

"Drew?" Det var min mors stemme, jeg havde lyst til bare at vende øjne og ignorrere hende men hvis det nu var noget vigtigt... "

Mh?" Sagde jeg bare uden at fjerne blikket fra mine telefon.

"Vi er her nu," Jeg kiggede op og så mig omkring, jep bilen var stoppet. Se det var faktisk noget vigtigt! Jeg åbnede døren og gik ud, med det samme jeg steg ud af bilen fik jeg solen lige i øjnene, og mine solbriller lå sikkert aller nederst i min taske og jeg gad ikke til at stå og rode i den.

Jeg ville ikke have at min familie skulle der op, da selvom Sophie ikke var 'Directioner' ville hun flippe ud og begynde at spørger om Justin Biebers telefon nummer. Jackson ville bare begynde at forklarer om at hun var skør i låget og ikke kunne gøre for det, og min mor ville bare være virkelig pinlig.

"Vi ses om en månedstid," Sagde jeg og krammede Sophie, jeg trak mig ud fra krammet og jeg kunne se hun havde tårer i øjnene... hvor sødt.

"Og lov mig at du passer på Jackson, ikke?" Hviskede jeg og så alvorligt på hende hvor efter hun nikkede og jeg gik over til Jackson.

"Farvel med dig!" Sagde jeg og gav ham en krammer, han skubbede mig bare væk hvilket fik mig til at grine.

"Du er pinlig... " Sagde han, hvilket bare fik mig til at grine endnu mere, men da jeg vendte mig i mod min mor blev mit ansigt stenkoldt.

Stenkoldt?

Er der noget der hedder det?

Nej, det hedder iskoldt...

"Du tager dig ordenligt af dem, okay?" Sagde jeg og jeg kunne hører at min stemme lød lettere truende, og det var jo underligt når jeg talte til min mor... Jeg kunne se at hun så undrende på mig men nikkede så bare med et suk, og vendte sig der efter i mod Sophie  og Jackson.

Jeg tog mine kufferter og begyndte at gå op i mod sommerhuset, jeg ville ikke se tilbage på dem da jeg vidste hvis jeg gjorde det ville jeg bare løbe skrigende tilbage. Ja, måske var jeg lidt bange for at møde dem.. Men det er jo One Direction!? Jeg var sikker på at de ville hade mig.  Men det skulle de jo også!

 

Da jeg stod oppe foran døren gik det pludselig op for mig hvor akavet det ville blive, hvad skulle jeg tale med dem om!? Udover musik selvfølgelig... Jeg kunne bare lade være med at tale med dem, det ville jeg. Jeg bankede på døren og stod bare på og ventede på at der blev åbent.

Tik tak.

Kom nu.

Hallo?

Nej, okay, de havde ikke tænkt sig at åbne, så måtte jeg selv klarer det.

Jeg tog i dør håndtaget, men nåede knap nok at gøre noget før jeg blev væltet, og lå på jorden. Det første jeg tænkte på var hvor ondt mit hoved gjorde, indtil jeg lagde mærke til at der sad en person på mig. Eftersom jeg automatisk havde lukkede øjnene da jeg faldt åbnede jeg dem lige så forsigtigt, og så op i et par klare grønne øjne som var omringet af en masse krøller, jeg mener han hed... Harry, eller var det Larry..? 

Jeg havde faktisk ikke tænkt mig at sige noget til ham men da han ikke flyttede sig fra mig blev jeg ligesom nødt til at sige noget til ham. 

"Æhhhh..?" Ja, okay.. Det var det eneste der kunne komme ud af min mund, eller jeg kunne ikke sige særlig meget da han var ret tung, og han sad lige som OVEN PÅ MIG!?

Jeg prøvede at trække vejret men der kom nogle små støn, hvilket godt kunne lyde forkert, men han sad oven på mig og han var jo mega tung! Og jeg kunne altså ikke trække vejret ordenligt når hans fede bagdel var placeret på min stakkels mave. Undskyld sproget, men når jeg var væk fra Sophie og Jackson blev alting noget lort.

"Wow, Harry! Hun har været her i 2 minutter og du overfalder hende allerede," okay, så fik vi det afklaret han hed Harry.

Men tilbage til personen som talte; jeg kunne ikke se ham odenligt pågrund af en hvis person. Men jeg kunne genkende hans stemme da jeg engang havde set et interview med dem - don't ask me why, og jeg vidste at han hed Louis. Og den eneste grund til at jeg kunne huske hans navn var pågrund af at han havde haft en stribet bluse og selere på, som jeg faktisk syntes var mega nice!

Nå, tilbage til reality! 

Harry sad og kiggede forvirret rundt på dem alle sammen som om han overhovedet ikke vidste hvad der skete. 

Og, JA, dem alle sammen. Alle drengene fra One Direction stod nemlig nu og kiggede på mig og Harry, ohhh god de måtte have forkerte tanker!

"Flyt... Dig..." Fik jeg fremstammet, meget langsomt så det var til at forstå da, jeg virkelig ikke kunne få vejret.

Da jeg sagde det var det som om han blev slået i ansigtet, eller... han kom da tilbage til virkeligheden, og han rejste sig bare hurtigt op. Der efter var det ret akavet, da jeg havde regnet med at en af dem ville hjælpe mig op eller noget men nej.. jeg lå bare der, lalalalalaaa....

Jeg satte mig op på albuerne hvor efter jeg rejste mig op, de stirrede alle sammen bare på mig som om jeg var fra rummet, okay....  Vidste de ikke at jeg kom? Det måtte de da vide. Okay, jeg kunne fornemme på forkant fornemme at det nok ville blive en L-O-R-T-E, ferie. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...