Strong magic

Angels nye plejefamilie er ikke som de andre var. De her gemmer på noget. Noget som hun også selv længe har kæmpet for at gemme. En hemmelighed ingen må kende til. Men hvad med kærligheden?

2Likes
2Kommentarer
641Visninger
AA

3. Dårlige minder

Kantinens mad er ikke noget skolen skal være stolt af. De kunne åbne en Mc Donalds her og maden ville stadig være sundere. Tonsvis af mad, svømmende i fedt, står på rad og rækker. Og de få sunde ting de har er alle halvrådne. Jeg tager det æble der ser mindst råddent ud. Rundt i kantinen sidder alle i deres små grupper. Heppekoret og sportsidioterne sidder fordelt ved de to bedste borde. Jeg himler kort med øjnene. Typisk. Nørderne ved et bord. Fodbold pigerne ved et andet. Og så videre. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal sidde. Jeg ser ud af et stort vindue i  enden af rummet. Vejret er dejligt. Roligt og varmt. Jeg går mod udgangen. Udenfor er der kun få mennesker ude. Og de få mennesker er kun ude for at komme hen til kantinen. Jeg sætter mig ved en bænk længst væk fra kantine indgangen. Her er ingen. Der er roligt og fredfyldt. Kun lyden fra fugle der synger kan høres. Jeg kigger ned på mit æble. Jeg har næsten ikke lyst til at spise det. Et lusket smile kommer frem på mit ansigt. Jeg kigger mig rundt for at se om der er nogle. Det er der ikke. Jeg koncentrere mig om æblet. Hvordan det skal smage frisk og modent. Hvordan det har den smukke røde farve. Duften af dens sommerglade modenhed. Da jeg åbner mine øjne igen er æblet som jeg havde forstillet det. Postkasse rødt og modent. Jeg sætter sulten mine tænder i det. På en græsplæne, ikke langt væk fra bænken hvor jeg sidder, leger en lille dreng med sin hund. Drengen kaster en pind og hunden løber efter. Mit smil forsvinder langsomt og et såret udtryk kommer frem.

"Hent den kørter" råber en ond stemme. Jeg løber over til pinden og samler den langsomt op. "Tag den i munden din idiot" en masse stemmer griner. Tårerene triller ned af min kind. Jeg tager langsomt pinden i munden. "Kom her over og aflever pinden" Jeg løber mod den store gruppe af børn som alle griner. Gruppen er ledet af en ond pige. Hendes navn er Bethany. Jeg kan ikke forstå hvordan sådan et ondt barn kan få sådan et sødt navn. Jeg lægger pinden foran hendes fødder. "God hund" siger hun med et hånligt smil. Hun tager hånden op og slår imod min kind. En hånd stopper den. En hånd fuld med vrede. Hun kigger overrasket på hånden og derefter på mig. Hånden er min. Alle i gruppen er stoppet med at grine. Jeg plejer ikke at stritte imod. De er jo så mange og kan så hurtigt smadre mig. Bethanys ansigt er igen blevet hårdt og følelsesløst. "Nå hunden kan kæmpe imod" hun vrister med lethed sin arm ud af mit greb. Hun giver mig en lussing hurtigere end jeg kan nå et kæmpe imod. Jeg rejser mig fra jorden og kigger vredt på hende. Tårerne er for længst stoppet med at falde. Jeg er ikke ked af det. Jeg er vred, hævnsyg. Jeg giver hende hurtigt en lussing. Hun trækker ikke en mine. Alt går pludselig hurtigt. Alle er pludselig over mig og prøver at få et slag eller spark ind. Pludselig stopper slagene. Jeg kigger rundt på alle mine fjender som vrider sig i smerte. Jeg forstår ikke hvad der sker. Jeg løber bare hurtigt væk. Væk fra det hele.

Jeg tørre hurtigt en tårer væk fra min kind. Så mange forfærdelige minder. "Hvorfor græder du?" Jeg kigger forskrækket på stemmens ejermand. Der sidder min sidemakker med et bekymret ansigtsudtryk. Som om nogle er bekymret om den nye pige. Det ender altid med det samme. Altid. Men lige nu virker hans bekymring så ægte. "Øhh... Dårlige minder" jeg tager mig selv i at stirre på ham. Men hans brune øjne er så dybe at jeg sikkert kunne drukne i dem. Og hans brune hår som sidder på en pjusket, men stilet måde. Han er ikke køn, han er lækker. Jeg kigger mod drengen og hunden igen, men de er væk, så jeg kigger bare på et stort træ. "Okay" Jeg sukker lettet. Ikke flere spørgsmål, tak. "Mit navn er Matthew, men mine venner kalder mig Mat" Han smiler til mig. Hans smil er det mest perfekte smil. "Hvad hedder du?" han kigger spørgene på mig. "Angel" Jeg smiler lidt. "Smukt navn. Jeg kigger hurtigt på ham. Mon han har et væddemål i gang. Den nye pige er jo et let offer. Helt alene. "Kalder dine venner dig bare Angel? eller hvad?" "Ingen venner" Jeg kigger imod træet igen. Han griner kort, men stopper da han ser mit ansigt. Det var ikke en joke. Vi sidder i stilhed resten af tiden. Da klokken ringer tager jeg hurtigt min taske og skynder mig væk.

Resten af dagen går roligt for sig. Jeg skynder mig som den første ud da klokken ringer. På min første skoledag har jeg allerede fået lektier i alle mine fag. Jeg går over til mit skab, og finder bøgerne som jeg skal bruge til at lave lektier frem. Min taske må mindst veje et ton nu. Jeg svinger tasken op på skulderen og går ud af skolen. Vejen hjem er heldigvis ikke så svær at finde. Det er blot ligeud hele vejen. Jeg låser mig selv ind og går op på mit værelse. Jeg smider taksen på gulvet og lægger mig på min seng. Trætheden skyller over mig og mine øjenlåg falder hurtigt i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...