Jeg elsker dig

Et one shot om en ung piges umulige kærlighed.

12Likes
24Kommentarer
435Visninger
AA

2. Jeg elsker dig

”Jeg elsker dig”, sagde hun stille ud i rummet.

Manden der lå på den anden side af sengen drejede sit hoved om mod hende. Hans øjne funklede, og et lille smil gled over hendes læber, mens hun fortsat kiggede op i loftet.

”Du må ikke forlade mig.” Hendes stemme var fyldt med frygt og tristhed. Han smilede til hende for at forsikre hende om, det ikke ville ske.

”Jeg bliver her så længe, du vil det.” Hans stemme var fløjlsblød og kogte nærmest over af varme.

Hun vendte sig om mod ham og lagde sig på siden med en arm under hovedet. Han fjernede en hårtot fra hendes ansigt og fulgte den om bag hendes ører. Hans blik lå på hendes læber som om han overvejede at kysse dem.

”Må jeg?” Spurgte han hende forsigtigt. Hun nikkede langsomt og lukkede øjnene.

Deres læber smeltede sammen til et, da hun tog imod hans mund, læber og tunge. Lidenskab og lyst skyllede ind over hende, men hun trak sig væk i smerte.

”Hvad skal der ske? Hvorfor er du her nu, efter så lang tid?” Hendes stemme knækkede over, og hun sank klumpen i halsen, der truede med at vælte ud af munden på hende.

Han tog blidt fat om hendes hage og løftede hende ansigt op, så de fik øjenkontakt.

”Du kaldte på mig. Din gråd og dit savn fandt frem til mig, og jeg kom tilbage.” Han kiggede indtrængende på hende. ”Jeg elsker dig, det ved du godt ikke?”

Hun slap fri af hans blik og kiggede op ned på hans bryst.

”Hvorfor forlod du mig så? Hvorfor tog du hen til hende?” Hendes stemme var kun en hvisken, og en tåre trillede ned på puden.

Bank, bank.

Hun kiggede irriteret hen mod døren.

”Kommer du ikke ud derinde fra? Vi skal til at spise” lød det fra den anden side af døren.

Han kiggede stadig på hende, da hun vendte sig om igen. ”Du er her stadig, når jeg kommer tilbage ikke?” Han smilede til hende og nikkede.

Hun gik ud af mørket og nedenunder, hvor resten af hendes familie sad om bordet i køkkenet. Alle smilede de usikkert til hende og så på hende med bekymrede blikke.

”Vil du ikke med ud og shoppe i morgen, du trænger til noget nyt tøj.” Hendes mor så opfordrende på hende. Hun rystede bare på hovedet. Nu havde hun endelig fået sin elskede tilbage, så ville hun da ikke ud og købe tøj med sin mor.

”Du bliver nødt til at komme lidt ud. Du ligger bare derinde på værelset hele dagen. Det går altså ikke” sagde hendes far, der sad og kiggede på hende fra den anden side af bordet.

”Jeg går op igen. I skal ikke holde mig fra at ses med ham. Han er MIN kæreste!” sagde hun hårdt, og uden at undskylde sig farede hun ovenpå igen med trampende skridt.

Grædende lagde hun sig sammenkrøbet i sengen, og det var først da en arm lagde sig forsigtigt om hende, at hun faldt til ro igen. Hun rystede. Om det var af vrede eller gråd, vidste hun ikke. Han nussede hende på ryggen indtil hun faldt i søvn.

Hun glippede med øjnene, da lyset blev tændt i værelset.

”Godmorgen, min skat. Jeg ville bare høre om, du har ændret mening med shoppingturen.” Hun kiggede opmuntrende på hende med et smil, der var præget af bekymring.

Hun vendte sig bare om i sengen. Døren blev lukket igen og efterlod luften i værelset tyk af skuffelse og dårlig samvittighed. Hun lukkede øjnene hårdt i, og lyste op i et smil, da hun opdagede han stadig lå ved hendes side.

”Jeg elsker dig”, sagde hun stille.

Han kiggede på hende, men denne gang med alvor i blikket.

”Hvor længe har du tænkt dig, jeg skal blive?” spurgte han med stemmen fuld af vemodighed.

”Altid. Jeg vil aldrig slippe dig af syne igen.” Hun kiggede på ham med beslutsomhed i øjnene.  Han smilede lidt trist.

”Hvorfor er du så trist?” Hun var forvirret.

”Du ved det godt, min kære.” Han kiggede lige igennem hende.

”Nej, det er ikke rigtigt. Vi ligger jo lige her, ved siden af hinanden. Jeg kan endda røre dig.” Hendes smil var forsvundet og var erstattet af frustration i hele ansigtet.

”Vi ved det begge to. Men jeg bliver så længe du vil det”, sagde han forsikrende og beroligende. Hun vendte sig forvirret om, og kiggede ind i spejlet på væggen ved siden af sengen.

Hun blev forskrækket over at se hendes egne øjne, der var mørke af sorg, indsunkne i ansigtet. Hendes kinder var opløst af tårer, der stadig løb i en strid strøm ned i puden og gjorde den våd og kold. Hun flyttede blikket for at få øjenkontakt med ham i spejlet, men til hendes store overraskelse var han væk. Hun vendte sig hurtigt om, men kunne ikke se ham. Hun ledte febrilsk efter ham under dynen. Hendes øjne var opspilet af angst og tårerne strømmede mere end nogensinde ned af hendes kinder.

”Nej nej, det er ikke rigtigt. Du sagde du ikke ville forlade mig. Du må ikke gå. Du må ikke gå. Du må ikke gå.” Hun sad og rokkede frem og tilbage i sengen til et sæt varme arme lagde sig om hende og holdt hende fast, mens hun skreg fortvivlet ud i rummet.

Hun sad i en fremmed seng i et hvidt værelse. I tre dage havde hun været indlagt på den psykiatriske afdeling. Hendes sorg havde været så stor og tung, hendes sind ikke kunne bære den. Hun var blevet overvældet af sorg, angst og håbløshed i et angstanfald. Alting havde væltet ned over hende og ødelagt hende.

Da hun blev kørt ind fra ambulancen til sit nye værelse lå hun bare og stirrede ud i luften. Alting gled forbi hende, uden hun lagde mærke til noget af det. De grønne blade, der sad på buskene udenfor. Fuglen der fløj op fra et træ og steg til vejrs. Kjolen på hende, der stod i skranken i den hvide indgang. Hun så ingenting. Hun var tom.

Allerede samme aften blev hun beroliget med hvide piller, der nær havde sat sig fast i hendes hals. Endnu et angstanfald overvældede hendes krop og sind, og alting blev igen tomt.

”Jeg vil ikke. Hvor er du?” hviskede hun ud i mørket, der havde lagt sig om hende. En tåre faldt ud af øjenkrogen, og så endnu en, og endnu en. De blev ved med at vælte ud som om de blev skubbet ud af noget indefra.

”Hvor er du?” hulkede hun, og til sidst blev det til skrig.

Døren ind til det hvide værelse blev åbnet og en lyskegle angreb mørket, men hun så det ikke. Hendes øjne var klemt hårdt i, og hun skreg og skreg og skreg. Hendes sind var sprængt i tusind stykker, og hun kunne ikke finde rundt i noget som helst. Han begyndte at forsvinde fra hendes erindring. Hun kunne ikke holde fast i ham meget længere og det gjorde ondt indeni hende. Hendes indvolde blev revet itu, og hendes hjerte hang nu kun i tynde tråde. Så tynde at der ingenting skulle til, for at de ville knække, og hjertet falde helt fra hinanden.

 Nu sad hun og læste avisen fem dage efter ulykken med rystende hænder.

”Fredag aften kørte en ung mand sammen med en lastbil og døde på stedet. Han havde kørt alt for stærkt, og han blev fundet med billedet af en ung pige i hånden. Han døde på stedet. Politiet advarer unge om at køre for stærkt, og de vil nu starte en ny kampagne mod unges farlige kørsel…” Stod der trykt, sort på hvidt. Det var virkeligt. Den ene tråd knækkede.

Hun kunne ikke få vejret. Angsten truede med at vælte hende omkuld endnu engang.

Han havde været på vej hjem til hende, efter hun havde ringet til ham og sagt, hun ikke kunne vente med at se ham. Hun havde savnet ham så meget, at hun ikke havde kunnet vente bare én dag. Nu ville hun komme til at savne ham for evigt. Ingen kunne elske hende som ham, og hun kunne aldrig elske nogen anden. Altid ville hun være forbundet til den umulige kærlighed, der lå i luften omkring hende. Altid ville hun vente på, de sidste tråde ville knække, så de atter kunne være sammen.

”Jeg elsker dig” sagde hun stille ud i rummet, mens en tåre trillede lydløst ned og landede på puden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...