Are We On? - Ian Harding & Lucy Hale Fanfic

- OBS- xxjuliexx har valgt at stoppe med at skrive, så jeg (Signe Cullen) skriver nu på den alene. - OBS - Lucy Hale og Ian Harding har været bedstevenner i lang tid, så lang tid de kan huske. Men hvad sker der når Lucy pludselig begynder at få følelser for Ian, som ikke er gengældte, eller hvad? Hvad sker der når de i optagelserne til Pretty Little Liars Sæson 1 skal spille vildt forelskede? Vil det udvikle sig til mere end bare manuskripter og optagelser?

29Likes
37Kommentarer
5751Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Sukkersøde Dufte

 Lucy’s synsvinkel

“I'm your teacher.”

“ I know it's not just me. You feel that this is right for us, too.”

Ian tøvede et kort sekund, før han løftede min hage, og kyssede mig. Jeg havde glemt alt om skuespillet for lang tid siden, lige nu var der bare mig og Ian. Lyset fra lampen gav hans lejlighed et hyggeligt og hjemligt skær. Nogle gange omtalte jeg hans hjem som mit hjem, fordi at jeg bare er her hele tiden. ”Jeg elsker dig,” mumlede jeg ind mod hans læber, og hvilede min pande på hans. Det gav et gip i mig, da han rykkede sig væk fra mig med et forvirret smil. ”Var det en af replikkerne?” Han greb manuskriptet og skimmede det. Selvfølgelig. Det her var jo bare replikker, ingenting. Hvorfor lod jeg mig rive med hele tiden? ”Øh, nej, øhm, jeg tror at jeg blandede det sammen med en anden scene,” stammede jeg, og kørte en let desperat hånd igennem mit hår, for at virke normal. Han gennemskuede mig ikke. Pyha. Det var tæt på. Min næse kunne pludselig opfange en sukkersød duft fra Ians hals og skjorte, og jeg rynkede panden. ”Hvad er det for en… Lugt?” udbrød jeg, og lod min hånd dække for næsen. Ian tog fat i sin skjorte, og lugtede til den. Så grinede han, men jeg kunne mærke på ham at han ikke var sig selv. ”Åh, det er Sarahs parfume..” Fordybningen i min pande blev rettet ud, og jeg nikkede kort. Stemningen var meget akavet. ”Det skulle jeg have vidst,” sagde jeg, og smilede skævt. Så akavet. Men hvorfor  var det egentlig det? Jeg havde kendt til Sarah i mange år, og jeg havde egentlig ikke været så frustreret over det. Det var jo bare Ian og Sarah. Ingen tvivl om det. Men de kys, de ord… Betød det slet ikke noget for ham? Var der bare en stor barriere imellem kærlighed og skuespil for ham? Det var jeg ikke stærk nok til. Jeg kunne mærke alting, fra hans kanelduftende ånde til hans øjne som altid fik det bedste af livet tilbage i mig.

Jeg var så dybt begravet i mine tanker om Ian, at jeg slet ikke lagde mærke til den lange stilhed der var imellem os. Måske burde jeg tænke på noget andet, noget der ikke distraherede mig. Måske på hvordan jeg kunne dræbe Sarah? Nej! Stop så! Det er Ian og Sarah, altid Ian og Sarah. Og jeg hadede det.

Jeg rejste mig op, og greb min jakke. ”Nå, jeg tror at jeg har fået styr på replikkerne nu,” sagde jeg, og prøvede alt hvad jeg kunne på at lyde som om at intet var galt. Min hånd fandt dørhåndtaget, men noget stoppede mig fra at gå ud. Ian tog fat om min arm. ”Lucy, vent,” Jeg drejede hovedet, og så lige ind i hans øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...