Are We On? - Ian Harding & Lucy Hale Fanfic

- OBS- xxjuliexx har valgt at stoppe med at skrive, så jeg (Signe Cullen) skriver nu på den alene. - OBS - Lucy Hale og Ian Harding har været bedstevenner i lang tid, så lang tid de kan huske. Men hvad sker der når Lucy pludselig begynder at få følelser for Ian, som ikke er gengældte, eller hvad? Hvad sker der når de i optagelserne til Pretty Little Liars Sæson 1 skal spille vildt forelskede? Vil det udvikle sig til mere end bare manuskripter og optagelser?

29Likes
37Kommentarer
5669Visninger
AA

11. Kapitel 10 - Hvad skete der lige?!

                                                      Lucy’s synsvinkel

Jeg sad og holdt om Ian i flere timer. Vi græd begge to. Det var som om skæbnen ikke ville have os til at være lykkelige sammen. Der skulle komme noget. Og hvad kunne Sarah bilde sig ind? Altså, selvfølgelig var det hendes barn, og det måtte være svært for hende, men hun var da nødt til at tænke på Ian! Det var ligeså meget hans barn som det var hendes. Hans barn. Ians barn. Han havde et barn med en anden kvinde. Ja, han havde slået op med hende, men det var ikke fordi at vi ville slippe for hende lige foreløbig. I samme øjeblik begyndte en række af billeder køre inde i mit hoved. Ian der aer Sarahs mave. Ian der kysser Sarah. Ian og Sarah på hospitalet. Ian der leger med sit barn. Pludselig skyllede en skyld ind over mig. Ville jeg virkelig forhindre ham i den glæde, bare fordi at jeg selv ville have ham? Det ville være det mest egoistiske jeg nogensinde havde gjort. Måske var det mig der var den onde, og ikke Sarah. Jeg gemte ansigtet i mine hænder, og græd. Jeg græd virkelig.

”Jeg er så ked af at du er nødt til at leve med det her,” hviskede Ian og kyssede mit hår. ”Nej.” Jeg prøvede at få min vejrtrækning under kontrol, og trak mig. Mit syn var sløret, og jeg kunne mærke mascaraen løbe ned på min kind. ”Nej,” gentog jeg. ”Glem mig. Det er dit barn. Det er dit liv. Og jeg vil ikke ødelægge det.” Jeg rejste mig fra sofaen, og stod nu og så på Ian. Han rynkede panden, og jeg kunne se at han tænkte. ”Hvad er det du siger?” sagde han, roligt men bekymret. Jeg lod tårerne få frit løb, for hvad nyttede det? Hvad nyttede alt det her? Ian var den mand jeg elskede, den mand jeg ville dele mit liv med. Men måske var det bare ikke det rigtige. ”Ian, det er slut,” fik jeg fremstammet, og prøvede at være stærk. ”Det er det nødt til at være.” Facaden var ved at sprække, og jeg hviskede det sidste. De sorte tårer på mine kinder dryppede ned på min trøje, og jeg lod dem gøre det. Jeg gik ud af døren med hastige skridt, løb ned af trappen, satte mig på jorden og brød sammen.

                                                                            ***

De næste to dage tog jeg fri. Påstod at jeg havde fået en af de der influenzaer der var i omløb. Min telefon lå i den øverste kommodeskuffe i mit soveværelse, slukket og øm efter at jeg adskillige gange havde kastet den ned i gulvet. Jeg havde endda låst døren. Alt var som det skulle være. Undtagen det voksende hul i mit hjerte. Ian havde ringet femtusind gange, og lagt mindst 45 beskeder. Jeg havde ikke hørt nogle af dem, men jeg kunne forestille mig hvad han havde sagt. Hej Lucy, øhm, vi er virkelig nødt til at tale sammen. Øh, farvel. Jeg kunne ikke holde det ud. Tanken - om at alt det jeg havde ønsket mig, gemte sig i en gammel lejlighed, at jeg bare kunne køre derhen og kysse ham, men ikke gjorde det, fordi at jeg absolut skulle være det bedre menneske – drev mig til vanvid. Jeg kastede mig på sengen, og tog mig til hovedet.

Bank. Bank. Jeg sukkede. Hvornår ville Ian opgive det? Jeg greb hårdt fat om sengekanten, for at holde mig selv fra at løbe ud og lukke op. Bank. Bank. Han bankede nu hårdere, mere indtrængende. ”Jeg ved at du er derinde,” sagde han hæst. Det lød slet ikke som hans stemme. Forvirringen blev hurtigt overskygget af nysgerrighed, og jeg kunne ikke gøre andet end at skubbe låsen op, og åbne døren. Det var ikke Ian, det var Sarah.

I et øjeblik troede jeg at jeg drømte. Ikke en god drøm, et mareridt. Hendes lange hår var glattet, og jeg kunne se at hun havde fået røde striber i, for at understrege den rødbrune farve, hvis man skulle være i tvivl. Nu lignede hun for alvor en heks. Hendes ansigt trak sig op i en frygtindgydende grimasse, og jeg blev helt bange for at hun ville slå mig. Men det gjorde hun ikke. Hun lagde hovedet på skrå i en kantet, unaturlig bevægelse og smilede sit blændende jeg-har-lige-fået-bleget-mine-tænder tandsmil.

”Må jeg komme ind?”

Nej, aldrig nogensinde i hele verden.

”Ja, selvfølgelig.”

Jeg gik tøvende til side, og hendes papirtynde stilethæle klaprede over det glatte trægulv der prydede den aflange gang. Nu hvor jeg kiggede nærmere, så hendes hår alt for stylet ud til at være lavet selv. Havde hun mon sin egen hårstylist? Det havde jeg ikke engang. ”Hvor kan jeg sætte mig?” spurgte hun skingert, og slog ud med armene. ”Øhm, lad os gå ind i stuen,” stammede jeg. Jeg var stadig ret chokeret over at hun kunne finde på at stavre ind i mit hjem på den måde. Men så igen, hun var jo Ians soulmate. Adr. Bræk.

”Ikke for noget, Sarah, men hvad er det egentlig du vil?” Jeg gemte mine hænder under bordet, så hun ikke kunne se at jeg borede mine negle ind i mine håndflader. Det var ikke noget jeg normalt gjorde, men i dag var også meget speciel. ”Åh, jeg vil bare hyggesnakke!” udbrød hun, uden større sans for situationsfornemmelse. Hyggesnakke, gentog jeg i mit hoved. Hvis det var rigtigt, var hun ikke kun irriterende. Hun var også tomhjernet. ”Okay,” svarede jeg, og prøvede at lyde ligeså frisk og glad som hun gjorde, men det var sværere end jeg troede. ”Du, Lucy?” Jeg tøvede. ”Ja?” ”Jeg har en hemmelighed som du skal høre,” fnisede hun. Seriøst, hvad var det her? En sleep-over? Jeg nåede ikke at svare hende, før hun rykkede sit ansigt helt tæt på mit. Hun talte lavt, og jeg kunne genkende hæsheden i hendes stemme fra da hun stod udenfor døren. ”Hør her, din lille luder, hør rigtig godt efter. Du skal holde dig væk fra Ian, og du skal slet ikke komme og tro at du kan lege med mig. Vi ved begge to at Ian elsker mig højest, og derfor vil han lytte til mig mere end du nogensinde vil få lov til at tale. Jeg kan ende dit forhold med ham sådan her!” – hun knipsede med fingrende – ”Så hold kæft, eller der vil ske større konsekvenser end du kan forestille dig oppe i dit lille, undermåler hoved.”

Efter at hun var gået, løb jeg ind i soveværelset, rev kommodeskuffen op og tændte min telefonen.

”Ian, kom herhen, nu!”Ha

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...