Havet tager med sig ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2012
  • Opdateret: 21 dec. 2012
  • Status: Færdig
Hele Sandras liv er forsvundet i havet og hun har intet tilbage. Sandras mor ved ikke hvad hun skal gøre og fortvivlelsen er stor

2Likes
0Kommentarer
455Visninger
AA

1. Ind. Og ud.

Ind. og ud. Sådan gik havets blå, glitrende bølger.
Havet reflekterede smukt solens sidste stråler. Solnedgangen var smuk som altid.
Sandra sad med knæene op under hagen og armene omkring dem. Hun kiggede ikke på den halve sol, der kastede varme farver ud på de omkringligende skyer, et eneste øjeblik. Hele tiden havde hun blikket rettet på havet. Vandet var næsten helt stille.
Der var lidt sidevaind, så havet og Sandras hår blafrede en smule til venstre i vinden.
Hun havde snart siddet der længe. Det var koldt at sidde i sandet, der hvor solen havde stoppet med at varme, efter at have bagt en hel dag.
I forhold til, at det var så varmt om dagen, var det utroligt så koldt det blev her om aftenen.
Hun kunne godt lide at komme herned, nu hvor der ikke var nogen mennesker tilbage. De var alle sammen gået hjem til deres grillbøffer og after-sun. De ville vende frygtløse tilbage i morgen tidlig og medbringe deres behårede øl-vom og turistfoldere fra hotellet.

Sandras mor kom hurtigt gående ned på stranden. Hun sænkede farten drastisk da hun fik øje på Sandra. Hun slog sin lange grå cardigan rundt om livet og holdte den fast med armene. Hun sukkede.
Hun gik langsomt hen til Sandra på sine bare fødder. Sandra sad helt stille og uberørt.
"Sandra?" Spurgte hendes mor.
"Hm." Svarede hun som et mumlende, drømmende ja.
Hun kiggede stadig ikke på sin mor, men kun på havet. Ind. Og ud. Sådan kom vandet op på stranden.
"Kommer du ikke ind?" Moren kiggede ned på Sandras ryg.
Sandra rejste sit hoved fra sin plads på knæene. Hun rystede på hovedet, så det blonde hår fløj om hovedet på hende. Hun lagde hagen på knæene igen og stirrede på havet.
Hendes mor lagde en hånd på sin datters skulder.
"Kom nu skat..."Hun tøvede og sagde så: "Vi skal have hakkebøf."
Hun forsøgte med en glad stemme og et smil, selvom Sandra ikke kunne se det. Hun vidste, at det var Sandras livret, der mindede hende om hjem.
"Nej." sagde hun roligt, men fast.
Hendes mor vendte sig om og gik op mod huset. Hun tørrede hurtigt og trodsigt en tåre væk fra kinden med håndryggen. Hun ville ikke græde. Hun græd. Hun snøftede stille.
Hun var desperat, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre for at få sin datter tilbage. Hun havde prøvet og gjort meget. Rigtig meget.
Hendes datter var som forvandlet: Hun var gået fra den glade, aktive, udvendige person til en stille, indelukket person. Pludselig kom et stort hulk fra hende. Hun satte i løb op mod huset.

Sandra sad stadig helt uberørt. Ind. Og ud. Sådan gik havets vand.
Sandra vendte hovedet lidt, så hendes venstre kind kom til at ligge på hendes knæ, men hun vendte det hurtigt igen, da hun fik øje på den vippende båd. Hun fik kvalme. Meget kraftig kvalme, der steg op i hende som en flamme og pressede på.
Tårerene løb ned af kinderne på hende i en voldsom strøm. Helt lydløst. Hun havde stadig sin hage på sine knæ.

Hun sad der i nogle timer, indtil hun begyndte at ryste af kulde. Hendes tårer var endelig sluppet op.
Hendes mor var faldet sammenkrøllet og grædende i søvn på sofaen med aftensmaden stadig stående på bordet. 
Sandra rejste sig pludseligt op. Hun stod et øjeblik. Så gik hun langsomt ned mod havet med hænderne ned af siden. Hun kiggede bare på bølgerne: Ind. Og ud.
Hun fortsatte med at gå da hun mødte vandkanten, som var der intet vand.
Det blæste op. Hun drejede hen mod båden og gik i retning af den. Hun stirrede stift på den. Vandet nåede hende næsten til halsen.
Den triste lange blå-grå kjole forsøgte at flyde ovenpå, men Sandras arme der stadig var nede af hendes sider holdte den stadig på plads.
Hun vidste, at inden hun var nået ud til båden, ville vandet gå så højt, at hun var nødt til at svømme.
Tankerne fløj gennem hovedet på hende. Vennerne. Skolen. Hestene. Sporten. Danmark. Hendes drøm. Skibet. Bådene. Alt. Hun følte at hvis hun gik samme vej som det, ville hun endelig kunne få det tilbage. Ind og ud gik havet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...