Parallelunivers

Veronique er opvokset blandt Chew Chew'erne. Efter nogle år beslutter hun sig for, at finde hendes rigtige forældre igen, men for at gøre dette, er hun nød til at få hjælp fra nye bekendte.

1Likes
0Kommentarer
375Visninger

1. Kapitel 1

Der sad jeg på en gren i et af mine yndlings træer, og mærkede vinden i mit ansigt. En blomst fløj forbi mit øre, den var på vej op til bikuben i toppen af træet. Den duftede sødt, nektaren næsten dryppede fra den. Træet, og dermed også jeg, var på vej hen til en sø for at drikke. Det var midt på dagen, og de tre sole skinnede, og fik himlens mange farver til at spille et smukt farvespil på vandoverfladen. Der stod allerede træer i søen, og flere kom langsomt gående ud i vandet. Jeg lukkede øjnene og nød lyden af træernes stemmer. Jeg har aldrig forstået hvad de sagde til hinanden, men har altid, siden jeg var ganske lille syntes det lød som den blideste musik.
En fe summede og landede på mit knæ. Feerne ser søde og smukke ud, når man først ser dem tæt på. De har langt pjusket hår, med noget der minder om gran stikkende ud mellem de strå på hovedet der ligner hår. Deres lange vinger glimter af sølv og guld når de flyver. Når de ikke er tæt på er de faktisk betagende, men når de kommer helt tæt på, så man kan se deres øjne, så kan man se, at de ikke er rare væsner. De har altid et ondt glimt i øjnene. Jeg knipsede hende derfor omgående væk. Alle ved, at de bider, med deres små irriterende tænder, hvis de kan komme til det.


Da vi kom hen til søen sænkede træet grenen, så jeg ligeså stille kunne glide ned. Jeg var egentlig ikke særlig tørstig, jeg nød nu mere udsigten hen til søen. Jeg kunne høre lyden af små fødder komme løbende hen imod mig, det var mine adoptivforældre og søskende.
Min mor knurrede af mig, det lyder lidt som når ens mave knurre, når man er sulten. Hun smilede og spurgte om hvor jeg havde været henne. Jeg hev en død dræbersnegl frem fra min skuldertaske. Min mor knurrede igen, og mine søskende løb hen og hoppede op af mig. Jeg gav dem en dræbersnegl hver, og de smaskede tilfredse. De to største dræbersnegle, som var lige så lange og tykke som min underarm, gav jeg til min mor og far. Jeg kunne ikke fordrage dræbersnegle, men jeg var den eneste der kunne fange og slå dem ihjel lynhurtigt. Det, at jeg ikke kunne lide de samme ting som min familie, gav selvfølgelig nogle problemer.
Min mor fortalte mig, at de havde prøvet næsten alt for at få mig til at spise det samme som dem, men jeg ville ikke have noget. Jeg spyttede det hele ud igen. Det var først da min bror, kom med nogle bær på størrelse med mit hoved, at jeg spiste. Der er dog en ting vi alle sammen kan lide. Det er bagenden af en bilarve. Når man bider et lille hul på bagenden af biens larve og suger til, så er jeg glad. Det smager vidunderligt sødt, lidt ligesom biernes honning, men det er ikke ligeså tykt og de små bitte perler, der springer på tungen, når man presser dem op mod ganen, det er det allerbedste.


Min familie sad og pudsede sig efter måltidet. De gik meget op i at være renlige, og holde deres smukke lyseblå fjerpels, med himmelfarvede pletter på, i orden. Da de var færdige, sagde far, at vi nok hellere måtte komme hjem inden feerne kom ud, for at danse månen op fra bjergets dyb. Vi bor i en grotte bag et vandfald, lidt udenfor Snappernes territorium, de væmmelige Snapperne lignede skildpadder med små antenner, der gav stød. Der er ikke meget plads i vores grotte, men vi bruger den også kun til at sove i.
Da jeg lagde mig ned sammen med de andre for at sove, havde jeg ikke troet, at det var den sidste almindelige dag, inden mit liv skulle ændre sig for altid.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...