Medusas Datter

Deino havde endelig fundet et sted hun hørte til. Hun var blevet tilbudt et fotograf job i Lyon og eftersom at gymnasiet i Paris kun havde fået hende endnu længere væk fra tanken om at sidde bag et bord og regne. Selvom hendes lejlighed ikke var stor, så havde hun det fantastisk. Men der var nogen der havde andre planer. Hun er datter af ingen mindre end Medusa, den berygtede gorgon hvis ansigt er plantet på Athenes skjold og som er blevet dræbt af halvguden Perseus, og krigsguden Ares. Men det ved Deino ikke.
Deino er ikke en normal 18-årige, fransk pige, og sådan nogle som hende får ikke bare lov til at bo i fred i den dødelige verden...

0Likes
3Kommentarer
602Visninger
AA

2. Chapter 1

Begyndelsen.

Hurtigt placerede Deino sin bagdel på forsædet. Hendes lille, cremefarvet Fiat 500 var pakket til bristepunktet. I døren stod den gamle fru Chantal og vinkede sørgmodigt farvel. Chantal havde taget sig af hende siden hun var helt spæd, og selvom de sidste år på gymnasiet havde ødelagt noget af deres bånd, så var det stadig hårdt for begge parter. Deino havde besluttet sig, at flytte væk fra Paris. Byen var simpelthen al for stor og al for hurtig efter hendes smag. Hun havde søgt jobs i den lidt mindre by Lyon og havde fået et hvor hun fik lov til at tage naturbilleder til en stor balletskole inde i centrum. Fru Chantal kom langsomt hen mod hende med noget i hånden. Deino rullede vinduet ned og lænede sig ud af det."Du havde nær glemt dine manderin-clafoutis min kære." Fru Chantal tog blidt Deinos ansigt i hendes hænder og lagde kagerne ind i bilen. Deino sukkede dybt og lukkede øjnene i."Tak, Chantal. Du har altid været god ved mig." Hun huskede sig selv på ikke at glemme tiden, hun havde lovet at være i Lyon ved 5 tiden, og der var en del vej der skulle køres."Jeg skal køre nu. Jeg bliver nødt til det Chantal." Hun tog blidt det rynkede ansigt og gav det et kys på kinden."Jeg kommer sådan til at savne dig, Lille Deino." - "Jeg kommer også til at savne dig, Store Chantal." Chantal klappede hende blidt på kinden og trak sig tilbage til fortorvet. Hun vinkede svagt farvel og kiggede ind til Deino. Deino lukkede vinduet op igen, og tog fat i rattet. Hun satte bilen i 1 gear og kiggede en sidste på det lille hus i det gamle villa kvarter. Hun lod blikket hænge på Den Gamle, hun så ikke en dag ældre ud i hendes øjne, men i virkeligheden var Chantal blevet voldsomt meget ældre i løbet af de 18 år hun havde passet Deino. Og for sidste gang kiggede hun både til højre og til venstre for at sikre sig at dr Gerald ikke var ved at gå over vejen med sin rolator. Også var hun på vej. Ud til noget hun ikke vidste om hun kunne klare, men alligevel føltes det så rigtigt at hun ikke kiggede sig en eneste gang tilbage, for at så se at Fru Chantal besvimede lige foran hendes hoveddør.

 

Hun satte farten ned da hun så et stort skilt med en Geant station. Hun havde allerede kørt 400 km og havde allerede grovædt de manderin kager hun havde fået af Chantal. Hun var bestemt ikke van til at køre så langt og hun havde en dårlig vane med at trøstespise. Et dybt suk lød fra hende da hun drejede ind mod tankstationen. Måske kunne hendes sult snyde hende hjerne og få den til at tro at det var godt lige at få strukket benene. Så langsomt kom hun ud af bilen og gik ind mod butikken. De havde ikke det største udvalg, og hun gik direkte op til en kvindlig ekspedient der så ud som hun havde spist en hel sæk citroner til morgen."I har vel ikke en Frappuccino fra Starbucks vel?" Damen, som hun valgte at kalde hende for la dame d'acide citrique - Den citronsure dame."Det bliver 10,59 €" Lød det snerpet fra la dame d'acide citrique. "10,59? Er De vanvittig?"Stramt trak Deino hendes pung op og fiskede pengene frem."Hav en god dag". Uden at svare gik Deino ud af butikken. Måske var det ledt, men 10,59 € var altså mange penge, især for en (ikke-endnu) betalt fotograf. Måske blev hun nødt til at skære ned på Starbucks. "Hahaha" lød det fra hende mens hun gik hen mod bilen, som om hun ville skære ned, en rigtig fotograf drak da Starbucks. Folk stirrede på hende, og hun mærkede sig selv rødme. Hurtigt satte hun sig ind og startede bilen. Om ca en time skulle hun være ved sin nye lejlighed i Lyon's billigere del, og der var stadig omkring 90 km tilbage. Hun kunne godt mærke at hun var begyndte at stresse en smule, og hun turde slet ikke tænke på at Lyon i realiteten var en kæmpe by som nok også havde sine alt for små og alt for skumle gader som ikke var til at finde rundt i. Inden hendes tanker fik hende til at stresse endnu mere skruede hun op for en sang hun kendte adelse godt. "Passenger - Let her go. Thank you, det var lige hvad jeg havde brug for" mumlede hun glad til radio. Så hvis du var på den motorvej den dag, så kunne du med sikkerhed høre hende.

 

"Her har du nøglen. Lejligheden er din. Godt valg at købe i denne tid." Manden var hurtigt kommet og hurtigt gået, og inden Deino fik set sig om, så stod hun med en næsten tom lejlighed, en fyldt bil og en nøgle i hånden. Det eneste den rustikke lejlighed havde tilbage var en vintagesofa og en seng. Det var en fin et-værelses lejlighed."Sengen kan stå der, sofaen der, og ja, det bliver vel okay." Hun startede med at flytte alle de store ting rundt. Også begyndte hun at bære alle tingene op, og hun var taknemlig for alle de kalorier hun havde spist for 2. sal op og ned, det sat gang i forbrændningen. Og da kl endelig slog ni og der kom Awkward på MTV som hun ikke måtte misse så lå det meste på plads. Køknet manglede, men hun havde på fornemmelsen at det pizzaria der lå i stuen under hende ville få en ny stamkunde."Det tager vi imorgen." Men hun vidste udemærket at efter Awkward ville hun suse rundt og lægge alt på plads, stille sine stafelier op, så hun kunne få malet noget til de brune mustensvægge, og lægge alt hendes bestik i skufferne og lære hvor alt var i hylderne så hun var klar til mandag morgen (åh min gode gud, det er lørdag idag) og hun skulle ud på hendes første arbejdsdag, hvor hun skulle finde skønheden frem i Lyon. Perfekt timing, nu hvor hun ikke kendte byen og derfor ikke kendte nogle steder der var smukke. Hun besluttede sig, at sætte sig ned bare at sidde ned og slappe af her i noget der var hendes. Og alt føltes pludselig godt og trygt som om hun virkelig hørte til her. Hun sukkede dybt og lavede en kop kaffe. Hun trak i hendes ynglings nattøj og puttede sig i sofaen. Hun valgte hurtigt at tage 'Jordens Søjler' fra sit natbord og begynde at læse, mens tv'et larmede i baggrunden, og endnu længere ude lød larmen fra bilerne. Pludselig faldt et brev ud og hun greb det lige inden det landede på gulvet. Hun så hendes navn stå med en smuk, men rystende håndskrift. Hun kendte den ikke, men da hun begyndte at læse længere ned af brevet vidste hun godt hvem det var.

"Deino, min kære.

Der er noget der er meget vigtigt at du skal vide, jeg ved ikke hvordan jeg har kunne holde det hemmeligt for dig i alle disse år. Måske fordi det også gjorde mig bange. Dine forældre var nogle fantastiske væsner, selvom jeg kun så din far én gang, nemlig den nat jeg fik dig i min varetægt. I starten troede jeg ikke helt på hvad han havde fortalt, om sig selv og om dig, men det ændrede sig. Åh da vi læste historier om dem, du lo af grin når din mor slog nogle ihjel også selvom hun var den onde, og heppede på din far når han kæmpede, du vidste ikke engang at de var en del af dig. Men det mest skræmmende var din vrede, når det så omhandlede din Fjende. Du blev så forfærdelig brutal, og vred som om hun havde gjort dig noget, hvilke hun også næsten havde, men du var og er stadig noget ganske særligt. Da du blev ældre, så stoppede jeg historierne om hende, men du nærede stadig det samme had til hende. Måske kan du huske det, måske kan du ikke. Problemet er at det er for farligt at skrive. Du ville heller ikke tro mig, for det tog mig 4 år selv at forstå det. Men du skal ikke være bange, vis mod og visdom. Hvis nogen kalder sig Sei, Eos og Ollan, så er det vigtigt du stoler på dem, de vil ikke gøre dig ondt og de kommer kun hvis det er højst nødvendigt. Du skal love mig at du følger dem. Stol på dem!

Min kære, du er min lille juvel, og du skal vide at jeg beskytter dig fysik til jeg dør, beskytter dig psykisk når jeg er forsvundet, men der er ingen grænse for min kærlighed.

- S. G. Chantal

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du har læst med, det betyder en hel del for mig, I har simpelthen ingen anelse om hvor meget det varmer. Jeg er utrolig god til at tage kritik hvis det er fordi at der ideer til hvad jeg kan gøre bedre, forstået?

Deinos tøj under det meste af afsnittet : http://www.polyvore.com/black_yellow/set?id=66468595

I er de bedste!

Go' jul

Sarah

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...