Upside Down

Cherise er en 17 årig pige, uden venner eller gode forældre. Hendes far er tidligere rocker og nu død, og hendes mor er alkoholiker. Hvad sker der en aften når hun så støder ind i Justin Bieber?

0Likes
0Kommentarer
570Visninger
AA

1. Når livet gør ondt....

 

Lørdag den første december, og Justin Bieber har lige optrådt for hele Danmark på tv. De danske tilhængere sidder og jubler i stuerne, og de heldige få personer er i samme lokale som selveste Justin Bieber. Justin og hans såkaldte Beliebers er som en hånd og et øje. Hvis hånden slår sig, græder øjet. Hvis øjet græder, tørrer hånden tåren væk. Lørdag d. 1. var også en tragisk dag – det var dagen hvor han forsvandt. I dag er det søndag aften, og det er præcis 24 timer han har været væk. – Ekstra Bladet, 2. december.

 

”Velkommen til telefonsvaren, indtal en meddelelse efter klartonen” ”Hej mor, ringer lige for at sige at jeg er på vej hjem, men har svært ved at finde vej, og ville spørge om du kendte vejen hjem fra de der underlige sommerhuse ved det øde sted i Kastrup? Har sagt mit job op.” siger jeg og lægger på. Min mor tager aldrig hendes telefon, men det jo altid et forsøg værd. Går gennem husene for at lede efter min knallert, men er mere end sikker på den er stjålet. Ser et lys, og uden at tænke over det, så drøner jeg over til indgangen og banker på. Ser en skikkelse rejse sig op, og håber at det ikke er en sur person. Ét split-sekundt efter åbnes døren og jeg bliver revet ind, af en ung fyr, sikkert omkring de 20 år. ”Hvad laver du her? Har pressen fundet ud af, hvor jeg holder til?” siger han, helt chokeret. Det to mig 10 sekunder, før det gik op for mig, at det ikke bare var en ung mand der stod foran mig. Det var mit idol, Justin Bieber der snakkede til mig. ”Nej jeg er bare faret vild, og min knallert er stjålet. Der er folk, der går og tror at du er død.” sagde jeg helt nervøst. Justin begyndte at kigge på mig, rigtigt bekymret. Det var bælgmørkt derude, og klokken var 21. ”Hvordan har du tænkt dig at komme hjem?” siger han helt alvorligt. ”Min mor tager ikke hendes telefon.” sagde jeg og Lige pludselig ringer min telefon, det var min mor der ringede. ”Hvad skal jeg sige til min mama?” ”At Justin Johnson kører dig hjem” sagde han, og fandt bilnøglerne frem.

Et kvarter senere og vi var ved mit hjem, selvom det aldrig har føltes som et. Min far er der ikke, og min mor er der aldrig. Når hun er der, så er hun ’stiv’ – hun drikker altid, og det mig og hendes bistand der betaler for hendes alkohol forbrug. Har desperat brug for et nyt arbejde, for selvom det lyder underlig, så er hun værre når hun er nogenlunde i retningen af ædru. Skulle til at stige ud a bilen, da Justin spurgte: ”Kender du personer der med et knivsår i armen? Og kan du ringe til alarmcentralen?” og der så jeg hende: min mor ligge bevidstløs på fortovet. Jeg kunne ikke føle noget, ingen vrede, ingen sorg – ingenting. Vinden den blæste gennem min hullede jakke, og så vidste jeg, at jeg måtte tænke hurtigt. Justin gav førstehjælp, og jeg ringede 112. 7 lange minutter senere, og de ankom. 15 hjertepirrende minutter igen, og de tog hende med på Rigshospitalet. Fordi jeg var 17, så synes de, at det var okay at jeg var alene hjemme.


 

Mandag d. 3 december

Knivstikkeri på Amager; tidligere bandemedlems kone fundet med 7 forskellige knivsår. Politiet eftersøger vidner eller andre personer der har været på Amager i tidsrummet 20-21:00.

TV2 news

6:30 eller klokken nis om morgenen, og min dag er allerede begyndt. Og så skal jeg afhøres i morgen, vedr. min mor. Glæder mig så meget(bemærk sarkasmen).

Går ned af trappen, da jeg ser et julekort med Justin Bieber på. Der var ingen afsender på, men indeni stod der, at jeg var inviteret til en kop kakao hos Johnson, og så stod der at han ville være der klokken 8. Og lige når jeg skal til at smutte i bad, dumper et brev fra socialforvaltningen ind. De ville også snakke med mig, og jeg skulle være der 2 timer efter min afhøring. De vil sikkert anbringe mig, og jeg synes selv jeg er gammel nok til at passe mig selv. For det var mig, der ordnede det huslige og havde arbejde. Jeg har sku’ da ikke brug for at bo sammen med 3 voksne og være overvåget konstant. Det er jeg alt for uafhængig til. Imens jeg stod i mine tanker, begyndt min mobil at ringe. Det var fra hospitalet, og de ringer til mig som nærmeste familie, for at sige at mor ligger i respirator. Og hendes chancer for at overleve er fifty-fifty. Drønede så over i bad, tog tøj på og tog et æble til morgenmad. Det var noget af det eneste spiselige vi havde. Fik lidt make-up på, så jeg så lidt præsentabel ud. Ellers ligner jeg et spøgelse der har fået for meget solarie. Jeg hørte en bil dytte, og til mit held har jeg udsigt til gaden fra mit vindue. Det var Justin, og så skyndte jeg mig ud. Han smilede det øjeblik hans så mig, sådan et sødt kanin smil. Og så var det bare over mod Store Magleby ’aka’ Lars Tyndskidsmark. Et par kakao kopper, nogle donuts og pizzabakker senere, var den 10 om aftenen. Det var første gang i lang tid, at jeg har grint, hygget mig, og folk har talt pænt til mig. Jeg følte mig ikke uønsket for en gangs skyld. Det var rart. Og så lige for at proppe et kirsebær oven på den sukkersøde is, havde han tilbudt at være min bisidder i morgen, selvom han ikke forstod særligt meget dansk.


 


 

Tirsdag den 4. december:

Klokken er 15:00 og jeg har været hos ’forvaltningen’ og hos politiet. De har tilbudt mig, at bo sammen med andre u. 18, der også har ”vanskeligheder i hjemmet” men godt kan bo uden en voksen. Der så godt nok en ungerådgiver der kommer og tjekker op på os unge ind i mellem. Det lød okay, bare ikke delen med de andre unge. Prøver altid at undgå kontakt med jævnaldrende, de ender jo altid med sprede rygter, bagtale og ødelægge mit selvværd. Jeg kan ikke klare at se mig selv i spejlet længere. Jeg er træt af at håbe, specielt fordi der ikke er noget at håbe på. Jeg er hjælpeløs. Mit liv er et sort hul, ser ingen god grund til at leve.


 


 

Onsdag den 5. december

Jeg stod op, og kiggede mig omkring. Jeg var faldet i søvn et andet sted end i mit hjem. Det var et hyggeligt, varmt og hjemligt sted. Og så duftede der ikke af sprut, men der duftede af donuts. Det var Justins hytte og hans seng. Jeg svævede over mod duften af donuts og der fandt jeg Justin. ”Bonjour mademosielle” sagde han og fortsatte ”Comment ca va?”(Har du det godt?) spurgte han så. Jeg kunne jo lidt fransk fra folkeskolen og så svarede jeg: ”Ca va bien, merci.”, mere fik jeg ikke lært i fransk-undervisningen. Efter en omgang morgenmad, besluttede Justin og jeg at jeg skulle besøge min mor. Det tog en hulens lang tid at tage derover, men med Justin var det alt andet end kedeligt. Altså hvis det ikke var fordi han havde bidt sig i tungen et par gange, havde vi sikkert kørt ind i et træ. Så meget som vi grinte. Specielt fordi han havde sin underlige københavner forklædning. Men det virkede, der var ingen der kunne se han var the Justin Bieber. Men når man hedder Cherise så er der altid noget der skal ødelægge de gode stunder, og denne gang var det mine arme og bildøren – den skulle absolut hive mine ærmer ned, og vise mine sår og ar. Jeg har altid dækket min arme til, og det var min hemmelighed. Det der var endnu værre var at se Justins ansigtsudtryk. Han blev bare så deprimeret i ansigtet, det lignede bare det hele kørte rundt i hovedet på ham. ”skal vi ikke så bare tage hjem, eller et andet mindre deprimerende sted hen?” sagde jeg og kiggede op på ham. Han satte sig i bilen uden ord, og så gjorde jeg det samme. Han kørte lige forbi E20, som var hjemvejen. Og tog en meget anderledes rute. En meget tavs biltur senere, et tøjskift og vi var ved ’Forvaltningen’. Jeg steg ud a bilen, og han kunne nok mærke hvor nervøs han var, for han holdte min hånd, ligeså stramt som mor gjorde, dengang vi skulle til fars begravelse og nogle begyndte at skyde i vores retning. Jeg sad i venteværelset imens han sad og afgjorde min skæbne. Begyndte så at tegne Svampebob og Gary, det var det eneste som jeg gad bruge min tid på, jeg elsker SvampeBob. Det blev ret sødt synes jeg selv. Farvelagde en ananas som var Svampebobs hus, da to skikkelser træder ud. Rettede lige ryggen og der stod en glad Justin, og en glad Merete(min sagsbehandler), og Merete var den første til at tale: ”Du skal ikke bo sammen med andre unge, vi har faktisk fundet en ordenligt løsning, der passer kræsne Cherise”. Jeg nikkede og kiggede på Justin helt forvirret. ”Deal or no deal?” ”Deal, hvis Justin også synes det okay” ”Det er han jo også som din nye værge, men det betyder at du måske også flytter fra Danmark og siger farvel til din mor” siger Merete. ”Hvad så med min mor?” sagde jeg, lidt lettet men samtidig bekymret og Merete svarede: ”Hun mister forældremyndigheden, og så bliver han din værge, indtil om nogle måneder hvor du er 18.”. Jeg måtte lige stå og spekulere, men jeg gik med til det. Nogle underskrifter, kaffekopper og telefonopkald var det lykkedes…


 

Torsdag d. 6 december

Jeg var stået op, til hvad jeg troede skulle være en glad dag. Det duftede af pandekager, kamille te og duftelys. Blev meget hurtigt revet med af den fede stemning, og tog mig af mine sædvanlige morgenritualer. Jeg var kedede mig lidt, fordi Justin ikke havde stået op, så jeg løb en tur. Fik ikke løbet særligt meget, da jeg fandt ud af, at lysene de var udefra og de havde sat ild til huset og stod vedsiden af en benzindunk med låget der manglede… WTF?!

Jeg løb indeni huset og vækkede Justin der havde lagt sig til at sove, hældte et glas vand i hovedet på ham og skreg at der var ild. Jeg løb ud og ind af huset med ting, imens Justin ringede 112. Jeg fik reddet det der var værd at redde og så stod jeg udenfor huset og var i panik. Hvor var Justin? Det spørgsmål fik jeg hurtigt svar på, da jeg så en vandslange og pludselig fik en helt våd trøje. Den fyr kan lave drengestrenger imens hans hjem er i flammer. Tror godt nok det var hans måde at fortælle mig at jeg måtte tage en slapper. Hvilket fjols havde sat ild til vores hus? Stod i mine tanker, da Justin han sprøjtede på mig uafbrudt i 10 sekunder. Så så jeg på mig selv… jeg havde et mega brændsår på armen, og min hud var lammet, så det var derfor jeg ikke kunne mærke det. Skulle til at løbe rundt og skrige, da jeg kommer til at slå hovedet ind i en brandmands arm. Av for den. Det øjeblik jeg skulle til at sige undskyld, er personen væk. Jeg så Justin der havde brændt sig, og fik skyldfølelse lige med det samme. Han havde bare reddet mine arme fra at brande til aske, og jeg havde slet ikke kastet et blik på ham. Han besvimede lige foran mine øjnene og mit hjerte bankede hurtigt. Jeg fik stress, og alt blev bare helt sort. Jeg gik kold

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...