Welcome to Wonderland

"Du har set dem på et eller andet tidspunkt af dit liv: De tynde piger og drenge; børnene med de lange ar på armene; hende damen i bussen, som snakkede med en usynlig person; og mange mange flere. Du tænkte, at de bare var uheldige ikke? Sådan tænkte hun også, indtil hun begyndte at høre stemmer, indtil hun begyndte at skære i sig selv, og indtil hun begyndte at tælle kalorierne maden, og sultede sig selv i flere dage. Vi har alle en historie, hvad er din?"

Dette skriver den 16 årige Marie, til hendes afgangs eksamen i niende klasse. Hun har om psykiatri i dansk, et emne hun selv er dybt inde på. Hendes mor er deprimeret, og hendes far prøver at få hverdagen til at fungere. Marie selv, har aldrig tænkt på sine egne problemer. Ihvertfald ikke på stemmerne i hovedet, den mistede lyst til at leve, og sårene på hendes arme som bliver dybere og dybere. Efter et skænderi med hendes forældre, sender de hende til samtale med hendes læge, men hvad er det som egentlig er galt med Marie?

4Likes
2Kommentarer
557Visninger
AA

2. 1 kapitel

Mit navn er Marie, jeg er 16 år. Min familie er det typiske billede, på en velfungerende dansk kerne familie. Vi er min far, mor, samt Nikolaj og Mikkel, mine storebrødre. Udover det ejer vi en kat, som jeg kom tudbrølende med hjem, som 10 årig. Vi er bosat i storkøbenhavn, rettere  sagt i en af de kæmpe villaer, som ligger på Frederiksberg. Dog ejer vi den ikke, men lejer første stuen og kælderen. Igennem min opvækst, var der ikke de store ting. Jeg har oplevet seks dødsfald, begge par af bedsteforældrene, en onkel, og en ukendt tante. Det eneste, som ikke har været rosenrødt, er min mor. Sommeren, da jeg var 12, ændrede hun facon. Blev tyndere, lå mere i sengen, og græd mere end både mig eller mine brødre gjorde, når vi havde oplevet noget følelsesmæssigt. 6 måneder senere, den fredag jeg havde fået juleferie, blev hun indlagt på psykiatrisk, og vi holdte jul alene. Da hun kom ud igen, var hun glad, ændret, men glad. Siden hen har vi alle haft op og nedture, og foråret i år, havde ikke været sjovt:

Jeg trådte ind i stuen med et neutralt blik, men det ændrede sig hurtigt, da en stilhed stormede imod mig. I sofaen sad der to personer, Nikolaj - min storebror - og min far, Andreas. Sorgen i deres øjne var ikke et godt tegn, og med usikkerhed i mine skridt, gik jeg over imod sofaen. Den knagede, da mine 39 kilo blev lagt oven på den. Min far rømmede sig langsomt, og så over på mig.

"Marie, mor kommer ikke hjem, lige foreløbigt," sagde han med en rystende stemme. Jeg så på ham, "nej, hun har sjovt nok vagt på hospi.." Min fars øjne var fulde med tårer, og et sug i min mave, fortalte mig at et eller andet var galt. "Hun er død, ikke?" Min stemme var helt stille, og det var næsten mere en konstatering, end et spørgsmål. Et udbrud fra højre fortalte mig, at jeg havde taget fejl. "Nej, hun blev indlagt på psyk, i nat. Hvis hun var død, ville resten af familien i det her hus, nok også græde, EinStein." Han hentydede til vores ældre storebror, som efter et skænderi tidligere på måneden, var skredet ind til hans kæreste. Jeg vendte mit blik imod min højre side, og mødte min yngste storebrors forargede blik. Udover hans meget venlige og stille og rolige sind, havde han en oprørsk opførsel når det kom til følelser. "Nårh ja, fordi at det ville han jo også bare, ikke?," jeg hævede stemmen, og slog ud med hænderne, imens jeg rejste mig. I mit sind, havde jeg flere gange frabedt mig, at min mor var psykisk syg, for det var hun ikke. Hun var ked af det, og der var ikke en grund til at indlægge hende. 

Jeg stormede ud af stuen, og fik hevet mine sko på. Jeg gik ud i det varme vejr, og selvom skyerne dækkede himlen, var der ingen brug for en jakke. Imens jeg begyndte at trampe hen af fortovet, hev jeg en smøg frem, og tændte den. Personligt, accepterede jeg ikke følelsesmæssige situationer, når jeg var sammen med min familie. Det var simpelthen for hårdt, for os alle. Det var nu også derfor, at jeg satte kursen imod indre by og min venindes lejlighed, hvor jeg i de sidste par måneder, havde søgt tilflugt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...