God Damn Christmas - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2012
  • Opdateret: 21 dec. 2012
  • Status: Færdig
Julen er hjerternes fest. Hvordan kan man fejre det når ens hjerte er knust? Hvordan kan man være glad når sjælen er så ødelagt?

4Likes
3Kommentarer
413Visninger
AA

1. God Damn Christmas

Mine lange slanke fingre rakte ud efter endnu et stykke, selvom jeg knap nok var færdig med chokoladen jeg havde i munden nu. Den billige chokolade smagte ikke engang godt. Selvom den smeltede på min tunge, så var konsistensen forkert. Plastik agtig. Det var ikke sådan at chokolade skulle være... Den billige sølvpapirs indpakning, var malet med et grimt billede af julemanden. Det var den slags chokolade man gav til små hysteriske unger. Børn der ikke kunne smage forskel og hvis de kunne var de sikkert ligeglade. Forkælede små lykkelige unger...

Jeg sad alene.. Alene juleaften. Min mor havde inviteret mig over, men jeg kunne se i hendes øjne at det kun var af pligt. Hun ville ikke have mig der. Hun vidste hvad der ville ske. Jeg ville smadre julestemningen. De ville alle blive triste når de så mig. Jeg var fortabt.. Det havde jeg altid været. Et ord fra mig ville ødelægge aftnen for dem. Jeg havde takket nej. Bare fordi jeg var ulykkelig og pessimistisk skulle de ikke også blive det. De fortjente mere end det. 

Måske var jeg også bange for at se dem i øjenene. De vidste det alle. Jeg havde holdt det skjult så længe, men så snart min mor så dem vidste de det alle. Jeg husker tydeligt den dag hun så mine ar. Den dag jeg prøvede at stoppe det hele. Prøvede at slippe væk. Hvis ikke hun havde fundet mig var det nok også lykkedes for mig. Det nye stykke plastik-chokolade afløste det andet og jeg fortsatte med hvad jeg havde gang i. At sidde alene i min stue og se tomt på rebet foran mig. Tankerne lod jeg vandre, men jeg gjorde ingen af dem til virkelighed. Ikke lige nu i hvert fald. 

Der var nok intet jeg kunne gøre for at komme ud af det her. Jeg havde gjort alt. Jeg havde prøvet at tage mit eget liv. Ikke engang det kunne jeg finde ud af. Ikke noget så simpelt som at slå mig selv ihjel. Jeg var intet. Jeg duede til intet. Jeg lavede ikke andet end at bringe ulykke over min familie. Vennerne havde opgivet mig og jeg dem. Det var ikke det værd. Livet var ikke det værd. Ingen forstod det. De prøvede, men det var ikke nok. 

Hvis det ikke var for de gange jeg havde set blodet løbe ned af min arm, så ville jeg tro at jeg allerede var død. Det giver ikke mening at et hjerte der er så knust stadig slår. Det giver ingen mening at en sjæl så ødelagt stadig lever. Jeg måtte prøve igen. Jeg havde forberedt mig bedre denne gang. Det ændrede intet at det var jul. Det gjorde det på en måde mere endeligt. De mange stearinlys omkring mig, der lyste rummet op. De små nisser der stod rundt omkring og sendte hånlige blikke. Juletræet der var pyntet med rødt og sølv. Fandens til jul. Fanden tage hjerternes tid. Fanden tage mit liv.

Og tage livet var hvad jeg ville. Jeg rejste mig fra stolen da jeg havde tygget færdig. Den klamme smag forlod ikke min mund, men jeg skulle heldigvis ikke lide under det meget længe. Med langsomme, men alligvel beslutsomme skridt nærmede jeg mig rebet. Inden jeg trådte op på den lille skammel kiggede jeg mig kort i spejlet. En tynd ung pige kiggede tilbage på mig. Hendes blik viste ingen følelser overhovedet. De mørkerender under hendes øjne viste hvor træt og livløs hun var. Hendes arme er dækket med sår og ar. Skrammer man kun kan ane i det dæmpede lys. Hun tog med svage hænder rebet om sin hals. Uden at sige et ord sparkede hun skamlen væk under sig og faldt. Pigen var mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...