The Travel to the Unknown

Året vi skriver er 1840. Familien Elcorick er på et lystskib fra Danmark og på vej til Sydamerika, for at finde lykken. Men de når ikke længere end til Atlanterhavet før de kommer ud i en kæmpe storm, som gør at de havner på en ukendt ø. Nu handler det om, at de skal komme hjem i live. Men det er svære end det ser ud til.. de skal først have lavet skibet før de kan komme nogle steder, men det er svært når man er uventede gæster...

0Likes
0Kommentarer
275Visninger
AA

1. Amerika, her kommer vi!

Kapitel 1

1840, et sted i Atlanterhavet

’’Jeg er bange, far,’’ kom det fra en lille pige med kort brunt hår der krøllede fint helt ned til nakken, og som der bange holdt fast i siden af sin fars jakke, ’’jeg tør altså ikke.’’

’’Ta’ det nu roligt, lille skat,’’ sagde en beroligende mandestemme der kom fra en høj mand, med brede skuldre, havblå øjne og brunt hår, der var langt nok til at ramme ørerne, ’’der sker os ikke noget.’’

’’Men, far!’’ sagde den lille pige igen, og så op på sin far med et bekymret udtryk i ansigtet, ’’vores lærer har sagt, at det her er et farligt sted!’’

’’Tænker du på Bermuda Trekanten?’’ faren smilte og grinte lidt, ’’det skal du ikke bekymre dig om, det er bare noget pjat. Det er sikkert bare nogle der ikke kan finde ud af at sejle et skib, så du skal ikke være bange, da jeg til gengæld kan finde ud af at sejle et skib.’’

Pigen gav usikkert slip på sin fars jakke, og bekymringen forsvandt lidt i hendes ansigt, da hun stolede på sin far. Hun trippede lige så stille hen til hendes mor, som stod og kiggede ud over havet lidt længere nede af skibet.

’’Mor,’’ sagde pigen og krammede den smukke dame med gyldent hår og smaragd grønne øjne, der var de samme som datterens, ’’far siger vi nok skal klare den.’’

’’Selvfølgelig gør vi det, Emily,’’ sagde moren og smilte til sin datter, som krammede hende rundt om livet, da hun ikke kunne nå højere op, ’’Hvad har dog fået dig til at tro, at vi ikke ville?’’

’’Min lærer siger, her er farligt!’’ sagde pigen og kiggede på sin mor, ’’men far siger vi klarer os, og jeg stoler på far, så vi skal nok klare os!’’

’’Godt min, skat,’’ sagde moren og smillede, kørte hånden over pigens pande så hun fjernede pandehåret som gik hende til under øjenbrynene, og kyssede den lille pande. ’’Gå du hen til din bror, og fortæl den gode nyhed.’’

’’Okay!’’ sagde pigen, og løb hen til sin storebror og gik i gang med at snakke.

Moren gik hen til sin mand og kyssede ham på kinden. ’’Åh, jeg glæder mig til at komme til Sydamerika.’’

’’Ja, også mig,’’ sagde manden og tog et kys fra sin kones læber.

Men i det samme vuggede skibet kraftigt, og manden måtte skynde sig at gribe fat i konens hånd for at hun ikke faldt. Det samme havde broren gjort med sin lillesøster længere nede på skibet. Begge mændene holdt godt fast på skibet med den ene arm, og holdt hver især godt fast på lillesøsten og moren med den anden arm.

’’Hvad sker der, far?!’’ råber storebroren og sætter sig ned med sin lillesøster, for at de kommer til at falde igen. Hans havblå øjne, som har lokker gyldenblondt hår ned foran sig, råber af trygt for det værste.

’’Ta’ det roligt, Oscar!’’ råber hans far ned igennem skibet, og håber på også selv at kunne tage det lidt mere roligt, ’’det er bare en lille storm!’’

’’Lille?!’’ råbte storebroren rystet, ’’kalder du det her lille?!’’

Til både højre og venstre var der store lynnedslag. De var nærmest som søjler rundt om dem. Søjler der dannede en trekant!

’’Far, trekanter!’’ råber Emily til sin far, ’’jeg sagde jo her var farligt!’’ Den lille pige knurrer sig ind til sin storebror og græder af frygt. Og storebroen tager fat rundt om hende, så hun kan mærke han er her. Og det beroliger hende lidt, men hun græder stadig.

I et splitsekund lyses hele himlen blå af lyn, og i det næste er der helt mørkt, og der er helt stille. Skibet vuggede ikke længere frem og tilbage. Alt er helt stille.

Rundt om på skibet ligger de alle sammen. Lillesøsteren ovenpå sin storebrors mave, og har stadig sine tårer i øjnene. Faren ligger halvt oppe af siden af skibet, med sin kone i hånden ved siden af.

’’Auch..’’ sagde faren og tog sig til baghoved, ’’jeg har ondt i hovedet..’’

Han kiggede rundt på skibet, og så hele sin familie der lå helt stille på skibets dæk. ’’Ellie! Ellie!’’ råber manden til sin kone, og med frygt for det værste, ’’Kan du hører mig Ellie?!’’

’’Erik? Hvad skete der dog,’’ sagde Ellie og tog sig til panden. Hun kigger sig lidt rundt til hun opdager sine børn. ’’Emily! Oscar!’’ hun løber alt hvad hun kan hen til dem, lidt fortumlet, men hun når hen til dem uden at falde på halvvejen. ’’Vågn op! Kan i høre mig?! Oscar! Emily!’’ tårer kommer ud af hendes øjne, da hun intet svar får.

Faren der stadig sidder under roret, kigger på den hånd han holdt på baghovedet, og så der var blod på den. Men det var lige meget. Nu ville han bare hen til sine børn, så han rejste sig op, og gik hurtigt hen til dem.

’’De vil ikke vågne!’’ råber Ellie så godt hun kan til sin mand, da det er meget svært for hende at snakke, da hun græder så meget, ’’vågn nu…’’ siger hun, og stryger sin søn over kinden. Ligger sig på hans mave sammen med Emily og krammer dem begge.

’’…mor..?’’ sagde Emily hæst. ’’E.. er vi okay?’’

’’Emily!’’ råber moren så højt at det lykkedes for Oscar endelig at vågne af det. ’’Oscar!’’ hun krammer dem begge endnu hårdere ind til sig. Og kort tid efter kan de alle mærke farens stærke arme rundt om sig.

’’Hvad skete der dog?’’ spørger Oscar, ’’sejlede vi virkelig ind i Bermuda Trekanten?’’

’’Det lader det til,’’ siger faren men trækker lidt på det, ’’jeg troede virkelig ikke den eksisterede. Eller rettere, jeg håbede på den ikke gjorde det.’’

’’Jeg sagde det jo..’’ siger dateren lidt stolt, men trist over at hun havde ret. Ligesom faren, havde hun håber på, at den ikke eksisterede.

Sønnen rejser sig op, og går hen og kigger ud over skibet. ’’Land! Vi er i land!’’

’’Men hvor?’’ spørger manden og rejser sig op og går hen ved siden af sønnen.

’’Det aner jeg virkelig ikke…’’ svarer sønnen og kigger ud over det, som han mener der er en ø. Der er fyldt med palmer, og andre store træer. Og inde i midten en stor vulkan der lige så stille siver røg ud af. ’’Og jeg ved heller ikke, hvor sikkert der er, at være her..’’

Fortsættes…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...