Hvem er jeg

Hun kunne ikke huske noget. Pigen blev blændet af nogle skarpe lygter, fra en bil, og hun missede med øjnene. Skulle hun gøre det, eller ej? Jo tænkte pigen, og tog tomlen i vejret. bilen bremsede hårdt op, og vinduet blev rullet ned. "Hvor skal du hen?", spurgte en mørk stemme. "Det ved jeg ikke", svarede hun. Manden så på hende, "så hop ind", og hun satte sig ind på bagsædet.

0Likes
0Kommentarer
109Visninger

1. Pigen

 

Pigen gik i udkanten af vejen, hun frøs og hendes jakke var 3 numre for lille. Hun var meget tynd, men ikke sulten, eller tørstig, men hun følte sig helt tom. hun gik bare, for hun kunne ikke huske hvor hun kom fra, eller hvor hun skulle hen. Hun kunne ikke huske noget. Pigen blev blændet af nogle skarpe lygter, fra en bil, og hun missede med øjnene. Skulle hun gøre det, eller ej? Jo tænkte pigen, og tog tomlen i vejret. bilen bremsede hårdt op, og vinduet blev rullet ned. "Hvor skal du hen?", spurgte en mørk stemme. "Det ved jeg ikke", svarede hun. Manden så på hende, "så hop ind", og hun satte sig ind på bagsædet.

Pigen så på sin ukendte chauffør, det var en mand i jakkesæt, og kort lyst hår. "Hvor er dine forældre?" spurgte han. "Det ved jeg ikke, jeg kan slet ikke huske noget " svarede pigen med en forskræmt stemme.. "Bare rolig, jeg skal nok få dig hen til nogle mennesker, der kan hjælpe dig. Mit navn er Janus Bånd, og jeg er læge". Sagde han og smilede venligt til hende i bakspejlet. " Jeg kører dig ind til byen, men socialforvaltningen har vist lukket, så du må overnatte hos mig". Pigen svarede ikke, men gav et hurtigt, usikkert smil.

Manden eller Janus så ud til at leve i den højere middelklasse, for hans bil var dyr og fin ligesom hans jakkesæt. Hans hår var pænt og nyklippet, og da de senere kom ind til hans lejlighed var det heller ikke en etværelses. Det var tværtimod en newyorker lejlighed, hvor der kun var kæmperuder i dagligstuen. Så når man stod i stuen var der en smuk udsigt, og der var også en lille terrasse, som man kunne se igennem de spejlblanke ruder. ”Bare sæt dig” sagde Janus, og gjorde en gestus mod et par sofastole. Han stillede hende en masse spørgsmål, om hvad der var sket før hun kom til vejen. Hun kunne kun huske at hun gik i en skov, før hun kom til vejen. ”Bare rolig, i morgen skal jeg nok få dig hen til nogle mennesker der kan hjælpe dig, men nu skal du prøve at få sovet lidt. Du kan sove på sofaen, jeg henter lige et tæppe”. Janus rejste sig gik ind i et andet rum. Hun rejste sig op, og kiggede ud på terrassen, og der så hun den!

Det havde menneskeform, men huden var klam og grøn. Snasket sort hår, som lignede at det var blevet dyppet i tjære. Det lignede mest af alt et menneskelig. Men værst var de sorte tomme øjne, da hun kiggede på den var det som om at alt liv blev suget ud af hende. Det var som om at der ikke var noget ilt, og det var et spørgsmål om tid før man ikke havde mere luft i lungerne og ville blive kvalt. Hun prøvede at skrige, men hun kunne ikke. Hendes muskler blev slappe, og blev helt rystende. Alt blev flimret, og så blev alt mørkt.

Hun vågnede. Hun lå inde i soveværelset. Det bankede på døren. Så vågende hun rigtigt op, og kom i tanke om hvor hun var. Døren ud til stuen var lukket og nøglen var drejet om. Slagene på døren var meget høje, og hun var helt ør i hovet. Hun så hvordan døren rystede, og så gik det op for hende. Der var nogen der var ved at bryde døren ind. Nu panikkede hun, hun løb hen til vinduet og sprang. Pigen havde dog glemt at hun var på 5 sal, og midt i springet lukkede hun øjnene... Plask! Det iskolde vand lammede hende, selvom blodet brusede, og hendes hjerte bankede som en vibrerende mobil. Hende lunger blev fyldt med vand, og hun var mindst 3 meter nede i vandet. Hun begyndte at svømme op mod overfladen, og hun slugte så meget vand at hun troede, at hun ikke kunne nå op til overfladen. Det kunne hun heller ikke, alt blev mørkere og hun besvimede.

Hun åbnede øjnene og så op på solen. Så trak hun vejret dybt, men hostede så en masse vand op. Da hun var kommet til sig selv, kiggede hun sig omkring. Hun lå på en lille strand, hvorfra hun kunne se newyorker lejligheden. Hvordan kom hun herhen, kunne hun havde fulgt strømmen hele vejen? Hendes tøj var helt gennemblødt, og det var et koldt efterår. Hun lynede sin jakkelomme op, og den var også gennemblødt. Inde i lomme lå der en våd, krøllet seddel. På sedlen stod der ”den er efter dig, den e...”. resten var opløst af vandet. Det begyndte at regne, og hun kiggede efter læ. Hvor skulle hun nu gå hen? Hun kunne jo gå ind mod centrum af byen, det så hun da hun kørte hjem til manden. Det burde kun være ca. 500 meter herfra. I et hjørne af den triste strand var der et faldefærdigt skur. Men hellere derind, end ude i blæst og regn. Der lagde hun sig ind, så hun kunne tørre og tænke over tingene. Hun ville lige vente lidt med at gå ud, så var det nok også stoppet med at regne. Monsteret kastede sig over Janus, og flåede hans mavesæk op. Der var blod over det hele... hun vågende med et sæt, hendes hjerte bankede der ud af. ”Bare en drøm, bare en drøm” gentog hun for sig selv. Regnen var stilned bort, og hun rejste sig op. Krash! Hun have trådt på et muggent gulvbræt, og var faldet ned under gulvet. Hun landede i en mængde af levende, døde og halv døde rotter! Hun blev helt dækket af rotter, og blev smurt ind i rottelort. Hun rejste sig op og kravlede op, der hvor hun var faldet i gennem. Hun kom helt op og fik børstet de sidste rotter af sig. Pigen skreg, og så kastede hun op. bagefter skyndte hun sig ud på strandens badebro, satte sig på hug. Så skulle hun lige til at vaske sig, men da hun så ned i vandet, blev hun helt slap. Det var... det var den. Det var monsteret fra terrassen. Det havde fulgt efter hende. Hun rejste sig op, og løb væk fra stranden.

Noget tid senere var hun inde i centrum. Hun gik rundt blandt andre mennesker, men hun var stadig skræmt fra vid og sans. Pludselig stormede en ældre dame ud af en butik, og væltede næsten pigen omkuld. ”Det er humbug siger jeg dig. Humbug”. Sagde damen vredt og kiggede på en dame i hippietøj. Det så ud som om at hun arbejdede i butikken. ”men det er sandt” sagde hippiedamen, men den sure dame gik sin vej. Hippiedamen sukkede opgivende, ”Sure kunder”, mumlede hum, og gik ind i butikken. Pigen kiggede på skiltet over butikken, hvor der stod: ”MADAME SOFIES SPÅDOM, OG ANDET TRYLLERI”. Hun gik så ind i butikken, hvor der var mange reoler med gamle bøger. Ved kassen sad en und mand i 20erne med langt rasta-hår og røg noget der ikke var normal tobak. Hippiedamen fra tidligere kom hen til pigen og spurgte ”er der noget jeg kan hjælpe med?” ”Er du Madame Sofie?” spurgte pigen. ”Nej det var min bedstemor, jeg er Louise og hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte hun venligt. ”Jeg bliver forfulgt af et eller andet overnaturligt, kan du hjælpe mig?”, spurgte pigen. ”det kan jeg sagtens, for jeg er clairvoyant, og det er min assistent Chapper”. Sagde hun og pegede på manden bag kassen. Louise havde en lejlighed, hvor de tog hen. Louise og Chapper begyndte at gøre en masse ting parate, til når hvad end der forfulgte hende kom. De havde sat en masse åndelige fælder omkring døren. Louise sagde nemlig at hun havde beskyttet sin lejlighed mod overnaturlige væsner, så de kun kunne komme ind ad døren. Mens de arbejdede larmede Chappers telefon, og han citerede op fra en nyhedsopdatering. ”En læge er blevet dræbt i sin lejlighed, den mistænkte sprang ud af vinduet og ned i kanalen, mens politiet sparkede døren ind. Man har endnu ikke pågrebet den mistænkte”. Pigen fik det dårligt, prøvede monsteret at give hende skylden for mord, eller nåede den ikke at gøre arbejdet færdigt? Det sidste lød mest fornuftigt. Hun havde det dårligt, og kvalmende, måske fordi hun var smurt ind i rottelort. Hun gik ud på toilettet, og skyllede hovedet. Hun kiggede op på spejlet, og stivnede. Der var monsteret! Hendes hjerte var lige ved at eksplodere. Nu gik det hele op for hende, spejlbilleder, og sedlen. ”den kommer efter dig, den er dig”. Også blev alt tåget.

Søren kørte hjem fra arbejde, hans radio kørte, og der blev fortalt om mordet på to clairvoyanter.

Pludseligt så han en pige stå og tomle i vejkanten. Han bremsede op, og rullede vinduet ned. ”Hvor skal du hen?” spurgte han. ”Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske noget..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...