Black Eyed Children

Det eneste hun har, er sine søskende. Men da hendes lillesøster Kamina pludselig forsvinder, er hun og hendes bror Peter sikre på, at hun er i den mystiske villa, som ingen har turdet a vove sig ind i, efter de sidste ejere af huset blev sindssyge. Indtil nu.




- Hej med dig! Det her er bare en lille dansk stil som jeg har skrevet, og tja... Jeg kunne egentlig bare godt kunne tænke mig at få lidt feedback på ;)!

XoXo Clara a.k.a Willow K.

2Likes
0Kommentarer
582Visninger
AA

1. Black Eyed Children

Måneskinnet lyste kraftigt denne nat. I mørke er alle katte grå, og byen så spøgelsesagtig ud på trods af månens skær. Peter skyndte sig og trådte i en vandpyt. Jeg tyssede på ham, vi måtte være helt stille. For i en by som denne, vidste man aldrig helt, hvad der kunne gemme sig i gydernes mørke kroge. Jeg sank en klump, og så op på Peter. Han så bare lige frem, med et alvorligt blik i øjnene. Men jeg kunne se, at han var mindst lige så rædselsslagen som jeg. Jeg så op på himlen. Ingen stjerner. Kun den store fuldmåne. Præcist som den nat Kamina forsvandt.

Jeg så op på den monstrøse bygning. Vi var ved vores destination. Villaen havde altid været der. Hvert et vindue var smadret, og den mørke maling skrællede af murene, som om det prøvede at stikke af. Taget var så spidst og højt, at det lignede, at det forsøgte at dolke skyerne. Jeg rystede af angst allerede ved synet af den mystiske bygning, og jeg knugede Peters hånd i min. Jeg svedte ud igennem håndfladerne, og jeg tørrede min ene hånd af i min slidte kjole. ”Parat?” hviskede Peter. ”Parat.”. Min stemme dirrede lidt. Peter tog fast i håndtaget, og døren gik knirkende op. Det løb mig koldt ned af ryggen, og alt i min krop skreg, at jeg skulle løbe min vej. Men jeg blev stående. Jeg måtte være tapper. For Kamina.

Vi trådte langsomt ind i det mørke hus. SLAM! Vi vendte os forskrækket om. Døren var smækket i. Nu var der ingen vej tilbage.

Jeg lod mine øjne glide hen over møblerne. Det hele var så slidt, men alligevel uberørt. På en af husets slidte vægge hang der et billede af en lille pige. Hår så mørkt som kul, og læber så røde som blod. Men hendes øjne, hendes øjne var forfærdelige. Kolde som is, fyldt med fortvivlelse, had, og skuffelse. Jeg blev ved med at føle, at hun stirrede på mig. Som om hun ventede. Men på hvad?

Jeg hørte lyden, af bare fødder der løb over gulvet. Jeg knugede mig til Peter. ”Hørte du det?!” spurgte jeg forfærdet. Selvom det var mørkt, kunne jeg se, at han nikkede. Mit hjerte sad oppe i halsen, og jeg knugede Peters hånd så hårdt, at mine knoer blev hvide.

Der lød et højt tordenskrald, og jeg sprang forskrækket op. ”H. Hvad er planen?” spurgte jeg stammende. Peter så forvirret rundt, og rystede på hovedet. ”Det… Det ved jeg ikke…” svarede han, og kikkede på mig med sine brune øjne. De øjne der havde været så varme og venlige, var blevet kolde og bange. Han pegede på en gammel dør. ”Der starter vi.” sagde han og greb fast i min hånd. Jeg nikkede stille, og begyndte langsomt at gå hen imod køkkendøren. For hvert skridt jeg tog, kunne jeg mærke, angsten krybe tættere og tættere på. Som en slange der langsomt sneg sig ind på sit bytte. Jeg sank en klump, kneb øjnene i, og åbnede døren.

Langsomt åbnede jeg mine øjne. Døren ledte ind til et langt og smalt køkken. Jeg prøvede at råbe på Kamina, men min mund ville ikke lystre. Som om den advarede mig om at være stille. Jeg så ned på det beskidte gulv. Hvad var det? Jeg gik undrende hen imod det, der havde fanget mit blik, og gulvet knagede uroligt under mig. Det var en lem. Jeg mærkede svedet dryppe ned i mine øjne af anstrengelse, da jeg tog fat i håndtaget til lemmen, og trak ordenligt til. Men den sad urokkeligt fast. Jeg kneb øjnene sammen, og mærkede Peters hænder lukke sig om håndtaget. Der lød et knæk, og lemmen åbnede sig.

Peter og jeg så ned i den mørke, snævre gang. Han så foruroliget ned, lukkede øjnene, og klatrede ned i den endeløse gang. Jeg så ned efter ham, og snart var han ude af syne. Med rystende hænder greb jeg fat i den rustne stige, og klatrede ned.

Jeg hoppede ned fra det sidste trin af stigen. Jeg sprang forskrækket op, da det gik op for mig, at jeg var hoppet ned i vand, der gik mig til over hoftehøjde. ”Hvor er du?” hviskede jeg nervøst, og vadede rundt i vandet. ”Herovre,” lød Peters stemme, ikke så langt væk fra hvor jeg stod. Jeg fulgte lyden af hans stemme, og mærkede hvordan det iskolde vand fik min hud til at svide. Pludselig stødte jeg ind i noget der flød i vandet. Jeg holdte vejret, og så ned på det jeg var stødt ind i. Det.. Det var en lille dreng! Mine øjne blev store, og jeg mærkede rædslen vokse i mig. Hans hud var kold som is, og hans øjne lukkede. Jeg gik en stor bue rundt om drengen, og jeg kunne høre mit hjerte banke. Jeg stødte ind i endnu en krop, og jeg gøs. D.. Det var Kamina! Jeg mærkede hendes hud. Hun var kold, men jeg kunne mærke, hun stadig var der. ”Peter kom!” råbte jeg, og mærkede hvordan en byrde lettede sig fra mine skuldre. Hun var her! Mine tanker blev afbrudt af en hånd der landede på min skulder. Jeg vendte mig om, forventede at Peter ville stå foran mig. Men det var ikke ham… Det var drengen der flød i vandet før?! Jeg skreg da jeg så hans kulsorte øjne. NEJ! Jeg bevægede mig igennem vandet, så hurtigt jeg kunne med Kamina i min favn, og mærkede mange utroligt kolde fingre mod min hud. Aldrig se ind i de mørke øjne. Du mister din sjæl. Jeg hev efter vejret, og mærkede adrenalinen pumpe i mit blod. Jeg var nået til stigen. Jeg greb fat i Kamina, og i stigen. Jeg havde mistet hende en gang, jeg ville ikke miste hende igen. Jeg så ned i mørket. Åh gud! ”PETER!” skreg jeg. Nej jeg kunne ikke også miste ham! Jeg hulkede, og klatrede hurtigt videre, men jeg kunne mærke de sorte øjne se på mig. Dræne mig fra varme og sjæl. Jeg løb, løb ud af huset. Jeg løb væk fra alting, og stoppede så forpustet og forfærdet, efter noget der havde føltes som timer. Jeg satte mig ned, og lod mig varme af de tårer, der stille løb ned af mit ansigt. Jeg så ned på Kamina. Med et slog hun øjnene op. Sorte som blæk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...