Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

228Likes
301Kommentarer
22481Visninger
AA

4. "You dont have a choice"

Anastasias synsvinkel:

Hårdt bed jeg mig i læben uden på noget tidspunkt at fjerne mit blik fra Niall. Hans grå joggingbukser markerede svagt hans ben, når han gik, og på overkroppen bar han en sort hættetrøje. Selvom jeg virkelig prøvede, så kunne jeg ikke få mig selv til at kigge væk. Bare synet af ham, fik min mave til at vende sig og tårerne hobede sig op i mine trætte øjne. Jeg skulle væk, og jeg skulle væk nu.

”Mor, jeg finder et toilet, okay?” Selvom det blev formuleret som et spørgsmål, ventede jeg ikke på svar fra hende. I stedet skubbede jeg hårdt stolen væk fra mig, så den skrabede højlydt mod gulvet i cafeen, inden jeg stormede ud fra den. Jeg fokuserede kun på, at jeg ikke skulle kigge i retning af Niall, da jeg var bange for, at han bare ville kunne genkende mig. Hvis han genkendte mig nu, var der ingen tvivl om, at han ville snakke med mig – og det kunne jeg slet ikke magte lige nu. Bare ved synet af ham, gik mine følelser amok, så hvad ville der ikke ske hvis jeg snakkede med ham?

Med hastige skridt stormede jeg ud af cafeen, fortsatte ned langs gangen på balkonen, og styrede direkte mod skiltet, der viste, at der lå et toilet der. Det her var så typisk – selvfølgelig skulle han være i lige netop den samme lufthavn som jeg, og selvfølelig på præcis samme tidspunkt. Jeg vidste, at det her var en fejl og det var kun blevet bevidst nu. Han måtte ikke se mig, det ville jeg ikke kunne holde til. Jeg ville ikke kunne holde til, at han opførte sig så pokkers glad overfor mig, eller at han måske havde opfanget, at der var noget galt med mig. Hvis det skete, ville jeg kun have det dårligere med mig selv.

Til mit held var der ingen mennesker inde på toilettet, så jeg låste hurtigt døren efter mig. Jeg var gået ind på handicap-toilettet, så jeg var helt sikker på, at jeg kunne være alene med mig selv. Noget i mig skreg, at jeg skulle gå ud til ham, falde ham om halsen og hviske hvor meget jeg havde savnet ham – men det kunne jeg ikke få mig selv til. Størstedelen af mig forklarede hvordan jeg burde hade ham, ignorer ham fuldkommen og aldrig lade ham komme tæt på mig igen. For igen, så var der to personer inde i mig, og det forvirrede mig mere end noget andet.

Et lydløst hulk fandt vej igennem mine læber, da jeg lod mig falde sammen op af døren. Jeg gemte mit hoved i mine hænder, og krummede mig nærmest sammen som en kugle. Endnu et hulk forlod mine læber, denne gang højlydt, og efterfulgt af tårerne. Jeg prøvede forgæves at holde dem inde, da den smule makeup jeg havde på, ville løbe ned af mine kinder – men jeg kunne ikke.

Jeg kunne ikke holde dem inde, og derfor kom de hurtigere end jeg var forberedt på. Febrilsk prøvede jeg at tørre dem væk med min håndryg, men mine øjne blev hele tiden fyldt med mere af den salte væske, som derefter trillede ned af mine kinder i små, gennemsigtige dråber. Jeg savnede ham så forfærdeligt meget, og det var tydeligt at se, at han var glad nu. Han var lykkelig, mens jeg levede mit ynkelige liv alene, uden nogen form for kontakter eller venner – ikke engang min familie kunne jeg være sammen med.

Og det gjorde mig endnu mere ked af det. At se ham glad, føltes som et stik i mit hjerte, og lige meget hvor tamt det lød, så var det rigtigt. Jeg hev efter vejret og jeg gispede som aldrig før, mens flere og flere hulk slap igennem mine læber. En trang til at skrige sprang frem i mig, mens jeg knyttede mine hænder i mit hår og hev ud i det. Jeg blev nød til at føle en form for smerte. At finde en grund til mine tårer, for at se Niall glad, var ikke en grund. Af en eller anden årsag, havde jeg altid holdt fast i billedet af den grædefærdige Niall, der sagde farvel til mig i lufthavnen, dengang han flyttede.

Inders inde havde jeg håbet på, at han var ligeså ulykkelig som mig – at billederne på de utallige forsider blot var skuespil, og at hans smil var falske. Men selvfølelig var de ikke det. Han elskede sit arbejde, han elskede hans venner og han elskede sit nye liv. Jeg bebrejdede ham ikke, for jeg forstod ham udmærket – hjemme i Mullingar havde han ikke de muligheder, som han fik tilbudt nu.

Han havde mødt sit idol, Justin Bieber, og jeg vidste, hvor meget det betød for ham. Alle de gange, hvor han havde skreget over et tweet han havde skrevet, eller de gange, hvor han nærmest græd sig selv i søvn, fordi han missede et twitcam. Han rejste verden rundt, og jeg vidste, at det betød så meget mere for ham, end noget andet i verden. Hans familie havde aldrig haft råd til at rejse længere væk en Europa, men nu havde de. Han havde fået sit eget hjem, købt et nyt til hans familie hjemme i Mullingar, og selvfølgelig misundende jeg dem – for inderst inde, ville jeg nok ønske, at det var mig.

Endnu en gang tørrede jeg min øjne og snøftede sørgeligt. Mit hår sad draget mod mit ansigt, og jeg kunne mærke, hvordan min makeup sad forfærdeligt. Med et suk rejste jeg mig op fra gulvet og stillede mig hen foran spejlet, som hang over den hvide vask. Synet af mig selv overraskede mig på ingen måde, for jeg var efterhånden vant til at se mig selv sådan her: Makeuppen løbet, kinderne røde og intet mere end et helt tomt blik i mine øjne. Heldigvis var jeg stoppet med at græde, så jeg tog et stykke papir, og tørrede det værste af makeuppen væk.

Derefter tændte jeg sløvt for det kolde vand, som med det samme strømmede ud af hanen. Langsomt samlede jeg mit hår på den ene skulder og holdte det væk fra min ansigt, mens jeg plaskede noget koldt vand i hovedet med min tomme hånd. Det føltes forfriskende mod min spættede hud, og jeg tog også en tår vand ind i munden. Det var noget jeg havde fundet ud af for et par uger siden; at hvis jeg drak vand, når jeg var sulten, forsvandt trangen til mad.

Jeg tørrede mig i hovedet med et nyt stykke papir, og rettede kort på mit hår. Det hjalp ikke betydeligt meget, men jeg følte, jeg blev nød til at gøre det. Det var ufatteligt – han var her. Samme sted som mig, samme tidspunkt som mig, og jeg havde aldrig følt mig mere splittet. Hvis han havde set mig, kunne jeg ikke komme på en undskyldning, jeg kunne blot snakke med ham og lade som om, at alting var fint.

For var der en ting, som jeg ikke skulle, så var det at ødelægge hans humør. Jeg vidste, at det ville påvirke ham, at jeg havde det dårligt – medmindre, at han selvfølgelig var blevet fuldkommen ligeglad med mig, men det tvivlede jeg kraftigt på. Taget alle hans kærlige beskeder i betragtning, så holdte han stadig af mig.

Nu kom den værste del. Hvis jeg var heldig, så var Niall og de andre gået videre, og på den måde var der fri bane på vej ud mod mine forældre, men hvis mit held skulle passe til resten af mit dag, så var de ikke gået videre. Jeg mener, chancerne for, at han er her lige den dag, hvor jeg også er her, er minimalistiske. Alligevel håbede jeg inderligt på, at jeg kunne komme derud uden at se ham igen. Bare at se ham et kort øjeblik, havde virkelig ramt mig hårdt, så hvis han stadig var derude, troede jeg, dybt seriøst, at jeg kunne bryde sammen midt i lufthavnen.

Jeg tørrede en sidste gang mine øjne, tog en dyb indånding og låste så døren op. Ude i hallen ramte de mange skrig mig igen, og jeg måtte knibe øjnene hårdt sammen for at fortsætte. Alting snurrede en smule for mig, og jeg vidste, at det var fordi, der var så mange mennesker på så lidt plads. Det havde jeg altid haft det svært med, og nu var ingen undtagelse. Trods min underlige form for forbi, fortsatte jeg hen af gangen, og stirrede konstant end i jorden.

Da restauranten viste sig foran mig, tog jeg en dyb indånding og kiggede langt om længe op. Jeg snappede kort efter vejret, da jeg så, hvem der stod ovre ved mine forældre – i må selv gætte jeg til, hvem det var. Hvad… hvorfor snakkede ham med dem? Burde han ikke… have travlt og gå med de andre? Og hvor var resten af hans band egentlig henne, for de var ikke til at se omkring os?

Panikslagen lukkede jeg mine øjne og bed mig hårdt i underlæben. Det måtte ske, jeg kunne ikke undvige Niall for evigt. Selvom jeg langt fra følte en trang til at snakke med ham lige nu, så tog jeg mod til mig, åbnede mine røde øjne igen, og gik med langsomme skridt over til ham. Der stod en stor mand ved siden af ham, og Niall stod med ryggen til mig, så han kunne ikke se mig komme gående. Det kunne hans vagt til gengæld, for han stirrede undersøgende på mig, og sagde så noget til Niall.

Niall kiggede hurtigt op på manden, som jeg formodede, måtte være hans bodyguard eller noget i den retning, og kiggede så sig selv over skulderen. Et gys gik igennem mig, da jeg mødte hans klare, blå øjne – men de var ikke de samme som før. De havde ikke den samme gnist, og selvom det sikker bare var fordi, han var træt, så bed jeg hurtigt mærke i det. Der var noget, der ikke var som det skulle være, for ligesom Niall altid havde kunne læse mig som en åben bog, så kunne jeg også nemt læse ham.

Der gik ikke mere end et nanosekund, før et smil – som til gengæld ikke havde ændret sig det mindste – bredte sig over hans let lyserøde læber, og afslørede bøjlen der sad på hans tænder. Jeg blev overrasket over at se, hvor meget den havde hjulpet, for hans tænder var virkelig blevet pænere – det kunne jeg se på lang afstand. Hans kinder blev lettere runde da han smilede, hvilket automatisk fik mig til at smile.

Med rystende skridt gik jeg over til ham, uden på noget tidspunkt at fjerne mit blik fra ham. Han vendte sig langsomt rundt, så han stod med ryggen til mine forældre, og sagde så kort noget til hans vagt – igen, så fjernede han ikke hans blik fra mine øjne på noget tidspunkt.

Den genkendelige blå farve, som lå i hans øjne, blev tydeligere desto tættere jeg kom på ham. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før, og jeg bed mig også hårdt i læben for at holde endnu et hulk inde – for selvom jeg ikke havde det samme forhold til ham mere, så vældede der så ufatteligt mange følelser op i mig, nu hvor jeg så ham face2face igen. Jeg havde virkelig savnet ham, og lige meget hvor mange gange jeg sagde til mig selv, at jeg selvfølgelig var ovre ham, så var det en løgn.

Hurtigere end hvad jeg havde troet, stod jeg foran ham. Hans øjne lå på mig, jeg kunne mærke det, men jeg ville ikke kigge op på ham. Han ville se det hele med det samme, læse mine tomme øjne, og bekymre sig. Han skulle ikke bekymre sig om mig, han havde så meget andet at tænke på, og hvis der stadig var noget af den gamle Niall Horan tilbage i ham, så ville han i den grad bekymre sig om det. Han bekymrede sig om alle, også folk han knap nok kendte.

”Anastasia!” Hans velkendte stemme ramte min øregang, inden han hev mig ind i et kærligt kram. Han havde altid været utrolig forsigtig omkring mig, som om, jeg var lavet af glas. Alligevel gjorde det mig ikke det mindste, for da hans stærke arme lå om min spinkle krop, mindedes jeg, hvorfor han havde betydet så meget for mig.

Han knugede mig blødt ind mod hans bryst, med jeg holdte mine knyttede hænder mod hans T-shirt, som bevægede sig blidt i takt med hans vejrtrækning. Vi havde altid krammet sådan her – mig, der puttede mig ind mod ham, mens han holdt sine arme rundt om min ryg. Folk forstod ikke vores forhold dengang, de forstod ikke hvorfor vi ikke bare blev kærester, nu vi alligevel var så meget sammen. Men de forstod sig heller ikke på vores forhold. Nialls og mit forhold var specielt, det havde det altid været, og selvom jeg stadig var såret over, hvad han havde gjort, så glemte jeg det i øjeblikket.

I stedet huskede jeg på alle de fantastiske ting vi havde lavet sammen. Hvordan han havde fået mig til at grine, græde og hvordan han kunne gøre mig mere sur end nogen anden. At vi kunne skændes som ærkerivaler, men i det næste sekund kunne vi være som uadskillelige. Hans karakteristiske cologne, der langsomt fyldte mine næsebor, og kradsede på en behagelig måde i min gane, når jeg trak vejret ind af munden. Den var kraftig, men den passede utroligt godt til ham.

”Hej,” stammede jeg mod hans bryst, og kneb hårdt mine øjne i. En klump lå i min hals og mine øjen blev blanke, men denne gang var jeg sikker på, at det var glædestårer der ville ud. Jeg havde en fantastisk følelse indeni, og jeg havde i hvert fald ikke haft den, siden inden Niall forsvandt og jeg begyndte på alt det… jeg gjorde mod mig selv. Nu hvor jeg stod i hans favn, kunne jeg ikke lade være med at få dårlig samvittighed. Jeg havde lovet ham det – jeg havde lovet ham, at jeg aldrig ville skære i mig selv igen, og at jeg nok skulle gøre noget ved min vægt.

Svagt mærkede jeg hans bryst hoppe lidt op og ned, da han undslap en hæs latter. Det var sikkert på grund af mit ’hej’, men jeg kunne slet ikke håndtere det. Jeg havde ikke set ham i halvandet år, vi havde blot skrevet frem og tilbage over Skype og mobil, og nu stod jeg her sammen med ham – op af ham, og indåndende hans savnede duft. Der var ingen andre end os i de sekunder, vi havde stået og krammet, først da han hev mig væk fra sig, så han kunne kigge på mig, begyndte folks stemmer at komme til mig igen.

”Gud, hvor har jeg savnet dig,” mumlede han, mens han holdte mig ud foran sig i strakte arme. Hans øjne kiggede kærligt ind i mine, og gav mig en varm følelse i maven. Genert fnisede jeg, men da Niall lod sit blik glide ned af min krop, stoppede jeg og bed mig i stedet i læben. Mit tøj skjulte ikke ligefrem mit vægttab, og med mine 43 kilo var det nemt at se, hvor undervægtig jeg var. Hårdt bed jeg mig i læben, og så hvordan Nialls ansigtsudtryk ændrede sig, da han studerede min krop nærmere.

Hurtigt fløj hans blik op til mit igen, og trods jeg prøvede at kigge væk, brændte hans øjne sig fast mod mine. Nervøst sank jeg en klump, og rystede på hovedet for at få ham til at droppe det, nu hvor mine forældre sad lige ved siden af. Det vil sige, at de var begyndt at snakke med Nialls bodyguard, og ikke gav os synderligt meget opmærksomhed, men de kunne vel stadig høre os hvis de lyttede efter.

Til mit held opfattede Niall det, for han bed sig hurtigt i læben, men sendte mig så et skævt smil. ”Hvad laver du egentlig her?” spurgte han så og lød rent faktisk nysgerrig. Ikke, at jeg ikke havde regnet med, at han ville lyde fuldkommen ligeglad, men havde han ikke travlt med nogen andre ting, end hvad jeg lavede i London? ”Og hvorfor har du ikke sagt, at du kom?” tilføjede han bagefter med et lille grin, hvilket fik skyldfølelsen og en grim smag til at vælde op i mig.

Jeg trak på skulderen og smilede til ham. ”Jeg fik det af vide for to uger siden, og jeg troede ikke, at du var hjemme I England igen, for har du ikke lige været i USA? Og jeg er her i en måned,” mumlede jeg usikkert og vristede mig fri af hans greb. Han nikkede overvejende, som om han skulle tænke over noget, men puttede så sine hænder i lommerne på hans bukser, og lænede sig op af væggen i restauranten.

”Jo, vi er først lige landet nu… Det er derfor, at jeg ser så træt ud,” han pegede med en cirkulerende pegefinger på hans ansigt, hvilket fik mig til at grine lavt, for han så virkelig træt ud. Forsigtigt kiggede han ned på sine fødder, hvor de hvide gummisko sad, men rettede så sine øjne mod mig igen. ”Hvis du er her en måned, så finder vi altså en dag! Det har vi bare at gøre,” sagde han med et grin, hvilket fik et lille grynt til at slippe igennem mine læber. Hurtigt nikkede jeg, og skuttede mig lidt i min trøje – det var ikke fordi, at den var specielt varm.

Vi stod lidt i tavshed, men det gjorde mig ikke noget. Det havde aldrig gjort mig noget, når der var stilhed mellem Niall og jeg, for af en eller anden grund, så var det aldrig specielt akavet – nærmere behageligt og livsbekræftende af en eller anden grund. Stilheden blev dog brudt, da hans bodyguard kom over til Niall for at fortælle, at de måtte se at komme tilbage. Hvor ’tilbage’ var, anede jeg ikke, men jeg forstod hurtigt, at Niall skulle til at af sted.

Han hev mig ind i endnu et kram, og denne gang fik jeg også mine arme rundt om ham, så jeg kunne kramme ham ordentligt. Efter et par sekunder trak han sig væk fra mig, og kiggede næsten bebrejdende ned på mig. ”Jeg skriver, og så finder vi en dag. Snart, for jeg bliver nød til at snakke med dig,” han hviskede det næsten, og jeg kunne med det samme mærke tårerne bane sig vand igennem mine tårekirtler. Jeg vidste jo, at det ville ske – han ville ligge mærke til det.

 

 

Sukkende lukkede jeg døren bag mig og lagde forsigtigt min kuffert på den store dobbeltsengs lindede, der kun var forbeholdt mig. Hotelværelset mindede mere eller mindre om en lille lejlighed, hvilket ville sige, at jeg havde fået mit eget værelse og mine forældre havde fået deres. Der var en normal stue, med sofa, fjernsyn og potteplante i hjørnet, hvorimod køkkenet var meget lille – men det var der, og det var vel det vigtigste. Derudover var der et klaustrofobisk lille badeværelse tilknyttet stuen.

Jeg kunne ikke overskue at pakke ud lige nu, så i stedet satte jeg mig i vindueskarmen og kiggede ud over hele London. Jeg havde en fantastisk udsigt, og nu hvor solen var gået ned, kunne man i den grad se lysene fra bygningerne. Big Ben lyste smukt op lige ved siden af London Eye, og så kunne jeg se utrolig mange broer med lys på lang Themsen. Hotellet lå næsten lige ned til floden og fuldkommen centralt placeret – lige midt i London, som min mor også havde sagt.

Slapt lod jeg mit hoved falde tilbage, så det hvilede mod kanten af vindueskarmen. Niall havde stadig ikke skrevet, og nu var det over to timer siden, vi havde set hinanden. Jeg var godt klar over, at det ikke var så lang tid igen, men jeg tog alting så pokkers personligt. Måske havde han fortrudt, at han havde lavet en halv aftale med mig? Måske ville han slet ikke ses med mig igen, og hvad nu, hvis han var begyndt at date en anden?

Tankerne om Niall blev skubbet væk, da en pludselig trang til at sove ramte mig, og jeg gabte højt. Det havde været en underlig dag. Alting var gået så galt og alligevel kunne jeg ikke huske sidste gang, jeg havde den her følelse i maven. Jeg var ikke glad, det var jeg sjældent, men jeg var heller ikke så… deprimeret, som jeg plejede at være. Det var logisk, at det var Nialls skyld, for han var den eneste, som nogensinde havde fået frembragt den følelse i mig.

Jeg fik min krop til at slæbe sig over i sengen, da jeg godt kunne mærke på det hele, at jeg havde brug for at sove. Mit hoved gjorde ondt og jeg havde ondt i mine skinneben, hvilket var noget, jeg altid fik, når jeg var træt. Lige da jeg lagde mig under dynen, begyndte min mave at rumle højt, og jeg måtte rulle mig lidt sammen for at få den til at holde op. Selvom min mave rumlede, så kunne jeg ikke spise noget – jeg havde virkelig ikke appetitten til det. Godt nok havde jeg ikke spist mere end en bolle hele dagen, men det var også mere end rigeligt. Min vægt skulle gerne lidt mere ned, hvis det var op til mig og det var det. Det var det eneste, som var op til mig, og jeg udnyttede det godt og grundigt.

Desværre var der ikke nogen vægt på hotellet, så jeg kunne ikke veje mig.

Lige da jeg kunne mærke min vejrtrækning blive helt tung, blev jeg straks revet tilbage til bevidstheden af min mobil. Den larmede utrolig meget, som den vibrerede mod natbordet ved siden af sengen. Der gik et lille stykke tid, før det gik op for mig, at det var min mobil, men så hev jeg den også hurtigt til mig. Jeg låste den op, og måtte knibe øjnene hårdt sammen, da lyset fra den blændede mig. Selvom jeg var ivrig efter at se, hvem beskeden var fra, var jeg nervøs. Det var højst sandsynligt fra Niall, da der ikke rigtig var andre, som skrev til mig, men skuffelsen hvis det ikke var, ville være ubærlig.

Forsigtigt åbnede jeg mine øjne langsomt op, og da de havde vænnet sig nogenlunde til min mobils lys, låste jeg den op. Et stort smil gled over mine læber, da jeg så det velkendte nummer vise sig på min skærm. Jeg havde haft slettet Nialls nummer, lagt det ind, slettet det og lagt det ind, uden at vide hvad jeg burde gøre med det. I princippet kunne det være fuldkommen ligegyldigt, for jeg havde næsten altid kunnet det i hovedet.

Koncentreret læste jeg igennem beskeden, og smilede endnu større da jeg så, hvad han havde skrevet til mig. Jeg kunne heller ikke lade være med at fnise lidt, da jeg så hvad han havde tilføjet til sidst. Det var så ufatteligt typisk Niall.

#Hey, smukke. Kan ikke beskrive, hvor glad jeg blev, da jeg så dig i dag. Jeg har savnet dig virkelig meget! :-)x Men jeg har sådan set fri resten af December og også et godt stykke ind i Januar – hvad siger du til i morgen? Frokost? Du har intet valg, haha#

 ♥♥♥

Det er officielt. I prøver at dræbe mig - 85 favoritlister. Jeg er seriøst fuldkommen mundlam, og kan slet ikke beskrive, hvor meget det betyder for mig. Jeg har kun lagt 3 kapitler ind!? Meeeen, smid også gerne et like, heh

SÅ TIL SAGEN! Hun snakker med Niall, og hvad tror i, der sker i næste kapitel? Tager de ud og spiser frokost, og hvis de gør - vil Niall så spørge ind til Anastasia? Eller vil han lade som ingenting? Kommenter, elsklinger x

//Freja xo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...