Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22704Visninger
AA

12. Trembling heartache

Jeg masede mig igennem mængden af mennesker, der stod på dansegulvet, så jeg kunne komme hen til baren. Jeg anede ikke engang, hvad klokken var, men jeg havde i hvert fald fået nok af drikke – alligevel søgte jeg mere. Jeg kunne mærke mit blod, der strømmede igennem hele min krop så hurtigt, at mine fingrespidser rystede.

Alting snurrede rundt for mig, og hvis nogen havde bedt mig om noget, kunne jeg højst sandsynligt ikke gennemføre det. Det var flere måneder siden, jeg sidst havde haft det sådan her, men det var rart. For en gangs skyld syntes jeg, at livet var rart, jeg syntes, at det var værd at være til stede.

”Sådan en af de der vandmelons-ting,” fik jeg fremstammet til bartenderen, mens jeg kastede forvildet rundt med min pegefinger. Mine øjne var halvt knebet sammen, men alligevel fornemmede jeg et nervøst blik hos bartenderen, da jeg fik sat mig ned på en barstol.

Niall var ikke til at se nogen steder. Jeg skulle bare lige have en drink mere, så skulle jeg nok finde ham og fortælle ham, hvad jeg følte for ham. Bare ved tanken om, at jeg nu skulle fortælle ham alt – at jeg havde brugt så mange nætter på at tænke på ham og savne ham, og hvor mange gange jeg havde haft lyst til at trække ham helt tæt på mig – fik adrenalinen til at pumpe rundt i min krop.

Det var det her, jeg havde ventet på så længe, og nu skulle det endelig ske. Jeg ville ikke holde noget skjult for ham – han skulle have alt og vide. Det inkluderede mine ar. At jeg skar i mig selv. At jeg ikke spiste, fordi jeg var for tyk. Alt skulle ud, der var ingen grund til at holde det hemmeligt mere.

En lille kuldegysning gik igennem mig, ved tanken om, at jeg rent faktisk skulle ud med det. Jeg havde gået og holdt det hemmeligt i så lang tid, og jeg havde gjort alt for, at ingen skulle finde ud af noget eller få mistanke. Men nu skulle jeg ud med det frivilligt. Hvad nu, hvis Niall ville blive sur? Tanken fik mig til at snøfte kort. Måske var det her en fejl… Måske burde jeg slet ikke sige noget til ham.

Jeg skubbede beslutsomt mine negative tanker om bagerst i mit hoved. Nu havde jeg gået så lang tid og planlagt, at det var nu, det hele skulle ud. Jeg skulle for første gang få lov til at kysse Niall, klokken 12, vi skulle hoppe ind i det nye år sammen. Det nye år – den nye start, sammen med den dreng, jeg holdte allermest af.

”Halløj, Anastasia.” Et spjæt gik igennem mig, da en velkendt stemme sagde mit navn. Hurtigt snurrede jeg rundt på barstolen og nåede lige at tage i mod den drink, bartenderen langede over disken til mig, inden jeg mødte et par grønne øjne.

”Hej, Harry,” hilste jeg sløret og tog sugerøret imellem mine læber. Hans øjne borede sig langsomt ind i mine, og mens jeg tog en tår af drinken, kunne jeg mærke en varme brede sig i mit bryst. Hans blik var uroligt og sigende, men jeg vidste ikke, hvorfor han kiggede sådan på mig, og det gjorde mig nervøs.

Efter at have sunket væsken, der med det samme bredte sig i mit system, smilede jeg skævt til Harry og rettede mig lidt op på stolen. ”Ved du, hvad klokken er?” spurgte jeg nysgerrigt. Han kiggede kort ned på sin arm, hvor han bar et stort armbåndsur, men vendte så igen sit blik op mod mig. Jeg kiggede dog ikke på ham. Jeg ville ikke, hans blik fra før havde fået noget underligt frem i mig. I stedet sad jeg og spejdede ud over de mange mennesker, desperat efter at finde Niall.

”Den er kvart over 11,” mumlede han ved siden af mig, for derefter at bestille en øl i baren. Svagt sagde jeg et lavt tak til ham, men stadig uden og kigge på ham. Han virkede så interesseret i mig – på en venlig måde. Det var som om, at han gerne ville snakke med mig eller lære mig at kende, selvom han på intet tidspunkt havde sagt det højt. Det var ligesom den gang i køkkenet – han havde komplimenteret mig, men han mente det ikke. Det vidste jeg godt, at han ikke gjorde. Og derfor var det virkelig underligt, at han var så nærgående nu.

”Vil du ikke med ned og sidde hos de andre?” Jeg drejede mit hoved i retning af Harry, da hans spørgsmål forlod hans læber. Undrende trak jeg brynene sammen i min pande og rynkede lidt på næsen.

”De andre?” Spurgte jeg nysgerrigt og tog en lidt større tår af drinken. Harry nikkede og pegede så mod et bord, der stod i det ene hjørne af det rum, vi befandt os i lige nu. Rundt om bordet sad en pige med meget specielt, lilla hår, Zayn og Liam. Jeg kiggede langsomt væk fra bordet og nikkede til Harry, der allerede havde fået rettet sig helt op og stå.

Elegant hoppede jeg ned fra barstolen, så jeg stod på flad fod. For flere timer siden havde jeg skiftet sko, da mine fødder allerede havde gjort ondt efter desserten, så nu havde jeg et par søde, flade sko på med blonder. De matchede utrolig godt min kjole og de var behagelige at have på, så det var intet problem for mig, at holde balancen.

Eller, det troede jeg i hvert fald. 

Da jeg havde taget det første skridt ned mod bordet, begyndte det hele straks at sejle for mig. Lidt fortumlet fægtede jeg med mine arme, i forsøget på at finde noget, jeg kunne gribe fat i, men det mislykkedes. Et øjeblik troede jeg, at jeg skulle til at falde, men hurtigt havde to arme lagt sig om mig.

”Er du okay?” spurgte Harry hæst ud for mit øre, og hjalp mig med at komme på benene igen. Varmen bredte sig i mine kinder, mens jeg fik rettet min kjole nogenlunde ud, så der ikke var nogen rynker på den. Skævt smilede jeg mod jorden og bed mig i læben.

”Jeg har det fint nok. Jeg rejste mig nok bare op for hurtigt, ” mumlede jeg en smule flovt og tog en tot hår om bag mit øre. Harry udstødte en sød lyd, hvilket fik mig til at kigge op på ham. Han stod med et stort smil plantet på læben, så hans fremtrædende smilehuller var blevet synlige. ”Tak,” tilføjede jeg med et lille grin, da vi havde stået og stirret på hinanden i et lille stykke tid.

”Det var da så lidt. Er du sikker på, at du skal have mere og drikke?” lo han og nikkede mod mit halvtomme glas, der var låst godt fast i mit greb. Jeg smilede stort til ham og nikkede overdrevet, hvorefter jeg rakte tunge af ham. Jeg var virkelig glad lige nu, og det kom bag på mig. Det var som om, at det var efter Harry kom hen til mig, jeg var blevet så livlig og åben. Han havde måske ret i, at jeg ikke burde drikke mere, men jeg kunne ikke lade være.

Mine nerver sad helt ude på tøjet lige nu. Niall skulle om en halv time få alt og vide, sådan var det og sådan skulle det blive ved med at være. Ingenting skulle komme i vejen for det, nu var det bestemt.

Med et skævt smil bevægede jeg mig igennem mængden med Harry lige i hælene på mig, så jeg til sidst stod foran det bord, hvor resten sad. Akavet vinkede jeg til dem, hvorefter jeg satte mig på en ledig plads ved siden Liam. Harry satte sig hurtigt ved siden af mig, hvorefter ham, Zayn og Liam genoptog en samtale, de åbenbart havde haft i gang.

”Jeg er Perrie,” pigen med det lilla hår fangede hurtig min opmærksomhed med hendes tydelige accent. Jeg kunne ikke helt sige, hvor hun kom fra, men hun havde virkelig dialekt. Svagt smilede jeg til hende og tog imod hendes hånd, som hun havde langet over bordet mod mig. ”Zayns kæreste,” fortalte hun bagefter, hvilket fik en ”aah” lyd til at forlade min mund.

”Og jeg er Anastasia,” præsenterede jeg genert og tog endnu en slangekrølle om bag mit øre, da den blev ved med at falde ind foran mit synsfelt. Perrie smilede venligt til mig, men låste så sin arm fast i Zayns og tog del i den samtale, der lige nu foregik omkring bordet.

Endnu en gang rettede jeg blikket ud mod dansegulvet. Niall var ikke til at se nogen steder, og det var begyndt at irritere mig. Klokken måtte efterhånden være halv 12 – og jeg skulle gerne nå at snakke med ham inden det nye år. I en hurtig bevægelse havde jeg vendt mig mod de andre, der sad og grinede over et eller andet.

”Ved i, hvor Niall er? Jeg skal lige snakke med ham,” spurgte jeg febrilsk, for derefter at tømme mit glas i en slurk. Af en eller anden grund havde jeg kigget på Harrys hånd, der lå omkring hans eget glas, og da jeg nævnte Niall, spændte han hånd omkring glasset. Hans knoer blev hvide og da jeg kiggede op på ham, sad han og stirrede intenst ud på dansegulvet.

Hurtigt havde jeg fulgt hans blik, men i starten kunne jeg ikke se noget. Det eneste jeg kunne se, var en brunette, der stod og dansede med en fyr i hvid skjorte, og ikke noget andet specielt iøjenfaldende. Først da Zayn og Liam begyndte at grine lavt, gik det op for mig, hvem det var, der dansede.

”Han er lige der. Det ser ud til, at han har fundet sig en tøs, huh?” grinede Liam og tjattede drillesygt til Zayn, der hurtigt gav ham ret og tog del i Liams grin. Harry sad derimod bare og stirrede på dem – præcis ligesom jeg gjorde.

De dansede tæt. De dansede så tæt, at Niall havde en hånd liggende på det nederste af pigens lænd, mens hun nærmest hang op af hans hals. Synet gav mig kvalme. Tanken gav mig kvalme. Jeg havde været så godtroende, jeg havde overbevidst mig selv om, at han rent faktisk var forelsket i mig. Mig. Selvfølgelig var han ikke det. Hvordan kunne jeg tro det?

I en hård bevægelse havde jeg rejst mig op fra stolen, så den blev skubbet et stykke bagud. Mit hoved begyndte med det samle at flyde sammen, og selvom jeg prøvede at få styr på det hele, var der ingenting der hang sammen. Hårdt satte jeg en hånd mod min tinding og pressede så hårdt, at jeg fik sorte pletter for øjnene.

Det kunne ikke ske. Ikke nu. Det måtte ikke ske for mig. Jeg kunne ikke klare til mere.

”Er du okay, Anastasia?” spurgte Perrie bag mig, mens jeg fik tumlet mig fremad imellem menneskerne. Jeg svarede hende ikke, jeg skulle bare ud af det her rum. Det rum, hvor de var sammen. Hvordan kunne han gøre det? Han havde kysset mig! Han havde sagt, han var bange for at miste mig… Mente han det ikke?

Et diskret snøft forlod mine læber, mens jeg banede mig vej frem til udgangen af lokalet. Folk snerrede af mig, da jeg kom til at støde ind i dem, men deres stemmer lå så langt væk. Det eneste, der fyldte mit hoved, var Ni. Min bedsteven. Spørgsmål, jeg umuligt kunne få svar på, men som jeg alligevel prøvede at finde svar på.

”Und-undskyld, må jeg lige komme ud?” stammede jeg grådkvalt til dørmanden, der stod ved den dør, jeg var kommet hen til. Hans spørgende blik var uroligt, da jeg lod hans øjne møde mine, men jeg sagde ingenting. Klumpen i min hals var så stærk og så tæt på at få magten, at hvis jeg bare åbnede munden en gang til, ville jeg bryde ud i gråd.

Efter et tidsrum, der havde føltes som flere minutter, nikkede manden dog og lukkede mig ud af døren. Den kolde luft ramte mig som en mur, da jeg hastede ud af døren og ud i det, der lignede en baghave. Der var sort overalt, undtagen små pletter på græsset, der var oplyste af simple havefakler.

Bestemt styrede jeg direkte mod den mørke have, nu med tårerne strømmende ned af mine kinder. Jeg ville væk, jeg ville så gerne væk. Det var som om, at alting var blevet så klart. De to sammen, mens de stod og dansede op og ned af hinanden. Jeg hørte ikke til der, jeg hørte ikke til nogen steder. Alting kunne være ligegyldigt, Niall kunne være ligegyldig, livet var ligegyldigt. Jeg var færdig her, det var slut.

Mørket havde omsluttet mig. Både i bogstavelig forstand, men også i metaforisk forstand. Jeg så ikke lys nogen steder, det var som om, jeg famlede mig frem i mørket og aldrig kom nogen steder hen.

Et kæmpe træ tårnede sig op foran mig, i det jeg stoppede ude i haven. Jeg havde droppet alt, der hed at skjule mine hulk og mine snøft – det var lige meget. Udmattet lænede jeg mig op af træstammen, for til sidst at glide helt ned af den og begrave mit hoved i mine hænder. Mine knæ trak jeg op under mig, fuldkommen ligeglad med, at jeg havde kjole på.

Tanken om, at jeg blot skulle gå ind og spørge efter en saks eller kniv i køkkenet, var så fristende. Det var op til mig nu. Niall var ligeglad med mig, jeg kunne gøre hvad jeg havde lyst til, og han ville ikke opdage det. Jeg kunne skære så dybt, at jeg aldrig skulle se han danse med den brunette igen. Jeg kunne gøre det forbi. Så hurtigt kunne jeg få smerten til at forsvinde for evigt.

”Anastasia!?” Min krop stivnede, da jeg hørte nogen, der råbte mit navn igennem haven. Stemmen tilhørte Harry. Men hvorfor var han løbet efter mig? Jeg prøvede at holde vejret, så jeg ikke ville snøfte højlydt, men det mislykkedes efter ikke mere end et par sekunder. Svagt kunne jeg ane hans skikkelse, desværre ikke så langt væk fra der, hvor jeg sad.

Prøvende trak jeg mine ben endnu længere op under mig, så han ikke skulle lægge mærke til mig, men det gjorde han, og få, lange skridt, tårnede hans høje figur sig op lige foran mig. Hurtigt drejede jeg mit hoved væk fra ham, så han umuligt kunne se at jeg græd, men det var lige meget – han havde set og hørt, at jeg græd.

”Gå,” mumlede jeg hårdt og bed mig efterfølgende i underlæben. Et tungt suk forlod Harry, men på trods af mit ord, gik han ingen steder. I stedet kunne jeg høre, at han satte sig ned på hug ved siden af mig, og ikke lang tid efter lå der en stærk arm om mig. Jeg kneb hårdt øjnene sammen ved følelsen af nærkontakt. Det var anderledes med Harry, det var ikke ligesom med de andre. Jeg havde intet imod, han krammede mig eller han blev her, selvom jeg sagde, han skulle gå.

Et hulk forlod mine læber, idet Harry trak mig helt hen til ham. Han vidste, hvad der var galt, jeg kunne mærke det på ham. Han havde vidst det helt fra starten, lige fra dengang jeg fortalte ham, hvilke bøger jeg fucking læste.

”Træk vejret, søde,” mumlede han mod mit hår, og der gik det op for mig, at jeg havde holdt vejret. Jeg gispede og begravede mig hoved i hans bryst, mens jeg krøllede mig sammen som en kugle imod hans overkrop. Roligt tyssede han på mig, mens han blidt aede hånden over mit hår. ”Niall er fuld, han ved ikke, hvad han har gang i. Det skal nok gå,” mumlede han igen imens han satte sig helt ned på den kolde jord, der heldigvis var tør.

Jeg rystede på hovedet mens endnu et hulk forlod min mund. Det ville ikke bare gå. Det havde gået i så mange år, og nu var det slut. ”Nej,” hviskede jeg mod hans bryst og greb en håndfuld af hans skjorte i min knyttede næve.

Det hele havde været en fejl. Jeg skulle ikke have taget til London, jeg skulle være blevet hjemme. Jeg burde ikke stadig være her, jeg burde have gjort det forbi for længst. Det ville have været så meget nemmere – jeg skulle ikke belemre Harry med nogen problemer, og jeg ville ikke have så ondt lige nu.

For det gjorde ondt. Det gjorde rigtig, rigtig ondt, og det sagde jeg også til Harry. Endnu en gang tyssede han roligt på mig, og trak mig forsigtig væk fra hans bryst, så han kunne se mig i øjnene. I starten sagde ingen af os noget, men efter Harry havde tørret mine kinder, åbnede han munden. ”Det skal nok gå, Ana, det lover jeg,” hviskede han bestemt. Hans øjenbryn var samlet i panden, og det fik det hele til at se meget mere seriøst ud. Han troede virkelig på, at det nok skulle gå.

”Nej, Harry,” hikstede jeg hæst og vristede mig fri af hans greb omkring mig. Bestemt skubbede jeg mig væk fra ham, så jeg kunne komme op og stå. ”Du aner ikke en skid, du ved ikke, hvad jeg har været igennem. Du ved ingenting om, hvad Niall betyder for mig, og-og hvad jeg har gjort, på grund af ham,” fortsatte jeg lavt og bakkede væk fra ham.

Jeg havde et øjeblik troet, at Harry rent faktisk forstod mig, men jeg tog fejl. Der var ingen der forstod mig, jeg burde have indset det for længst. Højst snøftede jeg og fortsatte med at bevæge mig baglæns, indtil jeg stødte på et træ bag mig. Tårerne strømmede ned af mine kinder, men det var, som om jeg ikke bemærkede dem længere.

”Nej, jeg ved ikke hvad du har været igennem. Men det skal nok gå,” forsikrede han med en rolig stemme og fik selv stablet sig på benene. Langsomt begyndte han at gå hen mod mig, mens han snakkede. ”Kom, lad os gå ind, det er hundekoldt herud-”

” – Hold nu kæft!” afbrød jeg ham hårdt, hvilket fik ham til at stoppe op. Hans stoppede lige i skæret fra en fakkel, så hans ansigt blev lyst op. Hans øjne var store, munden var spændt sammen til en smal streg, og hans øjenbryn var trukket sammen i panden. Han så urolig ud.  

”Du aner ikke en skid, kan du ikke forstå det?” råbte jeg tårevædet og slog ud med armene. ”Det kommer ikke til at gå, Harry, fat det dog! Jeg cutter på grund af Niall, jeg sulter mig selv på grund af Niall! Jeg vil fucking bare have, at han ser mig, at han lægger mærke til mig!” fortsatte jeg hidsigt og fægtede vildere med armene.

Det var alligevel for sent. Harry kunne ligeså godt få alting at vide, hvis det var den eneste måde, det kunne gå op for ham. Mit hoved snurrede og alting var et stort virvar af tanker, mens jeg fortsatte mit udbrud mod Harry.

”Er det dét, du ventede på at høre, hva? At jeg er en lille, ligegyldig tøs, der sidder og skærer i sig selv derhjemme, fordi hun er så skide egoistisk og patetisk, at jeg ikke tænker på andre end mig selv? Du kender mig ikke, du fortjener slet ikke det her! Du fortjener slet ikke, at jeg står her o-og råber foran dig, mens Niall står derinde og sikkert råsnaver med en eller anden brunette!” Min stemme fadede ud. Jeg kunne ikke mere. Jeg ville ikke mere.

Slapt lod jeg mine arme klaske mod mine sider, mens jeg stod og stirrede på Harry. Jeg tænkte ikke på noget. Jeg fortrød ikke noget. Det eneste jeg fortrød lige nu, var, at jeg var taget med til denne her fest. Min plan var gået i vasken, og det hele endte ud med en kæmpe fiasko. Harry vidste alt nu. Han vidste, at jeg elskede Niall, for det gjorde jeg, og det havde jeg nok altid gjort.

”Men…” Harry sagde ikke noget yderligere. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde regnet med, han ville sige, men måske noget andet. Han var tydeligvis overrasket over alt det, jeg lige havde fortalt ham. Det ville jeg også være, hvis det havde været mig, der stod i hans situation.

Et højt brag lød, hvilket fik mig til at fare sammen. Kort efter var hele himmelen oplyst af store, smukke lys, og det var der, det gik op for mig, at klokken havde rundet 12.00. Det var nu, jeg skulle have kysset med Niall. Han stod sikkert oppe i huset og havde travlt med den skide brunette.

”Kom her,” mumlede Harry pludseligt, hvilket fik mig til at kigge over på ham. Han strakte forsigtigt armene ud, som tegn til, at jeg skulle kramme ham. Tøvende kiggede jeg på ham, men da jeg så hans ansigtsudtryk, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det ikke var noget galt i at kramme ham. Hans kinder var røde, og hans øjne var blanke.

”Det gør bare virkelig, virkelig ondt,” mumlede jeg mod hans bryst, og låste mine arme omkring hans brystkasse. Hans arme fandt vej omkring min spinkle overkrop, og efter ikke lang tid gik det op for mig, hvor utrolig koldt det egentlig var herude. En kuldegysning gik igennem mig, hvilket fik mig til at trykke mig lidt længere ind mod Harry.

”Jeg kender dig ikke, men nu ved jeg i det mindste, hvad der sker. Og jeg skal nok hjælpe dig, det lover jeg,” mumlede han mod mit hår, mens han tegnede små cirkler på min ryg. Han kendte mig ikke, men han ville hjælpe mig. På én enkel aften, havde jeg opbygget et slags forhold til en dreng, der førhen havde været min fjende – ham, der tog min bedsteven fra mig. 

 

 

Okay, først og fremmest, så har det her kapitel været meget svært for mig at skrive, så jeg håber, at i kan lide det!

Men hvad syntes i om, at Harry opfører sig sådan overfor hende? Og hvad syntes i om hendes reaktion? Om Nialls opførsel? Kommenter!

Og hvad syntes i om det nye cover?:3

//Freja xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...