Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22899Visninger
AA

11. Tonight’s the night

Anastasias synsvinkel:

Jeg havde besluttet mig for noget, og det var sådan, det skulle være. Det kunne ikke være anderledes, det måtte ikke være anderledes! I aften skulle blive en perfekt aften og forhåbentlig en, der ville forandre alt. Jeg havde planlagt det hele, så hvis det gik galt, kunne alting være ligegyldigt. Alting.

Niall havde haft skrevet til mig, efter alt det hjemme hos ham. Han havde sagt, at han var blevet skide bekymret, for at citere ham, men jeg vidste ikke, om jeg skulle tro på det. Det kys… det havde forvirret mig, for det var allerede flere dage siden, og han havde ikke givet nogen tegn på, at han huskede det. Jeg bad egentlig bare til, at han bare var ligeså forvirret som jeg var. For hvis han var det, kunne vi måske finde ud af noget. Altså, noget, og ikke bare noget.

Forsigtigt fjernede jeg det krøllejern, der havde siddet omkring en tot af mit brune hår. En perfekt slangekrølle faldt bølget ned langs min skulder, og med et tilfredst blik slukkede jeg for det varme værktøj.

Det var nytårsaften i dag, og Niall havde lovet at hente mig. Da jeg fortalte min mor, at jeg skulle til nytårsfest med Niall og de andre drenge, havde hun været så ivrig, at hun straks hev mig med ud og shoppe. Det var rent faktisk hyggeligt – vi fik købt en sød kjole, to par søde sko og så drak vi en kop varm kakao på en lille café. Et øjeblik havde det føltes som om, at vi havde det mor-datter-forhold, jeg på nogen punkter savnede.

Nøjsomt tog jeg de sarte, lyserøde stiletter i hånden og stillede dem foran mine fødder, så jeg hurtigt kunne smutte ned i dem. Jeg havde gået i stiletter før, så det var ikke et vildt stort problem, men jeg kunne godt mærke, at de her var en smule højere end hvad jeg var vant til. Alligevel fik jeg formået at stavre mig hen til det figurspejl, der hang på en skabslåge i mit værelse.

Jeg var virkelig tilfreds med mit tøj. En ekspedient i den tøjbutik, jeg havde købt kjolen, var ekstremt god til at finde tøj og farver, der passede til min hårfarve og min øjenfarve, og derfor havde jeg kun prøvet denne ene kjole, da jeg var derinde. Min mor havde været helt oppe og køre over den, så det blev den, jeg købte.

Den var i en vissen rosa farve, og der var blonder på den, men den var på ingen måde billig. Et stykke stof under kjolen gjorde, at den ikke var den mindste smule gennemsigtig, hvilket jeg fandt utroligt smukt. Piger, der havde ekstremt nedringede eller korte kjoler på, der måske oven i købet var gennemsigtig, havde aldrig sagt mig det mindste.

Med et sidste blik I spejlet, greb jeg en lille pung, der matchede mine sko og min kjole. Hurtigt fik jeg fisket min mobil op fra en, hvor jeg så, at Niall havde skrevet en besked til mig. Et sus gik igennem mig, da jeg læste den igennem.

#Hey love. Jeg kører nu, er hos dig om 5 min. Glæder mig som en gal, det skal nok blive godt!#

Han glædede sig rent faktisk til at se mig. Han havde selv skrevet det, og på en underlig måde var jeg helt sikker på, at han mente det denne her gang. Ikke, at han ikke havde ment det der andre gange, han havde skrevet det, men det føltes bare anderledes nu. Måske var det tanken om, hvad der kunne ske i aften, der ændrede det hele.

”Du ser smuk ud, min skat,” hurtigt snurrede jeg rundt om mig selv, så det løse stof på kjolen svingede omkring mig. Min mor stod i døren og så selv smuk ud – hende og min far havde aftalt, at de skulle tage ud og finde et godt sted og spise, og så ellers bare drikke et glas rødvin hjemme på hotellet.

”Tak mor. I lige måde,” mumlede jeg en anelse genert, og tog den taske, hvori jeg havde mit andet par sko. De var flade, for jeg vidste, at jeg umuligt kunne gå i de høje stiletter hele aftenen. ”Niall er her om lidt, så jeg går ned i lobbyen og venter. Dig og far må have en hyggelig aften,” sagde jeg hurtigt da jeg gik forbi hende, og fortsatte ud mod den lille gang. Hun klappede mig blødt på ryggen, og da jeg kiggede på hende, smilede hun stort til mig.

”Du må hilse Niall. Og pas på dig selv – du ringer bare, hvis du vil hjem, eller hvis du ikke vil sove hos Niall alligevel, ikke?” spurgte hun med en bekymret mine, men jeg nikkede bare roligt til hende. Det skulle nok gå godt, og jeg skulle nok sove hos Niall.

”Vi ses!” jeg gav hende endnu et varmt smil, og smuttede så ud af døren med en jakke over skuldrende. Jeg var nervøs, men samtidig var jeg overhoved ikke nervøs. De dage, hvor jeg ikke havde set Niall, var gået i sneglefart, så derfor glædede jeg mig enormt meget til at se ham. Jeg kunne godt mærke, at jeg var nervøs, for jeg vidste, at der ville være enormt mange mennesker, jeg ikke kendte, men tanken om, at Niall var min hele aftenen, skubbede nervøsiteten til siden.

For Niall var min i aften og i nat. Han havde selv inviteret mig med og sagt, at han nok skulle være ved min side blandt alle de mange mennesker. Jeg så det som om, vi skulle på date i aften – måske var det dumt, men det lignede så meget en. Det var nytårsaften, og min bedsteven havde inviteret mig med til en kæmpe nytårsfest, og kort efter han havde inviteret mig, havde han kysset mig.

Det måtte betyde et eller andet. Niall ville ikke bare kysse mig. Han kysser ikke bare på folk, han måtte mene noget med det. Det var det, jeg ville finde ud af til aften, men jeg blev nød til at drikke lidt inden. Ellers ville jeg aldrig nogensinde have modet til det. Og for en gangs skyld havde jeg lyst til at drikke – før havde det været sådan, at når jeg var til fest eller noget i den retning, drak jeg så meget, at jeg begyndte at tude, fordi det gik op for mig hvor ynkeligt mit liv var.

Men i aften ville jeg drikke, fordi jeg havde lyst. Jeg ville drikke til jeg var glad, og så ville jeg heller ikke drikke mere end det. Forhåbentligt kunne Niall holde nogenlunde igen, så han ikke pludselig efterlod mig alene, men nu stolede jeg også på, at han kunne beherske sig.

Et pling lød fra elevatoren, jeg var gået ind i, og dørene åbnede sig. Med selvsikre skridt gik jeg ud af elevatoren, for kun at møde en fuldkommen tom lobby. En ubehagelig varm følelse bredte sig i min krop, da mit blik panisk flakkede rundt i rummet, der ikke havde nogen tegn på, at Niall var kommet. Det var 10 minutter siden han havde sendt den besked, han burde da være her, ikke?

Hvad nu, hvis han havde brændt mig af? Det kunne han da ikke finde på, kunne han? Jeg sank nervøst en klump og gjorde alt jeg kunne, for ikke at ligne en, der var ved at gå fra hinanden. Det her skulle være aftenen. Jeg skulle langt om længe fortælle Niall alt, og han skulle lytte, sidde og holde mig i hånden, og så fortælle mig, at han havde det på præcis samme måde. Det var i hvert fald sådan, min aften foregik i mit hoved.

”Er De Miss Charlston?” En dyb stemme lød lige bag mig, så forskrækket snurrede jeg rundt. En høj, muskuløs man i sort jakkesæt, tårnede sig op foran mig, og kiggede tomt på mig. Overrumplet nikkede jeg, stadig en smule forvirret og i panik over, at Niall ikke var kommet.

”J-ja,” stammede jeg uroligt og trådte et skridt tilbage. Grebet om min pung blev strammet automatisk, men manden gjorde ikke noget end at smile sødt til mig. Mit hjerte sprang et slag over, da han gjorde gestus mod døren til baglokalet af lobbyen.

”Niall venter på Dem i bilen, hvis De vil følge med mig?” Hans formelle henvendelse til mig, fik en svag rødmen til at indtage mine kinder. Jeg smilede genert til ham og fulgte efter ham, da han svingede døren op til bagindgangen. Der holdt en stor, sort bil parkeret lige foran udgangen, og jeg kunne hurtigt regne ud, at Niall sad inde i den.

Min Niall.

Uden tøven gik jeg selvsikkert hen til bildøren, tog fat i håndtaget og åbnede den langsomt. Jeg kunne lige ane Niall sidde i den anden side af bilen, og da jeg dukkede mig, så jeg kunne komme ind, sad han ganske rigtig og kiggede sødt på mig. Jeg gav mig tid til at studere hans outfit nærmere – han var smuk. Det lyse hår sad rodet, men stadig organiseret, på toppen af hans hoved, der blev prydet af et stort smil. Hans torso var beklædt med en simpel, hvid skjorte og på benene par han et par sorte jeans. Det var utroligt hvordan noget så simpelt, kunne bæres så smukt.

”Wauw,” jeg blev revet tilbage til virkeligheden ved lyden af Nialls stemme. Endnu en gang rødmede jeg svagt, men prøvede så vidt muligt at skjule det, mens jeg satte mig helt ind i bilen og smækkede døren. Bilen blev med det samme sat i gang, men jeg ænsede det knap nok.

”Hej til dig også,” hilste jeg med et lille grin i min stemme. Niall lænede sig hen mod mig, så han kunne give mig et kram, og jeg gengældte det hurtigt. Da hans arme blev lagt sig om mig, kunne jeg straks mærke hans kropsvarme strømme over til mig. Det føltes så rigtigt at have ham så tæt på. Jeg var faldet så pladask for ham, mens jeg havde været her i London, men jeg fortrød ingenting. Det var noget der sagde mig, at Niall havde det på samme måde – det virkede sådan.

”Du ser virkelig godt ud, Ana,” komplimenterede Niall smilende og nikkede imod mit outfit. For tredje gang i løbet af alt for kort tid, kunne jeg mærke varmen stige mig til hovedet, men jeg nægtede at lade mine generthed stå i vejen for mig i aften. Jeg sendte ham et skævt smil, og nikkede så mod hans outfit, ligesom han havde gjort mod mit.

”Du ser heller ikke værst ud,” klukkede jeg og blinkede med mine øjenvipper, der var påført mascara. Niall grinede kort af mig, den der søde Niall-latter, som kun han kan lave.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad der gik af Anastasia. Jeg havde ikke set hende så selvsikker, siden jeg ved ikke hvornår, men det gjorde mig ikke noget. Jeg kunne godt lide det, det var jeg ikke bleg for at indrømme. Generelt kunne jeg godt lide Ana til aften – hun lignede for helvede en gudinde, eller noget i den stil.

Den sandfarvede kjole passede hende så perfekt, og de utroligt høje sko, jeg ikke forstod hun kunne gå i, gjorde hendes ben virkelig flotte. Jeg havde aldrig set på Ana på den måde, og derfor forvirrede det mig, da jeg kunne mærke en velkendt varme stige i mine kinder. Jeg hadede det så utroligt meget, at jeg rødmede, og for det meste skulle der også rimelig meget til, før jeg gjorde det.

For at bryde den lidt underlige stemning, der var i bilen, begyndte jeg at snakke om tilfældige ting, da det ligesom er lidt en vane, jeg har mig. ”Hvad så, er du så nervøs, eller hvad?” spurgte jeg hurtigt og kiggede spørgende på min veninde.

Hun kiggede strålende på mig og slikkede sig om de læber, der var malet let lyserød. ”Det er faktisk ikke så slemt,” svarede hun mig muntert og rykkede lidt på sig i sædet. Jeg nikkede tænksomt, selvom jeg ikke som sådan tænkte. Hun var bare… anderledes i dag. Det var som om, hun ikke helt var sig selv, men samtidig var den karakteristiske, generte Anastasia mere iøjnefaldende end jeg i lang tid havde set.

Hendes øjne, der var rimelig neutrale i forhold til makeup, flakkede frem og tilbage på de forskellige former og figurer uden for den tonede rude. Det var lang tid siden, jeg havde studeret hende, som jeg gjorde nu, og det undrede mig. Noget indeni mig sagde, at jeg skulle gribe hendes spinkle hånd, der lå fint ved siden af hende på sædet imellem os, men ville det ikke være forkert?

Og så efter vores kys? For selvom jeg nok egentlig ville glemme det, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg havde valgt at kysse hende, eller om hun havde kysset mig, men en ting var sikkert, og det var, at jeg havde kysset med min bedsteveninde.

Hende, der i forvejen gik så fandens meget igennem. Bare tanken om, hvad jeg kunne ødelægge hvis det gik op for mig, at det ingenting betød for mig, fik varmen til at brede sig i mit bryst. Men… jeg var blevet så bange. Sådan noget var aldrig sket for mig før, at nogen pludselig forsvandt fra mig. Men hun forsvandt, både på den ene og den anden måde. Jeg var skræmt over min følelser, for jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg følte.

 

Anastasias synsvinkel:

Med et ryk stoppede bilen, og jeg vågnede op fra den trancelignende tilstand, jeg før havde siddet i. Lidt fortumlet fik jeg fokuseret mit blik, for kun at finde ud af, at vi holdte foran en kæmpemæssig port, hvor der bagved lå et gigantisk hus, der på nogen punkter mindede meget om Nialls.

Jeg kiggede en smule nervøst over på Niall, for jeg var jo nervøs. Det skal man ikke ligefrem være professor for at regne ud. Det var sikkert hundredvis af mennesker derinde, som jeg ikke havde mødt før, og som jeg skulle til at hilse på. Folk, der kendte Ni og alle de andre. Før jeg vidste af det, blev en dør åbnet for mig, og det viste sig at være Niall, der havde åbnet den for mig.

”Bare smil, og lad være med at falde, så skal du nok klare den,” jokede han for sjov og satte en hånd i siden på sig selv. Jeg tjattede til hans skulder og grinede drillende af ham, før jeg viklede min arm ind i hans. Endnu en gang tog den varme følelse over i min krop, og jeg kunne mærke mit hjerte slå en tand hurtigere. Selvom det lyder utroligt gammeldags og originalt, så passede det bedre end noget andet. Jeg måtte bide mig selv hårdt i læben, for ikke at gispe højlydt efter vejret, da jeg kunne mærke Nialls arm vikle sig ud af min, og i stedet placerede han den nederst på min lænd. 

Han puffede mig blidt fremad i indkørslen, mens han allerede nu hilste på flere mennesker på vej op til indgangen, hvor der lå en skide rød løber. Jeg sank en klump, da jeg så de mange smukke, slanke piger, der stod rundt omkring. Deres flotte, lige ben kunne lige ses under de jakker, der fleste af dem bar, men det var nok til, at jeg med det samme følte mig udstillet.

Havde jeg gjort for meget ud af det her? For lidt? Spørgsmålene kørte allerede rundt i mit hoved, så jeg nåede knap nok at opfange, at vi var gået op til indgangen, før Louis’ skingre stemme lød et lille stykke fra os. Både Niall og jeg snurrede rundt samtidig, hvilket fik os begge til at smile stort til hinanden. Alting fungerede for os – det var så specielt.

”Hej mennesker!” hilste Louis højt og trak mig hurtigt ind i et kram. Ubehaget ved nærkontakten med en uvant person steg i mig, men endnu en gang rystede jeg det af mig og krammede i stedet igen.

”Hey Louis.” Ved mine ord trak jeg mig væk fra ham, så han også kunne komme til at sige hej til Ni. Louis så virkelig godt ud, det måtte jeg sige. Han havde sorte jeans på, meget lig med Nialls, men på overkroppen bar en han mørkeblå skjorte, der i den grad fik hans øjenfarve til at stråle – nu lyder jeg som en modespecialist, men det gjorde den altså.

”Der er velkomstdrinks og garderobe lige ved indgangen, jeg bliver nød til at smutte. Jeg skal jo rundt og sige hej,” sagde han hurtigt, efter at have hilst på Niall. Både Niall og jeg nikkede smilende til ham, og med Nialls hånd på min ryg igen, gik vi sammen op til indgangen.

 

 

Indtil videre fungerede alting som det skulle. Niall og jeg var heldigvis blevet placeret ved siden af hinanden, så jeg skulle i det mindste ikke sidde ved siden af to helt fremmede mennesker – faktisk skulle jeg ikke engang side ved siden af én fremmed person. Harry var nemlig blevet placeret på min anden side, og vi kom overraskende godt ud af det med hinanden. Han var så åben og flink, at jeg havde siddet og småsludret med ham de seneste par timer – uden overhoved at ænse, at jeg jo egentlig var her med Niall.

Niall sad desuden også og snakkede med en mand, der sad ved hans anden side. Hvis jeg ikke tog meget fejl, hed han Stan, men jeg var langt fra sikker. Og når det kommer til at drikke, så havde både Harry og Niall sørget for, at mit glas i hvert fald ikke var tomt – det var nok mest Niall, på trods af, at vi ikke havde snakket så meget sammen under middagen.

”Jeg kan godt lide din skjorte, Harry,” komplimenterede jeg og pegede akavet på hans bryst, der var dækket af det lyseblå skjortestof, der havde små hvide hjerter på. Harry lo kort af mig, men nikkede så taknemmeligt og tog en tår af sin hvidvin.

”Din kjole er nu heller ikke værst,” kluklo han og tog endnu en tår, inden han stillede glasset fra sig. Ubevidst fnisede jeg af ham og tjattede lidt til hans skulder, hvilket fik ham til at hæve et øjenbryn af min opførsel. Først et sekund efter, jeg havde gjort det, gik det op for mig, hvad jeg netop havde gjort. Farven steg i mine kinder, og en flov følelse bredte sig helt fra mine sitrende fingerspidser til mine ømme tæer – jeg havde nægtet at skifte sko, fordi jeg ikke ville ligne en dværg i forhold til alle dem, jeg umiddelbart snakkede med.

Jeg havde lige tjattet til Harry, og jeg kendte ham knap nok. Hvad havde jeg tænkt på? Godt nok skulle det være et selvsikkert jeg, der skulle dominere i aften, men ligefrem at tjatte til en verdenskendt popstjerne, jeg kun havde snakket med én gang før? Nej.

”Tak,” mumlede jeg genert og tog selv et lille nip af en eller anden drink, som Niall netop var kommet tilbage med. Jeg skar en grimasse, da den var en anelse stærk, men efter den dominante vodkasmag i starten, skiftede det til noget ala vandmelon. Tilfredst tog jeg en lidt større slurk, og tillod mig at nyde den stærke væske flyde igennem mine vener.

”Undskyld, men jeg bliver lige nød til at smutte,” Harry rejste sig langsomt og kiggede venligt ned mod mig. Jeg nikkede bare som svar til, at det selvfølgelig var helt okay, at han gik – jeg skulle ikke holde ham hen hele aftenen, med min ligegyldige plapren. I stedet vendte jeg mig mod Niall, der stadig sad og snakkede med sin ven. Jeg prikkede ham forsigtigt på skulderen, så han gav et lille, forskrækket spjæt fra sig.

”Oh, jeg ville ikke forskrække dig,” mumlede jeg og smilede flovt mod gulvet. Nialls genkendelige latter lød kort, hvilket fik mig til at kigge op på ham. Med det samme mødtes vores blikke, og endnu en gang følte jeg den der… gnist i mig. Den han altid formåede at frembringe, hvis bare han gjorde den mindste ting ved mig.

Denne her gang syntes den dog at være tyve gange stærkere – sikkert på grund af alkoholen, jeg havde indtaget. Jeg var ikke fuld, men jeg var heller ikke ædru. Jeg var på nippet til at være glad, og det var også kun derfor, jeg turde læne mig så tæt på Nialls øre, at kun han kunne høre, hvad jeg sagde til ham.

”Hvad er det egentlig, i denne her drink?” Spørgsmålet kom tydeligvis bag på Ni, for han fik kun fremstammet nogen verbale lyde, der kunne komme fra et spædbarn. Måske havde han forventet noget andet – hvad det skulle have været, det vidste jeg egentlig ikke, men i hvert fald noget andet. Spændt ventede jeg på et svar fra ham, for hvis denne her drink var stærk, skulle jeg bestemt have en mere.

Jeg undskylder mange gange for ventetiden, men jeg har haft rimelig travlt hele forrige uge med projektopgave :)

Og også undskyld for det her virkelig shitty kapitel - der sker absolut ingenting, men jeg lover, at der komme mere drama i det næste par kapitler!

(Tøj i kommentar)

Tak fordi i venter og tak fordi i læser, husk at like!

//Freja xx

 

                      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...