Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22578Visninger
AA

18. This might be it

Anastasias synsvinkel:

Hårdt bed jeg mig i læben, mens jeg på intet tidspunkt fjernede mit blik fra Niall og Amy. Amy lagde prøvende en hånd på hans overarm, men det så ud til, Niall ikke ville have det – han rystede den i hvert fald af sig.

Endnu en gang poppede spørgsmålet op i mit hoved – hvad fanden lavede hun her? Hvem havde inviteret hende?

Jeg havde knap bemærket Harry, før han forsigtigt greb fat i min hånd. Hurtigt kiggede jeg ned på ham, kun for at møde hans bekymrede, grønne blik – det, han også havde haft til nytårsaften. Jeg sank en klump mens jeg kunne mærke vreden stige indeni mig.

”Hvad laver hun her?” spurgte jeg koldt og kiggede endnu en gang hen på de to i mængden. Det var umuligt ikke at bide mærke i Nialls hårde facade, men hvis det var hans såkaldte veninde, hvorfor virkede han så så oprevet? Havde han ikke fået et indtryk af, hvordan jeg havde det, da han havde danset med hende, eller hvad?

”Rita Ora har inviteret hende,” mumlede Harry som svar og gav min hånd et klem. Stift nikkede jeg i det jeg fik vristet min hånd fri af Harrys, så jeg kunne komme hen til dem. Niall var min – var han ikke?

Jeg kom pludselig i tanke om, vi stadig ikke havde snakket om, hvad vi egentlig var. Var vi et par, venner, en flirt? Måske kunne jeg slet ikke tillade mig at gå hen og snakke med dem. Gå hen til Niall og fortælle ham, hvordan jeg rent faktisk havde det – måske var det i virkeligheden er fucking dum ide at tage med. Hvad nu hvis det endte ligesom sidst?

Beslutsomt rystede jeg på hovedet. Nej, det måtte ikke ende ligesom sidst, det kunne ikke ende ligesom sidst. Niall vidste udmærket, hvordan jeg havde det, og han kunne da ikke finde på at gøre det samme én gang til. Kunne han vel?

Forvirret som jeg var, kneb jeg øjnene sammen og begravede mit hoved i mine hænder. Det gik op for mig, hvor utilregnelig det hele kunne være – Niall, vores forhold og ikke mindst mig selv.

Jeg kunne jo ikke en gang stole på min egen dømmekraft mere. Hver eneste gang, jeg troede, jeg havde ret i noget, blev jeg alligevel i tvivl to sekunder efter. Og det gjorde mig vred – det gjorde mig pisse hamrende rasende.

Hvorfor havde jeg også sagt ja til denne her ferie? Hvor kunne det dog bare have været så meget nemmere, hvis jeg var blevet hjemme i Irland, nægtet at tage med på ferie og måske endda have gjort en ende på det hele? Så ville der ikke være noget drama mellem Niall og jeg, og jeg ville ikke have den smerte i mit bryst, som jeg havde nu.

Det var lige før jeg kunne kaste op ved synet af dem. Niall lo, Amy blinkede overdrevet med sine lange øjenvipper, og jeg havde kvalme. Burde jeg gå hen og snakke med dem? Eller med Niall?

Før jeg vidste af det, var de forsvundet. De var ikke længere til at se nogen steder, også selvom jeg kiggede rundt i hele lokalet – intet spor. Jeg kunne ikke en gang se Harry mere.

Great. Endnu en gang var jeg alene – kunne det bliver meget værre lige nu?

Hvor fanden var de skredet hen? Jeg havde slet ikke bemærket, de var gået, men pludselig var de væk, pist forsvundet. Tårerne pressede sig på bag mine øjenlåg, og jeg kunne mærke min mave vende sig om de drinks jeg havde fået kørt ned. Det gjorde ondt i mit bryst og i mit hoved, og en pludselig trang til at ville hjem – helt hjem – skød endnu en gang op i mig.

Hvorfor skulle det her ske?

Svaret var, fordi jeg fortjente det. Jeg havde beskyldt Niall for alle mine problemer, så selvfølgelig skulle ting som dette her ske. Jeg havde jo fuldkommen selv bedt om det!

Han bruger dig.

Det gik langsomt op for mig. Svinet havde brugt mig! Han havde haft så pisse dårlig samvittighed, at han ikke så andre udveje, end at lade som om han var forelsket i mig – bullshit. Ikke en gang én gang i hele mit liv, havde jeg set Niall forelsket, så hvorfor fanden ville han falde for mig?

Usikkert kiggede jeg ned af mig selv, følte mig fuldkommen blottet for alle. På mine fødder sad de høje sko stadig og den korte kjole afslørede alt for meget af mine ben. Forfærdelige ben. Det var som om alles blikke blev vendt mod mig, det svimlede for mit blik, adrenalinen pumpede rundt i mine blodårer.

Jeg havde virkelig behov for at sidde ned.

Tumlende og ukontrolleret gik jeg fremad, for til sidst at lade mig falde sammen på en ledig stol. Tankerne fór rundt i hovedet på mig, som i et andet cirkus. Hold kæft, hvor havde jeg forfærdeligt.

Du er ynkelig, Anastasia. Patetisk, elendig, ubrugelig!

Indvendigt vrissede jeg af stemmen inde i mit hoved, mens jeg udenpå fik fat i en tjener, som kom gående med fyldte champagneglas på en bakke. Efter at have bundet et glas af den boblende væske, kiggede jeg endelig frem igen. Niall var stadig ikke til at se.

Måske overreagerede jeg? Et eller andet sted dybt inde i mig vidste jeg nok godt, at han ikke kunne finde på at såre mig igen. Han havde virket så knust, da jeg fortalte ham det hele – alt med cutting og mine madvaner – så hvorfor skulle han dog kunne finde på at gøre det igen?

Ja. Jeg havde overreageret. Der lå jo intet i den samtale, ham og Amy havde. Han havde sågar virket afvisende og kold overfor hende. Havde han ikke?

Det gav et spjæt i mig, da jeg efter at havde haft lukkede øjne, åbnede dem igen og stirrede direkte ind i et par klare blå øjne. Jeg blinkede et par gange og fik samlet mig selv sammen, mens jeg så småt kunne mærke vreden stige i mig igen.

Amy stod foran mig. Hvad fanden?

”Du er Anastasia, er du ikke?” Hendes stemme var rund og blid, passede udmærket til hendes udseende, hvis det ikke var fordi jeg allerede afskyede hende.

”Jo,” svarede jeg koldt og rynkede brynene. ”Og du er Amy?” Hun nikkede kort og trippede lidt usikkert på stedet, som om hun ikke anede, hvad hun egentlig lavede her. Flabet sendte jeg hende et smil, inden jeg drejede mig på stolen, så jeg sad med siden til hende og fronten ud mod de mange mennesker, der var begyndt at danse. Stadig ingen Niall at se…

”Må jeg sidde her?” spurgte hun forsigtigt og nikkede til en ledig stol ved siden af mig. Jeg trak ligegyldigt på skuldrende og spidsede mine læber – hun kunne gøre, hvad hun ville, bare hun ikke smadrede noget mellem mig og Niall.

”Sååå… Dig og Niall, huh? Er det seriøst imellem jer?” hendes spørgsmål fik jeg med det samme til at rette opmærksomheden mod hende. På trods af, Amy rent faktisk havde virket nysgerrig ved spørgsmålet, var det som om der stadig lå noget gemt bag det – hvad ville hun vide? Hvorfor fanden spurgte hun om det?

”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg afvisende og trak endnu en gang på skulderen. ”Det tror jeg…” fortsatte jeg idet jeg sendte hende endnu et falskt smil. Hun nikkede tænkende. Hvad gik det her ud på?

 

Nialls synsvinkel:

”Hør, Amy, kan du ikke bare droppe det? Please?” Min stemme var bedende, da jeg vendte mig mod Amy igen. Hendes kjole flagrende omkring de lange, brune ben, og det mørke hår hang løst i krøller og fulgte vindens stød. Amy var en af de få, der havde rørt noget i mig – kunne få mig til at føle mig speciel.

Men jeg havde fucket det op, og jeg blev nød til at være der for Anastasia. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide Ana – det kunne jeg skam, men det var anderledes med Amy. Hun forstod mig virkelig, hun var noget af en drengerøv og elskede at spille Fifa med mig. Vi havde bare noget tilfælles, i forhold til mig og Ana…

Jeg rystede på hovedet og kørte frustreret en hånd igennem mit hår. Hvad havde jeg rodet mig ud i?

”Niall, kan du ikke se det fra min synsvinkel? Du betyder altså noget for mig, og bare fordi din veninde kommer valsende tilbage i dit liv og har det pisse svært, så behøves du sku da ikke skride fra mig? Jeg forstår godt, du gerne vil hjælpe hende, men…” Amy tav og kiggede i jorden.

Det kom ikke bag på mig, hun reagerede på den måde – godt nok var det vores plan at holde vores flirt på det laveste niveau, men selvfølgelig sårede jeg hende ved at vælge hende fra. Hun havde jo ret i, at så snart Ana kom tilbage i mit liv, havde jeg skubbet hende væk.

Ironisk hvordan jeg havde gået 19 år af mit liv og ikke havde haft en rigtig kæreste, ikke været rigtig forelsket, og nu stod jeg her. Stod og skulle vælge på den mest latterlige måde.

”Jeg bliver nød til at gå ind til hende… hun leder sikkert efter mig,” endte det med jeg mumlede, hvorefter jeg gik væk fra rækværket på altanen. Amys blik mødte mig – varmt, men alligevel koldt. Det var ikke svært at se, hvor skuffet og såret hun var, men hvad fanden skulle jeg gøre?

Harry ville flippe skråt på mig, hvis han fandt ud af, jeg havde haft noget halvt kørende med Amy ved siden af Ana. De var blevet så tætte på den tid, de havde kendt hinanden, og på en måde gjorde det mig glad. Jeg kunne godt lide at se Ana smile og være glad, og den eneste person jeg så hende være det med, udover mig, var Harry – jeg havde dybt seriøst aldrig set hende smile og grine så meget, som hun gjorde med ham.

Jeg kunne mærke et stik af jalousi, da jeg tænkte det igennem. Betød hun noget for ham? Var det sådan, Ana havde haft det, da jeg dansede med Amy til nytår?

”Niall!”

Jeg blinkede et par gange og fik fokuseret på Simon, der kom gående hen imod mig. Great, nu kom jeg ikke ind til Ana lige foreløbig – når Simon havde noget at sige, så skulle det siges med det samme.

 

Anastasias synsvinkel:

”Har Niall fortalt dig noget om… mig?” Amy virkede tøvende, da hun udspurgte mig. Jeg bed mig hårdt i læben og rystede så på hovedet, da hendes blik borede sig ind i mit. Han havde jo ikke en gang nævnt hende overfor mig – hvad ville hun have jeg skulle sige?

Vi havde siddet og snakket i godt og vel 10 minutter – eller, det vil sige, at Amy havde spurgt ind til alverdens ting om mig, og ikke mindst om Niall og jeg, hvilket forvirrede mig virkelig meget.

Jeg så ikke nogen grund til at skulle fortælle hende det hele, så det var alt sammen endt ud i små, korte svar og en gang imellem et lille smil. Amy virkede flink nok, men jeg kunne ikke få billedet af hendes alt for korte kjole, og hendes krop der gled under Nialls hænder til nytår, ud af mit hoved.

Måske burde jeg takke hende. For at være skyld i, at Niall og jeg fandt sammen, for havde det ikke været for hendes sensuelle, virkelig billige, dans, ville jeg ikke have plapret ud om det hele til Harry, og på den måde ville Niall ikke have fået noget af vide.

”Hør, Anastasia…” Amys stemme ramte min øresnegl, og endnu en gang rettede jeg opmærksomheden til hendes blå øjne. ”Der er noget, du skal vide, som du ikke ved. Og jeg tror ikke, Niall bliver glad for at jeg fortæller det, men du fortjener virkelig at høre det.” Undrende og nysgerrig spærrede jeg øjnene op.

Niall fortalte mig alt. Hun måtte da være helt galt på den. Og alligevel kunne jeg mærke den strammende fornemmelse rundt om mit hjerte, da Amy fortsatte sin talen.

”Det er… Altså, der til Nytår, jeg anede virkelig ikke noget om jer to! Ellers ville jeg jo aldrig have danset sådan med ham,” sukkede hun og kiggede lidt rundt. Min mund var en tynd streg, og da hun nævnte dansen knyttede jeg ubevidst mine hænder, men jeg lod hende fortsætte.

”Mig og Niall havde lidt kørende, du ved… inden du kom til London, og jeg havde virkelig håb…” Jeg stoppede med at høre efter, hvad hun sagde.

Havde de haft noget kørende?

Det føltes som om alt luft forlod mine lunger, og jeg sad tilbage som en skal. De havde haft noget kørende… Præcis ligesom Niall og jeg havde noget kørende lige nu. Det brændte i mit bryst, i det ordene voksede sig større og større i mit hoved. Noget kørende.

Var han forelsket i hende? Var hun forelsket i ham?

Min hals var tør. Jeg havde brug for noget at drikke, brug for at være alene. Jeg havde brug for kniven, et toilet så jeg kunne komme af med alt det, jeg havde spist til aftensmaden. Amy var tynd – det ville jeg også være. Jeg ville være dét, Niall ville have, ville være hans…

”Undskyld mig,” raspede jeg og skubbede stolen væk bag mig. Amy klappede munden i og kiggede forsigtigt op på mig. Inden jeg nåede for langt væk, greb hun fat i min arm, så jeg ikke kunne komme frem af. Selvom det var forkert af mig, sendte jeg hende et koldt, surt blik.

”Hold fingrene fra mig!” hvæsede jeg og hev min arm til mig. Amy overgav sig ikke, men gav sig i stedet til at snakke.

”Hør, jeg bryder mig lige så lidt om dig, som du gør om mig, fordi jeg havde ham først. Det var mig, der havde noget kørende med ham, inden du kom ind i hans liv igen, og hægtede dig på ham. Men i det mindste lad ham bestemme – det er ikke din beslutning, Ana,” hviskede hun. Hendes ord kom bag på mig.

Ikke min beslutning? Hvad fanden regnede hun med jeg ville gøre? Tvinge Niall til at være sammen med mig?

Hårdt rev jeg min arm til mig, denne gang med succes, og stavrede fortumlet hen mod baren. Noget sagde mig, jeg blev nød til at snakke med Niall, men en anden del af mig havde lyst til at slå ham – jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget.

”Tre vodkashots,” bestilte jeg til bartenderen, som nikkede og fik linet de tre små glas op. De var tømt alt for hurtigt – var det ikke, fordi jeg vidste, jeg ville blive dårlig af mere alkohol, havde jeg også bestilt mere.

Den bitre smag af spiritus mindede mig om aftensmaden. Jeg blev nød til at komme op med det – op med det hele, lige meget hvad.

 

Det svimlede for mig, da jeg låste døren til badeværelset op og rettede ryggen. Smagen af vodka og bræk var blevet erstattet af smagen af frisk menthol fra et tyggegummi, jeg havde fisket frem fra min taske.

Jeg anede ikke en gang, om jeg var sur eller skuffet. Måske var jeg en blanding af begge dele? Det føltes tomt inden i mig – som om der ikke var noget, kun en tom skal, der havde klistret et falskt, alt for stort smil på læberne.

Allerhelst ville jeg hjem, men jeg anede ikke hvordan. Adressen til hotellet lå gemt allerbagerst i mit hoved, og umiddelbart kunne jeg ikke finde den frem – og fandeme nej om jeg skulle sætte mig ind i en taxa for så at glemme, hvor jeg skulle hen.

I stedet gik jeg op til en tjener og tog et glas champagne. Ikke noget med at bælle denne gang – bare virke classy og ligeglad.

Classy og ligeglad. Det er jo alt, du ikke er, pigebarn.

Stemmen i mit hoved lød hånlig og nedladende, så jeg et øjeblik mistede fatningen. Niall og Amy. Hvad, hvis de havde været sammen, inden jeg kom? Jeg havde ødelagt det for dem – men hvilken røv var Niall ikke lige?

Han fik mig til at føle mig så pisse speciel, og så havde han fandeme haft noget halvt kørende med Amy. Vreden fik mig til at skære tænder. Hvad havde han tænkt på? Var han ude på at ødelægge os begge, eller vidste han, at han kunne få noget af mig, og derfor kun var sammen med mig?

Tanken om, han havde udnyttet mig på den måde, havde ikke strejfet mine tanker før nu. Åh gud… han havde jo udnyttet mig på det groveste – fået, hvad han kunne, og nu var han sikkert klar til at skride fra mig igen.

Jeg var ubrugelig. Det var lige før, jeg havde lyst til at grine over, hvor fucking latterlig jeg var. Hvordan kunne jeg tro, Niall ville mig? Amy var smuk, høj, elegant, alt det, som jeg ikke var, det var jo klart, han ville vælge hende over mig.

”Hej.” Min krop frøs, i det en hånd lagde sig på min skulder og en stemme ramte mit øre. En alt for velkendt stemme.

Mit hjerte begyndte at hamre og min puls steg, i det Niall stillede sig foran mig og greb fat om mine hofter. Han plantede et sødt kys på min kæbe – åh nej. Tårerne pressede sig på, mens vreden og skuffelsen steg i mig.

Gangen foran toiletterne var tom, så der var ingen og se. Min hånd knugede sig om champagneglasset, og Niall plantede endnu et kys på min kind, længere inde mod min mund. Han stank af røg og alkohol, hvilket fik min mave til at vende sig ulideligt.

Prøvende på at komme væk, fjernede jeg mit hoved og skubbede Niall væk fra mig. Hans blik var ulæseligt, forvirret måske.

”Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig det?” min stemme kom ud som en hvisken idet jeg mødte Nialls øjne. De klare, blå, funklende øjne, jeg var faldet dybt i så mange gange, men denne gang så jeg ikke andet end forvirring.

”Fortælle hvad?” grinede Niall uvidende og prøvede endnu en gang at kysse mig. Vreden blev større og overraskende nok skubbede jeg ham hårdt af mig.

”Ja, eventuelt fortælle, at du har haft en anden, mens vi to datede?” vrissede jeg såret. Nialls blik ændrede sig med det samme – stift og koldt kiggede han på mig, og lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke undgå at en tåre trillede ned af min kind.

Arrigt tørrede jeg den væk. Ikke græd nu.

”Ana, hvad snak-”

”- Du skal ikke spille uvidende, du ved godt hvad jeg snakker om! Amy fortalte mig det hele,” afbrød jeg opgivende. Mine arme krydsede jeg over brystet, i det jeg lænede mig op af væggen på gangen. En fuld mand i jakkesæt kom tumlende ned af gulvtæppet og styrede direkte ind på pigetoilettet – fulde svin.

”Har du snakket med Amy?” spørgende gloede han på mig, indtil jeg nikkede snøftende. Hvorfor skulle jeg også græde? Niall havde svigtet mig igen, han fortjente mig ikke.

”Hør, Ana, han fortjener dig slet ikke, når han bare sådan skrider fra dig på den måde. Du fortjener meget bedre end ham.” Sådan havde han selv sagt, da min ekskæreste forlod mig. Og hvad havde han selv gang i nu?

”Må jeg forklare det?” hans stemme virkede forsigtig, søgende efter tilladelse. Han måtte ikke forklare. Hvis han ville, kunne han tage den tøs til Amy – jeg ville bar væk. Jeg var træt af at blive trådt på hele tiden, svigtet og nedgjort. Jeg var ikke en gang vred, jeg var tom. Følelser, ord, bevægelser, der var intet, der fungerede, som det skulle.

”Nej. Niall, du kan rende mig.” Ubevidst fik jeg plasket champagnen i hovedet på ham, så han overrasket bakkede et skridt tilbage fra mig. Mens han tørrede sine øjne, løb jeg forbi ham. Jeg ville hjem – ikke en gang hjem, jeg ville bare væk. For altid. 

Hvad tror i, der sker i næste (og sidste) kapitel? Og hvem vælger Niall: Amy eller Anastasia? Kommenter gerne x

//Freja xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...