Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

228Likes
301Kommentarer
22479Visninger
AA

19. The walls kept tumbling down

Hør eventuelt "I can't make you love me" imens du læser dette kapitel x

Anastasias synsvinkel:

Mit hoved dunkede og alting snurrede rundt. Alkoholen pumpede i mit blod, og en trang til at skrige så højt, at glas ville sprænges, hobede sig op i mig. Jeg hyperventilerede mens jeg gik ned af den mennesketomme, øde gade. Jeg anede ikke, hvor jeg var på vej hen. Ville jeg vide det?

Spørgsmålet forsvandt bag resten af mine tanker, der langsomt tog over, og tårerne pressede sig på bag mine sammenknebne øjne.

Ikke nu.

Stemmen i mit hoved hvæsede muggent af mig, i det jeg bed mig så hårdt i læben, en bloddråbe piblede ned af min hage og landede lydløst på den kolde asfalt under mig. Mine sko bar jeg i den ene hånd, mens den anden gentagne gange kørte igennem mit udslåede hår.

Hvad tænkte jeg på? Hvad fanden havde Niall tænkt på? Hvad ville han tænke, når han så mig næste gang? Hvad tænkte han på nu?

Jeg har virkelig troet, at vi havde haft noget… specielt. Noget, som han ikke havde haft med nogen før, noget som jeg ikke havde haft med nogen før – og vigtigst af alt, noget, som ville vare ved.

Men nu var det ovre. Alting var ovre, forbi, slut. Jeg kunne ikke mere, og et eller andet sted ville jeg heller ikke mere. Jeg var træt af altid at blive rendt over, trådt på og svigtet, færdig med at blive overset og tilsidesat. Det ville jeg ikke lade ske én gang til.

En kvalme steg op i mig, og på trods af mit tidligere udbrud, vendte min mavesæk sig på vrangen endnu en gang, og en gullig væske endte i busken. Jeg spyttede arrigt og vendte mig tilbage mod vejen.

Hvorfor var her så tomt? Burde det ikke vrimles med mennesker en fredag aften i indre by? Den eneste jeg hidtil havde mødt, var en vagabond på en trappesten, men han var enten meget fuld eller væk på crack – hvilken en af delene, kunne være fuldkommen ligegyldig, jeg vidste bare, jeg ville ønske, det havde været mig.

Desperat på at få min smerte udløst, famlede jeg efter en hårnål i min pung. Alle mine blade havde jeg smidt ud på grund af Niall, for det ville være alt for fristende, hvis de lå lige foran mig. Og se så nu – nu var han skylden til, jeg skulle bruge dem igen.

Eller… måske var det min egen skyld. Fordi jeg havde været så godtroende – Niall var berømt, eftertragtet af piger verden over, så selvfølgelig ville han ikke vælge mig, når det endelig kom til stykket. Hvad jeg havde tænkt på de sidste par uger, måtte guderne vide.

Jeg bed gummidutten af spidsen af hårnålen og var ikke længe om at trykke den hårdt mod min underarm. Jeg var ligeglad med, at det var i min arm, hvor alle kunne se det – de næste, der fik mig og se, ville alligevel ikke lægge mærke til et par ridser på min arm.

Men hvad med min mor og far?

De havde været så betænksomme den sidste måned – spurgt ind til mig, lavet ting med mig og i det hele taget bare ikke skubbet mig fuldkommen væk. Ville de ikke blive skuffede over mig? Over det valg jeg havde taget?

Anastasia, tag dig sammen.

Endnu en gang fangede jeg min underlæbe med fortænderne og bed til. Stemmen havde ret – jeg måtte tage mig sammen. Efter alle de gange, de havde skuffet og efterladt mig, kunne jeg ikke betyde meget for dem. De skulle nok fortsætte deres liv uden mig, det ville de ikke have noget problem med.

Alligevel var jeg godt klar over, at jeg ikke ville kunne gennemføre det selv. Beslutsomt stoppede jeg på ude foran en kiosk, snøftede kort og tørrede mine øjne, inden jeg trådte ind i den. Den var lille, hyggelig og fuldkommen stille, indtil en mand af indisk afstamning trådte frem bag disken.

”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”

”En flaske vodka. Tak,” mumlede jeg hurtigt og famlede med at få min pung frem fra tasken. Manden kiggede bedrøvet på mig, men da jeg hævede et øjenbryn af ham, fjernede han øjeblikkeligt sit øjekast fra mig og fandt i stedet for flasken frem.

”Det bliver £11, ma’am.” Jeg smed overflødigt 15 pund på disken, greb den hvide plasticpose med vodkaen og gik hastigt ud af butikken. Udenfor gik en gruppe højrøstede drengen lidt bag mig, og det fik mig til at sætte tempoet op. Det sidste, jeg orkede nu, var en gruppe idioter, som skulle vise sig for hinanden.

De snakkede lidt højere, så lidt lavt igen, indtil en af dem piftede højt. Jeg skuttede mig i min jakke og satte tempoet yderligere op.

”Ey, sweetheart!” Jeg vidste, han råbte efter mig, men jeg ignorerede det og gik ind igennem en åben port til en park. Få lamper lyste stien op, og der stod for enden et springvand – heller ingen mennesker at se her – perfekt.

”Wait up!” Der gik et sus igennem mig, da en af dem igen råbte af mig – jeg havde håbet på, de ville fortsætte på gaden. Endnu en gang ignorerede jeg dem og gik målrettet mod springvandet i den anden ende.

Lyden af deres skridt og stemmer blev højere lige meget hvor hurtigt jeg gik. Snart ville de være oppe på min side – men det underlige var, at jeg ikke en gang var bange. Jeg frygtede det ikke, ligesom jeg før i tiden ville have gjort.

Hvad nu hvis de ville voldtage mig? Og derefter slå mig ihjel? Tanken lød næsten tillokkende. Jeg havde ikke lyst til at være her mere – jeg ville væk, og hvis de kunne hjælpe mig med det, ville det ikke gøre mig en skid.

Resolut stoppede jeg med at gå. De ville ikke skade at tage chancen.

”Hvad er der?” jeg snurrede omkring, så jeg stod ansigt til ansigt med gruppen af drenge – de kunne ikke være over 20 nogen af dem, og der kunne absolut heller ikke være mere end 6 drenge. Det var helt perfekt – nok til at geare hinanden op, men alligevel ikke nok til at nogen ville sige stop.

En af drengene trådte frem og rakte sin hånd hen imod mig. Undrende kiggede jeg på den, men tog til sidst del i hans håndtryk.

”Jeg er Joe. Mine venner og jeg tænkte, om du er ok?” Han skævede til min arm, inden jeg hurtigt hev den til mig og lagde begge arme over kors. Havde han lige spurgt mig, om jeg var okay? Om jeg havde det godt?

Et ironisk grin gled over mine læber. De var the good guys – dem, der aldrig kunne finde på at gøre en pige fortræd. Fucking typisk. Jeg var så forfærdelig, at drenge ikke en gang ville voldtage mig.

”Jeg har det fint, tak for jeres bekymring,” svarede jeg med sammenknebne øjne og bakkede et skridt væk fra ham. ”Og nu må i have mig undskyldt, jeg har noget, jeg skal nå.”

Løgn.

Jeg vendte ryggen til gruppen igen, og langsomt kunne jeg høre dem forsvinde ud af parken igen. Lettet åndede jeg ud. Nu var det næsten tid. Måske ville de være de sidste mennesker, jeg ville se? Medmindre mine forældre var hjemme… Tanken fik mig til at gyse. De var ikke hjemme – selvfølgelig ville de ikke være hjemme.

Betydningsløst tog jeg en stor slurk af vodkaen, som var det vand. Det skar som glasskår igennem min hals, inden jeg fik rømmet mig og fik vejret. Det var godt. Det var dét, der skulle til – jeg blev nød til at være ved siden af mig selv.

 

 ♥

 

Gangen til hotelværelset var tom– hvis jeg ikke tog meget fejl, var mine forældre ikke hjemme. Jeg lod min hånd guide mig ned af gangen, ved at holde den mod væggen – mit blik var sløret og jeg var ustabil på mine ben, men det var sådan, det skulle være.

Det var perfekt. Muligheden var perfekt, det var nu. Nu. Nu.

Beslutsomt låste jeg døren op med nøglekortet og lukkede forsigtigt døren, så hvis mine forældre var hjemme, ville de ikke høre mig – til gengæld kunne jeg ikke høre én lyd i hotelværelset.

Selvfølgelig var de ikke hjemme. På de mest belejlige tidspunkter smuttede de, ligesom de altid havde gjort, og selvom en stemme dybt inde i mig skreg, at jeg skulle ønske de var her, var jeg taknemmelig.

Taknemmelig for, at de ikke var her. Havde de været her, kunne jeg umuligt have gjort det, jeg skulle til at gøre – havde jeg set dem bare en enkel gang mere, kigget dem i øjnene og hørt deres stemmer, ville jeg bryde sammen.

TAG DIG SAMMEN, ANASTASIA!

Ja! Jeg måtte tage mig sammen – være stærk, bruge min vrede på en måde, så det gavnede mig. Alle de mennesker omkring mig var ligeglade med mig, helt og aldeles sorgløse. De ville blive chokerede, måske ikke en gang kede af det, men efter en uge ville de være kommet sig over tabet – jeg var helt sikker.

Posen med den næsten tomme flaske vodka klirrede, idet jeg smed den på gulvet. Jeg gik videre igennem rummet, ind til min fars kuffert hvor jeg fiskede hans pakke med smøger op – fuck om jeg ikke måtte ryge herinde.

Første gang jeg tog et hvæs, hostede jeg en smule, men anden gang gik det bedre. Nikotinen bredte sig til mine fingerspidser,  fik det til at krible og en kuldegysning til at løbe igennem mig.

Det gik først op for mig nu, at jeg havde ondt i brystet – decideret ondt i hjertet. Et hulk forlod mine læber, og jeg skoddede den nu færdigrøgede smøg på gulvet, som om det ikke betød en skid. Det gjorde det heller ikke. Intet betød noget.

Der gik et stød igennem min krop, da jeg kunne mærke min mobil vibrere i min taske. Da Nialls navn lyste op på displayet, gik der et sug igennem min mave, og min hals snørede sig sammen.

Ville jeg stadig kunne gøre det, hvis jeg hørte hans stemme igen?

Ja.

Det var min beslutning. Jeg ville ikke mere – om Nialls stemme så blev den sidste jeg hørte, ville ikke ændre min mening. Jeg havde behov for fred, behov for hvile og ro. Tingene faldt fra hinanden, hver eneste gang jeg var i nærheden eller blev involveret, og det var ikke normalt.

Med rystende hænder skubbede jeg tommelfingeren hen over skærmen og lagde mobilen mod mit øre.

”Hallo?”

Jeg lod min krop glide ned af væggen, trak mine ben højt op under mig og lænede mit hoved tilbage mod den kolde mur. Hans stemme lød ikke en gang sørgende, bare… oprevet. Præcis hvad han fortjente.

”Hvad vil du?”

”Ana, for satan, er du på hotellet?” Jeg bed mig i læben og lukkede øjnene. Hvis jeg fortalte ham, hvor jeg var, ville jeg så nå at kunne gøre det, inden han kom?

”Hvorfor spørger du?” mumlede jeg koldt og sank lidt mere sammen. Mit blik fangede vodkaflasken, der stadig ikke var tømt – jeg havde behov for mere, hvis jeg skulle klare det. Hurtigt tog jeg en slurk af den klare væske, og kunne ikke undgå at skære en grimasse. Mit bryst gjorde så forfærdelig ondt, men alkoholen varmede det op.

”Jeg kommer forbi, ok? Du må ikke lægge på, please, jeg bliver nød til at forklare det for dig!”

Selvom jeg lyttede, svarede jeg ham ikke. Mit slørede blik fangede synet af den største køkkenkniv, vi havde liggende på bordet.

”Ana?”

”Jeg skal nok lade være med at ligge på.” Med besvær fik jeg grebet fat i bordkanten og hevet mig selv op og stå. Rummet sejlede for mit blik, mine ben svajede og jeg havde lyst til at kaste op. Så det gjorde jeg – endnu en gang var det ikke andet end en gullig væske, der havnede i køkkenvasken.

”Jeg kører nu. Bliv, hvor du er, please?”

Undersøgende lod jeg min tommelfinger glide hen over bladet på kniven. Den var så… stor, smuk. Perfekt. Jeg måtte skynde mig, hvis jeg skulle nå det inden Niall kom herover. Han ville være her om højst 15 minutter. Hvor lang tid tog det mon?

Gjorde det ondt?

Med kniven i hånden fortsatte jeg ind i stuen, hvor jeg satte mig ned på sofaen. Selvom det var fuldstændig ligegyldigt, tændte jeg for fjernsynet, dog uden lyd. Jeg satte mobilen på højtaler, lagde den på sofabordet og trak endnu en gang benene op under mig.

Min arm bar i forvejen præg af ar, sår, den smerte jeg var gået igennem. Det skulle være venstre arm, den med flest minder. Jeg lagde underarmen mod mit lår, så det lyse hud på bagsiden vendte op mod mig selv.

”Vil du ikke nok sige noget til mig?” Nialls stemme fik ironisk nok et smil fremkaldet på mine læber. Jeg havde intet at sige – han var selv uden om det, han nu skulle til at opleve. Al den smerte, han havde udsat mig for, den smerte, han havde været skyld i, skulle ramme ham som en kanonkugle. Det samme gjaldt mine forældre, såkaldte veninder og venner.

Venner.

Ordet fik mig til at tænke på Harry. Harry var den eneste, der nogensinde havde hjulpet mig – og det var på trods af, vi kun havde kendt hinanden i under i måned. Hvordan kunne nogen på så kort tid, havde sådan en stor indflydelse på mig? Niall havde kendt mig hele livet – og han havde ikke opdaget noget, før Harry måtte sige det til ham.

Nej. Jeg blev nød til at sige farvel til ham i det mindste. Ikke personligt, det ville jeg ikke kunne gennemføre, men gennem et brev. Ja, et brev var en god ide.

Jeg lagde kniven fra mig på bordet og greb mobilen igen. Hvis jeg skulle nå det, måtte jeg få holdt Niall hen på en eller anden måde – og jeg vidste præcis, hvordan.

”Køb en bøtte is med, Niall. Det hjemmelavede fra den italienske, der hvor vi spiste sammen.” Den lå i den komplet modsatte retning, at der hvor jeg boede. Jeg kunne høre Niall pusle, og lidt efter hans stemme.

”Men… det er jo i den anden ende af byen?”

Jeg lo hånende, mens jeg fandt et papir og en blyant frem. ”Er du seriøs? Efter alt, hvad du har gjort, gider du ikke en gang købe en fucking bøtte is med hen til mig?” Der blev stille i den anden ende af røret. Hvis han havde kendt mig godt nok, ville han vide, jeg hadede is mere end noget i verden – den eneste grund til, jeg spiste det sammen med ham den ene gang, var så han ikke anede uråd om mine problemer.

”Okay… Jeg kommer, så hurtigt jeg kan. Og Ana?”

”Mhm.”

”Lov mig, du bliver hængende ved telefonen.” Jeg mumlede et lavt svar til ham, mens jeg lagde mobilen ved siden af mig på kontoret. Hvad skulle jeg skrive? Nu, hvor jeg var i gang, kunne jeg vel ligeså godt skrive et til alle, uanset om de fortjente det eller ej.

Jeg tror ikke, det kommer bag på nogen af jer. Gør det det? De sidste par år, har været et helvede for mig – og jeg overdriver ikke en gang. Der gik ikke én dag, hvor jeg ikke tænkte på døden. Hvad ville der ske, når man forsvandt? Ville man leve videre i helvede eller hos gud, og i så fald, hvor ville jeg så havne?
Fortjener jeg overhoved en plads i dødsriget? På trods af alt det, jeg har været igennem, har jeg stået her i 17, lange, ulidelige år. Og nu kan jeg ikke mere. Jeg giver op. Jeg er træt af at blive overset, tilsidesat, uretfærdiggjort, jeg føler mig så lille og ligegyldig i nærheden af jer.

Og med jer, mener jeg Niall, mine forældre og dem hjemme i Mullingar. Den eneste, der har formået at hjælpe mig bare det mindste er Harry – Tak, Harry. Jeg kommer til at savne dig.
Selvfølgelig kommer jeg også til at savne jer andre – men det her er min beslutning, og når i ser det her brev, så er jeg her ikke mere. Der er ingenting, i kan gøre ved det. Hvis bare i havde set det noget før, kunne vi måske havde stoppet det, men det gjorde i ikke.

Derfor siger jeg farvel. Det er kort, men jeg har travlt.

Anastasia Charlston.

Skrivning havde aldrig været min stærke side, men på trods af alkoholen i mit blod, var jeg tilfreds med brevet. Jeg var for træt til at skrive noget andet, og Niall ville være her hvert øjeblik det skulle være.

Tumlende fik jeg rejst mig fra stolen og stavrede tilbage i stuen. Niall var stadig på medhør – jeg kunne høre bilens motor drøne i den anden ende af røret. Jeg fortjente næsten at forklare ham det – skrive noget specielt til netop ham. Burde jeg ikke?

Jeg vidste det ikke, men alligevel gjorde jeg det. Godt nok var det her noget af det mest egoistiske, jeg nogensinde ville gøre, men tanken om at efterlade Niall uden nogen form for ledetråd til, hvordan kan kunne være involveret, ville være tarveligt.

Hurtigt gik jeg ind under vores samtale og åbnede en ny besked. Men hvad fanden skulle jeg skrive til ham? Drengen, jeg havde elsket så højt, og som jeg egentlig stadig elskede mere end noget andet. Jeg elskede ham højere, end jeg elskede mig selv.

En tåre trillede ned af min kind, og et hulk forlod mine læber. Jeg greb fat i en pude og knugede den ind til mig – jeg skulle aldrig nogensinde se Niall igen. Min Niall.

Amys Niall.

Tårerne sprang frem i mine øjne, og selvom jeg prøvede at bide det i mig, trillede de langsomt ned af mine kinder. Han havde såret mig så forfærdelig meget – så mange gange efterhånden. Jeg havde lyst til at give ham en chance til, men tanken om, at han kunne såre mig så endnu en gang, fik mig til at gribe kniven.

Jeg anede ikke en gang, hvor lang tid der gik, før Niall ville være her. Uden tøven pressede jeg kniven mod min pulsåre, dog uden der gik hul. Jeg lænede mig frem til telefonen, så min stemme ville være tydeligere.

”Jeg gør det ikke kun på grund af dig, det må du ikke tro.” Min stemme var lav og hæs, ulig den jeg plejede at have.

”Hvad?” Forvirringen lyste du af Nialls stemme, da mine ord trængte igennem til ham. ”Gøre hvad?”

”Det er bare… tanken om, du kan såre mig igen, Niall… jeg kan ikke holde det ud. Du har muligheden for at ødelægge mig fuldkommen, og jeg kan ikke overskue at starte forfra en gang til. Jeg håber, Amy og dig finder sammen – jeg kan se, hun gør dig glad.” Min stemme knækkede til sidst, og jeg trykkede hårdt kniven mod min hud.

Det var som en elastik, der sprang. Niall snakkede til mig, men jeg kunne ikke høre det. Blodet dryppede allerede fra mit håndled til guldtæppet, hvor det dannede store, røde pletter. Der var ingen vej tilbage nu.

Uden tøven lod jeg kniven skære min pulsåre op. Jeg græd og hulkede, men det var, som om alle lyde blev lukket ude, og jeg ikke kunne fokusere på andet end den røde væske fra min arm. Der var så meget af den…

Jeg tabte sløvt kniven, så den landede med et dunk på gulvet. Mit hoved var for en gangs skyld tomt – fuldstændig ligesom mit sind. Jeg var lettet – det var det, jeg havde søgt efter, ventet på, og nu havde jeg det langt om længe. Det eneste, jeg kunne mærke, var svien fra min venstre arm.

Mine øjelåg blev langsomt tungere og tungere, så jeg til sidst måtte lade dem glide i. Jeg var utrolig træt. Både fysisk og psykisk. Træt af mig selv og livet.

Det sidste, jeg hørte, var en banken på døren. Jeg gled langsomt væk, væk fra livet og ind i den evige søvn – Min søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...