Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22577Visninger
AA

2. The things i miss about him

Anastasias synsvinkel

Det var en underlig følelse, der løb igennem min krop. Følelsen af at være fuldkommen alene, lige meget hvor mange mennesker der stod rundt omkring mig. At selvom jeg havde så mange ord, der brændte for at komme ud, så var de låst fast i min strube, og ville aldrig længere end lige på spidsen af tungen. Som om, at noget holdte dem tilbage, og der skulle noget specielt til, før jeg kunne give slip på dem.

Ikke, at jeg ikke vidste hvad det var, jeg skulle bruge, for at lade dem slippe. Jeg vidste godt hvad det var – hvem det var. Men han havde svigtet mig på det groveste, og gået fra mig, da jeg havde allermest brug for ham. Jeg ikke tilgive ham for det, men samtidig kunne jeg ikke glemme ham. Glemme alle de fantastiske stunder vi havde haft sammen, og alle de grin, kram og tårer jeg havde delt med ham. Han havde altid støttet mig, været min klippe, min bedre halvdel – men det var inden han forsvandt.

Inden han valgte at flytte væk fra Irland, og i stedet bo i London. Det var så langt væk, og jeg havde ikke set ham i noget der føltes som hundrede år. Når han var hjemme på besøg, kom jeg altid på en undskyldning for ikke at være sammen med ham. Jeg skal til fødselsdag. Jeg er ikke hjemme den weekend. Desværre, jeg er syg. Det var altid de tammeste undskyldninger, men Niall sagde aldrig noget til det. Jeg vidste, at han blev skuffet, når jeg afslog hans invitationer til at være sammen med ham, men jeg kunne ikke holde til det.

Niall var den eneste, der nogensinde havde været så tæt på mig, som han var kommet. Ikke engang min mor, far, eller mine nærmeste veninder vidste så meget om mig, som Niall gjorde. Og det var nok det, som fik mig til at reagere, som jeg gjorde. Det var det, som fik mig til, ikke at ville se ham igen. Ikke nu – jeg var ikke klar. Han kunne læse mig som en åben bog, det havde han altid kunne, og det var det, som var kernen i vores venskab i første omgang. Han havde altid været venner med alle, men det var der ikke noget at sige til. Han var så flink, omsorgsfuld og kærlig, at det til tider blev for meget.

Jeg selv, derimod, havde aldrig været god til at omgås andre mennesker. Enten sagde jeg noget forkert, gjorde noget forkert, eller også gav jeg bare et så dårligt førstehåndsindtryk, at folk valgte at ignorere mig fuldkommen. Hvorfor anede jeg ikke, men det lå ikke til mig at få nye venner. Derfor snakkede jeg stort set ikke med nogen, efter Niall var rejst. Han var den eneste ven jeg egentlig havde, og nu havde jeg ham ikke engang mere. Ikke på samme måde, i hvert fald.

Et suk slap igennem mine spændte læber, da jeg fik låst min skabslåge op, og smidt mine skolebøger ind i skabet. Indersiden af lågen var helt nøgen, hvis man så bort fra det lille runde spejl, og billedet af Niall og jeg som jeg havde hængt op. Tit sagde jeg til mig selv, at jeg blev nød til at pille det ned – komme videre, glemme hvem han var blevet til, og hvad han havde gjort ved mig. Jeg var godt klar over, at han ikke havde gjort noget bevidst, han fulgte jo bare hans drømme, og det var jeg stolt over. Jeg var stolt af ham, og over hvor langt han var nået.

Derfor tog jeg det aldrig ned. Jeg fortalte mig selv, at jeg blev nød til at glemme ham, men sandheden var, at jeg ikke ville glemme ham. Jeg ville huske ham, for den han var, og den som han fik mig til at være. For mit smil på billedet var ikke til at tage fejl af – det var ægte, og det så stort, at de fyldte halvdelen af mit lille ansigt. Det var taget til forårsballet, hvor Niall havde spurgt om jeg ville være hans date. Selvfølgelig havde jeg straks svaret ja, for jeg ville elske at følges med ham til ballet. Dengang var jeg forelsket i ham, og det havde jeg været længere end jeg huskede. Men det var jeg ikke mere. Det kunne jeg ikke være, ikke efter hvad han havde gjort mod mig. Hvem forlader sin bedsteveninde, som er på nippet til at bukke under, til fordel for sin karriere?

Ingen – i hvert fald ikke en sand ven. Det ville jeg aldrig havde gjort mod nogen.

Det stak i hjertet, når jeg tænkte tilbage på ham. Tilbage på hans søde smil, evige trang til mad, og hans livsbekræftende grin, der altid kunne fylde et helt rum ud, hvis det skulle være. Den måde han holdte om mig, hvis nogen havde været grove mod mig, eller hvis jeg havde ulykkelige drengeproblemer. Det eneste problem i mine drengeproblemer var egentlig, at Niall ikke vidste noget om mine følelser. Jeg havde aldrig fortalt noget til ham, da jeg var alt for bange for at ødelægge vores venskab. Den klarede Niall dog godt og grundigt selv.

Irriteret over mine tanker rystede jeg på hovedet, og fjernede blikket fra billedet, hvor det var faldet i staver. Han skulle ikke fylde mine tanker så meget, det var ikke fair. Selvom jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle tænke på ham, så skete det alligevel gang på gang. Og gang på gang tog jeg mig selv i, at sidde med kniven presset mod mit tynde skind, lige under hoften, uden på noget tidspunkt at have klare tanker. Mine tanker var aldrig klare, og det var måske problemet.

Det lå altid et eller andet og lurede. Altid var der noget, der ville ødelægge min dag, uden jeg selv var herre over det. Det var som om, at der var to personligheder i mig – der var mig; den usikre, spinkle pige, der aldrig snakkede med nogen mere end højst nødvendigt, og ville gøre alt for at blive glad. Og så var der den anden; hende, der lå gemt allerbagerst i mine tanker, og som havde lyst til at skrige til hele verden, at Niall Horan havde forladt mig, hende, der fandt de grusomste tanker frem fra bagerst i min hjerne, og tvang dem frem for min nethinde.

Hende, som jeg var blevet til. Hende, som nu var mig.

Jeg bed mig hårdt i læben, og klappede min skabslåge i, efter at have lagt alle mine bøger derind. Folk vrimlede omkring mig, og snakkede på livet løs, men jeg ænsede det ikke. For mens jeg stod, men min håndflade hvilende fladt mod lågen, så var det eneste, der fyldte mine ører en let summen fra mængden. Det havde de gjort, siden dengang hvor han flyttede. Det forandrede alt – og mine forældre ænsede det knap nok.

Havde det ikke været fordi min rektor ringede hjem, og fortalte om min situation, så ville de ikke ane hvad der foregik. De havde travlt med at leve deres liv, og jeg havde travlt med at leve mit eget sølle, patetiske liv, der ikke var meget mere værd end en flad femøre. De havde ikke engang sagt noget særligt til det. Noget i retning af: Hør, Anastasia, vi har fået et opkald fra skoleinspektøren. Enten aflevere du ikke dine opgaver, eller også dumper du. Du må tage dig sammen. Og det var det. De spurgte ikke hvorfor jeg dumpede, eller hvorfor jeg ikke fik mine lektier lavet, og dybest set var de nok egentlig fuldkommen ligeglade med det.

De var ligeglade med alt hvad jeg foretog mig. Min far havde for guds skyld vadet ind i badeværelset, mens jeg sad med min egen lille urtekniv for underarmen, men han havde blot undskyldt, og så trådt ud af rummet igen. Aldrig havde han nævnt det, men det var jeg kun glad for. Jeg ville ikke til at forklare dem, hvordan jeg havde det i skolen, og hvor frygteligt meget jeg savnede Niall.

Selvom de nok ikke ville lægge mærke til, hvis jeg gik og hang med hovedet hele dagen, så satte jeg en facade op for dem. Jeg lod som om, at alting var i den skønneste orden, og at der absolut ingenting er galt, Mor. Hun kiggede bare på mig, med det samme intetsigende blik som altid, og rørte videre i kasserollen, når hun stod og lavede mad, og snakken af en eller anden grund altid faldt på, om der var noget galt med mig.

Og det var nok noget af det, som jeg savnede allermest ved ikke at have Niall omkring mig mere. Det at have nogen at snakke med tingene om, uden at skulle bekymre sig om de ikke lyttede, eller om det ville ryge videre til en anden person, var helt fantastisk. Det havde Niall givet mig, og han havde givet mig så meget mere, end nogen nogensinde havde gjort før. Han havde givet mig følelsen af, at jeg kunne stole på nogen igen, og at jeg aldrig var alene – selvom den følelse forsvandt, lige i det Niall vinkede farvel til mig i lufthavnen, med hans rullekuffert rullende efter sig.

Langsomt gik jeg ud af hovedindgangen, og lynede min vinterjakke helt op til halsen. Min spinkle krop var ikke just dækket meget ind, og mit immunforsvar var virkelig langt nede, hvilket betød, at jeg sandsynligvis ville blive syg af det kolde decembervejr. Det var ikke ligefrem fordi, at vejret i Mullingar var synderligt varmt, men jeg havde altid elsket efteråret og vinteren, uanset om jeg frøs, var forkølet, eller måtte ligge i sengen med kamillete og leve af en smule riskiks.

Der var et eller andet over årstiden, som fik inspirationen til at indhylle mig, og ligge sig som en lun vinterfrakke ud over mig. Det havde det gjort, så længe jeg huskede, og det var også inden Niall kom ind i billedet. Når det sneede, kunne jeg tegne smukkere end nogensinde før, hvorimod om sommeren var jeg helt tom for ideer. Måske hang det sammen med farverne – vinterens kolde, mørke og dystre farver spillede bedre sammen med mine blyantstegninger, end sommerens lyse nuancer.

En ting, som jeg altid kunne søge tilflugt hos, var mit papir og mine blyanter. At tegne havde altid givet mig denne her form for ro, og følelsen af at kunne lukke mig inde i mit eget lille univers, hvor der ikke var andre lyde, end den kradsende lyd fra blyet mod papiret, som senere ville blive til en smuk tegning. Det kunne være alt – et portræt, et landskab, dyr, planter eller en keramikvase, alt hvad der lige faldt mig ind.

Dog havde jeg flest portrætter, da jeg syntes, at det var sjovt, at skylle udtrykke en hel personlighed gennem en enkel tegning. Niall havde komplimenteret dem, og fortalt hvor smukke de var, men han var også den eneste. Han var så godt nok også den eneste, der nogensinde havde fået lov til at se dem, så det forklarede vel hvorfor det også kun var ham, som havde sagt, at de var smukke.

Mine ben havde bevæget mig væk fra skolen, og længere ned af en skovvej, som jeg kun kendte alt for godt. Det var altid her, jeg gik hen, når jeg havde brug for inspiration til en ny tegning. Skoven lå på venstre side, og dannede et perfekt halvtag, hvis det begyndte at sne en smule, og jeg kunne sidde på en sten, og kigge ud over markerne og bakkerne, der bugtede sig ind i hinanden foran mig. Det var den samme sten som altid, da jeg slog mig ned, og placerede min skoletaske foran mig, så jeg kunne tage mine redskaber frem.

Jeg bladrede et par gange igennem min papirblok, for at finde et stykke der ikke allerede var tegnet på. Da jeg havde fundet en blank side, kiggede jeg lidt ud mod marken, og begyndte at tænke. Tænke over hvad jeg følte, hvad jeg kunne omformulere til streger og kanter, og derefter få det hele skriblet ned på et papir. Mens jeg sad og kiggede ud på markerne, begyndte mine hænder at bevæge blyanten over papiret, i ren og skær rastløshed.

Mit blik lod jeg lande på papiret, hvor starten på et ansigt var begyndt at finde plads. Jeg vidste ikke hvem jeg tegnede, hvad jeg tænkte, eller hvad jeg overhoved havde tænkt, da jeg lod de forskellige blyanter male papiret, men da jeg endelig var færdig med tegningen, kunne jeg ikke andet end at sukke højt.

Hans hår, der var mørkebrunt ved rødderne, men som blev lysere og lysere i takt med jo længere væk fra hårgrænsen man kom, sad pjusket og vildt på hans hoved. Hans øjne funklede, og de perfekte læber var flot tegnet med skygger og lige streger. Næsen, ørerne, selv øjenbrynene, lignede alt for godt. Det var Niall, jeg havde tegnet, og endnu en gang måtte jeg indrømme overfor mig selv, at jeg savnede ham. Det nyttede ikke noget at gøre modstand, for jeg savnede ham virkelig virkelig meget, og det ville jeg nok altid gøre.

Jeg bladrede en side, og begyndte igen at tegne – denne gang blev håret dog lyst, kortklippet, og en næsepiercing fandt sted i hendes højre næsebor. Taget i betragtning af, at jeg kun havde set billedet af den nyklippede Miley Cyrus en enkel gang, var det som om, at min hjerne huskede hver eneste detalje og skygge på hendes ansigt.

 

♥ 

 

Blyanten trommede mod mit hæfte, mens min hjerne arbejde på højtryk, for at regne regnestykket ud. Det gav absolut ingen mening i mit hoved, men afleveringen var til i morgen, og hvis jeg skulle have nogen chance for at bestå, blev jeg nød til at kunne svare på bare nogle enkle opgaver. Denne her syntes dog umådelig svær, og derfor åndende jeg irriteret ud, og gemte mit hoved i mine hænder.

Jeg hang ind over mit skrivebord, da jeg kunne høre en forsigtig banken på døren. ”Kom ind,” mumlede jeg lavt, og kiggede afventende hen på den brune egetræsdør, hvor jeg så min mors hår, identisk med mit, stikke frem, efterfulgt af hendes hoved. ”Der er mad. Kommer du ned og dækker bord?” Jeg nikkede tomt, og rejste mig langsomt op fra min kontorstol, der drejede et par gange rundt, da jeg gik væk fra den.

Fjerlet fulgte jeg efter min mors fødder, der klikkede højt mod vores klinkegulv i entreen, da hun altid havde sko på indenfor. Det irriterede mig, for jeg havde en eller anden ting med, at der helst skulle være nogenlunde ryddeligt – ikke helt vildt, men det var da normalt at tage sine sko af når man var indenfor i huset.

Lidt overrasket kiggede jeg på min far, da jeg kom ind i stuen, og så, at han havde fordelt tallerkner, bestik og glas, og at han egentlig havde dækket hele bordet. Det var sjældent, at vi spiste allesammen sammen, og når vi endelig gjorde det, havde mine forældre det med at snakke så voldsomt over hovedet på mig, at jeg kunne føle mig mindre vigtig end peberkværnen. Den gav min far sig da i det mindste tid til.

”Kom og spis, pus,” opfordrede han, idet han placerede en koge med dampende varm gryderet på en bordskåner. Igen nikkede jeg tomt, og lod mig glide ind på min vante stol, der stod på den ene side af bordet, hvorimod mine forældres to stole stod på den anden side. De satte sig også ned, og begyndte straks at øse pasta og kødsovs op på hinandens tallerkner, uden at værdige mig et blik. Ikke at det gik mig specielt meget på, for jeg var efterhånden blevet vant til at blive overset.

Jeg sad og kiggede lige frem for mig, da min mors stemme ramte mine ører. ”Skal du ikke have noget at spise?” spurgte hun lystigt, og sugede en spaghetti ind mellem hendes spidsede læber. Jeg rynkede lidt på næsen, men rystede så hurtigt på hovedet, så mit løse hår røg ind foran mine øjne. ”Skat, du har altså ikke spist så meget her på det sidste,” fortsatte hun, og straks kunne jeg mærke min far kigge op fra sin mad, og i stedet observerer mig og min mors samtale.

Jeg spændte kort i kæberne, og stirrede stift på min mor. ”Jeg er bare ikke sulten for tiden,” løj jeg, og sendte hende et skævt smil, der forhåbentligt ville få hende til at droppe samtaleemnet. ”Nåh, ja, okay. Tag nu en smule pasta, du har også tabt dig,” påpegede mig far hurtigt, hvilket fik mig til at bide mig hårdt i læben. Jeg havde tabt mig, og det vidste jeg udmærket godt – men jeg var stolt af det. Stolt, fordi min vægt var noget, som jeg vidste, jeg selv kunne styre. Den kunne gå op og ned, alt efter hvad jeg gjorde, og ikke hvad jeg tænkte eller hvad andre fik mig til at føle.

Alligevel tog jeg en lille portion pasta på min tallerken, som jeg sad og nippede lidt til. Der hang en stilhed over middagsbordet under hele aftensmaden – eller det vil sige, at ingen involverede mig i nogen samtaler, men at mine forældre snakkede som de altid gjorde, om alt mellem himmel og jord. Nogen gange fulgte jeg med i deres samtaler, men tit måtte jeg give op, og i stedet sidde med mit eget tankespind, der tit var noget lort at sidde med alene.

”Tak for mad,” mumlede jeg lavt, efter at have taget en lille bid mere af pastaen. Mine forældre blev ved med at snakke, og ænsede ikke at jeg rejste mig fra bordet, og skulle til at gå ud i køkkenet med min tallerken. Først da jeg havde vendt ryggen til spisebordet, kunne jeg høre min mors klare stemme snakke til mig.

”Vi har faktisk en lille overraskelse, Ana,” fnisede hun, mens jeg kunne høre min fars kluklatter blande sig med hendes pigede grin. Undrende vendte jeg mig om igen, og rynkede brynene, hvilket fik min far til at grine lidt højere end før. ”Kom og sæt dig igen. Vi tror, at du vil kunne lide den,” fortsatte min mor, og nikkede en gang mod min plads. Jeg havde ikke set dem grine sådan, i jeg ved ikke hvor lang tid, og det var også virkelig lang tid siden, at de havde snakket sådan til mig. For det meste var det bare nogle småting de sagde til mig, som egentlig var fuldkommen ude af betydning. De sagde dem nok bare fordi, at de følte et hvis ansvar som forældre at snakke med deres børn.

”Hvad er det?” spurgte jeg undrende, og satte mig igen ned i stolen, der knirkede let under min vægt.  Hårdt bed jeg mig i læben, og kunne ikke lade være med at ligge mærke til den lille sten der landede i min mave, ved tanken om, at jeg måske havde taget på. Det kunne ikke ske – jeg måtte ikke blive tykkere. Hvis jeg blev tykkere, ville det overhoved ikke være pænt, men faktisk ufatteligt grimt at se på. Bare at se alle de piger gå rundt på skolen, med deres lår klaskende mod hinanden, og deres blævrende røve.

”Ana?”

De vidste ikke, hvordan de så ud. De troede, at de rent faktisk var pæne – men det var de ikke. De var langt fra pæne, og deres bryster, som de så stolt viste frem i alt for nedringede trøjer, var ikke andet en klumper af fedt, der nærmest hang over deres nagler. Og de stramme bluser, de alle sammen troede de kunne have på, så afskyelige ud om deres dellede maver.

”Anastasia?”

Ved lyden af mit fulde navn, rystede jeg kort på hovedet, og kiggede over på min mor, der kiggede nervøst på mig. ”Undskyld, jeg sad lige i min egen verden. Hvad var det?” det sidste tilføjede jeg hurtigt, for at komme væk fra samtaleemnet omkring mig, der var i min egen verden. Det havde jeg så tit fået af vide af dem, var en dårlig ting, og derfor ville jeg nødig blive husket på det igen. Min mor smilede skævt til mig, og fangede min fars hånd, der lå oven på bordet.

”Det er en lille forskudsjulegave, som du forhåbentlig vil kunne lide.” Hun sendte min far et stort smil, og jeg kunne se, at hun gav hans hånd et lille klem, hvilket fik ham til at fortsætte hvor min mor slap. ”Vi skal på en ferie!” han smilede stort til mig, men jeg sad bare og stirrede på ham? En ferie? Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde altid hadet at rejse væk fra Mullingar – hvilket også var grunden til, at jeg kun havde været i England, nærmere betegnet Oxford, en enkel gang, og Sverige to gange. Begge gange var endt i en kolossal fiasko.

”Hvorhen?” spurgte jeg, og ikke et snært af glæde var at finde i min stemme. Deres smil falmede en smule, ved lyden af min hårde stemme, men jeg så ingen grund til at være glad. Begge mine forældre vidste godt, hvor meget jeg hadede ferier, så det kom bag på mig, at de havde valgt netop en ferie som julegave.

”Vi syntes, at du – at vi, trænger til at komme lidt væk fra Irland,” begyndte min mor, og smilede opmuntrende til mig – ikke at det hjalp det mindste. ”Og vi har valgt, at vi skal prøve storbylivet lidt.” Endnu en gang smilede hun til mig, men hun fugtede kort sine læber, og kiggede så over på min far, der sad og kiggede hen på mig. Mine håndflader var begyndt at blive svedige, bare ved tanken om at skulle væk.

”Vi skal til London i en hel måned,” udbrød hun entusiastisk, og klappede et par gange i hænderne. En klump tog form i min hals, og mine øjne blev hurtigt våde. London - det var det, hvor Niall boede. 

♥♥♥

First chapter! Hvad syntes i indtil videre? - om Anastasia, hendes tanker/følelser, og om hendes forældre?

Og fuuuuck, hvor er det vildt, at der allerede er 30 favoritlister, når det her er det første kapitel jeg ligger ind O: Tak!

Tjek tøj i kommentaren x

//Freja xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...