Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22901Visninger
AA

13. Please get out

Anastasias synsvinkel:

Forsigtigt strakte jeg min krop og gav en underlig lyd fra mig. Klokken var tydeligvis mange, for et par af solens stråler stod allerede ind af sprækkerne, der var imellem de hvide persienner. I starten var jeg forvirret, for det her var i hvert fald overhoved ikke hos Niall, eller hos mig selv, men efter et øjeblik kom det hele kom langsomt tilbage til mig. Niall. Brunetten. Harry. Alting.

En ubehagelig kulde begyndte at brede sig i mit bryst, da jeg tænkte tilbage på alt det, jeg havde tænkt på i går. Jeg havde været tæt på at give op, tæt på at gøre det hele forbi, men alligevel lå jeg her. Hos Harry, i hans seng, for han bekymrede sig om mig. Jeg havde intet imod det. Det havde været så rart at komme ud med det hele i går, og nu hvor jeg lå her og tænkte nærmere over det hele, så gjorde det mig ikke noget, at Harry kendte til det hele.

Jeg kunne stole på ham, det var helt sikkert. Han havde sagt, at det hele nok skulle gå, og så skulle det nok gå.

”Er du vågen?” Langsomt vendte jeg mig om mod døråbningen, hvor Harry stod og kiggede forsigtigt på mig. Jeg smilede til ham og nikkede, selvom han nok havde set, at jeg var vågen, nu hvor jeg havde vendt mig om mod ham. ”Der er morgenmad, hvis du har lyst,” mumlede han så og fangede sin underlæbe mellem sine fortænder.

Endnu en gang nikkede jeg og fik sat mig selv op i sengen. Temperaturen i værelset var tilpas, så det var på ingen måde koldt, selvom jeg kun havde en T-shirt på, jeg havde lånt af Harry i går. Han havde tildelt mig hans værelse, og så havde han selv sovet på sofaen – det havde han i hvert fald sagt. Jeg fik stablet mig selv på benene, men måtte straks holde fast i kanten af skrivebordet ved siden af mig, da hele mit hoved begyndte at snurre.

”Wow, nogen har vidst tømmermænd, hva?” lo Harry hæst fra døren, hvilket fik et utilfreds støn til at forlade mine læber. Jeg havde fuldkommen glemt, hvor meget jeg havde drukket i går – for meget, det var en ting, der var helt sikker. Da jeg syntes, jeg havde fået nogenlunde styr på mig selv igen, gik jeg med langsomme skridt over til Harry, der stod og observerede mig.

”Var der morgenmad, eller skal du være flabet hele dagen?” spurgte jeg tvært og spidsede mine læber, da han blot stod med et skævt smil over læben. Han grinede kort af mig, inden han gik hen mod det, jeg regnede med var køkkenet.

Jeg var så anderledes, når jeg var sammen med Harry. Sammen med ham kunne jeg være flabet på en måde, jeg aldrig før ville have været, og jeg kunne grine så højt, at jeg fik latterkramper – godt nok var det sidste ikke sket endnu, men jeg var sikker på, at det nok skulle komme. Det var bare gået op for mig, at der rent faktisk var nogen, som interesserede sig for mig, og ikke for den pige, der var bedsteveninde til Niall Horan.

Harry stoppede op i et køkken, der så enormt eksklusivt ud. Linjerne var rene og farverne var diskrete, men det kom egentlig ikke bag på mig. Sagtens kunne jeg forestille mig, at Harry var til de helt enkle detaljer uden alt for mange farver.

Roligt gik jeg hen og satte mig på en køkkenstol, som stod som tilbehør til en køkkenø. Harry stillede sig på den anden side af køkkenøen, hvor han så begyndte at finde alverdens ting og sager frem fra køleskabet. Ikke ret lang tid efter, stod der både brød, pålæg, drikkevarer og røræg på bordet foran mig.

”Du tager bare, ” sagde Harry fraværende, mens han selv begyndte at smøre en bolle med noget nutella. Hårdt bed jeg mig i underlæben og kiggede lidt ud over det store udvalg, men jeg havde egentlig ikke lyst til noget. En kvalme lå i min hals, og hvis det stod til mig, så spiste jeg absolut ingenting. Bare fordi, at Harry fik mine følelser at vide, var ikke ensbetydende med, at jeg ikke havde dem mere. Jeg var stadig for kraftig, og bare ved tanken om, at jeg nu skulle til at spise noget, fik mig til at gyse.

”Nej tak, jeg har ret meget kvalme,” mumlede jeg mod mit skød, hvor mine fingre viklede sig ind og ud af hinanden. Det var tydeligt, at han ikke opfangede, at jeg ikke spiste, fordi jeg ikke havde lyst, for han grinte kun lidt af mig, men vendte så tilbage til den avis, han stod og bladrede i.

”Hvis du bliver dårlig, så ligger toilettet lige nede af gangen,” kluklo han og nikkede mod den gang, vi lige var kommet fra. Jeg smilede nervøst til ham, men vendte så igen mit blik mod bordet. Niall hærgede som sædvanlig mine tanker, og jeg kunne ikke lade være med at lukke øjnene i, da billedet af ham og brunetten blev dannet for mit blik.

Jeg havde været så forbandet godtroende. Jeg havde virkelig troet på, at Niall så noget i mig, og han rent faktisk ville noget med mig. Men hvem fanden havde jeg prøvet at narre? Niall var Niall, han var en dreng, og han foretrak udadvendte piger med udfordrende tøj, der turde sige noget. Han kunne lide piger, der var den totale modsætning af mig.

En tåre pressede sig langsomt på, hvilket fik mig til at knibe øjnene hårdt sammen. Et øjeblik havde jeg syntes, at det hele var blevet bedre, men jeg havde taget mere fejl end nogensinde før. En trang til beskadigelse, skød frem i mig, men jeg turde ikke gøre det, nu hvor Harry kendte til det. I hvert fald ikke her.

”Jeg smutter lige på toilettet,” endte jeg med at mumle, mens jeg skubbede stolen ud bag mig. Harry kiggede kort op på mig og nikkede, men slog derefter blikket tilbage på avisen, han stod med. Selvom jeg prøvede at modstå trangen, så var den for stor. Jeg måtte mærke noget smerte, noget, som ikke var psykisk.

 

Harrys synsvinkel:

Lige i det Anastasia havde forladt køkkenet, sank jeg tungt sammen på en stol. Det hele var kommet som et chok for mig i går, men jeg kunne ikke vise det overfor hende. Jeg havde haft så mange veninder, der havde lidt at en spiseforstyrrelse eller havde gjort selvskade, men de gange, jeg havde konfronteret dem med det, havde det endt med at gøre det hele meget værre.

Et håbløst suk slap mine læber, da jeg endnu en gang kiggede hen på avisen. Forsiden var prydet med et stort billede af Anastasia og jeg, da vi forlod festen, men det kom egentlig ikke bag på mig. Stedet var spækket med paparazzier, så hvis der ikke var blevet knipset et billede eller to af os, måtte vi være blevet dækket af usynlighedskappen fra Harry Potter.

Men jeg var nervøs. Selvfølgelig var jeg nervøs for hende, for på utrolig kort tid, havde Anastasia og jeg fået et stærkt bånd. Det var gået op for mig i går, hvor meget hun egentlig holdte af Niall – ikke, at jeg ikke havde set det før, for det havde jeg skam, men alle de ting hun havde sagt, fik mig til at forstå alvoren i det hele.

En del af mig, havde lyst til at fortælle Niall alt. Han fortjente at vide, hvad hans bedsteveninde syntes om ham, og hvad hun havde gjort. Hvis det havde været mig, der stod i den situation som han gjorde, ville jeg i hvert fald gerne have sådan noget at vide.

Og lige idet, jeg skulle til at smøre min anden bolle med nutella, hørte jeg det ringe på døren. Undrende rynkede jeg brynene, men lagde så de ting fra mig, jeg stod med i hænderne, og begik mig ud mod min entre. Det var d. 1 januar, klokken var ikke engang over 12.00, og der var allerede nogen, der ville have kontakt til mig?

Jeg trykkede på en stor knap på samtaleanlægget, og fik på den måde kontakt til den person, der lige nu stod foran min gitterlåge. ”Hallo?” mumlede jeg træt i mikrofonen og kørte en hånd igennem mit hår. Der lød lidt knas fra højtaleren, men efter et sekund hørte jeg en velkendt, irsk stemme.

”Hallo? Harry, luk op! Er Ana hos dig? Jeg ved ikke hvor hun e-”

”- Niall, træk vejret,” lo jeg dybt og rystede lidt på hovedet. ”Ja, Anastasia er herinde,” mumlede jeg bagefter, efter lidt tøven. Noget sagde mig, at Niall var den sidste person, hun ville se lige nu.

”Oh, thank god!” udbrød Niall højt. ”Så luk mig dog ind, for satan,” fortsatte han hastigt. Jeg bed mig i underlæben, men ikke lang tid efter Nialls ord lukkede jeg porten op. Som sagt, så fortjente han at få noget om det her at vide. Han troede virkelig på, at Anastasia fortalte ham alt, men det gjorde hun jo tydeligvis ikke.

Der blev ikke sagt mere i vores samtale, og jeg fandt mig selv på vej hen til hoveddøren. Det passede lige nøjagtig med, at da Niall bankede hårdt på døren, kunne jeg åbne den for ham. Han lignede mildest talt lort – håret sad i fuldkommen uorden, tøjet var det samme som fra aftenen inden og under øjnene hang der et par store, mørke rander. Det skulle ikke undre mig, hvis han overhoved ikke havde sovet.

”Du ser virkelig ringe ud,” sagde jeg lige ud og kiggede åbenlyst op og ned af ham, men jeg tog en tår af en kop kaffe, jeg havde taget med herud. Nialls blik fløj forvirret hen på mig, men efter et øjeblik gik det op for ham, hvad jeg havde sagt, og det fik ham til at skule til mig.

”Jeg er ligeglad, okay? Jeg lovede fandeme Tom og Elisa, at jeg nok skulle passe på Ana, og før jeg har set mig om, er hun væk! Seriøst, Harry, hvor blev i af i går? Hvorfor helvede skred i bare, klokken var da ikke mere end 1?” udbrød han frustreret idet han tog sin jakke af, og nærmest smed den over en sort knage.

Jeg sank en klump. En del af mig havde virkelig lyst til at fortælle Niall, hvad Anastasia havde været igennem, men på den anden side kunne jeg ikke være det bekendt. Hun stolede på mig, ellers ville hun ikke have fortalt mig sådan noget.

”Ana fik det dårligt, og du havde tydeligvis travlt med en eller anden tøs, så jeg tog mig af hende,” mumlede jeg mens jeg kiggede op på ham, med et blik, der gerne skulle fortælle, at det, han gjorde i går, fandeme ikke var i orden. Det så ud til at fungere, for han krympede sig lidt under mine ord, men ikke lang tid efter var han tilbage til sig selv.

”Ja, og jeg har det pisse dårligt med, at jeg bare pludselig forsvandt, men hun snakkede sku da også med dig det meste af aftenen, altså. Hvordan skulle jeg vide, at hun pludselig fik det dårligt, når hun nærmest ikke havde snakket med mig?” Han snakkede højt, og det var tydeligt, at han var frustreret over sig selv. Eller også var det dét faktum, at han havde dummet sig i går.

”Det er lige meget,” sukkede jeg opgivende, da det langsomt var gået op for mig, at Niall var umulig at føre en samtale med. Han havde – modsat Anastasia og jeg – ikke tømmermænd, han var stadig pisse fuld. ”Tag skoene af,” mumlede jeg bagefter, da han var på vej ind i stuen med sine hvide sneakers på.

”Oh, ja, selvfølgelig,” svarede han forvirret og støttede hånden mod dørkarmen, idet han bukkede sig ned for at spænde velcroen på skoene op. Da det var gjort, var han hurtigt til at træde ud af dem, hvorefter han nærmest trampede ind i stuen med retning mod køkkenet.

Et suk forlod mine læber, mens jeg tøvende fulgte efter ham. Jeg var nervøs for Anastasia, jeg var rigtig, rigtig nervøs for hende. Hun havde brug for noget hjælp og helst mere end det, jeg kunne give hende. Hun havde brug for at snakke med nogen professionelle om det, for det kunne virkelig gøre underværker at snakke med en psykolog – om ikke andet, så bare en enkel gang, så kunne hun jo altid sige, at det i hvert fald ikke havde hjulpet, når hun havde prøvet det.

”Der er kaffe på kanden, Anastasia er lige på toilettet,” informerede jeg Niall om, da vi begge havde sat os ud i køkkenet. Han kiggede endnu en gang forvirret på mig, men nikkede så langsomt og tog en kop ned fra skabet. Han var lige ved at hælde ved siden af, men han nåede dog lige at redde den, ved at skubbe koppen under den brandvarme stråle af kaffe, der kom fra kanden. Opgivende rystede jeg på hovedet, inden jeg igen begyndte at læse artiklen om Anastasia og jeg. 

 

Anastasias synsvinkel:

I det øjeblik, jeg hørte stemmer ude fra køkkenet, stoppede jeg midt på gangen. Harry var ikke alene, men jeg kunne ikke høre andet end hans stemme, og så nogen der klirrede med en eller anden form for service. Et koldt sus gik igennem mig ved tanken om, at det kunne være mine forældre. De troede 100% på, at jeg havde sovet hos Niall i nat, og jeg havde ikke informeret dem om, at jeg sov hos Harry i stedet.

Hårdt bed jeg mig i læben, da den dårlige samvittighed langsomt begyndte at rulle ind over mig. Jeg havde gjort det igen. På trods af, at jeg lige havde fortalt Harry alt for mindre end 12 timer siden, havde jeg alligevel haft gang i neglesaksen ude på hans badeværelse. Endnu en gang måtte jeg erkende, at det ikke var det samme mere.

Jeg fik ikke det samme adrenalinkick, som jeg før havde fået. Det var som om, at hvis jeg gjorde det langsomt, gjorde det ondt i længere tid, men det hjalp ikke i øjeblikket. Det kom først bagefter, hvor den nylavede ridse i min hud, ville begynde at brænde og svide. Det var den følelse, jeg desperat prøvede at fremprovokere. Smerte.

Efter jeg havde taget en dyb indånding, genoptog jeg min færd på vej ud til Harry igen. Om det så var mine forældre, der var her, skulle de jo finde ud af, at jeg ikke havde overnattet hos Niall på et eller andet tidspunkt. Desuden, så kunne det jo også sagtens være en hvilken som helst anden person, eller måske var der flere.

”Harry, du har ikke mere håndsæbe,” mumlede jeg lige idet, jeg drejede fra gangen og ind i køkkenet. Mit blik faldt først på Harry, der sad det samme sted, som da jeg gik på toilettet. Han sad og læste i en avis, men så snart han hørte min stemme, fløj hans blik op på mig. Mit eget blik lå dog ikke på Harry så længe – i stedet bevægede det sig rundt i køkkenet, for at finde ud af, hvem der var her.

Og selvom jeg havde sagt, at det jo kunne være hvem som helst, kom det alligevel bag på mig. Hvad lavede han her? Havde han ikke travlt med hende brunetten? En pludselig vrede steg op i mig, da Niall langsomt opfattede, at jeg var kommet ind i rummet.

”Åh, gud, Ana!” hvinede han skingert og stillede hårdt en sort kop fra sig, så den karamelfarvede kaffe skvulpede over kanterne. Bevidst fjernede jeg mit blik fra ham, selvom det var svært – det var på grund af ham, jeg lignede en eller anden hærget krigsveteran. Ar prydede overalt på min krop, og de var kommet til, fordi Niall ikke kunne se en skid. Det var som om, han så direkte igennem mig, på trods af alle de ting, han efterhånden havde fundet ud af om mig.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg med en monoton stemme, og gjorde alt hvad jeg kunne, for ikke at bryde ud i tårer eller begynde at råbe hysterisk. En del af mig havde lyst til at falde ham om halsen og kramme ham, mens en anden del havde lyst til at skælde ham ud, fortælle ham alt der var at fortælle, og så skulle han fandeme nok få dårlig samvittighed.

”Jeg er her sku da efter dig?” Hans øjenbryn trak sig sammen under hans svar, som om mit spørgsmål havde været fuldkommen idiotisk. Igen prøvede jeg at opføre mig så ligegyldigt som muligt, så jeg slentrede med langsomme skridt hen ved siden af Harry, hvor jeg slog mig ned på en stol.

”Jeg kan godt selv finde vej hjem, Niall,” mumlede jeg koldt. Harry sænkede den avis, han ellers havde siddet og læst i, så han kunne kigge frem og tilbage på Niall og jeg. Han vidste, hvorfor jeg opførte mig sådan overfor Niall, og det var som om, at han støttede mig. Selvom han overhoved ikke sagde noget, troede jeg virkelig, at han var på min side. Hvis der overhoved var nogen sider…

”For helvede, kom nu med Ana, gider du?” sukkede Niall utilfredst og lænede sig op af køkkenbordet bag ham. Han krydsede sine arme over hans bryst, så hans efterhånden trænede overarme blev endnu mere markerede. Besværet sank jeg en klump, og kunne ikke lade være med at kigge mod mine hænder, der lå placeret i mit skød. Det var svagt, det var jeg godt klar over, men Nialls blik var så indtrængende.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at tage med ham. Bare dét, at han stod i samme rum som mig, fik en underlig følelse frembragt i mig, én, som jeg ikke kunne kende. Jeg havde aldrig haft det sådan her før, men det var ubehageligt. Meget ubehageligt. Det var en blanding af vrede og skuffelse, men jeg var ikke skuffet over ham. Det var nok nærmere mig selv.

”Niall, jeg vil virkelig gerne blive her,” mumlede jeg lavt og kneb hårdt mine øjne i. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg prøvede desperat på at vinde over dem. De skulle ikke vinde, ikke igen. Jeg blev nød til at holde sammen på mig selv, i hvert fald indtil Niall var gået.

Jeg kneb øjnene endnu hårdere sammen, da jeg hørte nogen bevæge på sig. Hurtigt regnede jeg ud, at det var Niall, og det blev kun bekræftet, da jeg kunne fornemme en persons nærvær så tæt på mig, at det umuligt kunne være Harry.

”Hvad er der galt?” Et gys gik igennem mig, da Nialls bløde stemme ramte min øregang. Automatisk veg jeg væk fra luften, der ramte mit øre, hvilket resulterede i, at jeg næsten faldt ned af stolen. Han skulle gå – lade mig være alene med Harry, som i det mindste vidste, hvad der foregik. Han burde ikke være her. ”Ana?” Denne gang lød hans stemme endnu tættere på. Brat rejste jeg mig op fra stolen, så den med et højt knald faldt til gulvet bag mig.

Harry fik stablet sig selv på benene og trådte afværgende hen ved siden af mig. ”Ni, det er ikke så godt lige nu,” sukkede han lavt, men jeg hørte ikke efter. Jeg var allerede på vej væk fra Niall, der stod og gloede dumt efter mig – jeg kunne mærke hans blik i min ryg.

Han kunne virkelig ikke se noget. Han kunne ikke se, hvor meget jeg holdte af ham, eller hvad jeg lige havde gjort ude på toilettet. Det var som om, han så igennem fingre med dét, han før havde konfronterede mig med, og jeg vidste ikke, hvad jeg syntes om det. Enten var jeg glad for det, for så blandede og bekymrede han sig i det mindste ikke, men på den anden side ville så inderligt gerne fortælle ham. Han fortjente at få det af vide, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Forsigtigt lukkede jeg døren bag mig, mens de to drenges stemme langsomt blev mere hævede. Niall var tydeligvis stadig påvirket af alkohol, for han ville ikke opføre sig sådan her hvis han var ædru, og da slet ikke overfor sin bedste ven. Jeg havde lyst til at holde mig for ørerne og lade som om, at det her ikke skete – det var jo min skyld.

Det var min skyld, at Niall lige nu stod og diskuterede med sin bedsteven, selvom han burde grine, smile og være så livsglad, som han altid havde været. En ting var sikkert; det her var den værste start på året, jeg nogensinde havde drømt om. 

 

Okay, det her kapitel er bare fyld - der kommer meget mere drama i næste kapitel, da-da-daaam.

Men hvad syntes i om det hele? I fik lidt fra Harrys synsvinkel, og hvordan han havde det med alt det, som Anastasia fortalte tidligere - funkede det ligesom? Og tror i, at Ana virkelig mener, at hun har 'ødelagt' Nialls og Harrys forhold, eller er hun bare utrolig skrøbelig?

Hvad tror i, der sker fremover?

Husk at liiiike

//Freja xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...