Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22895Visninger
AA

9. Movienight

 Anastasias synsvinkel:

Jeg stod alene ude i køkkenet, og var ved at rydde af efter aftensmaden. Niall var sammen med de andre drenge inde i stuen, jeg kunne i hvert fald høre nogen høje grin derinde fra og tydelige drengestemmer. Det havde faktisk ikke været så slemt at være sammen med dem – de var jo alle flinke. Men på et eller andet punkt kunne jeg ikke lade være med at se bort fra, at de… havde taget Niall fra mig.

Det var jo deres skyld. Det var deres skyld, at min bedsteven ikke var der for mig, at han havde travlt med alt muligt andet. Og jeg var så træt af det. Jeg elskede at være sammen med ham, de dage jeg havde her i London med ham, havde allerede været uforglemmelige. Men jeg vidste, at det ikke ville holde for evigt. Han skulle snart på World Tour – og jeg skulle hjem. Vi skulle hver vores vej, leve vores liv forskelligt, forskellen var bare, at Niall var lykkelig.

Med et lille suk satte jeg den sidste tallerken i opvaskemaskinen, inden jeg tørrede mine hænder af i viskestykket, der hang på knagen bag døren. Jeg nåede lige at vende ryggen til døren, da den gik op. Forskrækket snurrede jeg rundt på hælen, for kun at se Harry stikke hovedet ind af døråbningen, med et stort smil plantet over læberne. Jeg s

”Har du brug for hjælp?” spurgte han høfligt og trådte helt ind i køkkenet. Genert veg jeg et par skridt tilbage, og sendte ham et genert træk på smilebåndet, fordi jeg var lidt forbløffet over hans pludselige optræden. Harry prøvede forgæves at fjerne en løssluppen krølle, der var faldet ind i hans synsfelt, men den faldt hurtigt ned på samme sted som før. Et lille fnis slap igennem mine læber, da han skævede op til krøllen og lavede en underlig grimasse.

”Det er okay… jeg er sådan set færdig,” fik jeg endelig sagt, mens jeg hvilede mig op af bordpladen bag mig. Han var virkelig flot… Harry så absurd køn ud, med de unaturligt pæne krøller og det markerede kæbeparti, der tilsammen indrammede hele hans ansigt. Han var anderledes end Niall, mere charmerende, hvor Niall derimod var sød og kær at se på.

”Oh…” Harrys akavede ordvalg fik mig endnu en gang til at fnise piget, mens jeg bevægede mig lidt væk fra bordpladen, så jeg i stedet kunne hoppe op på den. Mine fødder dinglede ned over bordet, slappe og slaskede. Nervøst lagde jeg mit ene ben over det andet og foldede mine hænder i skødet, hvor de anspændt vred sig ind og ud af hinanden.

”Kunne du lide maden?” stilheden imellem os blev brudt, da Harrys glade stemme fyldte køkkenet. Hurtigt nikkede jeg og smilede svagt til ham, for maden havde virkelig været lækker. Harry havde åbenbart vist sig at være en udmærket kok, og havde serveret spaghetti bolognese for os alle 6. Det ville være uhøfligt ikke at spise noget af det, så jeg havde taget en lille portion. Under aftensmaden kunne jeg ikke undgå at ligge mærke til, hvordan Nialls blik havde flakket over på mig. Han vidste det. Jeg kunne se det på ham, men han havde endnu ikke bekræftet det, og det bekymrede mig. Før ville han med det samme spørge mig, om alting var, som det skulle være, og hvis jeg benægtede pressede han det ud af mig.

”Det smagte rigtig lækkert,” tilføjede jeg bagefter. Harry lænede sig op af bordkanten på den modsatte side af mig, og kiggede lidt rastløst rundt i køkkenet.

”Hvad går du så rundt og laver?” Spurgte han nysgerrigt, hans grønne øjnene piercede sig fast til mine. Han trak skævt i mundvigen bagefter og trak lidt på skulderen, som om, han havde fortrudt sit spørgsmål. ”Du sagde ikke så meget under middagen,” tilføjede han bagefter og tog et glas vand ned fra et af skabene.

”Jeg går på College, og ja… så kommer jeg jo fra Irland,” konstaterede jeg, imens Harry fyldte vandglasset med vand. Hans biceps blev svagt mærket, som han bevægede sin arm op og ned, men jeg rystede det hurtigt af mig, da Niall kom ind i mine tanker. Jeg syntes ikke, at jeg kunne tænke sådan på andre drenge. Det gav absolut ingen mening, men det var sådan jeg havde det. Det havde altid været Niall, lige meget hvad – lige fra første gang han snakkede til mig, til alle de tudeture jeg havde haft op af hans skulder, og nu til mange år efter, hvor jeg mødte ham tilfældigt i London.

”Fedt! Laver du noget specielt i fritiden, eller?” Hårdt bed jeg mig i læben, da Harrys spørgsmål havde taget form. Min fritid bestod jo ikke af noget? Jeg kunne godt lide at læse, men det var stort set også det eneste, og det jeg læste var gammeldags – ikke noget, som han kendte. Og så var der selvfølgelig alt det andet lort jeg lavede, men det var ikke noget, Harry på noget tidspunkt skulle finde ud af. Så ville han da først få et dårligt indtryk af mig.

”Jeg kan godt lide at læse,” mumlede jeg lavt og pillede lidt ved mine negle. Harry rørte lidt på sig, og det fik mig til at kigge op på ham. Overraskende nok sad han nu på køkkenbordet, fødderne sat op på en stol, og armene hvilende på hans lår. Han så… nysgerrig ud. Han så ud som en, der oprigtigt var interesseret i det jeg havde at sige, med grønne, blændende øjne.

”Hvad læser du så?” spurgte han igen, hvorefter han nippede forsigtigt til vandet, som om det var varmt. Han kiggede op på mig igennem hans øjenvipper, øjenbrynene let trukket sammen i panden.

”Ehm… Du kender det nok ikke, men jeg kan godt lide at læse krimier og gysere.” En anelse flovt kiggede jeg rundt i køkkenet, da jeg ikke vidste, hvor jeg ellers skulle kigge hen. Alle andre jeg kendte, læste altid fantasy, fan fictions, kærlighed – aldrig krimi eller gyser. Ikke, at jeg bekymrede mig om, hvad andre tænkte om mig – eller, selvfølgelig bekymrede jeg mig, for det ville jeg nok altid gøre. Men der var ingen, der vidste de ting om mig, jeg snakkede ikke med nogen om det. Jeg snakkede ikke med nogen om noget.

”Det lyder sku da vildt fedt!” sagde Harry med et grin i stemmen, hvilket jeg i den grad var overrasket over. Ingen plejede at reagere på den måde, hvis jeg nævnte nogen af mine fritidsaktiviteter, normalt ville de sidde målløse eller også ville de grine. ”Og hvad med sport?” spurgte han igen ivrigt.

Undrende rynkede jeg brynene, da det ikke var noget, som folk plejede at spørge mig om. ”Jeg dyrker ikke sport,” halvhviskede jeg forbavset og begyndte endnu en gang at pille ved mine negle. Harry udled en underlig form for lyd, så endnu en gang måtte jeg rette blikket mod ham.

 

Harrys synsvinkel:

”Jeg dyrker ikke sport,” mumlede Anastasia lavt og kiggede for tredje gang, eller sådan noget, mod sine hænder, der lå i hendes skød. Jeg skulle lige til at grine, for det kunne da ikke passe, at hun ikke dyrkede nogen form for sport? Hun var jo slank, ja, det var lige før, at hun var tynd. Dog bed jeg det i mig, da det gik op for mig, at hun rent faktisk mente det. Hun dyrkede ikke sport.

”Utroligt, hvordan du så kan have sådan en flot slank figur!” fik jeg i stedet sagt, og blinkede kækt til hende. Jeg lagde jo ingenting i det, det var bare ment som et uskyldigt kompliment. Anastasia rødmede svagt overfor mig, hvilket fik mig til at smile stort til hende, da hun endnu en gang fik rettet sit blik på mig.

Hun var så… lille. Spinkel, uskyldig at se på, og selvom det lyder utroligt tamt, så fik jeg en trang til at beskytte hende. Når hun sad oppe på køkkenbordet, med sine spinkle ben dinglende ned over bordkanten, og hendes små hænder hvilende i sit skød, så hun så lille ud. Jeg havde lyst til at lære hende at kende, for med den måde hun sørgede for at trække ned i sine ærmer, når hun gik rundt i huset, så skjulte hun noget – jeg var jo ikke dum. Jeg havde haft mange veninder, der både havde haft selvmordstanker og lavet selvskade på sig selv, jeg kendte til deres metoder at skjule det på. Og selvom det ikke var noget jeg skulle blande mig i, så havde jeg lyst til at snakke med hende.

Efter et par minutters stilhed, der egentlig ikke var specielt akavet, besluttede jeg mig for at bryde den. ”Skal vi ikke gå ind til drengene igen?” spurgte jeg humørfyldt og hoppede ned fra min plads på køkkenbordet. Anastasia smilede til mig, inden hun også hoppede ned fra sin plads, men hun gik ikke nogen steder.

”Jeg… ehm, jeg skal lige på toilettet,” sagde hun genert. Hendes generthed fik mig til smile skævt til hende, da hun pegede hen mod toiletdøren, så på sig selv, og så på toiletdøren igen. ”Så… det gør jeg nu,” fortsatte hun og pegede endnu en gang mod døren. Hendes akavede væremåde fik et lille grin til at slippe igennem mine læber, inden hun hurtigt vendte ryggen til mig, gled lydløst hen over gulvet, for til sidst at åbne, lukke og låse toiletdøren efter sig. Jeg stod tilbage et øjeblik, inden jeg rystede på hovedet af mig selv og satte kursen tilbage til stuen, hvor adskillige drengestemmer kunne høres fra.

Det helt utroligt, hvordan jeg havde en form for trang til at beskytte Anastasia – jeg kendte hende ikke engang endnu. Jeg kendte hendes navn, jeg vidste at hun kom fra Irland og at hun elskede at læse, hvilket jeg virkelig fandt fangende. Der var intet bedre end en intellektuel pige, der vidste hvad hun kunne lide. Igen, lad os lige få det på det rene, at jeg ikke fandt Anastasia spændende på den måde.

Da jeg kom ind i stuen, rettedes alle fire par øjne straks på mig. For sjov stoppede jeg op og lavede et sad-face, hvilket fik Zayn og Liam til at kigge underligt på hinanden, og derefter optog de deres samtale. Niall og Louis blev ved med at kigge på mig, Louis så useriøs ud, hvorimod Niall så… sur ud.

”Hvad så, hvad foregik der ude i det køkken, hva?” spurgte Louis med en slesk undertone og løftede opmuntrende hans øjenbryn op og ned i panden. Håbløst rullede jeg med øjnene af ham og satte kurs mod en ledig plads i sofaen. Louis daskede mig drillende på bagsiden af låret, da jeg gik forbi ham, men Niall holdte stadig sin seriøse og noget sure facade. Da jeg satte mig ned i sofaen, sendte jeg ham et spørgende blik, men underligt nok rystede han på hovedet af mig og vendte opmærksomheden mod Zayn og Liam.

Han kunne da ikke være sur over, at jeg havde snakket med Anastasia, kunne han? Hvorfor fanden ville han være jaloux eller pissed over det?

 

Anastasias synsvinkel:

Omhyggeligt trak jeg ud i toilettet, så alle ”bevismaterialer” var væk. Det havde måske virket forhastet og ugennemtænkt, men da Harry havde kommenteret min krop, havde jeg fået det så dårligt. Jeg havde prøvet at gemme det, jeg løj for ham, sagde, at jeg skulle på toilettet – jeg skulle sådan set også på toilettet, men nok af en anden grund, end Harry havde tænkt.

Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg blev så dårligt tilpas. Det var måske det faktum, at han rent faktisk havde lagt mærke til min krop, og at han hadede den. Han kommenterede den kun fordi, han ikke brød sig om den, for alt andet var udelukket. Selvfølgelig kunne Harry Styles ikke finde min krop flot og slank. Drengen havde ondt af mig, men jeg bebrejdede ham ikke. Det ville jeg nok egentlig også have, hvis jeg så mig selv fra en anden vinkel. En lille pige, uskyldigt udseende og en forfærdeligt nutid.  

Det var derfor, at jeg havde gjort det. Jeg havde for helvede taget Nialls neglesaks, for han havde ikke nogen barberblade, og jeg havde siddet lænet op og af døren, så jeg havde været sikker på, at ingen ville brase ind imens. Havde trukket ned i mine jeans, ført den spidse ende af saksen ned til min tynde hud, ridset og presset så hård, at der til sidst var kommet et sår. Men det var anderledes denne her gang. Det havde ikke føltes på samme måde som før, det havde ikke føltes så lettende som det plejede at gøre. Måske var det bare mig, men jeg kunne ærlig talt ikke mærke det samme sus i maven, som jeg før havde kunnet.

Forsigtigt trådte jeg hen til døren, låste den langsomt op og gik med langsomme skridt ud af den. Min hofte sved som en i fanden, og da jeg en velkendt skikkelse tårnede sig op foran mig, begyndte klumpen i min hals af vokse. Niall kiggede på mig med et kærligt blik, så jeg bed mig hårdt i kinden og prøvede at sætte en facade op.

Han måtte ikke vide, hvad jeg lige havde lavet. Det var udelukket, måske kunne han læse det på mig, men jeg skulle ikke indrømme noget overfor ham. Derfor smilede jeg skævt til ham og kiggede undrende på ham.

”Der er ledigt nu, hvis det er,” sagde jeg og gjorde et kast med hånden i retning af toilettet. Niall grinede meget kort af mig, inden han kiggede ned mod sine hvide tennissokker og rystede på hovedet. ”Eller…” mumlede jeg bagefter, selvom jeg egentlig ikke vidste, hvorfor jeg sagde det. Der var ikke noget ”eller”, men noget sagde mig i hvert fald, at han ikke skulle på toilettet.

”jeg skulle nu ikke på WC, jeg ville bare lige se, om du var okay,” svarede han med et skuldertræk og et iskoldt ansigtsudtryk. Jeg sank en klump, ved tanken om det, jeg lige havde gjort. Hvor dum havde jeg lov til at være? Jeg var hos Niall. Den eneste, der kunne læse mig som en åben bog, og den eneste, der vidste alt om mig.

”Jeg har det fint? Hvorfor spørger du dog om det?” Et henkastet grin forlod min mund, og fik Nialls bekymring til at lyde fuldkommen ligegyldig. ”Skal vi ikke gå ind til de andre?” Niall kiggede lidt underligt på mig, inden han betænksomt nikkede og gjorde gestus til, at jeg skulle gå først ind i stuen. Jeg gjorde som han ville, men måtte i den grad kæmpe for at fortsætte ligeud, og ikke bryde sammen i hans arme. Det var bare som om, at vi ikke havde det forhold mere. Vi havde det jo stadig godt sammen, men kunne jeg stole på ham? Kunne jeg græde ud hos ham, ligesom jeg kunne i gamle dage?

De andre drenge sad spredt ud i Nialls sofaer, Harry med en pose popcorn i hånden, Zayn, Liam og Louis sad og diskuterede et eller andet, som jeg ikke kunne opfange noget af, fordi de nærmest råbte for at overdøve hinanden. Da de opdagede, at Niall og jeg var trådt ind i rummet, stoppede de dog langsomt, og Harry kiggede dovent op på mig.

”Vi snakkede om, at holde en filmaften i nat,” sagde han og proppede lidt flere popcorn i munden. Jeg kunne mærke Niall ligge sin hånd på min lænd, hvilket fik mig til at kigge forbavset på ham, Han smilede stramt ned til mig, og det fik mig kun til at rynke brynene endnu mere sammen og kigge endnu mere undrende på Niall. Han plejede aldrig at opføre sig sådan her overfor mig, og det kom jo ud af det blå.

”Det lyder som en god ide,” istemte Niall, efter at have skubbet mig ned i en af sofaerne, og selv sat sig ved siden af mig. Forundrende skævede jeg over til ham, men han værdigede mig ikke et eneste blik. Hvorfor var han pludselig sådan her?

 

 

På en eller anden måde, var jeg endt med at ligge med mit hoved i Nialls skød, mens jeg lå med et sort tæppe trukket helt op over næsen. Jeg anede ikke engang var vi så, det eneste jeg kunne tænke på, var Niall. Kommer det bag på nogen? Hans opførsel fra tidligere havde virkelig fået mig til at tænke, og jeg kunne ikke længere finde rundt i mine tanker. Det ene øjeblik kunne jeg tænke på, at han nok bare var venlig, og at jeg lagde alt for meget i det, men det næste var det fuldkommen modsat.

En varm ånde ved min kind, fik mig til at krybe sammen under tæppet. Nialls hæse, lave stemme var lige ud for mit øre, da han blidt spurgte om jeg var vågen. En kuldegysning gik igennem mig, og da jeg kiggede op for at møde Nialls blik, var det eneste jeg kunne se farven i hans blå øjne. Filmen blev reflekteret svagt i dem, og fik dem til at fremstå klarere end jeg nogensinde kunne huske, jeg havde set før.

”Ja,” hviskede jeg og smaskede for mig selv, da min mund var blevet helt tør af ikke at snakke i de fire timer, vi havde ligget og set film. De andre drenge havde snakket ind imellem filmene, kommenteret billedet hvis der kom en pige i bikini og så videre, men jeg havde selv ligget alene og ikke sagt en pind.

Den eneste grund til, at jeg egentlig kunne se, at Niall smilede, var fordi hans hvide, lige tænder fungerede selvlysende. Skævt smilede jeg tilbage til ham, og lige idet jeg vendte blikket mod filmen en gang til, begyndte rulleteksterne at rulle hen over skærmen. De andre drenge strakte sig og gryntede dybt, undtagen Liams, der gik op og tændte for lyskontakten. Der lød endnu flere utilfredse grynt, men da det langsomt gik op for dem – og mig – hvad klokken var, fik de hurtigt sat sig op.

”Vi må nok heller se at komme hjem,” Louis lavt og kiggede fortumlet rundt i stuen. Der lå chipsposer, popcornposer og et par tomme dåser rundt omkring, og i den ene sofa var Zayn faldet i søvn, på den kæreste måde nogensinde. Hans mørke hår lår uglet omkring hans ansigt, og han havde et lysegrønt tæppe trukket helt op til kanten af hans øjne, så man ikke kunne se andet end hans pande og håret. Liam ruskede ham hårdt i skulderen, så han med det samme vågnede, men han lagde sig dog til at sove igen.

Det var helt vildt, hvordan de her drenges forhold var. De var så glade og rolige sammen, som om, at det ikke kunne blive sure på hinanden, og hvis de endelig gjorde, så mente de intet ondt med det. De var som en flok brødre, der hang ud sammen og brugte alt deres tid sammen – de var nok noget af det kæreste, jeg nogensinde havde set. Måden de fik hinanden til at smile på, fik underligt nok mig til at smile, så da Harry brutalt hev Zayns tæppe af og kastede en pude i hovedet på ham, kunne jeg ikke lade være med at grine.

Niall og jeg kom også op og stå, og vi fulgte de andre ud i gangen, hvor de begyndte at tage deres sko og jakker på. Zayn kom stavrende lidt bag de andre, og det så stadig ud som om, at han var halv sovende. Nervøst kiggede jeg på Zayn, og trak så lidt i Nialls ærme, så jeg fik tiltrukket mig hans opmærksomhed.

”Er du sikker på, at Zayn skal køre bil? Han ligner en, der stadig sover,” konstaterede jeg sikkert og nikkede mod Zayn. Niall grinede af mig, men forsikrede mig så om, at Louis og Zayn havde kørt sammen, så der var ikke nogen grund til at bekymre mig.

”Du må have det godt, til vi ses igen!” Louis kom op foran mig, og med de ord krammede han mig venligt, hvorefter han trak sig væk og gik hen til udgangen. Zayn, Harry og Liam gav mig også et kram, og endnu en gang kunne jeg mærke Nialls hånd på min lænd, da jeg gav slip på Liam, der var den sidste til at kramme farvel. En svag rødmen havde indtaget mine kinder, ved tanken om, at jeg skulle se dem igen – under aftensmaden havde vi snakket om, at jeg skulle med til Louis’ nytårsfest. Jeg manglede egentlig bare at få lov af mine forældre, men siden de var noget nær ligeglade med mig, så burde det ikke være noget synderligt problem.

Harry sørgede for at lukke døren efter sig, og efterlod på den måde Niall og jeg alene i gangen. En underlig stilhed lagde sig over os, men da jeg trak min mobil op, for at skrive til min mor og far, at jeg tog hjem nu, lagde Niall sin hånd oven på min. Et stød gik igennem mig, da jeg lod min hånd synke ned igen via hans vægt.

Spørgende kiggede jeg op på ham, men så ikke andet end et nervøst, og drenget ansigtsudtryk i hans ansigt. Han smilede skævt til mig, inden han nervøst fik famlet sig frem til en sammenhængende sætning. ”Hvis du har lyst, kan du altså sagtens sove her, Ana."

 

Hey mennesker, håber i kunne lide kapitlet. Kommenter gerne, hvad i syntes godt om, og om der var noget, der undrede jer. I love you all!

/Freja xoxo    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...