Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22535Visninger
AA

17. Mixed up, muddled and mistrustful

Anastasias synsvinkel:

Fredag kom hurtigere, end jeg lige havde regnet med, og før jeg vidste af det, stod jeg og beundrede mit eget spejlbillede foran spejlet. Selvom det var forkert, havde jeg hverken spist aftensmad i går aftes eller noget som helst mad i dag. Jeg ville se perfekt ud, det her ville komme overalt i medier og tv.

Min kjole var flot rød, og sad sådan, at den ikke strammede for meget de forkerte steder. Mit brune hår hang bølget ned over min ene skulder, og på fødderne bar jeg et par tårnhøje, beige stiletter, som jeg sandsynligvis ville smide under showet. Kun få accessories prydede mit look, men de var alligevel med til at gøre det en smule mere eksklusivt. Jeg havde prøvet at holde det enkelt, så jeg ikke ville vække for meget opsigt i løbet af aftenen. Det var det sidste, jeg havde lyst til.

Desuden, så anede jeg heller ikke, hvad Niall havde tænkt sig at sige, hvis vi blev set sammen. Ville han kalde mig sin kæreste? Ville han kalde mig sin veninde? Jeg var pludselig blevet så meget i tvivl om, hvad han mente om os, og det gjorde mig utilpas. Hvad nu, hvis jeg havde taget helt fejl?

Niall bruger dig bare, hvad tror du dog selv?

Sætningen havde rumsteret rundt i mit hoved den sidste uge. Gang på gang havde Niall bevist, at han ikke bare brugte mig, men jeg kunne ikke få det til at passe. Han kunne få hvem end han pegede på, så hvorfor skulle han dog vælge mig? Specielt nu, hvor han kendte til alle mine problemer og kvaler – jeg var så forvirret.

”Ana? Er du klar?” Jeg snurrede hurtigt rundt for at se min mor stå i døren, med et typisk, skævt smil plantet over læberne. Jeg bed hurtigt i underlæben, kastede et sidste blik på mit outfit, inden jeg tilfredst nikkede.

”Du ser smuk ud, skat,” komplimenterede hun hurtigt, idet jeg krydsede hende i døren. Mit hjerte sank ved hendes ord, og jeg slap med det samme min underlæbe.

”Tak,” mumlede jeg lavt. Jeg anede ikke, om hun mente det, eller om hun bare sagde det, fordi hun var min mor. Og det gjorde ondt – jeg ville nok aldrig være god nok, lige meget hvor meget jeg prøvede.

Ude i stuen mødte et fantastisk syn mig. Jeg sank en klump, idet jeg langsomt stillede mig hen ved siden af Niall, som stadig ikke havde set, jeg var kommet ind i rummet. Min far og Niall stod lystigt og grinede sammen, som om Niall var min date til skoleballet eller sådan noget.

Det var ikke rigtig gået op for mig endnu. Jeg prøvede hele tiden at huske mig selv på, at Niall ikke længere var en ukendt dreng fra Irland, men rent faktisk et verdenskendt popidol – det virkede bare alt for surrealistisk til at være sandt. Derfor kom jeg automatisk til at tænke på, at det her var det årlige skolebal, og Niall endelig havde inviteret mig med som date. Selvom det langt fra var sådan.

”Hej,” mumlede jeg genert og strammede grebet om min lille taske. Både min far og min bedsteven vendte hurtigt blikket mod mig, så varmen i mine kinder steg drastisk.

Niall lod åbenlyst sit blik vandre op og ned af min krop. Jeg følte mig udstillet, i den lårkorte kjole og de høje sko, men alligevel begyndte den behagelige varme at brede sig fra mit bryst, igennem maven, benene og armene og til sidst til de alleryderste spidser af min krop. Nervøsiteten borede sig ind i mig – kunne han mon lide det?

”Wow,” sukkede han efter et øjebliks stilhed imellem os. Først da jeg pustede luften tungt ud igennem munden, gik det op for mig, at jeg havde holdt vejret.

”Er det okay?” spurgte jeg nervøst og gjorde gestus mod min kjole, der elegant svøb sig omkring min krop. Niall smilede og blinkede et par gange med øjnene, inden han kom hen og lagde et par arme om mine hofter.

”Det er perfekt,” mumlede han kort og hvilede sin pande mod min. Elektriciteten var der igen – den der følelse af, at alting sitrede og det slog gnister imellem os. Jeg bed mig hårdt i læben og lagde mine arme omkring Nialls hals, inden jeg begravede mit hoved i fordybningen mellem hans hals og skulder. Jeg vidste, at min far stod lige ved siden af os, og det var også den eneste grund til, jeg ikke kyssede Niall.

Der gik et øjeblik, hvor vi blot stod og holdt om hinanden. Jeg nød duften af ham, der indhyllede mig til det sidste og fandt en rolig side frem i mig. Jeg elskede duften af Niall.

Til sidst trak vi os dog fra hinanden, hvorefter Niall hurtigt greb min hånd. Jeg smilede stille til min mor og far, som også stod med armene om hinanden og studerede os med glade udtryk.

”Vi må nok hellere se at komme af sted, limoen venter dernede,” mumlede Niall rettet mod mig, og gjorde gestus til, vi skulle gå ned mod gaden. Hurtigt gjorde jeg mig enig og fik krammet min mor og far farvel, Niall gav min far hånden og min mor et kindkys, og derefter satte vi kursen ud mod entreen.

Jeg havde ondt i maven. Tænk nu, hvis han slet ikke så på mig, som jeg så på ham – at jeg blot var hans veninde med fordele, som han kunne bruge mens jeg var i London, og så snart jeg tog tilbage, ville han glemme alt om mig.

Hvad nu, hvis det var sådan, han havde det? Jeg gøs ved tanken og prøvede desperat at slette den, men den blev ved med at være der. Hver gang jeg i smug kiggede på Niall, i mens vi gik ned mod elevatoren, undrede jeg mig over, hvad han mon tænkte.

Selvom jeg før havde sagt, jeg bare gerne ville have ham til at bemærke mig og ligge mærke til mig, så havde jeg det modsat nu. Jeg tænkte hele tiden på, om jeg mon skulle skjule mine ar for ham, smile selvom jeg havde lyst til at græde og spille cool selvom jeg måske i virkeligheden ville have ham til at holde om mig.

”Babe?” Nialls klare stemme trængte ind i mit virvar af tanker, og det fik mig til at kigge hurtigt hen på ham. Hans øjenbryn var trukket sammen i panden, og han så bekymret ud.

”Ja?” svarede jeg hurtigt, i håb om han ikke bemærkede min nervøsitet.

”Er du helt væk eller hvad? Jeg spurgte dig om noget,” grinede han kort og trådte ind i elevatoren, der hurtigt lukkede sig bag os. Jeg åndende diskret, men tungt, ud, da det gik op for mig, at jeg bare havde misset et af hans spørgsmål.

”Undskyld, jeg er bare lidt nervøs… Hvad spurgte du om?” mumlede jeg mens jeg lænede mig op af væggen i det lille rum. Der gik ikke lang tid, før elevatoren begyndte at køre nedad, og før Niall stod foran mig med et stort smil plantet på læberne.

”Det har jeg glemt,” sagde han sagte. En kuldegysning rendte igennem mig – han stod så tæt på mig, at jeg kunne mærke hans åndedrag mod min mit ansigt når han snakkede. ”Jeg fik aldrig et goddag-kys,” grinede han smørret og lænede sig blidt frem mod mig.

Min mave slog kolbøtter, idet hans læber lagde sig mod mine i et sensuelt, alt for kort kys. Da han trak sig væk fra mig, efterlod han en tom følelse i mig, men jeg forstod hurtigt hvorfor han havde stoppet kysset – elevatoren var bremset op, uden jeg egentlig havde lagt mærke til det.

Niall kiggede forvirret rundt i det indelukkede rum, og gik til sidst et par skridt væk fra mig. Mit hjerte begyndte at hoppe bag mit bryst og en ubehagelig følelse plantede sig solidt i mig. Hvad fanden skete der? Sad vi fast eller hvad?

Jeg kiggede op over dørene, hvor en oversigt viste, hvilken etage man befandt sig på – pilen stod lige imellem 11 og 12, og den rykkede sig ikke.

”Niall, hvad sker der?” stammede jeg og lagde armene om mig selv. Han stod med en finger på samtaleanlægget og ventede sikkert på, at nogen ville besvare hans opkald. Selv følte jeg mig rimelig malplaceret – en del af mig havde lyst til at glide ned af væggen og vente, men jeg vidste godt, at jeg nok blev nød til at gøre et eller andet.

”Vi sidder fandeme fast,” hvæsede han hårdt og kørte en hånd igennem sit hår.

”Kan du ikke prøve og ringe til nogen?” foreslog jeg nervøst og bed mig i underlæben. Niall nikkede en enkel gang kort, og trak derefter sin iPhone frem fra en inderlomme i sin habitjakke. Først nu gik det op for mig, at han havde jakkesæt på – jeg havde aldrig set ham i jakkesæt før, men jeg måtte indrømme, at det så virkelig flot ud.

”Ja? Hallo?” Niall snakkede hurtigt ind i røret og vendte ryggen til mig. ”Vi sidder fandeme fast! Få nogen til at få os ned, det kan sku da ikke være rigtigt det her!” han holdte en kort pause og førte endnu en gang en hånd igennem sit hår. ”Hvad vil du have jeg skal gøre? Vi har prøvet at ringe over samtaleanlægget, og der er intet svar. Nej. Ja, okay, vi venter.” Han sluttede samtalen og skulle lige til at lægge mobilen tilbage i lommen, idet den begyndte at vibrere.

Jeg beslutte mig for, at det nok ikke var noget, som rørte mig specielt. I stedet tog jeg mine stiletter af og satte mig ned på gulvet, men mine knæ trukket godt op under mig. Så vi sad altså fast… hvor perfekt.

En hvis del af mig jublede næsten. Det her kunne betragtes som en pause fra dagen, et tidspunkt at få styr på sine følelser og nervøsitet. Langsomt lukkede jeg øjnene i og lænede mit hoved tilbage mod væggen – hold kæft, hvor var det her besværligt.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg stirrede ned på displayet, skævede så til Ana og så tilbage til mobilen i min hånd. Hvorfor fanden skulle hun også ringe nu? Vi havde haft en klar aftale – vi skrev sammen, og hvis vi skulle snakke om noget, var det mig, som ringede til hende.

Ana sad med benene trukket op under sig og lignede én, der var træt af det hele. Om hun var det, det kunne jeg ikke svare på. Vi havde ikke rigtig fået snakket sammen om hendes problemer, siden dengang jeg fandt ud af det hele.

Det stak i mit hjerte, da jeg tænkte tilbage på det. Hun havde været så tæt på at give op – så ødelagt, og jeg havde ikke en gang kunne se det. Jeg var skræmt ved tanken om, at hun stadig kunne have det elendigt, men bare skjule det ligesom sidst. Jeg havde aldrig været god til at snakke om tingene, for det meste regnede jeg bare med, at det løste sig af sig selv, og det var nok også grunden til, at jeg ikke havde snakket videre med Ana endnu.

”Hallo?” hvæsede jeg ind i telefonen, da det gik op for mig, at den stadig vibrerede i min hånd og at Ana regnede med, jeg tog den.

”Niall?” Amys stemme var blød og kærlig, men jeg rystede hurtigt det hele af mig. Hun måtte forstå, at det var slut – jeg og Ana havde noget nu, og hvis jeg fuckede det op en gang til, ligesom jeg gjorde til nytår, så kunne jeg godt vinke farvel til min bedste veninde en gang til.

”Ja, hvad er der?” mumlede jeg koldt og stillede mig i det modsatte hjørne end Ana. Heldigvis så det ud som om, hun ikke rigtig viste nogen interesse i mit telefonopkald.

”Ses vi i aften? Rita har inviteret mig, og jeg tænkte på, vi måske kunne få snakket det hele igenne-”

”Måske. Jeg ved det ikke. Det passer rigtig dårligt nu,” afbrød jeg hende hårdt. Der blev stille i den anden ende af røret, men en del af mig sagde, at samtalen ikke var slut. Lige meget hvor meget jeg havde lyst til at ligge på, så var Amy stadig min veninde, og jeg ville ikke også ødelægge et venskab.

”Niall, jeg…” Amys stemme knækkede og hun tog en dyb indånding. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere og jeg kunne mærken svedperler pible frem på min pande. Hun lød så trist, og det værste af det hele var, at det sandsynligvis var min skyld. ”Jeg savner dig.”

Ordene trængte ind i mit øre og videre til min hjerne. Det var ikke noget, jeg ikke var klar over – vi havde skrevet sammen hver dag, siden nytårsaften – siden kysset. Hvis Anastasia fandt ud af, at Amy og jeg havde kysset, ville hun blive knust, og det kunne jeg ikke tillade. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg var skyld i, at hun fik endnu et break-down.

”Vi havde en aftale,” hviskede jeg strengt i røret, så Ana forhåbentlig ikke kunne høre det. Amy sukkede stille og mumlede noget utydeligt.

”Jeg ved det godt, men Niall… savner du det slet ikke?” Jeg kneb øjnene sammen, og nægtede at høre på mere fra hende. Jo, jeg savner det – jeg savner dig. Det hele var noget lort. Hvad fanden havde jeg også tænkt på?

 

Anastasias synsvinkel:

Niall blev ved med at snakke i mobil – jeg lyttede ikke efter, hvad han sagde, for det ragede ikke mig, men jeg kunne høre hans stemme som en svag hvislende lyd. Han måtte have snakket i over 10 minutter nu, for på trods af, at tiden sneglede sig af sted, havde jeg stadig en smule tidsfornemmelse.

Jeg åbnede endelig øjnene og rettede mig en smule op. Han stod med ryggen vendt til mig og en hånd holdende over sin pande, mens han gentagne gange sukkede og rystede på hovedet. Det måtte være alvorligt – gad vide, om det havde noget med Brit-Awards at gøre?

Ubevidst krummede jeg mig lidt mere sammen, hvilket med det samme fik Niall til at snurre rundt og kigge mig direkte i øjnene. Hans blik var… fjernt. Det lignede ikke, han havde lyst til at snakke med hvem end, han snakkede med.

”Er du okay?” halv-hviskede jeg, så jeg ikke forstyrrede for meget i samtalen. Han nikkede kortfattet og rynkede brynene.

”Jeg bliver nød til at smutte. Vi ses,” Niall lagde med de ord på, og lige i det han havde lagt mobilen tilbage i lommen, gav det et ryk i elevatoren. Jeg fik stablet mig selv på benene og tog mine stiletter på, da det begyndte at køre nedaf igen.

”Hvem snakkede du med?” mumlede jeg nysgerrigt og skævede forsigtigt til drengen ved siden af mig. Han kæbt var spændt og han stirrede koldt ud i luften. Hvad fanden var der galt? ”Niall, er du okay?” spurgte jeg endnu en gang, da han ikke svarede mig.

”Det var bare Paul, som ville høre, hvor vi blev af,” snappede han irriteret, mens der blev kørt en hånd igennem hans hår. Jeg klappede med det samme i ved lyden af hans tonefald. Han lød virkelig irriteret og sur. Var det min skyld?

Spørgsmålet gnavede i mig. Han havde været så glad, lige indtil han fik det telefonopkald. Gad vide, om det overhoved var Paul, eller om det rent faktisk var en anden? Men hvorfor skulle han lyve for mig? Jeg havde lyst til at spørge ham om det, men alligevel turde jeg ikke, for under ingen omstændigheder skulle jeg være den irriterende tøs på slæb.

Der lød kort efter et pling fra elevatoren, og dørerne åbnede til lobbyen. Med det samme greb Niall stramt fat om min hånd og hev mig hårdt i retning af restauranten – jeg gik ud fra, vi skulle tage baggangen.

Ganske rigtigt blev vi hastigt ført igennem køkkenet af en bodyguard, som på et eller tidspunkt havde joinet Niall og jeg, for til sidst næsten af blive smidt ind i en limo. Forvirret glippede jeg med øjnene – det gik satme hurtigt. Tanker om Niall og jeg, og hvem Niall snakkede med, blev pludselig til luft, i det alt for mange øjne rettede sig mod mig.

”Hey Ana,” Harry var den første til at læne sig hen mod mig og give mig et stort kram, som jeg fortumlet gengældte. Bag mig kunne jeg høre Niall undskylde for, at vi kom for sent.

”Hej Harry,” hilste jeg hurtigt og trak mig med et smil væk fra ham. Rundt om i bilen sad Harry, Louis, Niall, jeg og en pige, jeg ikke helt kunne sætte ansigt på. Venligt smilede jeg til hende før jeg forsigtigt, for ikke at nævne akavet, løftede min hånd som en hilsen. ”Hey, jeg er Anastasia,” mumlede jeg genert og smilede skævt.

”Jeg er Eleanor, Louis’ kæreste,” svarede hun hurtigt og gjorde gestus mod Louis. Jeg nikkede langsomt, før jeg endnu en gang vendte opmærksomheden tilbage til Harry, som sad ved siden af mig.

Han havde også en smoking på – jeg måtte sige, at alle de drenge kunne i den grad bære et jakkesæt! Harrys hår var sat i en høj quiff, og hans hud så næsten fejlfri ud. Jeg puttede mig lidt ind til Niall, som havde sat sig ved siden af mig, idet bilen begyndte at rulle fremad. Inde i rummet var der både glas med champagne og jordbær, men jeg valgte ikke at tage noget af det – alkohol var nok ikke det smarteste at drikke på tom mave.

”Okay, Ana, du og Eleanor følges derind. Drengene og jeg skal på Red Carpet, og der kan i desværre ikke komme med, men i får Tom og Lou med jer,” forklarede Niall hurtigt. Jeg nåede knap nok at opfatte, hvad han sagde, før limosinen var stoppet og Eleanor og jeg blev genet ud mod et par, der stod lidt væk fra os.

 

 

Drengene havde formået at vinde tre Brits! Det var jo voldsomt, så store de var blevet, og alligevel var det ikke rigtig gået op for mig endnu. Best Band, Best Single og New Artist – hold kæft, hvor var jeg stolt. Det var lykkedes mig at undgå nysgerrige piger og paparazzier med lidt hjælp fra Eleanor, så jeg skulle på intet tidspunkt hverken bekræfte eller afkræfte Niall og jeg. Det føltes godt, men alligevel havde jeg stadig den ubehagelig følelse i min mave af, at Niall ikke mente noget med det.

Jeg sippede forsigtigt til mit glas ghampagne og kiggede rundt i loungen, vi sad i – der var omringet af mennesker, både kendisser men også ganske normale folk som jeg. Egentlig sad jeg lidt alene, for Niall havde efterladt mig – ligesom Perrie, Eleanor og de få andre ansigter, jeg kunne kende.

Brit-Awards after-party. Tænk en gang, at jeg sad her, fuldkommen pudset op i mit fineste tøj, med høje sko og overdrevet mængde makeup, midt i blandt alle de kendte. Der var navne som Adele, Justin Timberlake, Rita Ora. De var her alle sammen!

”Hvad så?”

Ved lyden af en stemme, jeg ikke kunne kende, vendte jeg mig forbavset om. Foran mig stod Harry og ranglede faretruende frem og tilbage, med sine lange arme daskende ned langs siderne.

”Nogen har vidst fået for meget champagne, hva?” grinede jeg lumsk og rejste mig, for derefter at guide Harry ned på min stol. Han grinede og rystede på hovedet, mens han desperat prøvede at overbevise mig om, at han i hvert fald sljet ijke har fjået fhor mjeget!

Dog havde jeg ikke min opmærsomhed hos den krøltoppen særlig længe, idet et velkendt, blond hoved dukkede op i mængden af mennesker. Jeg skulle lige til at råbe hans navn, idét en pige med brunt hår, kom op på siden af ham. Niall så først forvirret ud, men gav så pigen et kindkys og hilste kærligt på hende med et kram.

Et stik af jalousi ramte mig.

Hun er bare en veninde. Niall har lov til at snakke med andre piger.

Men… hun virkede på en eller anden måde bekendt. Håret, kroppen, kjolen… hvor fanden havde jeg set hende før? Selvom jeg var klar over, at Harry var langt væk, bukkede jeg mig alligevel ned til ham, så vi var på nogenlunde samme hovedhøjde.

”Harry?” halv-hviskede jeg i hans øre.

”Ana?” fnes han og tjattede mig løst på skulderen. Jeg skævede bekymret til ham, men han så ud til at have det sjovt – så måtte det jo være det.

”Hvem er hende pigen, som Niall snakker med? Jeg syntes, jeg har set hende før,” sukkede jeg opgivende, hvilket endnu en gang fik Harry til at daske mig på skulderen. ”Harry, helt seriøst, hvem er hun!?” vrissede jeg hårdt af ham, da han rent faktisk havde slået mig rimelig hårdt. Harry klappede med det samme i, kneb øjnene sammen og kiggede mod Niall og pigen. Lidt efter rømmede han sig og blinkede kraftigt.

”Det er Amy…” mumlede han for sig selv.

”Og hvem er Amy?” udspurgte jeg nysgerrigt, denne gang med blid stemme. Harry rømmede sig igen og vred sig utilpas i stolen – hvad fanden foregik der her?

”Kan du huske der til Nytår?” startede han forsigtigt og vred sine fingre. Jeg stivnede midt i en bevægelse og stirrede lige frem for mig, direkte på Niall og Amy. Selvfølgelig. Det var hende brunetten, som han havde danset med – det var hende, der var skyld i, Niall kendte alt til mig nu. Men hvad fanden lavede hun dog her?

Weyheyhey, endnu et kapitel - igen, undskyld for ventetiden! (tak for jeres tålmodighed, wauw)

Hvad syntes i om, at Amy og Niall har haft noget kørende, mens Anastasia var i London? Og hvad tror i, der kommer til at ske i næste kapitel? Har i et bud på, hvordan historien mon slutter? Kommenter!

Tøj i kommentar x

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...