Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22615Visninger
AA

8. Meeting the rest

Anastasias synsvinkel:

Jeg vågnede næste morgen med en forfærdelig smag i munden. Jeg var gået i seng, så snart jeg kom hjem fra turen med Niall, men mine forældre havde vækket mig, da de kom hjem. Hvorfor de havde vækket mig, vidste jeg egentlig ikke, for de gik ind og drak the og spillede ludo, lige da de havde sagt hej til mig. De havde ikke engang spurgt, om jeg havde lyst til noget at spise, til at være med eller noget i den dur.

Ikke, at det gjorde mig noget. Eller, jo, et eller andet sted savnede jeg jo mine forældre. Jeg savnede den måde, vi plejede at snakke og grine sammen på, men det var ikke noget, som jeg gik rundt og tænkte på til hverdag. Det passede mig fint, at de ikke som sådan interesserede sig for mig – jeg kunne passe mig selv, og det samme kunne de.

Tre høje bank på døren til mit værelse, fik mig til at vende blikket væk fra udsigten, hvor det ellers havde været. I stedet kiggede jeg hen på min far, der forsigtigt stak hovedet ind af en døråbningen som om, han var bange for at forstyrre mig i noget. Jeg sendte ham med det samme et lille smil, som han svagt gengældte, inden han trådte helt ind i det lille værelse.

”Hvad så?” spurgte jeg så neutralt så muligt, men nervøsiteten i min stemme var ikke til at tage fejl af. Han rømmede sig let, inden han forsigtigt satte sig på sengekanten og kiggede med bedende øjne på mig. Et sus gik igennem min krop – vidste han noget? Havde han opdaget noget? Bare tanken om, at han måske havde fundet ud af noget, fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Det var ikke fordi, jeg ikke ville fortælle dem det, men jeg kunne ikke fortælle dem det. Der var ingen grund til, at de fik det af vide, de ville ikke kunne forstå det.

Han rømmede sig og rykkede sig uroligt på madrassen, så den gav knirkende lyde fra sig. Uden at fjerne mit blik fra hans ansigt og uden af fjerne det falske smil, nikkede jeg afventede mod ham. Han åbnede munden, lukkede den igen som om, han tænkte over, hvad han ville sige.

”Hør… altså, Anastasia, hvordan går det egentlig?” mumlede han lavt og vred nervøst sine hænder ind i hinanden. Det gav et lille ryk i mig, men da ordene forlod hans mund, blev jeg underligt lettet. Jeg kunne sagtens stikke ham en løgn – ligesom jeg altid plejede at gøre.

”Det går fint,” svarede jeg og sendte ham et rimeligt falskt smil, som jeg efterhånden var blevet så god til. Hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke, og han så hverken mere overbevist eller mere bekymret ud. Der var noget indeni mig, der fortalte mig, at han vidste noget – noget, som han ikke skulle vide.

”Er du sikker på det? Du virker meget træt og sløv for tiden. Altså, at du for eksempel ligger og sover, når vi kommer hjem, er et tegn på det,” svarede han så, og jeg trak på skuldrene. ”Hvorfor tror du, at der er noget galt, bare fordi jeg er træt? Sådan er der altså mange, der er,” svarede jeg med en monoton stemme.

Han kiggede på mig og lignede en, der ikke havde den fjerneste idé om, hvad fanden han skulle gøre af sig selv, og jeg kunne godt forstå det. Hvis jeg var dem, ville jeg virkelig også være i tvivl om, hvad jeg skulle gøre med mig.

”Far det er okay, det lover jeg dig,” jeg lagde beroligende en hånd ovenpå hans, der lå på sengen. Tøvende nikkede han, før han rejste sig fra sengen.

”Du skal altså sige til, hvis der er noget, okay? Det er meget vigtigt,” sagde han så, og det fik mig til at nikke en anelse for voldsomt og ivrigt, som om jeg slet ikke kunne vente med at få ham ud fra værelset. Det kunne jeg vel heller ikke, for jeg var bange for, at han ville gennemskue mig.

 

Toms synsvinkel (faren):

Jeg bankede på Anastasias dør, inden jeg stak hovedet ind. Forsigtigt sendte jeg hende et smil for at være sikker på, at jeg ikke forstyrrede hende, før jeg gik helt ind på værelset.

”Hvad så?” spurgte hun neutralt og sendte mig et lille smil. Jeg holdt øjenkontakten med hende, imens jeg satte mig på sengekanten, så dynen knitrede en anelse under mig.

I løbet af det sidste stykke tid havde jeg lagt mærke til, hvor meget hun var begyndt at lukke sig lidt inde i sig selv, og hvor meget hun havde tabt sig. Det var tydeligt for både mig som far, men også for hendes mor, og det var skræmmende. Dog var der ingen af os, der havde kommenteret rigtigt på det, for vi vidste ikke helt, hvordan vi skulle gribe det hele an.

”Hør… altså, Anastasia, hvordan går det egentlig?” mumlede jeg lavt og vred nervøst mine hænder ind i hinanden. Det gav et lille ryk i hende, da ordene forlod min mund, og det bekræftede lidt min teori om, at der måtte være et eller andet galt.

”Det går fint,” svarede hun og sendte mig et utroligt overbevisende smil. Det gjorde mig også en smule bange, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne jo ikke rigtig vide, om det var et falskt smil, eller om det rent faktisk var ægte.

”Er du sikker på det? Du virker meget træt og sløv for tiden. Altså, at du for eksempel ligger og sover, når vi kommer hjem, er et tegn på det,” svarede jeg efter lidt overvejelse. Hun blinkede et par gange, før hun trak på skuldrene.

”Hvorfor tror du, at der er noget galt, bare fordi jeg er træt? Sådan er der altså mange, der er,” hun havde en monoton stemme på, imens hun svarede mig. Jeg kiggede på hende og var virkelig forvirret over, hvad fanden jeg skulle gøre med hende. Hun virkede så fjern for mig, og det efterlod mig fuldstændig på bar bund. Hvad skulle man gøre som far, når man bare kunne se, at ens barn tabte sig sygeligt?

Hun lagde sin hånd oven på min og sendte mig et beroligende smil. Jeg nikkede lidt, imens jeg blev ved med at kigge ind i hendes øjne, men hun var god. Hun var næsten FOR god, og det skræmte mig.

 

 ♥

 

Anastasias synsvinkel:

Klokken var ikke så meget, da jeg slog øjnene op første gang den næste dag. Det var dog heller ikke helt frivilligt, at jeg gjorde det, for det var nemlig min mobil a.k.a Niall, der vækkede mig.

”Mhmm?” mumlede jeg søvndrukkent ind i mobilen, imens jeg igen lå med helt lukkede øjne. Faktisk var det lige før, at jeg faldt i søvn, da Nialls stemme lød ufatteligt højt fra telefonen og lige ind i mit øre.

”Hej Anastasia. Hvad laver du i dag?” spurgte han om, imens det fuldstændig lød som om, at 2 verdenskrig var i gang i baggrunden. Det valgte jeg dog ikke at kommentere på, fordi jeg fik en underlig varm fornemmelse i maven af hans spørgsmål.

”Det ved jeg ikke endnu. Jeg er lige vågnet – du vækkede mig – så jeg har ikke lige lagt planer for den her dag,” svarede jeg ærligt, og det fik ham til at grine lidt – garanteret over, at han havde vækket mig. For det var da også utroligt sjovt, ja.

”Så har du planer nu. Du skal være sammen med mig, og så har jeg en overraskelse til dig!” han lød helt stolt, og det fik mig til at grine en anelse, for det var virkelig sødt. Nu var der da i hvert fald ingen chance for, at jeg ville få sovet mere.

”Nå, nå,” mumlede jeg og pillede lidt ved dynebetrækket på min dyne. Jeg var ærlig talt en smule nervøs for at skulle være sammen med ham igen. Sidste gang var det jo endt med, at jeg var taget hjem og ikke havde det så godt igen, og hvad hvis det blev på samme måde igen?

Jeg var heller ikke så tryg ved, at han sagde, at han havde en overraskelse til mig. Det var ikke for at være nedern eller en lyseslukker eller noget i den stil, men jeg brød mig ikke så forfærdeligt meget om overraskelser. Det burde han næsten vide.

”Har du ikke lyst til det?” spurgte han og lød nærmest helt skuffet, og det gav mig uroligt dårlig samvittighed. Derfor endte det også med, at jeg tog mig sammen og tog en dyb indånding.

”Jo, det vil jeg gerne. Skal vi mødes et sted, eller hvad siger du?” spurgte jeg, imens jeg begyndte at kravle ud af sengen. Den kolde dyne gled af mig, og det gjorde, at jeg med det samme fik kuldegysninger, fordi luften ramte mig.

”Jeg henter dig, okay? Bare vær klar om en halv times tid eller sådan noget!” svarede han mig begejstret og hemmelighedsfuldt. Jeg nikkede lidt for mig selv. ”Det er i orden,” sagde jeg så og fik sagt farvel til ham. Så havde jeg også planer i dag, selvom jeg egentlig havde tænkt, at jeg gerne ville slappe lidt af.

Men i hvert fald tog jeg mig sammen og begyndte at gøre mig klar – det blev jeg ligesom nødt til. Jeg tog et par sorte bukser på, der ikke sad alt for tæt og også var af noget blødt stof, og til den valgte jeg en lidt løs T-shirt, der sad nogenlunde godt på mig, selvom jeg ikke var tilfreds med det.

Hvornår var jeg på den anden side nogensinde tilfreds med mit udseende? Jeg kunne huske den sidste gang, jeg havde været det. Jeg tog en guldring på, som fik mine fingre til at se lidt længere ud, og det var altid en god ting.

Jeg redte mit mørkebrune hår og lod det hænge løst over mine skuldre og ned over brystet uden at gøre noget andet ved det. Mine hænder fik fat i min mascara, så jeg let fik rammet mine blå øjne ind af mascaraen, og det gav dem en ekstra styrke, hvis man kunne sige det på den måde.

Jeg kastede et blik på mit spejlbillede og kunne ikke lade være med at komme med et underligt, utilfreds støn. Efter lidt stirren på mig selv, besluttede jeg mig for ikke at hænge i det, og så gik jeg ud i det køkkenagtige halløj, som vi havde her på hotellet.

”Godmorgen, skat,” sagde min mor glad, da jeg kom ind. Jeg smilede lidt til hende, før jeg gik hen til køleskabet, hvor der stod en karton appelsinjuice. ”Godmorgen,” svarede jeg og rodede alle skabene igennem for at finde et glas.

”Skal du ikke have noget morgenmad? Og hvor skal du hen?” spurgte hun, da jeg begyndte at drikke af min juice. Jeg kiggede lidt på hende ud over mit glas.

”Jeg er ikke så sulten. Og Niall kommer og henter mig, han har en eller anden overraskelse til mig, så det bliver jo meget spændende,” sagde jeg, imens jeg tømte resten af det orange indhold. Min mor lagde hovedet på skrå og sukkede lidt.

”Det er altså vigtigt med morgenmad, det er dagens vigtigste måltid,” påpegede hun med et strengt blik, men det fik mig kun til at trække på skuldrene. Da hun så blev ved med at sende med et samme bebrejdende blik, sukkede jeg og lagde armene over kors.

”Mor jeg skal nok spise noget mad, når jeg kommer hjem til Niall, eller hvad vi skal. Og desuden så..” jeg kiggede ud af vinduet, hvor jeg så en total luksusbil ankomme, ”så kommer han nu. Jeg smutter,” sagde jeg så og greb min jakke på vej ud fra hotelværelset. Jeg svang den på, imens jeg gik ned af trapperne.

Egentlig var jeg nervøs for, hvad det var, vi skulle, og som sagt havde jeg en dårlig mavefornemmelse omkring det. Hvad hvis det var en eller anden fuldstændig fucked overraskelse, som jeg slet ikke ville finde sjov på nogen måde?

Hurtigt rystede jeg den tanke fra mig. Selvfølgelig ville Niall ikke gøre noget, som han vidste, jeg ikke ville kunne lide – han kendte mig så godt. Han var nok den eneste, der 100% vidste, om jeg foretrak æble –eller appelsinjuice, sneakers eller ballerinaer osv. Han var den person, jeg stolede allermest på. Måske fortalte jeg ham ikke alt, men jeg fortalte ham det, han havde brug for at vide.

Kulden udenfor ramte mig straks, og jeg måtte skutte mig lidt i min jakke, for at kunne holde varmen. Allerede inden jeg havde sat mig ind i Nialls bil, kunne jeg se hans kæmpe smil skinne igennem forruden. Selvom min far havde forvirret mig her til morgen, og det i sig selv egentlig havde været en lortemorgen, så kunne jeg ikke lade være med at smile, ved synet af Nialls kridhvide tandpastasmil.

”Halløj,” sagde jeg friskt, i det jeg satte mig ind i bilen. Niall lænede sig hen mod mig for at give mig et kram, som jeg hurtigt gengældte. Hans blik fangede mit da han trak sig væk, og allerede der kunne jeg mærke, hvordan mine fingerspidser begyndte at krible af nervøsitet.

”Godmorgen. Er du spændt?” smilede han lumsk, mens han bakkede ud fra den parkeringsbås, hvor han havde holdt, mens han ventede på mig. Jeg nikkede mekanisk og kiggede ned i mine hænder, hvor fingrene ustyrligt legede med min ring. Hårdt bed jeg mig i underlæben, mens sendte så Niall et lille smil, han ikke rigtig lagde mærke til, fordi han havde travlt med at køre bil.

Jeg beundrede den måde, hans arme spændt på, når han drejede i rattet. Han havde begge hænder plantet solidt på det runde rat, og koncentreret lå hans tunge i siden af munden. Han havde godt fortalt mig, at han lige havde fået kørekort, og igen, så var jeg stolt af ham. Havde han stadig været i Mullingar, kunne han nok ikke have fået kørekort lige umiddelbart, fordi han ikke havde råd.

Men det havde han nu. Han havde i den grad råd.

Turen i bilen gik egentlig rimelig hurtigt, for jeg syntes kun vi havde kørt i ti minutter, da Niall holdte ind til siden. Vi var kommet et lille stykke ud af byen, vi var i hvert fald i et villaområde, og det så i den grad eksklusivt ud. Husene var store, og der holdte dyre biler parkeret bag nogen af de mange metalgitre, der indhegnede grundende.

”Niall, hvor er vi?” spurgte jeg forvirret og kiggede med rynkede bryn ud af vinduet, mens han kørte op til en metallåge. Han svarede mig ikke, men stak hovedet ud af vinduet og trykkede nogen tal på et eller andet panel, og derefter åbnede lågen sig. Han sank tilbage i sædet og trykkede på speederen, så jeg panisk greb fat i instrumentbrættet.

Hurtigt kiggede jeg over på ham, men han sad stadig bare og smilede stort, blikket fæstnet på den kæmpe villa foran os. Jeg fjernede mit blik væk fra ham og fulgte hans blik, så det til sidst landede på det kæmpemæssige, hvidkalkede hus. Han klikkede sin sele op og steg ud af bilen, uden på noget tidspunkt at værdige mig et enkel blik.

Forvirret klikkede jeg mig selv op, så jeg kunne komme ud, og smækkede så bildøren efter mig. ”Hvad fanden skal vi her? Hvem bor overhoved her?” spurgte jeg desperat og gik med hastige skridt over til ham. Han kiggede langsomt over på mig, med et nervøst udtryk malet i ansigtet, som om, han ikke vidste, hvad han skulle sige.

”Det er mit,” mumlede han seriøst og nikkede mod det store hus. Selvfølgelig… det var Nialls hus. Han boede da ikke en eller anden skummel lejlighed i Storlondon, når han kunne få lige det hus han pegede på. Han havde alle de penge, han nogensinde skulle få brug for, og ja… Niall havde heldigvis valgt at bruge dem på noget fornuftigt, og ikke på tatoveringer, sprut eller måske stoffer.

Det havde nok egentlig været min største frygt, i mens jeg ikke havde kontakt til ham. At han kunne være endt et helt forkert sted, med alt den omtale han fik. Netop, at han var endt i stoffer eller druk, for hvor mange unge stjerner hører man ikke om, vokser op og bliver junkier eller alkoholikere?

”Oh,” fik jeg fremstammet, mens vi begyndte at bevæge os op mod hoveddøren. Gruset i gårdspladsen knasede under mine Converse, og fik kuldegysninger til at brede sig overalt i min krop. Men hvad ville Niall? Hvorfor havde han taget mig hjem til ham? Jeg bed mig hårdt i læben, for ikke at spørge ud i det blå. Han ville sikkert heller ikke sige det, hvis det endelig var, jeg kom til at spørge – så ville han bare mene, at han ødelagde overraskelsen.

Vi kom ind i huset, og straks kastede Niall sin jakke over en knage og sparkede sine sko af, hvor jeg ikke en gang havde fået bundet min ene sko op endnu. Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder, mens Nialls blik lå fastlagt på mig, der sad foroverbøjet.

Endelig fik jeg mit overtøj af, og fulgte muntert med Niall ind i stuen, mens han forklarede mig, hvor de forskellige ting var – han havde alt. Tre gæsteværelser med tilhørende badeværelser, en indendørs pool og spillerum, køkken, stue, spisestue, selskabsstue, det var ligesom at være på et slot. Jeg lyttede ikke efter detaljerne han forklarede, for jeg havde travlt med at studere alt.

Det var utroligt. Så langt han var nået, og alle de ting, han nu havde mulighed for. Et lille smil faldt plads over mine læber, da jeg gik forbi et anegalleri, og så et billede af Niall og jeg, fra en dag vi var på stranden. Jeg stoppede op og studerede det lidt nærmere.

”Kan du huske det?” Niall var åbenbart også stoppet, for han stod nu ved siden af mig og kiggede med på billedet. Jeg nikkede, for jeg kunne sagtens huske det – det kunne jeg umuligt glemme. Vi havde ikke været mere end omkring de 10 år, da Maura havde besluttet sig for, at Niall og jeg skulle med til vandet, så vi tre kørte til stranden – fuldkommen spontant.

En høj kimen lød i huset, og fik mig på den måde til at trække mig væk fra billedet. Undrende kiggede jeg på Niall, der kiggede ned mod sine fødder. Der var noget, han var nervøs over. ”Kommer der gæster?” spurgte jeg og søgte hans blik, men han havde låst det fast på sine hvide tennissokker.

”Der er nogen, jeg syntes, du skal møde,” fik han endelig sagt, inden han fik guidet sig forbi mig, og i stedet gik over til et samtaleanlæg, der var sat fast på væggen. Han tog røret op til øret og sagde et hurtigt ”der er åbent nu,” inden han igen lagde på, og vendte tilbage til mig.

Mine håndflader begyndte at blive svedige, ved tanken om, at Niall fik gæster, og det var nogen, jeg skulle møde. Jeg kunne ikke komme på andre, end de fire drenge, der var hans bedstevenner. Han havde vel sikkert også andre venner end dem, det var bare… det så ud til, at de lavede alt sammen, og af en eller anden grund følte jeg, at jeg skulle leve op til noget. Til deres standart, deres krav.

Døren ude i entreen gik op, og Niall og jeg gik derud, for at tage imod hans venner. Mørke stemmer kunne allerede høres på afstand, men så snart jeg kom til syne i åbningen til entreen, blev de stille. Otte nysgerrige øjne blev rettet imod mig, og endnu en gang måtte jeg erkende, at jeg rødmede.

En af dem, ham jeg kunne genkende som Louis, trådte muntert frem mod mig. ”Du må være Anastasia!” 

 

 ♥♥

Hun mødte resten af drengene! Hvad syntes i om det? 

Link til hendes tøj i kommentar.

Og så skal jeg takke Mirah (MirahBrinchG) tusind gange, fordi hun gad skrive noget af mit kapitel! Hun har skrevet de første 2000 ord, da jeg simpelthen ikke kunne komme igang - så virkelig, tak musser

Tak fordi i læser, dont forget to like ;)

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...