Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22539Visninger
AA

6. He can turn everything upside down

IKKE RETTET IGENNEM

Anastasias synsvinkel:

Forsigtigt kiggede jeg op på Niall gennem mine øjenvipper og observerede ham, mens han spiste. De blå øjne studerede burgeren nøje, og jeg kunne nærmest se, hvordan han havde en trang til at slikke sig om munden. Det var præcis som det plejede at være, med hensyn til hans forhold til mad – han elskede det. Og det stak underligt i min mave ved tanken om det, for det var tydeligt, at han foretrak en pige, der også selv spiste. Hvem ville have en, der ikke spiste noget?

Der var aldrig nogen drenge, der som sådan lagde mærke til mig. Der havde været en i skolen, men han brugte mig – udnyttede mig, tog min mødom, på grund af et latterligt væddemål med en af hans venner. Siden dengang har jeg ikke nærmet mig drenge, den eneste var Niall, som stadig ikke vidste noget om, at jeg ikke længere var jomfru.

”Her, spis nogen,” Nialls bløde stemme trak mig ud af min egen verden, og jeg fik fokuseret mit slørede blik. Han skubbede langsomt sin tallerken med pomfritter hen til mig, og nikkede så sigende ned mod dem. Hårdt låste jeg mine tænder fast om min underlæbe og kunne mærke, hvordan mine håndflader blev svedige rundt om tekruset.

”Ne-nej tak, Niall,” stammede jeg svagt. Selvom jeg prøvede at lade være, så kunne jeg ikke undgå at møde hans blik, som med det samme borede sig ind i mit. De krystalblå øjne var som de altid havde været, men de så sørgmodige ud, søgende og sørgelige. Jeg sank en klump og tyggede lidt voldsommere på min læbe, mens tankerne strømmede igennem mit hoved. Den dårlige samvittighed lå som en tung skygge over mig og gjorde mit syn sløret. Fortumlet blinkede jeg for at fjerne tårerne, der havde hobet sig op i mine øjne, inden jeg langsomt tog hånden ned til en pomfrit.

Niall stoppede mig, ved hurtigt at ligge en hånd oven på min. Et gys gik i gennem mig, og forvirret kiggede jeg op på ham.

”Tak. Virkelig, tak Ana,” mumlede han med blikket låst fast på mit. Nervøst sank jeg endnu en klump, prøvede at synke hans ord og hans brændende berøringer. Han smilede skævt til mig, men fjernede så hans hånd fra min og vendte tilbage til sin egen mad. Et øjeblik svævede min hånd i luften over fadet med pomfritter, men jeg tog mig til sidst sammen og tog en op. Bare det at røre ved den, fik kvalmen til at melde sig.

Tøvende tog jeg den op til munden. Nialls blik hvilede diskret på mig, og selvom han sikkert prøvede at skjule det, så kunne jeg mærke det på mig. Hans berøringer havde føltes som noget helt fremmed, men noget rart. Noget betryggende, og noget jeg i den grad havde savnet at havde omkring mig. Det var også derfor, at jeg tog maden ind i munden. Fordi jeg vidste, hvor meget det betød for Niall, for efter hans ord gik det op for mig, at jeg ikke kunne skjule noget for ham. Det havde jeg aldrig kunne, og alting var åbenbart vendt tilbage til det samme.

Det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde troet. Det føltes godt at få noget ned i maven, så der gik ikke mange sekunder, før jeg havde taget endnu en pomfrit ind i munden – stadig med Nialls blik på mig. Det irriterede mig egentlig ikke, for som sagt, så var det rart og betryggende, at han bekymrede sig om mig. For en gangs skyld var der rent faktisk en, som oprigtigt bekymrede sig om mig.

”Hvordan går det så med dig?” spurgte jeg for at få en samtale i gang. Ikke, at stilheden var et problem for mig, men jeg havde så mange ting, jeg ville spørge ham om. Han var blevet så stor, han levede sin drøm, og jeg ville vide, hvordan det var.

”Jeg har ret travlt,” sukkede han tøvende og trak på skulderen. ”Men det er fedt, jeg gør jo det, som jeg godt kan lide,” tilføjede han bagefter med et stort smil og et lille, sødt grynt, der nok skulle have været et grin. Bare det at høre ham så glad, gjorde virkelig også mig glad, for jeg havde savnet ham så utrolig meget. Et øjeblik ville jeg nyde, at han var her sammen med mig – jeg ville ikke tænke på alt jeg havde været igennem, jeg ville ikke tænke på alle de ting jeg gik rundt med. Jeg ville snakke med ham, høre hvordan det gik med ham og ikke mig.

”Folk snakker om dig derhjemme, at du ved det,” smilede jeg med et drillesygt toneleje, og straks rynkede Niall på brynene, så han fik en sød rynke i midt i panden. Jeg fnisede af ham og tog en pomfrit mere, uvis om, hvor mange jeg efterhånden havde indtaget.

”Hvad mener du dog med det?” mumlede han med munden fuld af mad. Utilfredst skar jeg en grimasse, da han afslørede alt det mad, som han havde i munden. ”Er det godt, eller hvad?” grinede han bagefter og viste endnu mere gennemtygget burger.

”Ja, de er stolte af dig,” smilede jeg. ”Jeg er stolt af dig, Niall.” Han stoppede med at tygge sin mad og kiggede i stedet op på mig med store, strålende øjne. Jeg bed mig i læben, men smilede stadig skævt tilbage til ham, hvilket han hurtigt gengældte. ”Det er jeg virkelig. Du er kommet så langt, og jeg er altså virkelig virkelig stolt af, at du har formået at nå alt det, som du gerne har villet nå.” Der var ikke et snert af usikkerhed i min stemme, for en gangs skyld, men det her var heller ikke noget, jeg var i tvivl om på nogen måde.

”Tak smukke,” mumlede han forlegent, mens en rødlig farve indtog det øverste af hans kinder. Jeg grinede kort af ham, ikke noget højt, nok hvad folk ville kategorisere som genert. Først bagefter gik det op for mig, at han havde kaldt mig smukke… Mine egne kinder blev sikkert også let rosa, og jeg kiggede vantro på ham, for jeg var på ingen måde smuk. Jeg slog det dog hen, for som sagt, så ville jeg ikke bekymre mig og mig i dag. Ikke når jeg var sammen med Niall.

”Og Niall?” Han kiggede forvirret op på mig, med et stykke salat hængende ud af munden. ”Du bliver seriøst nød til at lukke munden, når du spiser,” grinede jeg og pegede på det stykke salat der hang på hans underlæbe. Hurtigt tog han sin hånd op til læben og smilede forlegent, alt i mens den rødlige farve blev endnu tydeligere. Da han fjernede sin hånd, havde han også fået fjernet salatstykket, og sank så sin mad.

”Du lyder ligesom Liam,” grinede han lavt. Undrende kiggede jeg på ham, med mine bryn trukket lidt ned i min pande. ”Du ved, fra bandet,” smilede han bagefter, fordi han tydeligvis havde forstået, at jeg ikke anede hvem Liam var.

Et stik af dårlig samvittighed landede i min mave. Det var Liam, han brugte så meget tid sammen med. Eller, Liam var en af dem, han brugte så meget tid sammen med, men jeg havde et øjeblik glemt alt om bandet, og følt, at alting nærmest var tilbage til det normale. Jeg var ikke sur på ham, jeg var misundelig. Liam fik sikkert lov til at være sammen med Niall hele dagen, fjolle rundt med ham, præcis ligesom jeg havde gjort før i tiden.

”Er du okay?” Hurtigt kiggede jeg op på Niall, og opdagede til min store frygt, at jeg endnu en gang havde fået tårer i øjnene. Desperat prøvede jeg at blinke dem væk, men det blev kun til, at endnu flere tårer blev dannet, og de truede voldsomt med at trille ned af mine kinder. Jeg kiggede væk fra Niall, ud mod gaden, hvor små snefnug var begyndt at dale ned fra himlen. De landede lydløst på gaden, nogen smeltede, men andre blev liggende ligeså fint – præcis ligesom med mennesker. Nogen blev husket, lagt mærke til, mens andre forsvandt i mængden.

”Ana, hvad sker der?” spurgte Niall igen lidt hårdere, og prøvede at gribe mine hænder over bordet. Jeg var hurtigt og fik trukket dem til mig, så han ikke kunne få fat i dem. Det var jo latterligt det her… jeg sad og næsten græd, fordi jeg var misundelig på min bedstevens bedsteven. Jeg mener, det lå nok mere bag, men lige nu var det Liam der var problemet. Og også alle de andre drenge, der var medlem af bandet.

”Hvorfor… Gjorde jeg noget forkert?” Denne gang var hans stemme mere nervøs, hvilket fik mig til at grine. Grine over, hvor ynkelig jeg var, over hvor lidt mit liv var værd, og hvor utrolig svag jeg var. ”Er du ikke sød at sige noget?” mumlede han næsten hviskende, og det fik mig til at rette mit slørede blik over mod ham.

”Jeg savner dig bare så utroligt meget, Niall… Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg sidder her og nærmest græder, jeg ved det virkelig ikke,” sagde jeg opgivende, og kørte en finger under øjet, for at fjerne en løssluppen tåre. Til mit held gik jeg ikke med andet en vandfast makeup, så jeg skulle ikke bekymre mig om at komme til at ligne en panda.

”For helvede da også man.” Hårdt skubbede Niall sin stol ud bag sig, så den gav en ubehagelig lyd fra sig. Jeg vidste, hvad han ville gøre, så jeg rejste mig også selv op og gik ham nærmest i møde. Han havde fået kantet sig rundt om bordet, så han hurtigt stod med armene omkring mig. Jeg begravede mit hoved i uddybningen mellem hans nakke og skulder, og lod mine knyttede hænder hvile på han bryst – den samme position som altid.

”Du aner virkelig ikke, hvor meget jeg har savnet dig,” hikstede jeg mod hans bryst og lod endelig tårerne slippe. Hans greb omkring mig blev strammet lidt, inden han kyssede mig blidt i håret. Selvom jeg inderligt gerne ville benægte det igen, så fik det alle mine sanser til at dirre i mig, da hans læber ramte min hovedbund. Der lå intet i det – det vidste jeg jo godt, for Niall havde tit kysset mig venskabeligt på kinden eller sådan noget, uden at ligge noget i det. Problemet var bare, at jeg nok lagde lidt for meget i det hver evig eneste gang.

”Jeg har sku også savnet dig, smukke,” mumlede han hæst mod mit øre, så kuldegysningerne spredte sig overalt på mine arme. Jeg puttede mig lidt længere ind mod ham, og lukkede hårdt mine øjne i, slugte hver eneste ting om Niall jeg kunne.

 

 

Resten af frokosten foregik med meget mindre drama, hvis man kan sige det på den måde. Vi spiste egentlig bare vores mad, og jeg fik næsten spist halvdelen af pomfritterne – det var virkelig meget for mig, for normalt kunne jeg ikke engang spise en tredjedel af sådan en portion. Jeg havde en anelse kvalme oven på det, men det var som om, at jeg glemte det, når jeg var sammen med Niall. Han var den eneste dreng, der fik mig til at smile og grine, og nu var på ingen måde nogen undtagelse. Jeg havde ikke grint så meget, som jeg havde gjort indtil videre, i jeg ved ikke hvor lang tid.

”Skal vi ikke gå en tur? Jeg kan vise dig London,” spurgte Niall med et smil, og jeg nikkede bare hurtigt tilbage til ham som svar. Jeg havde i forvejen skrevet en besked til mine forældre om, at jeg ikke spiste sammen med dem – jeg kunne ikke klare tanken om, at skulle være sammen med dem inden for de næste to timer. Klokken var allerede blevet tre, hvilket vil sige, at vi havde siddet og spist på restauranten.

”Må jeg ikke vise dig London Eye?” Spurgte han igen, denne gang enormt energisk. Jeg skævede til ham, da han holdte døren for mig, så jeg kunne komme ud i den kolde luft, der straks omhyllede min spinkle krop. ”Uh! Eller Big Ben? Eller Hyde Park?” Hvinede han, begejstret for sine egne ideer.

Jeg grinede af ham og daskede ham blidt på skulderen. ”Rolig nu, Niall,” lo jeg, hvilket fik ham til at kigge genert ned i jorden, og undslippe en lille, sød latter.

”Jeg er bare så glad for at se dig igen… Men, mangler du noget? Tøj, eller sådan noget, for så kan vi gå langs Oxford Street,” tilbød han venligt, mens vi begyndte at gå i den retning jeg var kommet fra. Sneen dalede stadigvæk ned, og jeg måtte putte mig godt i min jakke, for at kunne holde varmen. Selvfølgelig havde jeg ikke taget vanter med, og allerede nu mindede mine fingre mest om istapper.

”Jeg har ikke så mange penge med, så det går nok,” svarede jeg ham roligt med et skuldertræk, og fulgte nervøst i hælene på mig, da vi gik ud på en lidt større gade, hvor der var langt flere folk end før. Jeg kiggede flygtigt op på Niall, og så ham trække sin hætte op over hovedet, sandsynligvis så han ikke ville blive genkendt.

”Det skal du ikke tænke på – jeg giver.” Varmt smilede han til mig, så jeg mærkede en rar følelse suse rundt i min krop. Dog rystede jeg hurtigt på hovedet, men Niall var hurtigere til at sige mig igen, end jeg var til at protestere. ”Hør, du skal virkelig ikke tænke på det. Jeg har nok, og det er ikke for at lyde alt for selvfed, men jeg har ikke så meget at bruge dem på… Jeg gider ikke bare bruge dem på overflødige ting som biler, alt for store huse eller sådan noget… Forstår du?”

Jeg bed mig lidt i læben, men slap den hurtigt, da den var alt for øm efter de foregående gange jeg havde bidt i den. Efter et par sekunder, hvor jeg lod Nialls ord synke ind i mig, nikkede jeg forstående, men der var dog en ting, som jeg stillede spørgsmålstegn ved.

”Jamen… hvorfor så bruge penge på mig?” Niall kiggede på mig, som om mit spørgsmål var tåbeligt, hvilket fik mig til at krybe lidt sammen. Han tjattede dog hurtigt til mig, hvilket fik et lille smil til at pryde mine læber.

”Du er på ingen måde overflødig, Ana,” mumlede han så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre det for menneskerne, som gik forbi. ”Kom så, jeg tror jeg kender en butik, som du vil elske!” Han greb overraskende nok min hånd, så jeg gav et lavmælt og forskrækket hvin fra mig. Hans fingre var kolde, men de var på ingen måde koldere end mine, så der gik ikke lang tid før jeg også sørgede for at holde fast i hans hånd.

Han hev mig nærmest efter sig, dog på en diskret måde, så han ikke tiltrak al for megen opmærksomhed. Han trak mig ned af en lidt mindre sidegade, hvor han formåede at gå ind i en ældre dame, der lignede en, som ville slå ham ned med sin håndtaske, hvis ikke det var fordi, han fik skyndt sig at gå videre. Jeg måtte kvæle et grin, da vi endelig stoppede op, og Niall, en smule stakåndet, kiggede op mod en facade.

Jeg fulgte hans blik, som lå fæstnet på et bindingsværkshus, hvor der gang et skilt med en tekop ud fra. Underligt rynkede jeg brynene og kiggede over på Niall, der tydeligvis var tilfreds med, at han havde bragt os til det her… sted.

”Niall, hvad er det her?” spurgte jeg nervøst og kiggede lidt omkring mig. Der gik ikke rigtig nogen mennesker – højst et pensionistpar, der holdte i hånden og var utroligt søde, som de sad på en sort bæk og fodrede dueunger.

”Det er en butik, min veninde har vist mig. Jeg tror, at du vil kunne lide den,” mumlede han, allerede halvvejs inde i af døren. Jeg bed mig hårdt i læben, ignorerede hvor ondt det gjorde, da han havde sagt, at hans veninde havde vist ham stedet. Det var bare… jeg var skide jaloux, på alt og alle der havde noget med Niall og gøre. Han havde fået nye kontakter, nye venskaber, præcis som jeg havde forventet, men det gjorde mere ondt, end hvad jeg havde regnet med. Dybt inde havde jeg håbet på, at det bare var mig og ham… som det altid havde været.

”Kommer du, eller har du tænkt dig at stå derude hele dagen?” grinede han smøret og gjorde en gestus ind mod butikken. Jeg smilede svagt tilbage til ham, men gik så indenfor, hvor en behagelig stemning straks indhyllede min afkølede krop. Butikken var meget lys, med blålige pærer i lamperne som gav belysningen et koldt skær, men alligevel var det behageligt. Rundt om på grå stativer hang der forskelligt tøj, og nogen få hylder var sat op på væggene, hvor der lå sammenfoldede sweatre og også nogen sko på. Det hele så enormt eksklusivt ud, men helt utroligt lækkert.

”Wow,” fik jeg fremstammet og kiggede nysgerrigt på et par ferskenfarvede bukser. Normalt var jeg ikke til andet end sorte eller blå cowboybukser, men de her var virkelig fede, og prisen var heller ikke så gal igen. Niall kom hurtigt op på min side og kiggede spændt på bukserne, så på mig, og til sidst tilbage på bukserne.

”Kan du lide dem? Du kan prøve dem derovre?” Han gjorde et kast med hovedet i retning af noget, der sandsynligvis var et prøverum, og jeg nikkede hurtigt. Med rystende skridt gik begyndte jeg at gå over til prøverummet, mens Niall tullede lidt rundt i butikken og kiggede på forskellige smykker – der stod også en stand med makeup, som jeg i den grad skulle hen og kigge på. Min makeup-kollektion kunne godt trænge til en opfriskning.

Jeg fik hurtigt trukket mine egne jeans af, og derefter de nye på. De sad overraskende godt på mine ben – hverken for stramme, men heller ikke for løse. Jeg smilede til mig selv i spejlet, da det var sjældent jeg fandt noget tøj, der var min smag eller som sad godt på mig. Derfor trak jeg nervøst forhænget til siden, så jeg kunne træde ud og vise Niall dem – for han blev nød til at se dem på, og give sin ærlige mening, før jeg var sikker på, jeg ville have dem.

Da jeg kom ud i butikken kunne jeg ikke se Niall nogen steder, så forvirret kiggede jeg lidt rundt. Pludselig kunne jeg mærke to store hænder lagt på mit liv bagfra, og jeg fløj forskrækket i vejret, mens jeg kunne høres hans letgenkendelige latter ud for mit øre. Endelig fik jeg drejet mig selv rundt, så jeg kunne stirre vredt op på ham.

”For helvede, du blev sku godt nok forskrækket!” grinede han, mens jeg blot stod og stirrede olmt på ham. Efter et øjeblik stoppede han med at le, og bakkede et par skridt bagud, så han kunne studere mine bukser ordentligt, for han havde åbenbart regnet ud, at det var derfor jeg kom ud.

”De sidder sku da pisse godt!” indrømmede han hurtigt, mens han bevægede sig rundt om mig, så han kunne se mig bagfra. Jeg kunne mærke blodet stige til mit hoved, og jeg vidste med det samme, at mine kinder sikkert kunne sammenlignes med en tomat lige nu. At tage imod komplimenter var aldrig noget, jeg havde været god til, og når de oven i købet kom fra Niall…

”Tak,” mumlede jeg blufærdigt og bed mig igen hårdt i læben. Niall kom tilbage til min front, så jeg kunne se ham, og før jeg vidste af det, fik jeg smidt noget blødt i hovedet. Overrasket tumlede jeg et skridt bagud, og fjernede hurtigt det fra mit ansigt, som Niall havde smidt på mig.

”Jeg tænkte, at den lige var dig,” smilede han hurtigt og hentydede til den lyseblå sweater, som jeg nu stod med i hånden. Jeg lod tommelfingeren glide over det bløde stof, og studerede den let i hænderne. Normalt ville jeg nok aldrig have valgt en trøje som denne, men nu hvor jeg stod med, kunne jeg virkelig godt lide den. Det var næsten skræmmende, hvordan min bedsteven kendte mig bedre end mig selv. 

♥♥♥

Denne gang fik i en lidt gladere version af Anastasia - hvad syntes i om det? Hvad syntes i om hendes væremåde omkring Niall, og hvad syntes i om deres forhold? Kommenter hjertens gerne x

I kan se, hvad Niall og Anastasia endte med at købe i kommentaren - som sædvanligt.

Og ja, i må unskylde for ventetiden, men min computer syntes det var sjovt at slette det kapitel, jeg havde skrevet først, og derfor skulle jeg starte helt forfra. Er personligt heller ikke helt tilfreds med dette kapitel, men ja... Håber da, at i kan lide det en smule.

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...